Folket har sat sig i bevægelse

De gamle politiske bevægelser fra bonde- og industrisamfundets tid har mistet visionerne. Men noget nyt er på vej. En moderne politisk bevægelse former fredens projekt
12. februar 2016

Noget stort nyt er på vej. Demokratiet er under forvandling. De gamle politiske bevægelser fra bondesamfundets og industrisamfundets tid er blevet visionsløse.

For dem er fremtiden blevet en ydre magt. Klima, miljø, befolkningsvandringer og pres på nationalstaten har taget magten fra os – sådan føles det – og frygten for, at menneskelig tænkning ikke længere kan mestre verden, vokser.

Ideologierne mente sig større end virkeligheden. De mente alle at kunne forklare, hvad mennesker skulle gøre, for at fremtiden skulle blive bedre. Kommunismen og fascismen vildledte befolkninger og førte os ud i store krige. Nu fremstiller kapitalismen og markedssamfundet fremtiden med flere muligheder, end der er dækning for. Socialdemokrater, liberale og konservative hører en anden tid til.

Men noget nyt er på vej.

Hvad er det, der sker i USA, når Bernie Sanders udfordrer Hillary Clinton som præsidentkandidat? Han, den 74-årige, fanger de unge ind og henviser til de nordiske velfærdsdemokratier. Han vil hæve skatten på de rigeste for at udjævne den voksende kløft mellem rige og fattige. Selv om Sanders ikke bliver valgt, vil han have forvandlet det demokratiske parti og udstukket en helt ny vej for demokratiet; han tror på, at der er ubrugte kræfter i folket til at ændre kursen. Han siger, han er socialist, men det er en ny form for socialisme. Han viser retfærdighedssans, og i sin valgkamp inddrager han store grupper, der havde mistet modet og troen på en verden med mindre ulighed.

USA bliver et andet fra nu af. Ligesom Canada. Her vandt det liberale parti parlamentsvalget sidste år med løfte om en ny centrum-venstre-politik. Sejren var overraskende, for Justin Trudeau ser sig selv som leder af en regering, hvis hovedopgave er at bekæmpe fattigdom. Han går den vej, de to amerikanske nobelpristagere Joseph Stiglitz og Paul Krugman anviser, når det gælder økonomiske indgreb for at udjævne skellet mellem rige og fattige. Han bæres som Sanders på en bølge af unge.

Et nyt sprog

Og hvad så med Europa?

Også her er noget nyt på vej. I Storbritannien vandt Jeremy Corbyn tilbage i september valget til leder af arbejderpartiet Labour. Han vil med en ny centrum-venstre-politik dreje partiet væk fra Tony Blairs ’tredje vej’, der byggede på markedssamfundets samfundssyn. Corbyn griber ligesom Trudeau til Keynes’ teorier, som var grundlag for den velfærdsstat, der nu trues af voksende afstand mellem rig og fattig. Det etiske og det sociale skal gå hånd i hånd, når det gælder fremtidens samfund.

Her nærmer Corbyn sig de principper, det skotske nationale parti bygger på. Centrum-venstre-partiet, der vandt næsten alle skotske mandater ved underhusvalget i 2015.

Også i Spanien ser vi demokratiets forvandling. Den politiske bevægelse Podemos, der for alvor slog igennem ved parlamentsvalget i december, bruger ikke det traditionelle socialistiske sprog, men bygger bro til unge aktivister og vælgere, som aldrig tidligere har været involveret i den demokratiske debat. Da partiet blev stiftet, var der ingen defineret struktur, men der blev eksperimenteret med nye møder og mødeformer at deltage i debatten på. Podemos lader alle komme med initiativer, og programmet bliver til ved en online-afstemning, hvor også borgerløn, der breder sig i forskellige bevægelser overalt i Europa, inddrages.

Social retfærdighed tages her som udtryk for menneskers ’sunde fornuft’, og det sker, hvor den økonomiske krise har ført til Europas højeste ungdomsarbejdsløshed.

De radikale skal lære

Kampen mod sparepolitikken skal foregå på europæisk plan. Her er der enighed lige fra Syriza i Grækenland til Podemos i Spanien og Labour i Storbritannien.

Herhjemme fanger Alternativet tidsånden. Det samme skal de radikale lære; for da de radikale brød ud fra Venstre, skete det ved, at grupper over hele landet fandt sammen og formulerede det socialradikale program, som blev vedtaget i 1905. Derfor har Radikale Venstre en centralt placeret landsformand ved siden af den politiske leder. Partiet skal vikle sig ud af topstyring med spindoktorer og medierådgivere.

Det er Uffe Elbæk, som der ikke var plads til hos de radikale, som inddrager folket, lytter, tænker nyt og skaber begejstring. Også bevægelsen Venligboerne er et indslag i en ny politik. Ikke et parti, de hører hjemme flere steder på valgdagen, men det er folket, der sætter sig i bevægelse.

Jeg ser det nye som et fredens projekt, der giver mennesker anerkendelse og inddrager dem i den demokratiske samtale. Det er de unge, der kommer på banen. Her findes en ny måde at tænke på og handle på med de ufatteligt store udfordringer, demokratiet står med.

Jeg føler mig sikker på, at der ude i folket findes den indlevelse, medfølelse og humanisme, der kan inddrage de mange, som er på flugt fra halshugning og sammenstyrtede byer. De unge vil på sociale medier og med et væld af informationer forme en ny tid med løsning på flygtningekrisen.

Når folket inddrages, sættes ideer fri til at finde arbejde til flygtninge med forskellig uddannelse og erfaring. De er en rigdom, ikke en byrde.

Vi har at gøre med en omfattende ny politisk bevægelse, der former fredens projekt.

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

På mange måder en ganske opløftende artikel om det nye: Bevægelsesdemokratiet. Dog springer Asger Baunsbak-Jensen over hvor det politiske gærde er lavest:

Kommunismen og fascismen vildledte befolkninger og førte os ud i store krige. skriver han.

Kommunismen og fascismen var to modstående fronter i en klassekamp mellem lønmodtagere og kapitalister i en anderledes brutal, autoritær og inhuman tid, hvor folk fulgte ledernes ord.

Magthaverne og kapitalismen har i gennem årtusinder, også uden kommunisme og fascisme, ført frygtelige krige. Den første verdenskrig var i den forbindelse en øjenåbner omkring krigens meningsløshed og proletarernes voldsomme ofre i form af uendelige rækker af lig. Den russiske revolutionen var først og fremmest et krav om våbenhvile og fred. Anden verdenskrig var kapitalismens og fascismens sidste krampetrækning i menneskehedens krigshistorie. Atombomben har gjort stormagtskrige til en umulighed.

At klassekampen dog stadig er en politisk realitet, kan både Syriza og Podemos bevidne - men vi kan konstatere at den anakronistiske lederrolle har en vigende betydning og folkebevægelsernes kortsigtede mål en afgørende betydning. Det er det nye: Bevægelsesdemokratiet.

Brugerbillede for Bill Atkins

Niels-Simon Larsen, 8:07: Atombomberne er kun garanti for fred, indtil de affyres

..hvilket jeg også skriver 23:28. Bevægelserne skal have meget mere drive og fokus mod fred og internationalt samarbejde - 70 års fred hvilende på A-bomben må ikke blive en sovepille. En dag fungerer Iron Dome ...

og

Folk (folket) lader sig ikke mere belære med vertikale læresætninger. Den horisontale, lange march mod selvstændighed er begyndt for længe siden og fortsætter bare.

Hertil skriverAsger Baunsbak-Jensen: "Det er Uffe Elbæk, som der ikke var plads til hos de radikale, som inddrager folket, lytter, tænker nyt og skaber begejstring. " .... hil Uffe, hil Uffe

Niels-Simon også du springer over hvor gærdet er lavest, og ungår at tage stilling til klassekampen. Man kan ikke bare tage Syriza, Podemos, Labour, og Bernie Sanders til indtægt for noget så diffust som en lange march mod "selvstændighed".? Jeg tror disse bevægelser er langt mere fokuserede.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Jeg håber, at flere følger diskussionen mellem Bill og mig, som også er en diskussion mellem EL og Alt. For ca. et år siden opfordrede Ejvind til en 'ædel kappestrid', og den løber endnu.
Det er hele tiden vigtigt at holde rede på, hvorom striden står, og her anbefaler jeg min gode fjende Bill, som fyrtårn. Om nogen finder mig egnet som det modsatte fyrtårn, vil jeg takke og bukke.
Bill har nogle kernebegreber, som man bør lægge mærke til, socialisme og klassekampen fx. Det har jeg ikke, og det erkender jeg både som svaghed og styrke - svagheden er nu, styrken må vise sig efterhånden. Min styrke, i den grad jeg har den, består i græsrodsaktiviteter. Jeg farer rundt omkring (Sur, sur, sur, lille...). Jeg har ingen strategi for magtovertagelse. Jeg håber bare, at magten bliver mig og mine givet efter befolkningens frie og modne valg (her må ikke grines).
Når 'Folket har sat sig i bevægelse' kan skrives, er det netop, fordi folket er blevet frit og modent til at bevæge sig. Uden ledelse, uden klare mål i en bog.
Bill har noget at holde sig til. Det har jeg ikke.

Er der nogen, der mener noget andet, kan de få en på skrinet. Nej, netop ikke - mere. Nu skal man komme frem i rundkredsen med sin opfattelse, for intet er givet på forhånd. Alt står til diskussion.

Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Asger har ret verden er i bevægelse fordi venstrefløjen ikke kan samles om at være for noget kun imod noget. Siden jordskredsvalget i 1973 har det været bekvemt for venstrefløjen at sige det er EUs skyld. Men når verden er sat i bevægelse skyldes det at Højrefløjen som aldrig har været særlig tilhængere af EU som bygger på at skabe fællesløsninger efter at venstrefløjen ikke har kunnet samles om det fælles projekt at skabe resultater med EU er blevet mere og mere skeptiske og bruger flere og flere negative ord om EU. Herved opstår et tomrum som give plads for nye bevægelser som er for ikke imod at tidens store udfordringer fred og stabilitet og at brug af klodens ressourcer skal finde deres løsninger. Dette burde være i bønders og arbejderes interesser og ikke mindst venstrefløjens projekt. Men arbejder bonde og ikke mindst venstrefløjens mangelfuldhed over lader scenen til nye bevægelser der siger det nytter ikke noget at sidde medkorslagte arme og sige det er jeg imod. Husk på hvad var det i Danmark stoppet atomkraften, var det bevægelsen som nej til atomkraft. Eller var det bevægelsen vedvarende energi som sagde vi må finde et alternativ som vi kan gå ind for. Hermed var første skridt taget og det viste sig at Vind som sol var alternativer som kunne bremse udbygningen til et atomar samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg må lige korrigere Niels-Simon Larsen 9:43. Jeg taler ikke på EL's vegne.

Jeg har en marxistisk forståelse af mekanismerne i det kapitalistiske samfund, ligesom nogen har en keynesiansk forståelse, og andre en liberalistisk forståelse. Men ja, mit mål er en demokratisk socialisme, og der er jeg oftest enig med Enhedslisten.

Begrebet aktivt demokrati er min store passion, og derfor er Asger Baunsbak-Jensens artikel interessant for mig. Og indrømmet jeg har svært ved at placere Alternativet i denne demokratikamp - hvor langt går ønsket om demokrati? Og når Niels-Simon Larsen skriver en march mod selvstændighed, så mangler jeg nogle konkrete pejlemærker (Ja, jeg har læst partiprogrammet). Jeg føler mig ikke uselvstændig, men som proletar er jeg bevidst om, at jeg nødvendigvis må sælger min arbejdskraft til kapitalejeren, og at min selvstændighed, forstået som "frisat" , kun rækker et par uger frem, så kalder tiggerskålen. Jeg har brug for Staten på trods af al dens indlejrede klassekamp og undertrykkelse.

Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Bill du er så klog og belærende. Hvad siger marxismen om kapitalismen.
Eksisterer der nogen udsagn herfor. For mig handler kapitalisme om penges værdi.
Penge er for mig en handelsvare eller som det er kaldt af mange venstrefløjstilhængere bare et byttemiddel hvor det handler om at være den bedste købmand for den vare man råder over.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Trond det har højrefløjen indtil de fandt ud af at venstrefløjen havde kastet sig ud i en ødelæggende kamp. Så der ikke mere var fare for at EU kunne bruges som instrument for udviklingen så begyndte der i deres argumentation at rejse sig flere og flere kritiske bemærkninger som kunne understøtte venstrefløjens opslidende kampe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Det bliver spændende at følge både Enhedslistens og Alternativets ageren i samarbedet med Democracy in Europe Movement 2025, DIEM25:

"Om projektet også ender med en politisk alliance i Europa, som på sigt kan danne en gruppe i Europa-Parlamentet er endnu uvist. Og trods begejstringen for Varoufakis’ projekt, er der betydelig forskel på Varoufakis’ verbale øretæver til EU-Kommissionen og Eurogruppen og så Alternativets retorik: »Jeg bryder mig ikke om at sige, at nogen er de onde, og andre er de gode. Det er ikke lige vores måde at gøre tingene på,« siger Nordquist med et grin." (Politiko)

Jeg må lige til Nordquists "grin" sige, at det er det kapitalistiske system, der er under anklage.

På samme måde som man ikke siger at bilismen - eller bilisterne nødvendigvis en blok er onde - fordi bilismen dræber 1,25 millioner mennesker årligt, men istedet foretager analyser, der kan afhjælpe systemets fejl, og så dømmer man de der handler uforsvarigt eller hensynsløst.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

For en ordens skyld: Ingen her repræsenterer andre end sig selv, men vi står på mål for forskellige synspunkter. Jeg håber, at Bill vil stå for EL, for ellers mangler vi nogen. Jeg står for Alt.
Når Bill nævner Rasmus Nordquists måde at udtrykke sig på, så er det godt ramt. Vi har valgt at tale pænt til vore modstandere, og her mærker jeg generationsforskellen. Mit sprog er meget kraftigere end de unges. De taler 'uddannelsesinstitutions-sprog' og er længe om at komme til sagen, synes jeg. Det rammer selvfølgelig også den socialistiske venstrefløj. Det gamle kampspog er kaput: "Vor fane lyser flammerød for os igennem liv og død". "Knyt den bevæbnede næve, brødre, vi kæmper for fred". Man er frarøvet en udtryksform.

Det samme gælder sjovt nok også det religiøse sprog. Der er jo intet af det, der står i trosbekendelsen, der skal tages for pålydende - jeg møder ikke nogen, der gør det.

Nu bruger A. Baunsbak ordet 'folket', og når man kender ham, ved man godt, at man lige skal en tur omkring Grundtvig først. Hos A.B. er folket ikke rødt. Der er arbejde i det, men ikke en hårdtslående fagbevægelse. Det er det røde folk og det grønne folk, der har løsningen på nutidens problemer - hvis vi kan stå sammen. Så min vision er at kunne vinde regeringsmagten i kraft af vores forskellighed. Vi skal bare kunne kæmpe en fælles kamp.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Det er en brydningstid, jeg håber alle med overskud og muligheden, vil hjælpe til, at Europa komme sikkert igennem.

Der er mig bekendt ikke noget, anvendt kendt system ideologi, der umiddelbart kan tages i brug, som vil bringe verden på en bæredygtig kurs, hvilket jeg antager også er den følelse, af en 'bevægelse' i kontrast til det etablerede Asger Baunsbak-Jensen beskriver, som "Nu fremstiller kapitalismen og markedssamfundet fremtiden med flere muligheder, end der er dækning for. Socialdemokrater, liberale og konservative hører en anden tid til."

Jeg mener, at der en farlig situation, der potentielt kan skabe et magt vakuum, hvor ekstremisme for fodfæste i Europa igen.
Jeg kun kan se, en meget spinkel chance, for EU vil erkende, nogen fejl i et omfang, der vi stanse den stigende ulighed og føre til en bæredygtig udvikling for EU, Europa og verden, det er meget rige mennesker, der har tjent på EU systemet, der bestrider ledende poster i EU og fornemmelse af, at Goldman Sachs qua tidligere medarbejdere, nu centralt placerede i EU, har rigtig meget magt, formoder jeg, at andre en jeg, har et klart indtryk af.

Men da der tilsyneladende, ingen ideologi er, eller nogen erstatning for kapitalismen der realistisk kan tage over og løse op for den økonomiske ulighed og sikre omstilling, til en bæredygtig fremtid, mener jeg det er vigtigt at huske på, at det ikke er Democracy in Europe Movement 2025 (DIEM25), der kan fortælle verden, hvordan EU eller Europa skal fungere, det er forsvarerne for det etablerede magtapparat, der bære det ansvaret for status quo og der skal derfor formodentlig satse på, at der tages et opgør, der føre til en proces, hvor der etableres et samarbejde, drevet af ansvaret for borgerne i Europa, der ikke skal ende i nød og kaos.

Det kræver fælles europæiske langsigtede bæredygtige mål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Nu kender jeg jo ikke i nærmere detaljer betydningen af det begreb, som Bill Atkins bringer til torvs og sammenkæder med både Asger Baunsbæk-Jensens debatindlæg og Niels-Simon Larsens Alternativ: 'Det aktive Demokrati'. Alligevel vil jeg godt foreslå det som udgangspunkt for videre diskussioner i denne tråd. Ikke mindst fordi det vel ligger implicit i begrebet, at det man beklagende kan beskrive som status quo - "de ufatteligt store udfordringer, demokratiet står med", som Asger Baunsbæk udtrykker det - lige så godt kunne benævnes 'Det Passive Demokrati'.

Hvilke kendetegn kan vi i fællesskab, og uanset om vi bekender os til røde. blå eller grønne farvenuancer, identificere som værende problematiske i et passivt demokrati? Hvad er det for fænomener der hæmmes og hvad er det for fænomener der styrkes under et sådant regime? Kan vi eventuelt italesætte dette, uden at benytte os af ideologisk retorik, som alt for nemt og af historiske årsager nemt opfattes som stivnede klichéer? (Den var til dig, Bill Atkins ;) ).

Skal jeg selv give bolden op, vil jeg hævde at ét kendetegn ved et passivt demokrati er, at der i vore dages hyperkomplekse samfund ligesom er faldet et slør over de kæder af årsager, de 'gensidige afhængigheder', som uvægerligt opstår i ethvert samfund. Sagt mere konkret er det ikke længere muligt for individet sådan uden videre at gennemskue sammenhængen mellem egen handlemåde og så de effekter som en sådan handlemåde udløser i samfundet:

Smider jeg skrald på gaden, kommer der som regel nogen og samler det op. Skræver jeg over den hjemløse på mit trappetrin, kommer der nok nogen og samler ham op. Bliver jeg på sofaen i dag, i stedet for at udrette noget, kommer der nok nogle andre og gør det, jeg ikke fik gjort. Fokuserer jeg på min karriere og anskaffelsen af ting, er der nok nogle andre som passer på miljøet. osv. osv.

Sammenhængene er der. De forsvinder ikke, blot fordi de i vores hyperkomplekse samfund er svære at få øje på. Der er skam en sammenhæng mellem mit indkøb af 3 T-shirts til en 50'er og så de uværdige og helbredsødelæggende arbejdsvilkår for fattige mennesker i Bangladesh. Der er skam en sammenhæng mellem mit skattesnyderi og så manglen på rengøring på sygehusene, eller antallet af hjemløse på gaden. Rejser jeg mig ikke fra sofaen, er der noget som enten ikke bliver gjort, eller også er der nogle andre som må løbe det længere. Der ér en sammenhæng!

I det Passive Demokrati er denne sammenhæng ofte nem at overse. Det er den, fordi konsekvenserne ikke opleves direkte, som levet erfaring. De opleves som abstraktioner, og derfor er det ingen sag at bortforklare eller fortrænge dem. Ikke af ond vilje, nødvendigvis, men ganske enkelt fordi at det er sådan menneskelig kognition fungerer.

I et Aktivt Demokrati er årsags- og afhængighedskæder synlige. De skal kunne erfares direkte, og enhver politik som hævder at ønske at fremme det aktive demokrati, må arbejde for at fremme denne synlighed, denne mulighed for konkret erfaring. Ellers er den ansvarlighed som enhver tale om 'et folk' forudsætter, ikke mulig at opnå. Det er i det mindste min påstand.

Det burde stå klart, at jeg derfor advokerer for øget decentralisering, og for oprettelsen af langt flere lokale fællesskaber, som står i et gensidigt ansvars- og afhængighedsforhold til hinanden. Men over for dette står jo så samtidig det uomgængelige behov for et større og mere integreret internationalt samarbejde om de mange problemer, som kun kan løses på en global skala. Tilsyneladende et paradoks, som jeg ikke kan se en umiddelbar løsning på.

//My Two Cents..

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Tak til Torsten for nogle inspirerende afsnit. I det sidste afsnit kan jeg dog ikke se paradokset. "Tænk globalt og handl lokalt" ordner det problem.
Påpegningen af dannelse af lokale fællesskaber løser en masse problemer. Det er her den næste generation lærer den rette handlemåde, organisering, medmenneskelighed, forskellige tings gensidige påvirkning af hinanden, tryghed og varme, konfliktløsning m.m.

Det der forhindrer fællesskabet i at udbrede sig er både konkurrencestaten og forskellige politiske og religiøse sektdannelser, hvor man på forhånd har løsningen, som alle skal rette sig efter. Konkurrence- eller rovdyrstaten ruller bare frem med sin magtanvendelse. Den er blottet for filosofi, etik og moral, som bare betragtes som hæmmende i stedet for fremmende. Hører man V eller LA nogen sinde tale om en bog, de har læst ud over en om penge?

Rød blokpartierne for nu at komme tilbage til dem bliver nødt til at spørge sig selv om, hvad i alverden de er sat i verden for, og hvordan de vil nå deres mål. I hvor høj grad ser de sig selv i tråd med den nye, politiske bølge som A.B. beskriver?

Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Bill svar på mit spørgsmål gerne i et marxistisk lys er penge ikke bare et byttemiddel( handelsmiddel) og er kapitalisme ikke bare et vurderingssystem på hvad penge er værd.
Hvis du er enig heri så er det ikke mange bøger jeg skal læse.
Hvis det ikke er så fortæl mig hvad penge er og hvad kapitalisme er hvis ikke det er en fastsættelse af værdien af penge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Torsten jeg vil gerne diskutere din inverse udgave af 'aktivt demokrati" - som udnævner til "passivt demokrati".

Det er en spændende betragtning og jeg har også selv nogle betragtninger omkring det, jeg og nogle få andre, kalder bevægelsesdemokratiet og nålestiksdemokrati som er "aktivt demokrati" eller "aktivistisk demokrati."

Men først. Du skriver:

Kan vi eventuelt italesætte dette, uden at benytte os af ideologisk retorik, som alt for nemt og af historiske årsager nemt opfattes som stivnede klichéer?

Torsten, jeg føler du forsøger at tage mit sprog fra mig. I de ovenstående indlæg inddrager jeg to (2) begreber som jeg ikke kan finde bedre udtryk for end de anvendte:

1. Kapitalisme
2. Klassekamp

Ad 1. Kapitalisme er et system hvor ejerne af bygninger og maskiner (kapitalen eller produktionsapparatet) ansætter lønarbejdere til en eller anden pris, og hvor kapitalisten (ejeren) har en styrket position, qua sin ejendomsret, når den fællesskabte profit (overskud i virksomheden) skal fordeles mellem kapitalist, investeringer, og lønarbejdere (splittet).

Ad 2. Klassekamp opstår når dette split skal realiseres.

Begge begreber udvikler sig i praksis langt mere komplicerede, men ovenfor givne forklaring er nok dækkende for hvordan en lønmodtager opfatter situationen til dagligt.

Torsten, jeg kan ikke finde bedre ord, at bruger når jeg skal beskrive modsætningerne i samfundet - modsætninger som alt for ofte overses (bla .a. af Asger Baunsbak-Jensen) , men som er årsagen til den stigende ulighed i samfundet, som alle i Rød Blok gerne vil til livs - eller det påstår de i hvertfald.

Hvis du har bedre forslag høre jeg dem gerne?

Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Enig Randi de her ord er kloge ord: citat Randi( Forståelsen for nødvendigheden af miljø-og socioøkonomiske løsninger som respekterer planetens cirkulære økonomi, bør kunne samle de 'røde' og de 'grønne'. Konkurrencestatens forretningsmodel har udspillet sin rolle, og derfor fremstår det bæredygtige alternativ stadig tydeligere.
Hvis du med lonkurrencestat mener at det begreb dækker over at staten skaber sociale forringelser for at fylde mere i aktionærernes lommer. Så er vi enige.
Men for mig handler konkurrencestaten om at fællesskabet, er det eneste som kan skabe forbedringer for os alle. Konkurrence er lig med at vi er bedre til at bruge de naturlige værdier i en cirkulær økonomi hvor der tages hensyn til netop at vores ressourcer kan genindvies og at statens rolle er at støtte op her om.
Hvilket ikke er dyrere end et samfund hvor tusinde hænder går tabt på grund af at staten kun ser på egne forhold og ikke samfundet i en helhedsbetragtning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Bill Atkins,

Jeg ønsker bestemt ikke at tage 'dit sprog' fra dig. Som du sikkert har bemærket i tidligere diskussioner, anerkender jeg dets ikke ubetydelige forklaringskraft.

Men for mig at se har det også to væsentlige begrænsninger, som du måske også kan genkende fra tidligere diskussioner:

1. Af historiske årsager har begreber som 'Kapitalisme', 'Klassekamp', og 'Proletariat' en uhensigtsmæssig effekt på tilhørere, som enten ikke er velbevandrede i den marxistiske begrebsverden og teori, eller som slet ikke anerkender dens teoretiske fundament: De første fremmedgøres og ekskluderes i en vis grad fra diskussionen, og de sidste hører end ikke hvad der bliver sagt. Begge tillægger måske begreberne betydninger, som ikke nødvendigvis er hverken dækkende eller rimelige. I yderste konsekvens ophører den egentlige samtale, og erstattes af en pseudosamtale om ingenting.

2. Jeg tror at det gælder for dig som det gælder for alle andre: Jo mere man er på 'hjemmebane', des mere kører man på automatpilot. Eller sagt på en anden måde: Der er en vis risiko, at du med dit begrebsapparat bliver blind for visse forhold, som ganske enkelt ikke i tilstrækkelig grad kan rummes af selvsamme begreber. Begrebsapparatet indeholder allerede i sig selv de konklusioner, som analysen skal føre en frem til.

Så derfor, opsummerende: Det er ikke fordi jeg ikke anerkender 'dit sprogs' gyldighed, at jeg foreslår en debat præget af færre ideologisk betingede begreber. Men måske kan man på andre måder forsøge at sige det samme, og måske dermed komme til at sige noget nyt? Alene den øvelse - at forsøge at formulere sig på nye måder - tror jeg vi er mange 'internetkrigere', som kunne have gavn af at kaste os ud i. Bemærk for eksempel at jeg indtil nu ikke har snakket om hverken åndelighed eller ego, eller andet af mist sædvanlige præk. ;)

Og endelig, afsluttende: Jeg skal sgu ikke bestemme hvordan andre debatterer, og hvilket 'sprog' de anvender. Hvis min stilfærdige opfordring opleves begrænsende, så kast den endelig hen hvor den hører til: Ad helvede til! ;)

Brugerbillede for erik mørk thomsen

Bill
Det kan være svært at forklare noget, må folk gerne vil misforstå. men prøv med dette.
Istedet for kapitalist, så arbejds køber
Istedet for arbejdstager, så arbejds sælger.
Ud fra, at den ene, køber det eneste, en arbejder har at sælge, sin arbejdskraft.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Trond den tror du da ikke selv på kapitalisme er en model for penges værdi.
Men siden 1973 hvor vi på venstrefløjen gik i stå har vi nydt at have en fælles fjende som EU at være imod i stedet for at bruge EU til noget fornuftigt som socialisten Chack De Lor opfordrede os til.
Men vi på venstrefløjen ville hellere bevare EU som noget vi skulle være imod.
Uheldigvis ser det ud til at vi har gjort det så godt at højrefløjen kun er interesseret i at EU skal tjene deres nationalistiske mål og ikke fællesskabet kan løse de udfordringerne EU landene står med. Men det er ikke højrefløjens skyld, det er alene venstrefløjens skyld i hele Europa som ikke kan finde en fællesskabets vej.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

EU er lavet for at tjene storkapitalens interesser, fri flyd af varer, tjenester, arbejdskraft og kapital. Dennes interesser står i modsætning til folkets og arbejdernes interesser. Dette og målsætningen (tvangen) om evig økonomisk vækst fører også til miljø- og klimakrise.
Ellers er den marxistiske definition af kapitalisme, korrekt gengivet af Bill ovenfor.

Brugerbillede for Bill Atkins

Torsten du skriver:
Det burde stå klart, at jeg derfor advokerer for øget decentralisering, og for oprettelsen af langt flere lokale fællesskaber, som står i et gensidigt ansvars- og afhængighedsforhold til hinanden.

Pudsigt nok har Rinja Ronja fra Nej til EU og Rasmus Nordqvist fra Alternativet en diskussion om netop det nære demokrati qua de store linjer i Udsendelsen Europa lige nu. Dels er indslaget en god introduktion til Yanis Varoufakis, demokratiinitiativ: Democracy in Europe Movement 2025 (DIEM 25) og dels giver indslaget et indtryk af forskellene mellem Enhedslisten/Nej til EU og Alternativets syn på EU og løsningen af demokratiunderskuddet i EU:

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/europa-lige-nu-2016-01-10/#!/00:01:15

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Erik i din udlægning af kapitalisme har du gjort arbejdskøberen til en stærkere person end arbejdssælgeren. Men er det den rigtige måde at definere det værdi sættende system for penge som kapitalisme er. Jeg mener ikke at arbejdssælgeren er en svag person. Men jeg mener at arbejdskøberen har bildt arbejdstageren ind at han skal holde fingrene væk fra de indefrosne værdier.
Som er nødvendige, for at der kan være en virksomhed. ØG er det seneste eksempel jeg kender hvor det lykkedes arbejdskøberne at undgå at de indefrosne skabte værdier af arbejdstagerne kom arbejdstagerne til gode. Fordi vi på venstrefløjen ikke viste fælles styrke. Men viste fælles svaghed. Så lænede arbejdskøberne sig tilbage i deres lænestol og sagde puha det lykkedes for os at afværge at give lønmodtagerne del i de indefrosne. Hvorefter de politiske partier de havde mobiliseret med afværge forslag lige så roligt lod deres forslag afgå ved døden. Venstre og de konservative havde forslag på ØD modeller. Men når venstrefløjen ikke kendte deres besøgstid så var der ingen grund til at de prøvede på at få Deres modeller vedtaget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

PS. der er jo nok en tendens til i gode tider at diskutere "passivt demokrati", ved store forandringer at mobilisere "aktivt demokrati", og i krisetider, at anvende "aktivistisk demokrati" - og i tilfælde af magthavernes undertrykkelse "nålestiksdemokrati" ...hele den moderne demokratibevægelse vil nok efterhånden organisere sig efter det det jeg vil kalde et bevægelsesdemokrati, med anonyme ledere (imødegåelse af forebyggende anholdelser).

Egentlige eksempler på bevægelsesdemokratiske organisationer er Zapatisterne i Mexico, SPLM/SPLA med John Garang i spidsen i Sydsudan, Occopy Wall Street, og Det arabiske forår. Kunsten er at vente til der er momentum. Til daglig deltager alle i passivt demokrati uden at tabe målet af syne: Fuldt demokrati.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Og Torsten " åndelighed eller ego" m.m. tror jeg diskuteres bedst ud fra daglig omgang med livet "passivt demokrati"...og og - netop i det vi kan kalde 'psyko-sociologi' - er en fælles begrebsforståelse og fælles terminologi lige så vigtig for diskussionen som i marxistisk økonomi og alle andre videnskaber, ideologier og utopier. Hvad er definitionen for ego?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Lad os nu forholde os til virkeligheden og dens udfordringer. Hvordan vinder rød blok næste valg?
Hvis ordene klassekamp og kapitalisme/socialisme ikke virker alligevel efter 25 års brug hos EL, vil EL så fortsætte med at bruge dem?
Når folk ikke har noget imod at være arbejdstagere, arbejde videre når de er kommet hjem og ikke kan lade være med at åbne computeren, bliver vi så ikke nødt til at bruge mere tilsvarende begreber for at vinde magten?
Når arbejdsgiverne på alle måder søger at tiltrække arbejdere, og en moderne arbejdsplads ligner et palads med bordfodbold, og der ikke er nogen, der står og holder øje med en, er det så ikke på tide at se på arbejdspladsen på en ny måde. Folk forlanger et udviklende arbejde, og arbejdspladsen er et sted, hvor man realiserer sig selv. Sådan er det for mange. Det kan jo ikke nytte at se arbejderne som udnyttede, når de ikke selv ser sig som udnyttede.

Det er ikke alle, der tilhører prekariatet, så hvorfor taler vi hele tiden til dem, når det også er de andre, vi skal have fat på.
Det er forkert at tale om nogle, som man udnævner, at det er synd for. Det er som om, at det er synd for alle. Det er efter min mening en strategi, der vil strande. Der skal tales til den fornuftige og medfølende borger, og hvis der ikke er nogle af dem, er der ikke noget at tale om.

Der er også noget, der hedder meningsmålinger, og der går det udmærket for Alt. Hvad tænker man om det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen

Ole vang
SF ved Søren Gade slagte ØD forslaget i 78 eller 79, på grund af, de pengene skulle i fonde, styret af LO.
Surt, da det tros alt, kunne havde blevet en start, på at vi arbejder, fik vores del af overskuet.
Arbejds købernevil altid i et kapitalske samfund være den stærke, overfor arbejds sælgerne.
Hvem kan lukke en arbejdsplads, flytte den, og har politiker opmærksomhed, både her i landet, samt ikke mindst EU.
Selv dem, der burde repræsentere os, fagforeningen har via. deres egne løn, andre goder, fjernes sig fra os.
Som vi sagde i Metal, engang havde vi en smedehammer som symbol, fordi vi kunne give arbejdkøberne et par over snuden, i ny og næ.
Så overtog højrefløj socialkammaraterne magten i forbundet, og vi fik en andbolt som synbol, fordi nu skulle vi lægge hoved på den, så arbejdkøberne, kunne banke os, når de har lyst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen

En ny tid, for KLODEN viser os vejen: vi er alle i samme båd = kloden og dens natur og vi klarer den kun i fællesskab. Husk nu at alle mennesker kan og vil det gode ;o) Lige nu sorteres alt for mange fra, et grænseløst og dybt ulykkeligt spild. Godt at folk vågner op nu, ikke mindst ude i MULIGHEDERNES LAND= provinsen udenfor de store byer ;o) Gad vide hvornår medierne opdager det...

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

En tilføjelse, Bill Atkins:

Som du kan se hvis du kigger efter, synger jeg i mit lange indlæg kl. 14.50 præcis den samme sang som jeg efterhånden altid synger, blot med andre ord på melodien. I stedet for at fremmedgøre mine tilhørere med 'irriterende psykologisk ævl' om ego og den frie viljes tvivlsomme eksistens (melodien), forsøger jeg mig med nye vers ;).

Men melodien er såmænd og som sagt den samme. Så meget for det 'berøvede sprog' ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

En alvorlig trussel mod alt hvad et 'aktivt demokrati' forudsætter, og dermed en trussel som både EL og Alternativet må kunne mødes om at imødegå (siden Niels-Simon nu insisterer på at fastholde disse to partier i et påstået antagonistisk favngreb) er TTIP. Måske skal vi lade den fælles kamp starte der, og så se hvilke yderligere forbrødringer der så eventuelt kan manifestere sig, i kampens hede?

Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg spekulerer på om det er fordi vi i vores dagligdag er kommet (heldigvis) så langt fra kampen for overlevelse, at mange har så svært ved at forstå, at det at få arbejdsgiveren til at slippe en retfærdig løn ud det fælles overskud, ér en kamp - en faglig kamp - men det kan ikke være rigtigt for arbejdsgiveren ved godt hvad det spil går ud på. Den manglende forståelse må skyldes en slags selvsuggestion. Det er måske ligesom når vi skal have gris på bordet så hyrer vi en slagter så vi ikke selv får blod på skoen og således hyre vi også en fagforening når vi skal have en retfærdig andel i det overskud vi selv har været med til at skabe. Vi bliver fremmedgjort i forhold til vore position i livet.

Og så læser jeg Niels Simon-Larsen - arbejdspladserne er de rene paladser ... Niels vi to befinder os åbenbart i hver vores ende af samfundpyramiden - i min ende er timelønnen 110 kr. i timen og en østeuropæer og to syrere står parat til at gå for 70 kr. i timen, og arbejdsgiveren ville meget dgerne ansætte en lavt-lavtlønsarbejder hvis ikke fagforeningen truede arbejdsgiveren med store problemer hvis han falder for fristelsen. NSL hvem er det skal ud i virkeligheden?

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen

Torsten Jacobsen
Ifølge SK er den frie vilje lig med "valget".
Iøvrigt interessante synspunkter og engagerede indlæg.
Lige her og nu ville jeg ønske at flere ville vågne og opdage hvilket politisk flertal, vi har brug for til at rydde op.
Kapitalismen er et monster, men mennesker/politikere er rigtig dårlige til at håndtere den.
Feks Globalisering som medfører et enomt spild af ressourcer og andre følgevirkninger.
Konkurrencesamfundet er efter min mening noget af det første, som der skal gøres op med.
Det store spørgsmål er, hvem der i fremtiden griber magten i de mange magttomrum, som det gamle system efterlader.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Niels-Simon Larsen: "Det er ikke alle, der tilhører prekariatet, så hvorfor taler vi hele tiden til dem, når det også er de andre, vi skal have fat på"

Måske fordi de spiller en uforholdsmæssig stor rolle i folks bevidsthed? Enten tilhører du prekariatet, og er blandt de, det tales til, eller også gør du ikke, men frygter at blive ramt af arbejdsløshed eller andre ulykker, så du vil komme til at tilhøre det, og du er derfor i den potentielle målgruppe. Prekariatet er laveste fællesnævner.

Også de mennesker, der har det gode job, frygter at blive arbejdsløse. Undtagen selvfølgelig de som tror, at de er uundværlige, men de risikerer jo en brat opvågning.

Det er det, der er galt med falsk bevidsthed: Så længe det går godt, går det jo godt, men når det går galt, er det meget værre for de, der troede det ikke ville kunne gå galt for lige netop dem. I stedet for at se det som et resultat af samfundsmæssige dynamikker, så som klassekamp og kapitalistisk udbytning, vender de det så enten indad og bliver depressive, eller udad og skyder skylden på en eller anden syndebuk. Ingen af delene hjælper på det grundlæggende problem.

Klassekampen er ikke bare et ord, som virker eller ikke virker i et eller andet sprogspil. Klassekamp er en realitet, som eksisterer hvad enten Alternativet anerkender den eller ej. Hvis Alternativet ikke var så berøringsangste over for klassekampen - sikkert af propagandistiske årsager, for ikke at skræmme de mange velmenende mennesker som lider af falsk bevidsthed - ville de da få min fulde støtte. Men hvad skal jeg med et parti, der tror, at kapitalisme og socialisme bare er ord, der ikke virker?

Du har lige bevist for mig, at Alternativet er en flok idealister, i såvel den skolastiske som den marxistiske betydning af ordet. Altså det modsatte af realister og materialister.

Men okay, godt ord igen, vi har brug for idealister i den folkelige betydning af ordet, nemlig mennesker, som brænder for den gode sag. Og her kan vi da godt samarbejde, os, der stemmer på Enhedslisten og jer, der stemmer på Alternativet. For vi har jo en fælles fjende. I hvert fald indtil iværksætteren selv får succes og bliver kapitalist, så må vore veje nok igen skilles. For kapital korrumperer de mennesker, der besidder den.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Hmmm...lad mig lige slå en lidt skæv tanke ud af hovedet og ned her på det digitale 'papir' i kommentarfeltet. Der er tale om et konkret men tænkt eksempel, som efter min mening på en eller anden måde berører al den her snak om 'aktivt vs passivt demokrati', ansvarlighed, og ikke mindst den konkrete, levede erfaring:

Som bekendt brændes der for meget fossilt brændstof af i verden. Også i Danmark. At få danskerne til at spare på energien i de private husholdninger, er derfor en politik som jeg ikke kan forestille mig seriøs modstand imod.

I et passivt demokrati forsøger man at udmønte en sådan politik på følgende måder:

1. Oplysningskampagner
2. Grønne afgifter
3. lovgivning der tilgodeser produkter med lavt energiforbrug

Hvilke konkrete erfaringer gør den enkelte borger sig i forhold til sådanne tiltag? Ingen, vil jeg hævde. Der er tale om abstraktioner: En lidt højere elregning, potentielt en lille smule dårlig samvittighed, samt muligheden for at købe aflad.

Hvordan kunne man gribe sagen an i et Aktivt Demokrati, hvor man ønsker at årsags- og afhængighedskæder er synlige og opleves så konkret som muligt af borgerne? Man kunne jo for eksempel se på, hvor meget el en gennemsnitlig dansk borger forbruger. Lad os antage at det er ca. 1600KWH/år. Og da vi ønsker en besparelse, indfører vi en regel der hedder, at ingen privat husstand må forbruge mere end 1200KWH/år. (vi ser bort fra særlige behov for visse grupper etc. i dette tænkte eksempel).

Faktisk går vi så vidt, at vi i alle private husstande installerer en særlig elmåler, som meget tydeligt viser hvor meget el der er forbrugt, og hvor meget der er tilbage af den samlede kvote. Ønsker man det, kan måleren programmeres således, at højst 1/12 af den samlede kvote kan forbruges på en måned, ja man kan endda sætte et maksimalt tilladeligt dagligt forbrug. Når kvoten er opbrugt, er der ikke mere strøm!

Hvad vil effekten af en sådan udmøntning af den politiske målsætning mon være? Det er jo ikke til at sige med sikkerhed. Man kan forestille sig mange, både positive og negative. Hvad man ikke kan forestille sig, er til gengæld at borgerne ikke meget konkret erfarer behovet for 1) ikke at spilde strøm og 2) behovet for at udvikle alternative energikilder.

Det er et tænkt eksempel og ikke et praktisk politikforslag, så lad venligst være med at kommentere på de sikkert mange praktiske hindringer som lægger i vejen for at indføre strømkvoter. Det er ikke sagen her. Sagen er min påstand om, at med mindre årsags- og afhængighedsforhold gøres tydelige og gøres tilgængelige for konkret erfaring, så vil mennesker ikke flytte sig mange tommer væk fra det, der for dem er det mest vante, og derfor mest behagelige.

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen

Torsten Jacobsen 21.00
Er det ikke et fornuftigt politisk system, som skal tage sig af den problematik og andre af samme slags?
Så længe globaliseringen favoriseres, beundres, fremmes og ses som noget samfundsøkonomisk fornuftigt er der langt til sammenhængen mellem årsag og virkning.
Vi har ingen mulighed for at se produktionsforholdene etc i de lande, vi importerer varer fra og vi lever generelt i en illusion om stor gennemsigtighed, viden og kommunikation også på grund af de digitale medier, men hvad er det vi kommunikerer.
Jeg vil ikke kalde det ligegyldigheder, men i forhold til at kunne overskue globaliseringens konsekvenser, så er det vel ikke de udvekslinger, der fylder mest.
Forbrugerne har ikke en chance for at tage stilling under disse betingelser, og at kunne veje for og imod er ellers en demokratisk forudsætning.
Et aktuelt eksempel: problemet med plasticaffald har vokset sig helt ud af kontrol.
Ingen har tilsyneladende været opmærksom på problemet.
Man kan ikke forlange, at forbrugerne skal vide noget om den slags problemer, men jeg vil gætte på, at der er en grund til, at det bliver publiceret lige nøjagtigt nu, men jeg kan ikke gennemskue det.
Enten er der nogle, som kan se det og håber, at der bliver gjort noget eller også kan der være et eller andet magtspil igang, sandsynligvis om penge.
Vi har Deadline og Information, men mangler vi ikke et medie, som kan afdække årsag og virkning i verden omkring os.

Brugerbillede for Niels Nielsen

For mange, mange år siden, da jeg lige var flyttet til København, boede jeg i en periode i en lejlighed med en gasautomat. Man puttede penge i automaten og fik adgang til et kvantum bygas, og når man havde brugt den afmålte mængde, skulle man fylde flere penge i automaten. Hvis ikke man havde flere penge, var der ikke noget gas, og man kunne ikke få varmet sin mad.

Så jeg behøver ikke at foretage et tankeeksperiment, jeg skal blot erindre, hvorledes jeg sidst på måneden var meget bevidst om, hvad jeg brugte min gas til - således kunne jeg sagtens vaske mig i koldt vand, for det var meget vigtigere at få varm morgenkaffe.

Jeg husker også, hvorledes jeg sidst på måneden stod over det eksistentielle valg, hvorvidt jeg skulle bruge mine sidste penge på en dunk petroleum eller en pakke cigaretter - de kostede nemlig det samme. Heldigvis var det dengang, man kunne få på klods, så jeg fik som regel begge dele. Men gasautomaten kunne man ikke forhandle med.

Da jeg så flyttede til en anden lejlighed, hvor man afregnede efter forbrug på grundlag af en tro-og-love-kontrakt, således som vi også kender det i dag - altså at forsyningsselskabet leverer varen, og vi forpligter os til efterfølgende at betale, hvad vi har brugt i en given periode - holdt jeg op med at tænke over, hvad jeg brugte strøm og gas til. Ung og ansvarsløs som jeg jo var. Men jeg blev så til gengæld ofte chokeret, når jeg fik regningen fra Belysningsvæsnet.

Så svaret på dit spørgsmål, Torsten Jakobsen, er:

Ja, hvis ikke årsags- og afhængighedsforhold gøres tydelige og gøres tilgængelige for konkret erfaring, så vil vi mennesker ikke ændre vores tilvante forbrug.

PS: Topmålet af miljømæssig uansvarlighed: Da jeg boede på kollegium, hvor vores samlede forbrug blev afregnet kollektivt, skruede vi ikke ned for radiatoren, når det blev for varmt. I stedet lukkede vi bare vinduet op og fyrede for fuglene, det var jo meget nemmere, og det havde ingen direkte, personlige konsekvenser.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Jeg kunne tænke mig den praktiske samtale, der forholder sig til løsning på udfordringerne, der former politikken for en ny samfundsmodel, som at få flyttet byerne til højere liggende områder af landet og frigivet arealer af landet, det ikke betaler sig at beskytte osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bodil Waldstrøm

Jeg er enig i meget af det, AB skriver. Dog ikke i, at det er ungdommen, der fanges. Ikke kun og ikke alle unge. Som jeg oplever det, begejstrer og fanger de nye bevægelser (hvis der da er mere end én) netop på tværs af aldre. Det er indholdet, der er afgørende - heldigvis. Se bare på Sanders' og Corbyn's alder - og min (68). Og så er der jo en del unge, der melder sig hos LA og DF. - Godt for fremtiden, at det ikke er en generationsting.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bodil Waldstrøm

Jeg er enig i meget af det, AB skriver. Dog ikke i, at det er ungdommen, der fanges. Ikke kun og ikke alle unge. Som jeg oplever det, begejstrer og fanger de nye bevægelser (hvis der da er mere end én) netop på tværs af aldre. Det er indholdet, der er afgørende - heldigvis. Se bare på Sanders' og Corbyn's alder - og min (68). Og så er der jo en del unge, der melder sig hos LA og DF. - Godt for fremtiden, at det ikke er en generationsting.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen

Niels Nielsen 21:40
To underholdende historier fra det virkelige liv, som meget illustrativt belyser problematiken om årsag og virkning.
Dybest set bygger vores samfund på tillid.
Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om noget udover vores helt snævre cirkler, hvor vi er afhængig af, at andre gør deres arbejde ordentligt og i det hele taget er rimeligt socialt omgængelige.
Vi er bare med til at fremme menneskefjendske og fremmedgørende kapitalistiske strukturer sikkert af mange tilsyneladende gode grunde, som så viser sig ikke at være så gode som forventet, men da det så er implementeret og der går "synergi" i det, ja, så er det, at vi er på Herrens mark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Der er ikke en erstatnings samfundsorden, en der er enighed om, der kan sættes i stedet for vores nuværende samfundsorden, der løser udfordringerne, så derfor kan der muligvis med fordel, handles på udfordringerne og fra dette udgangspunkt, ændres på strukturerne, så modellen bliver bæredygtig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Baunsbak siger til slut : " Vi har at gøre med en omfattende ny politisk bevægelse, der former fredens projekt."
Podemos i Spanien - ja. Og andre steder, hvor det brænder på - og lignende.
Det er ikke Danmark, hvor befolkningen er velnærede og forkælede af velstand.
Her er det krusninger på overfladen forårsaget af en lille velmenende elite, som vil ændre ånden i det politiske liv. Det kan godt give lidt optimisme hos borgere, der bekymrer sig om fremtiden og som lider af lede overfor de toneangivende og permanent selvpromoverende politikere. Tænker de på " borgerløn, der breder sig i forskellige bevægelser overalt i Europa" ? Nej, ikke et eneste parti i folketinget tør bare debattere den offentligt.

Jeg tror ikke på "en omfattende ny politisk bevægelse" her i smørhullet, hvor de fleste ikke ser bivirkningerne af det materialistiske statusræs.
Der skal nød og elendighed til - hos os selv og ikke hos de sultne i Afrika. Dem kan vi en gang imellem samle ind til ved et show på TV.

.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Gasmåleren, som Niels Nielsen taler om, tænder mig. Jeg husker dem.
Der er for lang vej mellem forbrydelse og straf. Det tøj, vi putter i vaskemaskinen og som afgiver mikrofibre, skader de kommende generationer, men hva' fa'en... Det er først i vores generation, at man er begyndt at bekymre sig om fremtiden. Aldrig før i menneskehedens historie har man spildt en tanke på livsmulighederne 100år frem, som vi nu gør. Vi hører om havstigninger i år 2100 og gyser, men gyset fortager sig hurtigt, for hvad skal vi gøre, og hvorfor skal vi gøre noget overhovedet?

Hvorfor skal man vise medfølelse og omsorg for noget der først rammer os om 80 år?

Kristendommen har en grund, guden der ofrede sig for vores skyld, og derfor skal vi også... Hvis vi ikke vil, er der også lige det med helvede, ja. Ikke så rart at tænke på, nej. Masser af mennesker er stadig opdraget med den matrice inde i hovedet eller har selv tilegnet sig den.

Kommunismen tænkte også på det kommende, og her skulle man også ofre sig. Det har vi her inden for rækkevidde hos jer, der stemmer på EL. Bort fra den lidelse som de såkaldte kapitalister forårsager. Hen til lykkesamfundet. Nu ikke mere med vold, kun overtalelse. Se på meningsmålingerne, hvordan det går med det!

Alt. har ikke en drøm. Vi står i en rundkreds: "Er der ikke nogen, der har en ide til, hvordan vi kommer videre", spørger vi hinanden. Sådan fægter vi os frem. Se i meningsmålingerne, hvordan det går.

Prekariatet, hvor meget det end lider, har ikke en moral/etik. Dem, der slipper ud af det, skylder ikke nogen noget. De er frie. Handler en enkelt altruistisk, er det et personligt valg. Hvis nogle af os udefra, føler en vis form for solidaritet, er det også et personligt valg. Nå, ikk'? Hvad får 'dig' så til til at føle dig solidarisk? Religiøsitet? Den kommunistiske drøm? En medfødt tendens til medfølelse?

anbefalede denne kommentar

Sider