Kan vi ikke diskutere, om akademikermænd må lægge terrasse?

»Det er heldigt, du er bedre til dansk end til håndgerning,« sagde Bente, min folkeskoletids dansk- og håndarbejdslærer til mig en formiddag, da jeg for femte gang bad om opsprætteren. Det havde hun ret i, men det var alligevel hårdt at erkende, for jeg kunne egentlig godt lide timerne i Gug Skoles håndarbejdslokale.

Heldigvis stod samfundet klar til at klappe af mig og mine analytiske tilbøjeligheder og kigge hånligt tilbage på dem, der var bedre til håndarbejde, sløjd eller hjemkundskab. Hele mit voksenliv har jeg levet af mit hoved og været vidne til en stadig mere fintmasket devaluering af de værdier, jeg efterlod ved symaskinen. Lige indtil for et par år siden, hvor den uddannelsespolitiske vind vendte, og man begyndte at tale om, hvorfor de unge mon var holdt op med at søge ind på erhvervsuddannelserne.

Måske er der simpelthen oprejsning i vente til dem, der var bedre til håndgerning end dansk. Unge kvinder vil i hvert fald strikke, skrev avisen forleden, og det er åbenbart suspekt.

Strikkedebatten kører parallelt med en debat i Politiken om, hvorvidt veluddannede kvinder forråder feminismen, hvis de går hjemme og passer små børn. Her får kvinder helt frit valg mellem den ene og anden karikatur: varm mor eller kold karrierekvinde. I et samfund, hvor langt de fleste kvinder både får børn og deltager i arbejdslivet, er det en mildt sagt destruktiv bitch fight; og imens skæres der lige en ekstra gang i normeringerne i vuggestuen for at imødekomme regeringens omprioriteringsbidrag.

Åbenlyst er det, at den debat næres af de samme mekanismer, der får en mandlig filosof til at kritisere det, han kalder »glæden ved hjemlige sysler«, og som i sin tid fik Germaine Greer til at ryste på hovedet over kvinder, der »drysser deres liv væk med at sy ting sammen, som der ikke er efterspørgsel på«.

Håndarbejde har det til fælles med småbørnspleje, at det henhører til alt det ikke værdisatte arbejde, som engang lå hjemme hos husmoren. Det, der lå hos husfaren, er ikke lige så odiøst. Men kan vi ikke diskutere, om akademikermænd må lægge terrasse.

Der er mange argumenter imod – først og fremmest, selvfølgelig, økonomi: Vi har ikke brugt alle de gode skattekroner på at uddanne dig til cand.scient.pol., for at du kan stå i Silvan og fedte med træskæreren.

Et andet argument kunne være, at terrasselægning vil sende akademikermænd lige lukt tilbage til det praktiske arbejde, som de netop gennem deres mange år på universitetet har fjernet sig fra, med øget prestige og højere løn til følge.

Nogle gange kigger jeg på mine hænder og tænker, om det virkelig er meningen, at disse knogler, muskler, ledbånd, så møjsommeligt konstrueret, for ikke at tale om fingerspidserne, hvis sanseceller tilsammen danner verdens mest følsomme berøringssensor – at alt dette nærmest kun skal bruges til at berøre overfladen på forskellige Apple-produkter. Så længes jeg mod kødgryder, strikkepinde, små børns hud – men også mod at bygge et skur, fylde en trillebør eller lappe en cykel. Okay, måske ikke lige at lappe en cykel.

I en kultur, hvor magten over menneskers tid er et styringsredskab, som i stigende grad internaliseres i den enkelte, er det frigørende at vende den herskende tidsopfattelse ryggen. At tilbageerobre tiden, så den ikke er lineær og mekanisk, men min egen.

Enten ved at strikke og sy ting, hvis økonomiske værdi slet ikke modsvarer arbejdsindsatsen, eller ved at hengive sig til det Sisyfos-arbejde, husarbejde kan være, når man vasker det samme gulv igen og igen. Men Sisyfos var ifølge en gængs Camus-tolkning også en lykkelig mand, der accepterede tilværelsens absurditet som et grundvilkår og havde brudt med forestillingen om den lineære tid.

Monotont husarbejde tilbyder en selvforglemmelse, man kan lede langt efter andre steder i det moderne liv. Enkle, overskuelige krav og en forbundethed til det konkrete udgør en efterspurgt kombi af mindfulness-terapi og politisk revolte. Al magt til de huslige sysler.

Signe Løntoft er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning