Kom, lad os brække os!

Popgruppen TV-2 revsede allerede for flere år siden den danske brokkementalitet, og de opmuntrede til mere brok og slog fast, at det nok er det vi har det bedst med.

»Vi har rigeligt at se til med vores eget liv, og det er stadig bedre at rive end at blive revet i, det er stadig bedre at flå, end at blive flået i«.

Men det er ikke længere gjort med det. I dag brækker vi os. Joachim B. Olsen gør det, Richard Ragnvald gør det og store dele af befolkningen gør det i overmål, når de deltager i debatter på Facebook. De brækker sig hele tiden over, hvad andre mennesker siger og skriver.

Andre vælger en mere passiv aggressiv form og erklærer højlydt, at de skammer sig. Men hverken i bræk eller skam kommer der ideer til problemløsning.

Der er god grund til at tænke dybere over, hvorfor vi ikke længere er en befolkning, der kun brokker os, men også har udviklet en mentalitet, hvor vi har det godt med at brække os eller erklære over for omverden, hvor meget vi skammer os.

Øjeblikkelig forargelse

Brok har på mange måder været en del af et demokratisk ideal. Brok var lig med interesse i samfundets udvikling. At give sin utilfredshed til kende også via brok og opråb var en borgerret. Brok er noget, man kalkulerer med i politiske processer. Mens brok stadig er en negativ tilkendegivelse til et offentligt eller personligt anliggende, så har brok alligevel fungeret som en slags bagstræberisk drivkraft for samfundsudvikling, at ting er blevet perspektiveret, fordi nogen har gjort modstand eller talt magten imod.

Når man derimod skammer sig eller brækker sig over noget eller nogen, er der ikke tale om at ville adressere et ydre anliggende, men snarere negativt at tilkendegive en indre følelse, en følelse styret af kontroltab.

At skamme sig eller brække sig verbalt handler mest af alt om at opnå kontrol via egne fordomme og arrogante formodninger, ikke via oplysning eller rationel fornuft. At brække sig verbalt peger mod en lidt afstumpet magtesløshed og at skamme sig peger mod en ophobet opgiven. I stedet for at brokke sig og gøre andre opmærksomme på en utilfredshed ved samfundsproblemer, bliver der hos tilskuerne, når nogen skammer sig eller brækker sig, skabt øjeblikkelig forargelse over fordomsfuldhed og en lettere narcissistisk intolerance.

Samtidig kan tilskuerne blive chokeret og stødt over den skamfuldes eller den brækkendes manglende evne til at perspektivere og stille sig spørgende. Denne form for offergørelse og forråelse i sprogbrug og debatform har vi efterhånden vænnet os til.

Folkelede

Facebook er blevet udråbt som en platform for negative tilkendegivelser, der oftest udvikler sig til personangreb. Senest har medlemmer af eliten og politikere lukket ned for deres Facebookkonti, da de nærmest har fået folkelede. Dette sker upåagtet af, at befolkningen i årevis har lyttet til rabiate politikere, meningsdannere og kendisser, der har brækket sig over dele af befolkningen.

Fælles for udbrud fra politikere og kunstnere er, at vi som befolkning har rigtig svært ved helt at forstå, hvad de brækker og skammer sig over.

Joakim B. Olsens berømte Facebookopdatering »jeg brækker mig« fra 2011 er blevet fortolket som en hån mod fattige, men senere nedgraderet til, at det bare var venstrefløjen, som var brækværdige. På samme måde ved vi ikke, hvad Thomas Vinterbergs »Jeg skammer mig over at være dansk« ved Berlinalen i forrige uge skal bruges til i en demokratisk debat, og adspurgt direkte har Vinterberg ikke selv et svar og ønsker heller ikke at være politisk.

Vi kender begreberne ’vælgerlede’, ’politikerlede’, ’medielede’ med mere, men summa summarum er, at befolkningen ikke længere orienterer sig særligt respektfuldt og loyalt mod politikere og kendte, der brækker sig og skammer sig. Befolkningen nyder mest underholdningsværdien og får et kick ud af den forargelse, de kommer til at føle, så de selv har noget at skrive om eller brække sig over på Facebook, som så kan skabe overskrifter i nyhedsmedierne.

Når pøblen tager til genmæle

At politikere og eliten trækker sig fra de sociale medier synes i et helikopterperspektiv at være udtryk for en dansk hyggementalitet i ubehagelige diskussioner, hvor vores evne til at tage brok alvorligt helst skal passes ind i en særlig hierarkisk debatkultur. Her er vi ikke vant til, at ’pøblen’ tager til genmæle. Når en politiker er grov, kalder vi det oftest karismatisk, men hvis en tilfældig borger er grov på Facebook, så er det grænseoverskridende og for groft.

Den rationelt kontrollerede og følelsesudtømte debat er samtidig kun et debatideal. Formentlig har politikere i det britiske underhus det noget lettere med ufølsom brokkekultur, da tilråb og sproglige udfald karakteriserer deres debatform. En form, der er i bedre harmoni med Facebook, hvor fornuft og følelse i en pærevælling skaber en social liveness, der både er ubehagelig og grov, men som også fungerer som ventil og i flere tilfælde som demokratisk deltagelse. Det er selvfølgelig klart, at trusler og andet må imødegås med de retslige sanktioner, vi har til rådighed.

Det er dog ikke kun på de sociale medier, at vi oplever forandringer i den offentlige debat og et behov for en tilspidset debat. De klassiske medier er kommet i en svær konkurrencesituation. Der må tænkes i nye nicherelationer og opsplittende segmenter frem for nyhedsprodukter til den brede offentlighed, der gerne skulle oplyses så tilstræbt objektivt som muligt.

Kampen om læsere, seere, lyttere og jagten på en generel synlighed er blevet en kamp, der kæmpes med værdier og aktivistiske tiltag i form af tegninger, ansættelse af afviste asylsøgere osv. Når såkaldte værdier bliver presset til deres yderste, bliver de til fordomme, og det er hér mange af de klassiske medier let kan havne.

Fordomme taler på mange måder ind i brækfornemmelser og det personlige skamfulde ubehag ved samfundsudviklingen. Allervigtigst bliver det dog, at rå og brutale fordomme skaber synlighed og giver markedsfordele i et hurtigt forandrende mediebillede. Som ordsproget lyder: En løgn kan nå flere gange rundt om jorden, før sandheden har fået sko på. Pointen er, at medierne har kronede dage, når vi skammer og brækker os.

Hårdt trukket op

I og med, at det danske avismarked efterhånden er samlet i hænderne på en meget smal ejerskabskreds, skal den forestillede konkurrence tydeliggøres. Behovet for at differentiere Politiken fra Jyllands-Posten bliver kun mere presserende og skaber større polarisering.

Public service har tidligere været en garant for et fælles referencepunkt og har været katalysator for en fælles offentlighed, men den skandinaviske paternalistiske public service-idé er efterhånden blevet skyllet ud med konkurrencestatens overtag i velfærdsmodellerne. DR er med sine mange kanaler snarere blevet til populære services, der servicerer hvad befolkningen snakker om og skammer og brækker sig over, frem for at være det organ, der sikrer, at vi fastholder en form for samtale om de samfundsanliggender, der også er ubehagelige og komplekse, og som kræver kvalificeret fordybelse. De typer af samtaler har som oftest meget lidt X Factor og social nyhedsværdi, og de er derfor heller ikke historier med særlig lang levetid.

Der er sikkert flere forklaringsgrunde, men i et offentlighedsperspektiv betyder det, at vi fremover kun kommer til at se mere polarisering og mange flere, der brækker sig og skammer sig, mens færre får mulighed for at pege på nye løsninger. Modstridende narrativer og standpunkter vil blive hårdere og hårdere trukket op i letforståelige fordomme, så de kan skabe maksimal tilslutning, og vi ender med forskellige formationer af offentligheder, der opstår ad hoc alt afhængig af, hvad vi skammer og brækker os over.

Lars Holmgaard Christensen er ph.d., medieforsker ved CBS og Aalborg Universitet, København