Kommentar

Kald det bare en ustatistisk mavefornemmelse

Men der er nok mange nydanske kvindelige læger, tandlæger, ingeniører og jurister, som bliver glade for at kunne trække på deres hjemmegående mødre, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og samtidig får børn
Debat
4. februar 2016

Casper Gronemann kalder i sin klumme om statistik sidste torsdag mit Politiken-debatindlæg »Giv mig et arbejderparti, der både er for brune og hvide danskere« om det nydanske hårdtarbejdende proletariat for »forvrøvlet«.

Det kan jeg godt forstå, for han læser ting, jeg ikke har skrevet, og ting, der kun befinder sig i læserens læsning, er ofte noget vrøvl.

For eksempel skulle mit indlæg handle om racisme, når man taler om indvandringens udfordring. Men nu har jeg læst mit indlæg igennem flere gange, og det er umuligt for mig at finde det sted, han refererer til. Casper Gronemann er til gengæld glad for statistik; jamen så lad os tale statistik.

I sin klumme kalder han mig konsekvent Mette og ikke Merete. Ifølge Dansk statistik hedder 38.877 danske kvinder Mette, og 5.867 hedder Merete. Det er dog noget af en forskel.

Merete er et indvandret navn; grundformen stammer oprindeligt fra Persien, hvor det betyder perle; herefter er det blevet et græsk låneord, der er vandret op gennem Europa til Skandinavien, hvor det har fået mange afledninger. Navnet eksisterer i mange sprog og i mange trosretninger.

Et nyt proletariat

Så helt ned i Casper Gronemanns navnemisforståelse dukker et tema frem; Dansk kultur bygger på indvandring af både mennesker, tro og kultur. Det gælder både mig; Merete, og Mette Frederiksen.

Mit indlæg var baseret på iagttagelsen af, at det er underligt at påstå – som formanden for Danmarks såkaldte arbejderparti, Mette Frederiksen, gør – at indvandrere ikke bidrager til det danske samfund.

De gør rent, plukker frugt, sælger os grøntsager og laver os mad, bygger vores huse og passer os, når vi er syge og gamle.

Det grundlæggende problem i Danmark er faktisk, at jeg kan sige ’de’ og ’os’, og at alle ved, hvad jeg mener med det. Det er nedslående at gå en tur på humanismens højborg, KUA, og se en næsten entydig fordeling af menneskers farver i de, der studerer, og de, der gør rent og laver mad.

Der er igennem de sidste 30 år skabt et nyt proletariat i Danmark, og det proletariat fortjener et arbejderparti, der taler deres interesser.

Låser døren

I sin kritik af mit indlæg bruger Casper Gronemann også det herlige nye ord i dansk debatretorik: erhvervsfrekvensen. Han nævner, at ifølge statistikken er indvandrerkvinders erhvervsfrekvens lavere end gammeldanske kvinders. Måske har han overset, at jeg også nævner det i mit indlæg? I så fald, vil jeg gerne gentage:

Er det et problem at være husmor? Hvorfor er det et problem? Kan vi definere det nærmere? Indtil 1970’erne var næsten alle danske kvinder husmødre; det blev betragtet som dansk kultur, dansk værdi. I dag er det et ’indvandringsproblem’.

Jeg er opdraget af en husmor, som gik hjemme, fordi der var råd til det; mine tanter var fattigere og arbejdede på fabrik eller gjorde rent om natten. Problemet for min mor var, at det var ensomt for hende. Er det problemet i dag?

Jeg vil gerne udvide spørgsmålet. Når den statistik, man er så glad for at referere til, viser, at mange af disse hjemmegående indvandrerkvinders døtre i dag studerer på de naturvidenskabelige uddannelser, som færre af de udearbejdende danske kvinders døtre vælger; har vi så virkelig et problem?

Er problemet ikke langt større blandt de unge mænd, der bliver stemplet af blandt andet Socialdemokraternes formand, som mennesker, der ikke bidrager til deres samfund, samtidig med at den nuværende regering lukker for de erhvervsuddannelser, der kunne hjælpe dem i gang? Man låser en dør og skælder bagefter folk ud for ikke at ville ind.

Kald det bare en helt ustatistisk mavefornemmelse, når jeg påstår, at der nok er mange af de nydanske kvindelige læger, tandlæger, ingeniører og jurister, som bliver glade for at kunne trække på deres hjemmegående mødre, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og samtidig får børn.

Det er statistikken nok ligeglad med, men det er kvinderne ikke. Og de kvinder er en vigtig del af vores danske samfund. De er faktisk os.

Fortjener respekt

Jeg er personligt af den opfattelse, at race har meget lidt med sagen at gøre; jeg mener faktisk slet ikke at race eksisterer. Det gør derimod melaninkoncentration og racisme.

Debatten om race – og her er Casper Gronemann nok enig med mig – dækker ofte over samfundskonflikter, der stikker meget dybere. Helt ned i bunden af bankkontoen. For mig at se er det et godt gammeldags klasseproblem, vi har i dag.

Det er derfor en grund til stor tristesse, at Socialdemokraterne svigter de svageste arbejdere ved at insistere på, at samfundsproblemerne handler om et konstrukt, der kaldes ’indvandring’, og ved at påstå, at en meget uhomogen gruppe danskere ikke bidrager til samfundet på grund af nogle egenskaber, som intet har med de menneskers arbejde at gøre.

Hvad har egentlig den kvindelige, ateistiske iranske læge til fælles med den stærkt troende, nyligt ankomne syriske rengøringshjælp, andet end at de begge arbejder 12 timer i døgnet og kaldes et problem af Mette Frederiksen?

Vi – og dette vi omfatter alle befolkningsgrupper og debattører – må bevæge os væk fra den opdeling af dem og os. I stedet må vi spørge, om ikke de mennesker, der tager de dårligst betalte job med de værste arbejdstider, fortjener vores respekt og et arbejderpartis stemme.

Om ikke det er vigtigt, at unge utilpassede mænd og kvinder har en god mulighed kan blive faglærte arbejdere, fordi uddannelse og arbejde er en vej væk fra fattigdomskriminalitet.

Merete Pryds Helle er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karl Aage Thomsen

Skidegodt skrevet og formuleret. Merete P.H.
Katho

Enig med Katho, men lad nu være med at kalde andre for "de svageste". Måske udsatte.

Jesper Oersted

Merete Pryds Helle er skønlitterær forfatter og historien om de mange nydanske kvindelige læger, tandlæger, ingeniører og jurister må også klassificeres som et stykke skønlitteratur, al den stund at de tosprogede, nydanske piger af anden etnisk baggrund end dansk i gennemsnit får en hel karakter under de etnisk danske piger i skolen.