Klumme

Gif’en er afmagtens udtryk

På Facebook skriver jeg stadig om det sjove, det lette. Men det sker stadig sjældnere og aldrig uden dårlig samvittighed. Jeg er konstant i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at optage plads, tid og andre menneskers tanker med den slags banaliteter
Debat
5. februar 2016

Det er på Facebook, jeg ser det, når der er terror i Paris, når nogen bliver skilt, når andre bliver syge. Det er her, en står frem og fortæller om sin alkoholisme, en anden om sin depression. Det er her, jeg læser, at kræften er vendt tilbage hos en tredje. Det er her, jeg læser flygtningehistorier og lovstramninger, her, jeg får indkaldelser til demoer. Det er her, jeg igen bliver bedt om at sende lidt penge til mennesker, der mangler det allermest basale.

Facebook er blevet et svært sted at være. Det er ikke længere hyggeligt. Det er sindsoprivende, kaotisk, forvirrende.

Og det er et rum, jeg selv har stadigt sværere ved at navigere i som afsender. For i takt med, at jeg selv – hvor afsindigt jeg end ved, at det er – bruger Facebook som nyhedsmedie, må jeg også som bruger forholde mig til min egen rolle som aktiv og ansvarlig medskaber af venner og følgeres nyhedsstrøm.

De andre skaber min strøm, jeg er med til at skabe deres. Det er et ansvar. Et ansvar, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Jeg har ikke bedt om at blive redaktør. Men vi er alle sammen blevet hinandens redaktører, gatekeepere, sorteringsmekanismer.

Jeg forholder mig stadig mere usikkert og tøvende. Hvad skal jeg navigere efter? Hvilke kriterier skal jeg operere med? Det handler ikke længere kun om, hvad jeg har lyst til at sende ud i verden, men også om, hvad jeg bør sende ud. Hvordan jeg bør påvirke mine omgivelser. Det hæmmer mig, og det er måske godt. Det er bare helt anderledes, mere ambivalent og problemfyldt end for et par år siden.

Men det er også på Facebook, at jeg ser mennesker forsøge at skabe mening. Det var på Facebook, jeg først skrev om min fars sygdom, der, jeg først skrev om hans død. Det er på Facebook, at mennesker deler sorg og opbrud. Ikke det hele, selvfølgelig. Der er masser af ting, vi holder for os selv. Men vi har stadig brug for at skabe sammenhæng i vores liv. Måske endnu mere nu.

Og vi har brug for oaser af lethed.

Jeg forsøger at blive ved med at være let af og til, midt i alt det tunge. Men jeg synes, at alt har ændret sig. Der er en uskyld, der er gået tabt, en legende lethed, som jeg ikke længere kan foregøgle at besidde.

Som sagt, jeg forsøger. Jeg lader mig rive med. Jeg skriver om det sjove, det lette. Men det sker stadig sjældnere, og aldrig uden dårlig samvittighed, aldrig uden at være usikker på, om det er okay. Aldrig uden foragteligt at tænke: åh ja, sådan et bekvemt lille first world-problem. Jeg er konstant i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at optage plads, tid, andre menneskers tanker, med den slags banaliteter.

Det er tydeligt, at jeg ikke er alene om at have det sådan. Der er blevet meget længere mellem de små personlige, sjove historier. Om børn og dyr, og mad og motion og almindelig dårskab. Det er vel de privilegeredes skam.

Vitser, derimod. Vittighedstegninger. Dem ser jeg flere og flere af, de fylder op i mit newsfeed. De minder mig om plastikken i verdenshavene, små kulørte pletter, der efterhånden udgør hele øer i sig selv. Dem deler vi, måske fordi de virker mindre selvcentrerede end de personlige historier.

Og GIF’er, vi bliver oversvømmet af GIF’er for tiden. GIF’en, den lillebitte animerede film uden lyd, som kører i båndsløjfe. GIF’en er 2016’s svar på vitsen, og den er absurd, absurd, absurd. Måske fordi det er sådan, vi har det.

GIF’en er afmagtens udtryk. Vi dyrker det absurde, folk, der snubler igen og igen i al evighed, som vi selv snubler igen og igen i al evighed, altid, men nu som aldrig før. Vi dyrker det latterlige og tragikomiske og griner af den evige, vanvittige gentagelse. Vi griner af, at vi igen og igen møder de samme tragedier, grusomheder, uretfærdigheder. GIF’en er vores reaktion, vores tilbagetrækning, vores måde at undslippe realiteterne på. Vi griner for ikke at græde. Måske.

Julie Top-Nørgaard er journalist og forfatter.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

OK Julie.

Er du aldrig i tvivl om, hvorvidt du kan tillade dig at optage to tredjedele af side 2 med banaliteter?

Filtypen GIF har lige straks 30-års jubilæum. SAMTLIGE sociale medier UNDTAGET Facebook har understøtter det i årevis. Og din mærkværdige hyldest - "GIF’en er 2016’s svar på vitsen" - er endda det mest interessante ved klummen.

Jeg bliver gammelsur.

Peter Rasmussen

Hvis man deler sin kræft, sin skilsmisse, sin alkoholisme, sin fars sygdom og siden hans død men "ikke det hele naturligvis", gad jeg spilleme godt vide, hvad det er, man IKKE deler.

Julie

... Men ingen kvababbelser ved at inddrage mig, der omhyggeligt og velovervejet har undladt at abonnere på facebook, ved nu også at bidrage til at fylde min avis med det, du er usikker på om du kan være bekendt at fylde dine facebook-venner med. Hmm...

Peter Rasmussen

Ja, det kan godt være du godt 'gad .... vide, hvad det er, man IKKE deler. Det vil de sikkert også gerne dele med dig :-)