Ingen, ingen, ingen sætter sig i båden for sjov

Flygtningestrømmen stilner af, når vinteren kommer, sagde mange i efteråret. De tog fejl. På den græske ø Chios voksede knuden i min mave i takt med, at flere stivfrosne børn og ældre blev hevet i land
19. februar 2016

To søstre har ingen sko på. De lister med kolde fødder på strømpesokker over de skarpe sten på parkeringspladsen foran registreringscenteret.

Jeg kan huske fornemmelsen af kolde fødder efter en badetur en dansk sommerdag. Her er det er minusgrader, og de to piger har måske siddet med fødderne i vandet i bunden af gummibåden al den tid, som flugten over Middelhavet har taget. Vi bærer dem resten af vejen.

Da jeg i september var på Lesbos for at tage imod nogle af de mange flygtninge, sagde de fleste frivillige og lokale, at der ikke ville komme både, når vinteren satte ind.

»Jeg håber i hvert fald inderligt, at det bliver sådan. For ellers kommer vi til at se alt for mange døde mennesker,« sagde Eric Kempson, en af de lokale ildsjæle, dengang.

Læs også: Smuglere sender flygtninge ud på farligere bådture

Den første forudsigelse holdt ikke stik. Alene i januar tog 60.502 mennesker turen fra Tyrkiet til Lesbos, Chios og de andre græske øer. Den anden forudsigelse vidste sig desværre at være rigtig. Frem til den 28. januar mistede 130 mennesker livet i vandet mellem Tyrkiet og Grækenland. I de dage vi var på Chios, som er den ø, der modtager næst flest flygtninge, forliste en båd i det hav, som vi hver dag spejdede ud over. 25 mennesker døde. 10 var børn.

Vi så ingen døde. Heldigvis. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde reageret, hvis jeg havde fået et dødt barn i armene. Men jeg ved, at det er noget helt andet at være flygtning i minusgrader end på en sommerdag i september.

Pakket ind i tæpper

»Vi gik 15 timer igennem sneen.«

Kvinden, der fra båren i ambulancen fortæller om flugten fra Afghanistan til Grækenland, er mor til Sara på kun fire måneder.

Jeg er ikke helt sikker på, om moren siger, at det er 15 eller 50 timer, de har gået i sneen. Jeg håber på det første. Måske er jeg ikke helt til stede endnu, fordi jeg en time før samtalen her sad på bagsædet af vores udlejningsbil med Sara, der lige var blevet stiv i hele kroppen og havde vendt det hvide ud af øjnene i alt for lang tid.

Allerede da vi og kun to andre frivillige midt om natten hjalp de mange flygtninge over klipperne, havde Saras mor sagt, at hendes datter var syg, men her kunne jeg ikke gøre andet end at tjekke, at hun trak vejret og ikke var kold.

Men da den lille pige lidt senere pludseligt lignende en, der var ved at forsvinde mellem hænderne på os, lagde vi hende på bagsædet og flåede det yderste lag tøj af. For at mærke hende. Og for at nive hende i kinderne og gnide hende på brystet. Genere hende mest muligt, så hun kom til sig selv igen. Efter få minutter slog Sara øjnene op, og både hendes mor og jeg græd.

Nu er Sara pakket ind i soveposer og tæpper på båren i ambulancen. Jeg stryger hende ned ad næseryggen og synger de samme sange, som jeg synger til mine to døtre derhjemme.

Knuden i maven

Da vi en anden dag hjælper en båd ind på stranden, bliver to drenge behandlet for hypotermi. Deres kernetemperatur er faldet til under 35 grader. Det er livsfarligt og mange mennesker er døde af det de seneste måneder.

De to drenge overlever heldigvis. I hvert fald imens vi er der. Det samme gør spædbarnet på mindre end en uge, som vi møder i registreringscenteret. Og de gamle damer, hvis ben knækker sammen under dem, fordi de har siddet så længe i kulden, klemt sammen i samme stilling.

Den sidste nat spejder vi ud over det nattesorte hav. Der er ingen kikkert med nattesigte på øen, så vi kigger efter glimt fra mobiltelefoner.

Eller står stille og lytter efter barnegråd, motorlarm eller menneskestemmer. Knuden i maven vokser sig større, når jeg tillader mig selv sådan rigtigt at tænke på, at der på det iskolde, mørke hav sidder mennesker som mig selv, der lige nu risikerer alt for at komme til et sted, hvor de og deres familier kan være trygge. Jeg har hørt det fortalt gentagne gange både på Lesbos og Chios.

»Vi risikerer døden på havet, for var vi blevet, så var vi sikre på at dø.«

Her i mørket giver de ord alt for meget mening. Jeg ved ikke, om jeg havde haft modet til at gøre det samme. Men jeg tænker, at ingen, ingen, ingen sætter sig i en båd for at krydse det sorte, iskolde hav for sjov.

Kristina Svith Villadsen er redaktionschef for magasinerne Vores Børn og Gravid

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Recep INAL

Kristina, Tak for din dejlige og hjertevarmede indsats.
FN og EU burde træde i karakter for at gøre ende på den forfærdelige borgerkrig i Syrien,
og ikke mindst handle proaktivt for at gøre livet nemmere i diverse flygtningelejre i Tyrkiet, Jordan, Grækenland, mv.. Det er da helt vanvittigt at FN skar ned på den økonomiske hjælp sidste sommer hvorefter flygtningestrømmen tog til.

anbefalede denne kommentar