Klumme

Det er groft; det er britisk

De britiske politikeres buh’en og bæh’en af hinanden i Underhuset har fået skylden for den generelle politikerlede i landet – så hvorfor gør briterne ikke noget ved tonen?
1. marts 2016

Det er nedladende. Det er primitivt. Det er konfronterende. Det er macho.

Den ugentlige spørgetime i det britiske Underhus har fået skylden for at give politik et dårligt ry og sågar være en årsag til befolkningens voksende politikerlede. Hvordan kan man tro på, at en flok jakkesæt, der opfører sig værre end børnehavebørn med separationsangst, skulle kunne bestyre landet?

Den seneste spørgetime – hvor denne klummeskribent overværede den verbale mudderkastning – var ingen undtagelse. Oppositionsleder Jeremy Corbyn fra det britiske Labour-parti havde valgt at fokusere ugens spørgsmål på den konservative regerings nedskæringspolitik og ikke mindst en beslutning om at påtvinge landets læger en kontrakt, der forpligter dem til at arbejde weekender, uden at afsætte ekstra penge.

»Hvad ville din mor sige?« råbte Labour-parlamentarikerne fra de grønne bænke med henvisning til, at premierministerens mor har skrevet under på en underskriftsindsamling imod nedskæringer i Oxfordshire.

»Hun ville sige: ’Tag et ordentligt jakkesæt på, ret på slipset og syng nationalsangen’« gjaldede Cameron med henvisning til Corbyns påklædning og en tidligere episode, hvor Labour-formanden – der er republikaner – nægtede at synge »God save the Queen« ved en mindehøjtidelighed.

Latterbrølet fra de konservative bænke ville ingen ende tage, for noget så sjovt havde de da sjældent hørt.

Avisernes dækning af det, de beskriver som en af de livligste meningsudvekslinger siden Corbyn blev formand, koncentrerede sig først og fremmest om at vurdere, hvem der havde vundet.

Læserne kunne sågar give deres mening til kende i uvidenskabelige online-meningsmålinger, hvor centrum-venstre medier sjovt nok udpegede Corbyn til vinder, mens de borgerlige mediers målinger viste sejr til Cameron.

Hverken dagens ’politiske’ debat eller den efterfølgende dækning vil komme bag på nogen brite. De er vant til konfrontationspolitik. Hele opstillingen af bænkene i Underhuset over for hinanden – som to hære før et slag – lægger op til sammenstød mellem personligheder og ideer.

Niveauet af den debat, der bliver resultatet, kan så diskuteres – og bliver det. Vælgerne vil netop ofte henvise til politikernes barnlige råben og fingerpegen, når de skal beskrive, hvad der er galt med britisk politik. Forsker efter forsker har konkluderet, at det er denne type debat, der er årsagen til, at folket har koblet sig af den politiske debat og ikke gider stemme ved valgene.

Det virker sådan set logisk nok. Og så klinger det alligevel et eller andet sted hult. For ingen er som briterne mere stolte af deres traditioner og unikke måde at gøre tingene på.

Mange briter har også fortalt forskerne, at de ikke stemmer, fordi deres stemme alligevel ikke tæller på grund af det britiske valgsystem. Men da de fik mulighed for at smide det forældede valgsystem på porten i en folkeafstemning i 2011, blev det et overvældende ja til status-quo.

En folkeafstemning om en ændring af formatet for den ugentlige spørgetime eller om modernisering af Underhuset, så parlamentarikerne blev placeret i en mere konsensusfremmende halvmåne, ville være dømt til at fejle.

De fleste briter er i bund og grund stolte af, at det meste af verden kender til det britiske parlament netop på grund af det politiske teater, der udspiller sig. For trods alt er det ikke i alle lande, at premierministeren bliver tvunget til at stå til regnskab for sin regerings gøren og laden en halv time om ugen. Og tidligere britiske premierministre – selv den retorisk stærke Tony Blair – har, efter at de har forladt landets toppost, indrømmet, at de følte et enormt pres hver eneste onsdag. For trods alt bliver de aftvunget svar på kritik, der bunder i virkelige politiske problemer.

Og hvem vandt så debatten i Underhuset i onsdags?

Det gjorde Corbyn, selvfølgelig. De fleste briter kan udmærket gennemskue, at Camerons personangreb på Labours leder bunder i store problemer med argumenterne og det faktum, at det ikke ser godt ud, at selv hans egen mor kæmper imod nedskæringerne.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu