Klumme

’Den form for VVS er ikke lige mig’

Vi har skabt et par generationer, der ser alt som deres ret. Og vi har foræret dem de retoriske egenskaber til først at kræve den, og så få os til at undskylde, at den kom så sent
8. februar 2016

Det tætteste jeg kommer på en faglighed, er at være morsom. Det vil jeg ikke bytte for noget som helst, bortset fra i visse situationer et grundlæggende VVS-kendskab. Men stort set alle føler sig som eksperter inden for humor, bare ved at kunne fortælle, hvad de selv griner af.

På den måde bor vi ellers så ironisk, distancerede vittighedsfabrikanter trist nok i samme boldgade som X Factor og Vild med dans: Man udsætter sig selv for bedømmelse fra en masse sofahenslængte, smådøsige beskuere, der ingen erfaringer har med hverken at synge, danse eller være sjove, men alligevel kan bortdømme en præstation, udelukkende baseret på at de ikke »synes om den«.

De færreste udøvere af praktiske fag kan affærdiges alene med argumenter som »den form for VVS er ikke lige mig«. Endnu, altså. For min frygtelige mistanke er, at vi som samfund er på vej i den retning.

Min mistanke er faktisk en form for selvskabt bevis, eftersom jeg er en del af samfundet og absolut intet belæg har for min påstand, men bare bygger den på følelseslivets papmachéfundament: Det er med andre ord min opfattelse, at jeg ikke står alene med den opfattelse.

Jeg har i hvert fald før oplevet eksempler på, at folk ’følte’ deres mening først, og så begrundede den bagefter. Som da min tidligere arbejdsplads forsøgte at få hovedindgangen til at minde mere om en indgang end en rodet cykelparkeringsplads, og en yngre mand i den livlige netdebat, der fulgte, mente, at han var i sin fulde ret til at stille sin cykel lige præcis foran indgangen med det argument, at videnskabelige undersøgelser viste, det var svært at få cyklister at parkere længere end tyve meter fra deres mål. Sådan kunne han argumentere for, hvorfor han ikke selv agtede at sætte cyklen, dér hvor det var meningen.

Og sådan kan man så snildt understøtte sin sløje moral med videnskab. Lidt som hele det svenske Piratparti og deres proselytter, der kæmper for det frie, ukontrollerede internet og den frie deling af informationer, hvilket så pudsigt nok også giver dem en form for ideologisk ret til at stjæle andre menneskers værker. I menneskehedens navn, naturligvis. Det har intet at gøre med, at de gratis vil nyde de nyeste film og uendelige gigabytes af musik, uden at udøverne ser en cent. Nej, det er rent ideologisk, men partiet er pudsigt nok falmet lidt efter streaming-tjenesterne slog igennem.

Eller når enhver snak om betaling på nettet bliver affærdiget af unge, tech-stærke personer med veldefinerede frisurer, der forklarer, at så længe, det er let at omgå betalingsmurene, kan de ikke se nogen grund til at lade være med at gøre det. Som om det er lovligt at stjæle ting gennem et åbent vindue.

Særligt ironisk var det, da Politiken lod nogle af deres yngre ansatte affeje det nystartede mobilmedie Føljeton med, at det var alt for let at få adgang til artiklerne gratis til, at de gad betale (siden har jeg ikke betalt for Politikens papiravis, men bare stjålet den fra uopmærksomme bladbude i mit nabolag).

Det er en dyd at kræve sin ret. Jeg afskyer bodegaretorikken om ’tudekiks’ og ’klynk’. For de mennesker, der flittigst affejer folk med et »tør øjnene«, ville ikke have tid til at gøre det, hvis ingen havde klynket og tudet sig til alt det dér fritid, de nyder så godt af.

Men vi har skabt et par generationer, der ser alt som deres ret, og vi har foræret dem de retoriske egenskaber til først at kræve den, og så få os til at undskylde, at den kom så sent.

Jeg savner bare, at bedre begavede mennesker end mig forklarer, at grundlaget for moral og etik er, at man forstår, at man har en pligt, og at det er en pligt, der ikke går væk, bare fordi man kan omgå den. At en del af det at være voksen er at gøre ting, man ikke synes er fede eller sjove, og at de ting ikke kan forklares væk eller forskes ud af fortællingen.

Så nu vil jeg gå med min hund. Ellers skider den på gulvet, uanset hvad nyere svensk kønsforskning viser.

Sebastian Dorset er komiker. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Balslevs doktordisputats var en undersøgelse af kriminalitet og offentlig moral i Schweiz (hvor der var en generel lav kriminalitetsrate). Pointen var at fordi man er pæne mennesker i alpelandet, så vil man ikke indrømme eller tale om at man har begået noget kriminelt: Hvis det at få lavet sort arbejde, ikke er noget man taler om, så er der således færre mennesker der tør/får indskydelse til at få det gjort. Og modsat; hvis det er "pøbelens" nemme holdninger og ikke de pæne menneskers korrekte holdninger der får lov at dominere i det offentlige rum, så får man et kriminalitetsproblem.
Når der er en cyklist der kører på fortovet, så er det vigtigt at man gør opmærksom på at det er ulovligt, det er det eneste der hjælper, det kan koste en sviner eller et skub, men kampen om moralen foregår hver dag, på nettet, på fortovet: Det er ikke politiet, det er dig der er moralens vogter.

Jeg er sikker på at humor og skriblelyst ikke uddør selv om der ikke direkte kan tjenes penge på det. Jeg er lidt mere betænkelig ved om graverjournalistik kan - bliver, erstattet af whistleblowers...

...men det vi mangler er en crowdfunded pris til dem der gør noget for nettet som et åbent alsidigt forum. 100 kr. fra hver netbruger vil give ca. 250 mio. kr, til uddeling om året - bare i Danmark. Svimlende iderigdom.