Klumme

Den britiske elite er kommet ned på jorden

Afternoon Tea, Downton Abbey og dommere med hvide parykker. Omverdenen er frygtelig fascineret af det britiske klassesystem – men sandheden er, at det elitære, klasseopdelte samfund på mange måder er en myte
16. februar 2016

»Hvad er dit ønskejob?«

Det er unge Lucy Kewell, vi spørger. Hun er i lære som scenekunstsnedker på Royal Opera House’s produktionsværksted, som jeg og en flok nysgerrige udenlandske journalister er på besøg hos.

Og vi forventer vel et svar a la: »Min drøm er at blive fastansat her.«

Operahuset har nemlig brug for talentfulde og fingernemme håndværkere, der kan skabe storslået inventar, maleriske baggrunde og de tekniske effekter, der får balletternes og operaernes eventyrverdener til at spinde.

Men Lucys svar er et andet.

»Jeg vil gerne have hans job,« siger hun og peger på Alex Beard, der er direktør for hele Royal Opera House.

Vi griner lidt. Det er et friskt svar, men naturligvis er jobbet som chef for landets ypperste finkulturelle institution ikke en mulighed for en håndværker med statsskolebaggrund.

Og så alligevel. Der er faktisk sket en del i det britiske samfund i de seneste årtier, som måske ikke er gået op for omverdenen.

Storbritannien er ganske vist på overfladen stadig fuld af symboler, der holder et traditionelt billede af landet i live: Afternoon Tea, dommere med hvide parykker og tv-serier som Downton Abbey. Og omverdenen er frygtelig fascineret af det britiske klassesystem, som stadig synes at leve i bedste velgående. Hører og læser vi måske ikke dagligt om Lord Dit og Lady Dat i medierne?

Men sandheden er, at det elitære, klasseopdelte samfund på mange måder er en myte. Baron/Lord og Baronesse er nu titler, der tildeles personer, som udpeges til Overhuset – oftest for politisk, erhvervs- eller anden samfundstjeneste. Tiltaleformen Dame og Sir er forbeholdt værdige personer – bl.a. sportsstjerner, rocksangere og teaterinstruktører – der har fået tildelt en orden, fordi de har gjort et eller andet bemærkelsesværdigt.

Med andre ord: Det lyder fint og aristokratisk, men langt de fleste betitlede briter kommer i virkeligheden fra, om ikke trange, så i hvert fald middelmådige kår.

På samme måde er det heller ikke længere nødvendigt at være privatuddannet fra Eton efterfulgt af en universitetsuddannelse fra Oxford eller Cambridge, hvis man vil nå til tops i det britiske samfund. Virkeligheden er, at færre og færre har råd til at sende deres poder på de elitære privatskoler, fordi priserne er eksploderet som følge af international efterspørgsel. På samme måde er det i dag, hvor 50 procent frem for 5-10 procent som i 1960’erne går på universitetet, langt sværere at komme ind på eliteuniversiteterne.

Dermed ikke sagt, at det ikke stadigvæk er en fordel at have denne baggrund, men det er bare ikke længere et must. Der er langt mere fokus på, at talent kan findes hvor som helst, og de gamle elitære institutioner, der modtager statsstøtte – hvad end det er uddannelsesinstitutioner eller Royal Opera House – er omvendt forpligtede til at optage eller inddrage den brede befolkning og ikke kun fylde de begrænsede pladser med den gamle elite.

På finkultursiden er dét sket ved at tilbyde subsidierede billetter, invitere skoler indenfor og ikke mindst ved at live-streame produktioner i biografer og på storskærme. På den måde er ingen brite nu længere end 100 km fra en Royal Opera House-forestilling. Næsten 1,5 million briter købte som resultat billet til en forestilling sidste år.

Afternoon Tea, Downton Abbey og dommere med hvide parykker. Omverdenen er frygtelig fascineret af det britiske klassesystem – men sandheden er, at det elitære, klasseopdelte samfund på mange måder er en myte.

Fortjeneste og kvalifikationer tæller – heldigvis – i dag. Så det er muligt, at Lucy skal udbygge sit CV med visse færdigheder og erfaringer, men at hun ikke er privatuddannet er ikke i sig selv en barriere for, at hendes drøm om en dag at overtage styringen i Covent Garden går i opfyldelse.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Nej Mette Rodgers, omverdenen er overhovedet ikke fascineret af det britiske klassesystem. I hvert fald ikke læserne af denne avis, som du skriver i. Eller har avisen flyttet sig? - og fået nye læsere?

MKN - du må nøjes med at tale for dig selv.
Som storforbruger af engelsk litteratur, skuespil og film er jeg dybt fascineret af dens ritualer og selvforståelse.
Og så har den - i modsætning til overklassen i så mange andre lande STIL, hvilket jeg som æstetiker sætter pris på, omend det aldrig ville være en stil, jeg ville anvende, selvom jeg havde pengene til det.

Kære Mette

Skriv lidt om det engelske boligmarked og meget gerne også om uddannelsessystemet.

Michael Kongstad Nielsen

Herdis Weins.
- jeg kan godt se på klassesamfundet derovre som et skuespil, og more mig over det. Men det er jo alvor i virkeligheden. I Storbritannien er der forskel på rig og fattig så det batter noget, og arbejderklassen fik aldrig held til at fravriste overklassen deres privilegier eller fordele deres rigdom.

England har ikke nogen "moderne" forfatning svarende til vores grundlov. De kører videre på ældgamle håndfæstninger mellem den øverste adel og kongen. Parlamentet er en fortsættelse af Rigsrådet, og House og Lords har såmænd dømmende magt udover lovgivende, og medlemmerne sidder der på livstid. Det er der ikke meget demokrati i.

Bent Gregersen, Karsten Aaen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

MKN - ja hele deres valgsystem og parlamentariske system trænger da i den grad til en modernisering - som de , der nyder godt af det sjovt nok altid modsætter sig.
Alene det at man stadigt har House of Lords er da helt ude i hampen.
Og ja - England er stadigt et klasesamfund i en grad, vi aldrig har set herhjemme - selv om nogen politikere vist gerne så det indført, så de blev fri for at "the geat unwashed" har stemmer, der trods alt tæller med.
Når det aldrig er lykkedes at få udjævnet forskellene noget mere, skyldes det vel også lidt det fænomen, som man også alt for ofte ser herhjemme, at når de upriviligeredes repræsentanter
opnår magt og begynder at nyde godt af magtens priviligier, så er det som om, de får en "bedre forståelse" for, at systemet fungerer som det gør :-(

Det er jo tankevækkende,

- at de forenede anti-eu kræfter i Danmark synes, at UK er et eksempel til efterfølgelse. Fra højre til venstre side hedder det, at EU skal reduceres (om ikke ligefrem forsvinde) og begrænses til fri samhandel. Det har hele tiden være liberalisternes ønskedrøm. Med det følger de for liberalismen kendte klassesamfund.

EU udgør - i det mindste intentionelt - et modstykke til denne markedsstyring ved at give politisk lovgivning og statslig regulering en overordnet magt. Men uha-uha - det er jo i strid med den nationale suverænitet. Så hellere lade markedet bestemme.

Halleluja.

En ting vi kunne lære af bla englændere og også tyskere er den høflighed man udviser over for andre i det daglige. Jeg rejser meget i begge lande, jeg har boet i Tyskland. Uagtet deres systemers fejl og mangler, så slår det mig altid hvor forfladet Danmark er blevet i sprog og i menneskelig høflighed.
Jeg møder både direktører og lagerfolk, jeg tager også på pub når jeg er i UK, ikke en eneste gang har jeg tænkt negativt om de mennesker jeg har mødt, tværtimod. Jeg ser aldrig serier, men en køretur op mod Manchester viser også hvor smadret UK er og hvordan industrien kollapsede. Min medarbejder i UK er skotte, og var med til at demonstrer mod Thatcher, hun gik i hånd med hendes far og hun er ikke imponeret over Thatcher, men at bytte land? Nej tak lyder svaret hver gang. Hun er Skotte og Englænder og et stolt af det.