God politisk kunst hiver os op af ideologiens skyttegrav

Sagen om Ingolf Gabold og hans politiske DR-serier giver os anledning til at diskutere kulturelitens generelle mangel på samfundsengageret ansvar. Og til at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi gå til den politiske kunst?
Ifølge dagens kronikør tager den politisk engagerede kunst oftere udgangspunkt i kreative produktionskollektiver, der arbejder i og sammen med sit lokale og globale miljø. På billedet ses den russiske protestgruppe Pussy Riot, der i januar udgav et musikklip, der kritiserer det russiske retssystem.

Ifølge dagens kronikør tager den politisk engagerede kunst oftere udgangspunkt i kreative produktionskollektiver, der arbejder i og sammen med sit lokale og globale miljø. På billedet ses den russiske protestgruppe Pussy Riot, der i januar udgav et musikklip, der kritiserer det russiske retssystem.

DENIS SINYAKOV
9. februar 2016

Ingolf Gabold rystede i sidste uge Dansk Folkeparti og sin tidligere arbejdsplads DR. Flere af de tv-serier, han som dramachef i huset havde været med til at bringe over skærmen, var politisk motiverede, sagde han til Politiken.

Det fik Berlingskes opinionsredaktør, Jesper Beinov, på banen med en principiel konklusion: »God kunst er ofte politisk, men politisk kunst bliver ofte noget juks.« (Deadline, 4. februar, 2016).

DR skal som public service kanal andet og mere end at underholde. Den skal også oplyse, provokere, perspektivere – og det gør den bedst med en kant. Men vi skal selvfølgelig hele vejen rundt om den bordkant. I en tid, hvor vi har mistet tilliden til Lars og Mette, er blevet immune over for Cordua og Clement og lagt os lidt for godt til rette i vores ideologiske skyttegrave, så er det vigtigt at blive forstyrret, få nuanceret debatten og stille os selv de svære spørgsmål.

Beinov tager altså fejl. Politisk kunst kan udfordre og ændre verden. Det kræver blot, at kunstnerne bliver skarpere på, hvad de vil, og at kritikeren måler dem herudfra.

Forrige fredag efterlyste teaterinstruktør Christian Lollike her i avisen flere kunstnere, der tør blande sig i den politiske debat. Mere politisk kunst. Hvorfor egentlig? Fordi provokationen ifølge Lollike »er et greb, der tvinger folk til at tage stilling til det ubehagelige«. Og der er masser af ubehagelig virkelighed at tage livgreb med for tiden.

I 1970’erne blev kunsten til tider uskøn og totalitær propaganda. I dag har den penduleret derhen, hvor man ikke tør blive politisk i frygt for at lyde som Troels Trier eller ligne Yoko Ono. Men sådan behøver det ikke være.

Men hvem kan vi så give skylden for kulturelitens mangel på samfundsengageret ansvar? Kunstneren selv? Politikeren? Folket? Måske – men kunstkritikeren spiller også en central rolle i tragedien. Det er nemlig anmelderens fornemmeste opgave at formidle værket, vurdere det på egne præmisser og stimulere vores lyst til mere.

I dag synes kunsten dog enten at blive vurderet med æstetikkens eller underholdningens briller. Kan det hænge på væggen eller få mig til at grine. Henrik Vibskov, Tal R og X-faktor har kronede dage. Men hvad så med Miss Landmine Angola-skønhedskonkurrencen, JR’s favela portrætter, The Act of Killing, War on Smog-installationsrækken og Y’en a Marre-bevægelsens musik? Hvordan skal sådanne værker opleves? Hvad kan de? Hvordan kan kunstanmelderen være med til at støtte sagen, men forblive kritisk? Og klæde os andre på til at forstå og undres?

Lollike kommer ikke selv nærmere det svar, han efterlyser.

Lad mig derfor inspireret af Steve Lambert og Stephen Duncombes åbne brev til anmelderkorpset stille nogle nøglespørgsmål, som vi alle sammen må forholde os til for at kunne udvikle en ny kritisk tradition. Problemet er nemlig ikke nødvendigvis dovne kritikere, men manglen på et sprog, der muliggør forståelse og kriterier til at evaluere politisk kunst og aktivistiske kunstnere.

Kunst om politik er ikke det samme som politisk kunst. Førstnævnte bruger eksempelvis sult og nød til at få os til at fange vores opmærksomhed, værdsætte dens æstetiske grimhed og i bedste fald reflektere over dennes rimelighed. Politisk kunst skal ikke repræsentere verden, men handle i den.

På den korte bane handler det ofte om at intervenere eller øge bevidstheden om en social problemstilling eller et politisk spørgsmål. Andre værker sigter mod at have en mere direkte effekt: sænke et lovforslag eller få valgt en bestemt politiker.

Sværere er det derimod at vurdere effekten af kunst, der gerne vil ændre selve måden, vi ser og handler i verden – inklusive vores opfattelse af, hvad politik er og kan være. De langsomme kulturskift er svære at indfange, men vi synes ikke at være i tvivl om, hvordan enkelte billeder kan sætte en dagsorden, når en syrisk dreng udødeliggøres på nettet, eller når David Bowie dør, og vi igen bliver mindet om, hvor meget han har skubbet til grænserne for vores identitetsopfattelse.

Dialog med folket

Kritikeren er forpligtet til at sætte sig ind i flere læsninger og kunstforståelser end sin egen. Det kræver en vis ydmyghed. Måske endda – og hold nu fast – at elitære smagsdommere går i dialog med det uvante publikum, folket, hvorfor journalistiske og mere antropologiske dyder pludselig bliver relevante.

Hvor kunsteliten har tendens til at definere sig i opposition til popkulturen, så opererer politiske kunstnere som Kenneth Balfelt og gruppen Superflex netop i det folkelige politiske terræn. Hvis man vil forandre verden, må man også kunne tale til flertallet i et sprog, de forstår. Det betyder ikke, at man nødvendigvis taler ned til folk, ironiserer eller forfladiger sine værker.

For den klassiske kunster gælder det om at skille sig ud fra mængden. For den politiske kunstner handler det om at påvirke den ved at væve sig ind i det stof, der udgør dens demokratiske klæder.

Ny kritisk tradition

Traditionel kunst refererer mere eller mindre direkte til sin egen teorihistorie og de kæmper, den står på skuldrene af. Kritikeren er derfor oftest i dialog med et særligt korpus og en autoritær kanon, som ikke nødvendigvis er lige så relevant, når vi snakker politisk kunst og kreativ aktivisme. Her vil det ofte være lige så oplagt at se på sociale bevægelsers historie, marketingshåndbøger og folkelige myter. Hvis vi skal forstå Wooloos Human Hotels, er Augusto Boals teaterteori måske mere relevant end Goethes farveteori.

Politisk kunst er engageret ude i verden. Virkeligheden er et flydende materiale, der er svært at styre – det skal faktisk ikke styres (medmindre man har fascistiske ambitioner). Her er kompromisset et nødvendigt vilkår og en ofte attråværdig feature ved deltagelsen, som i modsætning til megen andet kunst ikke kalder på isolation og stilhed på galleriet eller i biffen. Gaden, markedspladsen og massemedierne er det lærred, den politiske kunstner spænder op. Men æstetik behøver ikke stå i opposition til effektivitet. Hvis vi vil skabe forandring, må form godt have funktion. Kunstens styrke består blandt andet i at bevæge sit publikum, åbne det lukkede rum og stille spørgsmål frem for at komme med svar. Disse kvaliteter har netop også politisk værdi.

Kulturens økosystem

Forholdet mellem kritisk anmelder og kunstner er ofte betændt. Kritikere kan opnå status ved at rive et værk fra hinanden. På den måde hænger deres arbejde fint sammen med den konkurrencelogik, der hersker i den kommercielle kunstverden. Det er også denne logik, den kunstneriske aktivisme og politiske kunst udfordrer.

Moderne kunst er rodfæstet i forestillingen om, at kunstnerens individuelle udtryk er vigtig. Derfor er anmelderens personlige meninger om diverse kunstnere og kunst også vigtig. Men for den politiske kunst er der noget andet og mere på spil. Vi kan altså ikke vurdere Justin Bieber og Pussy Riot, Olafur Eliasson og Ai Wei Wei ud fra samme kriterier. Anmeldere af fremtidens politisk engagerede kunst må give slip på myten om det ensomme forpinte geni, der udtrykker sin vision på trods af samfundet, og forstå, at der oftere her er tale om kreative produktionskollektiver, der arbejder i og sammen med sit lokale og globale miljø.

Kulturens store hjerter, skæve hoveder og skarpe negle og tænder har brug for hjælp til at forandre samfundet. De har brug for de professionelle kritikeres hjælp. Første skridt er at udvikle en ny kritisk tradition, der på egne præmisser kan gå i konstruktiv dialog med miljøet og styrke deres arbejde. Lad os derfor turde stille os selv de ovenstående spørgsmål, næste gang vi møder kunst, der vil mere end at fryde.

Silas Fehmerling Harrebye er adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

silas årsagen hertil er at vi alle går rundt i en drømmeverden fordi vi er et historieløs samfund og mange tror at vores historie begyndte da et flertal stemte os ind i EU.
Som vi på venstrefløjen aldrig har kunnet finde ud af vi kunne bruge til noget konstruktivt. hvorimod vi har brugt alle vores produktive kræfter mod EU hvor andre har udfyldt det tomrum vi har skabt.
Hvormange tror du kender historien om de sydslesvige krige og hvad nederlaget betød i forfatningskampen. Hvor en vedtaget grundlov i 1849 gav nogen ret til at føre andre i krig. en krig som betød at de mange grupper som ikke var inddraget i de demokratiske beslutninger brugte kongen til med en gennemset grundlov at tage Demokratiet tilbage. Hvorfor Han kunne ved hjælp af konservative kræfter styre landet og sætte de national liberale uden for regeringskontorerne fra 1866 - 1901. hvor det lykkedes venstre at samle bønderne og arbejderne der havde stemmeret til at få regeringsmagten i kraft af en fælles indsats.
Nederlaget og de National liberales kamp for at gøre slesvigerne danske. Var noget Der hurtig skal glemmes og det blev det indtil der var blevet så megen splittelse i Danmark at Fogh Pia Kjærsgård og Per Stig igen kunne føre os i krig med mindst mulig margen.
Hvilket meget mindede om det der skete i Slesvig Krigene hvor mindretallet iDemokratiet blev kørt over at der kan være nogen som ikke kan tåle at se sig selv udstillet af kunsten er ikke kunstens skyld men er de som føler sig ramt spiddet af kunsten.
Når det kan ske er det fordi vores historie begynder da glistrup stiftede fremskridtspartiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

"Kulturelite" , Kunstelite" og disses "særlige" forpligtelse eller ansvar - dialog med folket o s v.

Det virker utroligt selvhøjtideligt med al den "elite".

Pølsemænd, advokater, VVS'ere, parkeringsvagter, indsatte i fængsler , sundhedspersonale, folkepensionister og alle andre har lige så meget ret og pligt til at "blande sig" - og det uanset, at kunsterne måske ser lidt ned på disse "ukunstneriske filistre" (- det er jo "bare folket", som nærmest har pligt til at tabe underkæben af benovelse, når "kunst-eliten" udfolder sig?)

Måske burde man høfligt henstille, at de mennesker, der anser sig for at være "eliten" hævet over os andre , retter blikket indad og begynder at arbejde lidt med sig selv - DANMARK ER ET DEMOKRATI og det er folket, der 100% bestemmer - ikke de selvudråbte kunst- eller kultureliter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Harald Giersing har udtalt dette engang,se her:
"Al god kunst er politik, al politisk kunst er dårlig<, mente den danske maler Harald Giersing."
kilde: http://www.aidoh.dk/new-struct/About-Jens-Galschiot/Writings-about-Jens-...

Og jeg er helt enig i det som maler Harald Giersing sagde. Altså er det ikke Jesper Beinov, der har fundet på konklusionen, det er en anden. Jeg er sådan set lettere ligeglad med hvad Ingolf Gabold mener om dette eller hint og om hvad Søren Espersen mener om serien "1864." Jeg ved godt hvad jeg mener om 1864; det er historien er flot fortalt i smukke æstestiske billeder, at Ole Bornedal skulle have lavet en novellefilm eller en serie om hvad det gør ved danske familier, at deres familier er i krig i Afghanistan her i 2010'erne og at seriens budskab stort set set svarer til de realiteter, der var og er. Og om hvordan alle (eller næsten alle) moderne historikere er enige om at det var november-forfatningen i 1863, der fik den danske regering, det danske monarki og måske det danske folk til at gå i en fælde, snedigt konstrueret af Bismarck, da den danske regering, det danske folketing højt ønskede at bevare helstaten for en enhver pris. Ja, endda gå i krig for at bevare denne....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

At blive forsøgt latterliggjort bevidst for midler man er tvunget til at betale, er nok det mest forargelige. Man skal jo prøve at se situationen omvendt. Hvis DR bevidst lavede nyhedsindslag til fordel for højrefløjen. Dette ville naturligvis give et ramaskrig.

Man skal ikke have meget empati for at forstå at det derfor også er et problem når centrumvenstre pointer prioriteres bevidst op i Dramaafdelingen.

Det tror jeg ikke er et DR der samler og som kan bevare legitimitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

At blive forsøgt latterliggjort bevidst for midler man er tvunget til at betale, er nok det mest forargelige. Man skal jo prøve at se situationen omvendt. Hvis DR bevidst lavede nyhedsindslag til fordel for højrefløjen. Dette ville naturligvis give et ramaskrig.

Man skal ikke have meget empati for at forstå at det derfor også er et problem når centrumvenstre pointer prioriteres bevidst op i Dramaafdelingen.

Det tror jeg ikke er et DR der samler og som kan bevare legitimitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Anders Hede, alt er relativt - jeg er så venstreorienteret, at jeg betragter næsten alt, hvad der sendes på tv, som højreorienteret propaganda. Det er jeg så tvunget til at være med til at betale, og så skal jeg oven i købet høre på, at den sorte højrefløj forarges over "de røde lejesvende", som i mine øjne er mere blå end de er røde, men i andres øjne slet ikke er sorte nok. Det er sgu svært at stille folk tilfreds.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Ja alt er relativt, og meget afhænger af øjnene der ser.

Men skandalen er jo at det kommer frem at det er bevidst politisk og imod højrefløjen. Af den eneste hvis løncheck ikke længere er afhængig af Staten.

Det er også derfor man kan undre sig over Gabold, for en smoking gun vil man jo aldrig finde. Man kan altid tale sig udenom helgenfremstillingen af socialdemokraten og dæmoniseringen af erhvervsmanden i Krøniken. Af alle tænkelige elementer i 1864, men når chefen himself siger at han har påvirket og politiseret så bliver jeg forarget, og jeg ville elske at se folk med klar venstreorienteret profil blive det samme. At vi bare kan blive enig om at det er ikke ok. At DR skal være pluralistisk og 15 års systematisk politisering er en skandale af rang. Fordi det netop er DR.

Ellers vil det jo gentage sig indtil en enig højrefløj bliver enig om at fratage DR muligheden for overhovedet at lave ensidig propaganda(altså noget de har fået ammunition til med Gabold).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Alt er ikke politik. Politik er ikke alt.
Nietzsche var ihvertfald en reaktionær aristokrat, om end generelt upolitisk, eller måske bedre meta-politisk. At hans nazistiske søster manipulerede med hans tekster efter at han blev syg, er ikke Friedrichs skyld.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Vagn Christensen

Kunst kan røre ved dårlige samvittigheder, fordi ingen beslutningstager, eller folk der udtaler sig om beslutninger, kan få lov til gennem kunstens frihed, at gå fri for at det kunstneren forstår og ser og hører, kan kunstneren skabe om til illustrationer, som skaberne af udtalelser ikke bryder sig om at kunstneren gør. Bedste angreb mod kunstneren er selvfølgelig at gå til angreb mod kunstnerne og råbe at de har gjort sig til politiske håndlangere, fordi det de som føler dårlig samvittighed fordi deres handlinger gøres til fiktion med megen følelse man ser hører, bryder man sig ikke om. 1864 fremstillingen kan med en Irak krig vække en slumrende løve.
Smykke loven kan vække minder om det nazisterne gjorde.
Selvfølgelig kan det bruges, ikke af kunstnerne, som at de skulle skabe politisk kunst. Men de som føler sig ramt. Men er politikkerne, som mener kunstnerne laver politisk kunst. Svært er det at se sandheden heri.
Men politikkernes bedste forsvar, er at angribe kunstnernes frihed.

anbefalede denne kommentar