Hvornår har en mandlig kollega sidst henvist til dig?

I sjette klasse havde vi tema om arkitektur og skulle bygge en model af skolen. En af forældrene hjalp til. Han hed Bjarne og var flot i tøjet. Jeg kan huske præcis, hvor vi befandt os, da det skete. At jeg sad på en stol og han stod over mig. Så sagde han: »Hold op, hvor er du god til at slå lige streger.« Og så gjorde han noget helt vildt. »Kom og se unger, Anna er allerede arkitekt!«

Jeg husker meget lidt fra min tidlige skoletid, så jeg har tit funderet over, hvorfor netop det minde fik varighed. Jeg tror, at bette Anna lavede sine ting til husbehov, ramte inden for skiven, men sjældent i tyrens øje, og derfor var lidt rystet over offentlig ros. Som jeg sidder her i dag, 42 år og mellemleder i et anerkendende ledelsesmiljø, er jeg tilbøjelig til at tro, at jeg også var ordinær udi streger, men at flotte Bjarne bare så, at jeg kunne bruge en kollektiv hyldest.

Information offentliggjorde i sidste uge resultatet af en undersøgelse af kildebrug gennem en 14 dages periode: 494 styks, hvoraf kun de 144 var kvinder. Og kun i 21 procent af tilfældene som eksperter, i 40 procent som erfaringskilder. Hurtig konklusion: Vi taler med kvinder om deres verden og med mænd om den store.

Chefredaktør Christian Jensen udtalte blandt andet, at »mandlige forskere ofte er lidt mere villige til at udtale sig«. Det var Maria Mortensen, ph.d.-studerende ved SDU, uenig i:

»Problemet er dig, Christian Jensen. Din og Informations og resten af medieverdens idé om, at man kan ’skildre verden så mangfoldigt som muligt’, uden at forholde sig til den,« skrev hun.

Men spørgsmålet er, om vi ikke skal et helt andet sted hen for at finde problemets kilde. Den amerikanske antropolog Dan Grunspan har kigget nærmere på køn i klasseværelset, hvor han bad eleverne vurdere hinandens faglige niveau. Resultat: Drengene vurderede drengene markant højere end karaktererne gav grundlag for, og pigerne under niveau. Og det afspejlede sig i taletiden, som drengene tog en broderpart af.

»I 18 år er (disse unge mænd) blevet socialiseret til at have denne bias,« siger Grunspan til The Washington Post.

»Det anses som et boost i sig selv at være dreng.«

Pigerne var knalddygtige. Drengene så det ikke. Og så klappede pigerne kaje. Selv dér, hvor banen i princippet var fri.

Vi kan altså ikke læne os tilbage og tro på, at vi blot skal vente på, at horderne af dygtige kvindelige studerende bliver lukket ud i verden. Vi må som medier kontant afsøge, om der kan være andre grunde til, at vi vurderer mændene højere.

Og derfor er det for letkøbt at sige, at vi blot afspejler samfundets magtforhold. Vi er som medier ikke bare passive modtagere. Vi er aktive producenter af samfundet. Kønsfordelingen er ikke bare jernindustrien, før vi kan udelukke, at der findes en kvinde, der ved alt, hvad der er værd at vide om metaltræthed.

Det er vores ansvar. Og vi har faktisk ikke prøvet det. Ikke for alvor. Vi har snakket meget. Men så blev det det mandag.

Men skal det lykkes, skal I også være med på legen, kloge kvinder. For jeg deler Christian Jensens erfaring. Det er sværere at få kvindelige ekspertkilder til at tale. Så her er et forslag til, at du mediterer lidt over det her: Hvornår har du sidst henvist til en mandlig kollega? Hvornår har en mandlig kollega sidst henvist til dig? Hvornår har du takket nej, med henvisning til at du følte dig lidt rusten i emnet? Hvornår har en mandlig kollega gjort det samme? Hvornår har du sidst stresset over at skulle forholde dig til medierne, fordi du også skulle til skole-hjem-samtale? Hvornår har ... ja.

Og spring så ud i det.

Det kan hun jo sagtens sige. Hm, nej, det kan jeg faktisk ikke. Om 20 minutter skal jeg i radioen og svare på, om Information er kvindefjendsk. Jeg vil sige en masse ting, og jeg vil faktisk være god til det, måske endda i øjeblikke charmerende og – hold fast – risikovillig.

Vil jeg skabe radiohistorie? Ikke det, der ligner. Og det vil mine mandlige meddebattører dæleme heller ikke. Men da tilrettelæggeren forleden spurgte, om jeg ville deltage i programmet, var min første impuls at sige, at det var der helt sikkert mange andre, der vidste mere om end mig.

Ps. Bjarne var ikke bare sød den dag. Han sagde det, fordi mine streger er så fucking snorlige, at linealfabrikanterne var ved at smide håndklædet i ringen.

Anna von Sperling er kulturredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning