Kommentar

Er man ikke med feministerne, er man åbenbart imod kvinder

Hvordan er den aktivistiske kvindebevægelse blevet til et sted, hvor det er problematisk at sige, at kvinder faktisk kan gøre en forskel i deres egne liv?
22. februar 2016

Nogle feminister håndterer kritik dårligt. Det kan vi konstatere efter at have læst Pia Fris Laneths klumme Kvinde er kvinde værst anno 2016 i Information den 13. februar.

Hun beskylder os – Leny Malacinski og Amalie Lyhne – for i et indlæg i Politiken at være kvinder, der er kvinder værst, og for at være »patriarkatets moralske vogtere«, som »stikker fjæset frem og hvæser af andre kvinder«.

Det ene øjeblik mener hun altså, at alle kvinder skal holde sammen, og i det næste skiller hun to skribenter ud som en slags kønsforrædere.

Det er næsten ironisk, men desværre er det en typisk reaktion i den ligestillingsdebat, der har fået nyt liv de seneste uger: Hvis man ikke er med feministerne, er man imod kvinder.

Hvorfor? Har vi foreslået at fratage kvinder stemmeretten? At sende os tilbage på en kvindetarif som i 70erne eller formene kvinder adgang til de højeste erhverv?

Ingen af delene

Vi har blot efterlyst fakta. Vi har påvist, at kvindeorganisationer cirkulerer videnskabeligt tvivlsomme rapporter, der påstår, at næsten alle danske kvinder udsættes for vold og sexisme. Vi har påpeget, at der stort set er lige løn for lige arbejde i Danmark. Vi mener, at kvindeorganisationerne bør give et mere retvisende billede af at være kvinde i Danmark.

Vi har også efterlyst, at organisationerne interesserer sig mere for at give unge kvinder gåpåmod og gode råd til at håndtere sexisme i nattelivet i stedet for at fortælle dem, at de er et svagt bytte, der intet kan stille op. Siden hvornår er fakta og handling blevet kvindefjendske? Hvorfor skulle vi ikke forvente lige så redelige undersøgelser i ligestillingsdebatten som inden for transportområdet? Hvordan er den aktivistiske kvindebevægelse, der engang brugte selvforsvarskurser og ord som empowerment, blevet til et sted, hvor det er problematisk at sige, at kvinder faktisk kan gøre en forskel i deres egne liv?

Altid et svagt offer

Pia Fris Laneth mener, at vi har »foragt« over for forulempede kvinder, men det passer selvfølgelig ikke. Vi foragter forulemperne, som stort set alle andre borgere i dette land. Vi mener bare, man skal skelne mellem overgreb mod børn og voldtægt på den ene side og såkaldt hverdagssexisme (at mænd rager på kvinder f.eks.) på den anden. Det sidste kan man nemlig ofte gøre noget ved. Det har vi begge prøvet.

Amalie reagerede på en uvelkommen berøring fra en chef ved at tage et demonstrativt skridt til siden og sige med høj og klar stemme: »Hvad laver du? Stop med det der.« Chefen blev så flov, at det aldrig gentog sig siden.

Leny var på vej hjem fra byen en tidlig morgen i Aarhus, da et par fulde fyre overhalede og klappede Lenys veninde i røven. Veninden blev så forskrækket, at hun instinktivt vappede ham en med sin taske. Det endte med, at vi råbte, at han var en taber, og at han skulle sige undskyld, og det gjorde han. Han mumlede »undskyld« og luskede af sted med halen mellem benene.

Den slags deles aldrig af kvindeorganisationerne. De er kun interesserede i historier, hvor kvinden er et svagt offer og manden en magtfuld skurk.

Argumenter er frigørelse

Pia Fris Laneth svarer i sin klumme også på det faktum, at der stort set er ligeløn i Danmark. Hun konkluderer, at den lavere løn i kvindefagene stammer fra den ‘nedarvede ringeagt for kvinder’, men hun virker uinteresseret i, at der kan være andre mekanismer på spil. Det anerkendes ellers i den løbende debat om arbejdsmarkedet.

Den private sektor er som udgangspunkt lønførende, fordi det er den private, der tjener pengene hjem til samfundet. Staten ville næppe være glad for at betale flere penge til offentligt ansatte i den nuværende økonomiske situation.

En anden forklaring er, at pædagoger og sygeplejersker ikke kan tage deres arbejdskraft hen i det private til en højere løn, på samme måde som en mandlig ingeniør kan gå til et konkurrerende firma.

Kvinder tager med andre ord uddannelser, der kun kan bruges i det offentlige og ofte uddannelser, hvor der ikke er mulighed for forfremmelse. Til gengæld har fagbevægelsen forhandlet bedre forhold som fleksibilitet og omsorgsdage, så man i dag mange steder har bedre forhold i det offentlige end i det private. Og så får man ikke mere i løn samtidig.

Vi ved ikke, hvad der forklarer kvindefagenes lavere løn, men der er andre muligheder end kvindehad. I øvrigt giver Pia Fris Laneth udtryk for en forældet opfattelse af kvindekønnet. Hun betragter det som en slags klan, hvor alle er enige, og hvis nogen er uenige, er de kvindefjendske.

Vi forventer ikke, at hun eller andre er enige med os, alene fordi de er kvinder. Argumenter og overbevisninger vægter højere end vores køn. Det er også frigørelse.

Leny Malacinski og Amalie Lyhne er henholdsvis journalist og blogger på Berlingske

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Svejgaard
  • Morten Pedersen
  • lars kortsen
  • Tor Thrysøe
  • Niels Duus Nielsen
  • erik mørk thomsen
  • Glenn Lynge Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • ulrik mortensen
Kirsten Svejgaard, Morten Pedersen, lars kortsen, Tor Thrysøe, Niels Duus Nielsen, erik mørk thomsen, Glenn Lynge Andersen, Jakob Silberbrandt og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten P. Nielsen

Jeg er så forundret over, at påstanden om kvindeforagt, nedarvet eller ej, fremføres igen og igen. Af kvinder vel at mærke. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en mand, der omtalte eller udviste kvindeforagt.

Søren Ferling

Når en strømning, bevægelse, organisation osv. har opnået sit mål, nedlægges den ikke, men overtages af fanatikere, der en tid kan misbruge bevægelsens opsparede respekt fra den gang, den havde en sag.

Kirsten Svejgaard

Morten P. Nielsen
Hvis du aldrig har mødt en mand, der ”omtalte eller udviste kvindeforagt”, kan du ikke være særligt observant, eller også er din bekendtskabskreds ret begrænset. Hånende og nedgørende omtale og behandling af det modsatte køn er ret udbredt, ikke mindst blandt mænd. Hvis jeg skulle omtale alle de eksempler, jeg har set, hørt, læst eller oplevet, vil de fylde det meste af en bog. Der er så vidt jeg ved også flere mænd end kvinder, der slår, mishandler eller dræber deres kæreste/ægtefælle end omvendt.
Men de to skribenter her har jo ret i, at der er situationer, hvor kvinderne selv kan sige fra og sætte sig i respekt. En veninde af mig oplevede engang, at en for hende ukendt mand stillede sig bag hende og begyndte at rage på hende. Da hun hamrede en stilethæl hårdt ned på hans fod, forsvandt han skyndsomst. Min datter har stukket lussinger. Selv har jeg råbt op, så alle omkring blev opmærksomme på, hvad der foregik. Osv. osv. osv.
Men desværre er der jo utallige tilfælde af fysisk og/eller psykisk vold, hvor det er ufatteligt svært at gøre noget uden hjælp fra andre.

Arne Stensgaard Berg

@ Kirsten Svejgaard:

Har du et par hurtige forslag til hvordan mænd kan/bør reagere, når en for os ukendt kvinde, stiller sig bag ved os og begynder at rage på os? Den dér med at stikke en lussing duer nemlig ikke i den situation - det fører til en anmeldelse for vold. Og stilletter er næppe de fleste mænds foretrukne fodbeklædning. Så gode forslag til hvordan mænd bør reagere, når de bliver forulempet af kvinder? For det sker nemlig også!

Ift. skribenternes kommentar om lønnen i den offentlige og i den private sektor, er det værd at huske på, at der skal lægges mellem 12% og 18% til den løn, man får i det offentlige for at få et sammenligningsgrundlag, der er korrekt. f.eks. får en gymnasielærer i dag cirka 32.000 kr. inklusive pension det første år, man er ansat i gymnasiet. En tømrer kan godt få 32.000 kr. også i det private, men her skal man huske at fratrække 12-15% i pension, før man har en løn, man kan sammenligne med. Og de fagforeninger i det offentlige har som skribenterne korrekt anfører, jo netop fået forhandlet f.eks. omsorgsdage hjem, barnets første sygedag, nogle steder endda barnets to første sygedage, og en række andre goder, som træder i stedet for højere løn.

Mht. til det som skribenterne skriver om hvordan man som kvinde bør reagere på utilbørlige tilnærmelser fra mænd, så er min erfaring altså den - og jeg understreger at det er min erfaring - at 75%, hvis ikke 80% af kvinder, ikke er så direkte i deres performance eller optræden overfor mænd, som udviser decideret utilbørlig, næsvis og uhøflig optræden overfor kvinder, men måske mere er indirekte i deres afvisning af mænd. Netop fordi de ikke vil såre dem som man også kan læse mere om her: http://www.information.dk/562351

Citat fra artiklen jeg linkede til:

"»Det, som jeg finder i mit materiale, passer rigtig dårligt med mange af de råd, som vi giver unge mennesker i forhold til, hvordan de skal agere på det seksuelle område. Vi anbefaler ofte, at de unge skal lave klare aftaler og sige tydeligt til og fra for at undgå misforståelser og ubehagelige situationer,« forklarer sprogforskeren. Men de råd er meget svære at omsætte i praksis, fordi de ligger meget langt fra den måde, som vi reelt taler sammen i de her situationer, mener hun."

Jeg kan kan så sige, at sådan er det i DK, og måske også i de skandinaviske lande - og måske også i Tyskland, Holland og Belgien. I USA og Storbritannien/UK/England er man mere direkte; her forventer kvinderne ligefrem, er min erfaring, at mændene tager initiativet og inviterer dem ud på dates, hvis de mærker en eller anden form for god kemi imellem dem, altså mellem manden og kvinden. I det sydlige Europa og i landene omkring Middelhavet er den her kultur endnu mere udtalt. Og det er ofte det som går galt, når personer fra f.eks. USA eller Italien kommer til DK; de forstår ikke de her u-udtalte sociale koder for, hvordan man langsomt, men sikkert flirter.....men skipper over alt det her. Og går direkte hen til en kvinde og siger du ser sød ud, må jeg få dit telefonnummer....og de fleste danske kvinder vil sige nej til en sådan forespørgsel fra en vildt fremmed mand...