Vi skal ud af Facebooks ekkokammer

I stedet for hele tiden at præsentere os for mere af det samme bør sociale medier konfrontere brugerne med langt flere standpunkter, de ikke er enige i. Det vil føre til en mere nuanceret offentlig debat
10. februar 2016

En italiensk undersøgelse bekræftede for nylig, at polarisering af meninger, mennesker og markedet for mellemmenneskelig interaktion er et robust og ganske udbredt fænomen på de sociale medier herunder Facebook. Andre studier har igen demonstreret, at de historier, der nyder høj viralitet på sociale medier, præcis er dem, der i indhold lægger sig op ad vrede, frygt og indignation frem for dementier, undskyldninger og korrektioner.

Således kunne man formulere den hypotese, at konflikter og konfliktskabende materiale om alt fra politiske standpunkter over religiøse overbevisninger til sociale uligheder har større social transmission end enighed om selvsamme og andet. Det giver simpelthen mere trafik på de sociale medier, at mennesker er uenige frem for enige.

Omvendt arbejder sociale medier fra Facebook til Google og firmaer som Amazon og Walmart med ’mere vil have mere af det samme’-algoritmer, hvad enten der er tale om indholdet af ens news feeds eller hvilke andre produkter, man nu kunne tænke sig efter købet af en ny kummefryser eller Burberry-frakke.

Det er et spørgsmål om at generere mere trafik og afsætning af flere sociale og kommercielle produkter. Højtrafikfokus har øjensynligt et økonomisk motiv: at maksimere omsætning og overskud. Sociale mediers overskud er i høj grad klik-afhængigt og deres forretningsmodel baseret på, at klik genererer flere klik, og at trafik avler trafik. Mere trafik kan atter bruges i flere kampagner og dataanalyse af forbrugeradfærd, der senere kan være med til at skabe mere trafik, omsætning og profit. Derfor er valget af ’mere vil have mere’- algoritmer et ønske om trafikmaksimering og dermed profitgenerering.

Mere profit

Men hvis konflikter har højere social transmissionsgrad og større viralitetspotentiale end enighed, så burde sociale medieplatforme måske nærmere vende modellen om, således at ulige holdninger og synspunkter konfronteres, og debat stimuleres, frem for at enighed og skulderklap er reglen. For det er der mere trafik – og dermed profit – i.

Fra en profitmaksimeringsbetragtning gør de sociale medier det forkerte. Ekkokamre, hvori man blot bekræftes af ligesindede i det, man i forvejen mener, og forstærkes i de fælles værdier – hvad end politiske, sociale eller kulturelle – er således ikke nødvendigvis den bedste model, hvis trafik er målet.

En potentielt mere rentabel onlinearkitektur for Facebook og andre sociale medier ville være at erstatte ’mere vil have mere’-algoritmer med konfliktstimulerende algoritmer. Det ville give sådanne platforme et økonomisk løft, hvis hypotesen om, at konflikt skaber mere trafik end enighed, er korrekt.

Risikerer hård tone

Endvidere ville denne omvendte model paradoksalt nok kunne være med til at modarbejde de polariseringstendenser blandt brugerne, som netop Facebook har udtrykt nervøsitet over for. I den omvendte model vil brugerne nemlig blive konfronteret ufrivilligt med standpunkter, som de ikke er enige i. Herved kan brugerne blive mere nuancerede i deres meningsmæssige ståsteder end ved blot at nyde mere af den samme bekræftelse i deres foretrukne ekkokammer.

Udfordringen er dog, at det at stimulere debat hurtigt ender i verbalt væbnede konflikter, hvor tonen bliver hård og uforsonlig – præcis som det så ofte allerede er tilfældet online. Det betyder, at udfordringen for de sociale medier bliver at facilitere debat blandt uenige, samtidig med at tonen holdes sober. Dette er ikke let, men potentielt en bedre forretningsmodel både økonomisk og socialt. Uenighed er bare bedre.

Vincent F. Hendricks, Rasmus K. Rendsvig, Mads Vestergaard er ansat ved Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Troels Ken Pedersen

Der mangler en vigtig brik her, nemlig interesse. Jeg er ikke *uenig* med sport, jeg er bare *ligeglad*. Hvis Facebook insisterer på at fylde mit feed med sport, fordi jeg ikke selv opsøger det, så vil min Facebook-brug dykke ret drastisk.

I øvrigt forekommer det urimeligt at anden ordens tiltag som undskyldninger, dementier mm. skal trække mere interesse end sagerne selv. Dementien er i sagens iboende kun interessant, hvis man har haft forudgående interesse i det, der dementeres.

Når det er sagt, så har jeg da også observeret ekko-kammer tendensen på de sociale medier, og sørger for ikke at udrense afvigende politiske synspunkter målrettet fra mit feed -- selv om det en gang imellem er mere frustrerende at se på end katte-videoer og enigheds-erklæringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg er meget uenig i at indlejret "skjult" intention i "systemet" skal manipulere en bestemt adfærd frem. Om systemet virker som rygklapper eller som bevidst provokatør er sådan set underordnet - det egentlige resultat er en fornemmelse af bøvet manipulation, som gør at man kigger sig om efter et bedre debatfora - og iøvrigt er grundintentionen i Facebook og i Twitter en rygklappervirkning, som tilgodeser de kendte og som bremser en alsidig men "smal" debat. (Facebooks: Hvem er det bedste hug på skolen.)

Det danske Folketing burde i demokratiets navn etablere og drive et demokratidebatfremmende
netforum. Det ville så gå op for eliten hvordan seriøsitet er den bedste medicin mod brutal og fordummende tale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

Bill Atkins -
" Det ville så gå op for eliten hvordan seriøsitet er den bedste medicin mod brutal og fordummende tale."
jamen, eleiten lever da af, at "the great unwashed" er optaget af brutal og fordummende tale go medier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

To betragtninger:
Her på Information har jeg et par gange "anbefalet" en kronik eller et debatoplæg, ikke fordi
jeg har været enig,, men simpelthen fordi det har været velskrevet eller stringent i sin
egen logik.
Jeg køber også bøger på amazon, og kom på et tidspunkt til at købe "Officers and Gentlemen"
af Ewelyn Waugh, "Farthers and Sons" af Tugenev og "Blood of Victory" af Alan Furst inden for kort tid - det kunne deres algoritmer ikke li'. Det var i hvert fald nogle besynderlige forslag der kom tilbage, da de næste gang foreslog llæsestof

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Hvis man giver folk mulighed for at vælge frit, vælger de det de vil have. Hvis vi ikke kan lide det, skal vi lade være med at lade dem vælge frit. Men det er en anden styreform.....

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar