Kom, lad os brække os!

Brok er ikke længere nok. I dag brækker vi os og skammer os, når vi debatterer. Men det kommer der bare ikke særlig mange konstruktive løsninger ud af
Brok er ikke længere nok. I dag brækker vi os og skammer os, når vi debatterer. Men det kommer der bare ikke særlig mange konstruktive løsninger ud af
Mia Mottelson
29. februar 2016
Delt 65 gange

Popgruppen TV-2 revsede allerede for flere år siden den danske brokkementalitet, og de opmuntrede til mere brok og slog fast, at det nok er det vi har det bedst med.

»Vi har rigeligt at se til med vores eget liv, og det er stadig bedre at rive end at blive revet i, det er stadig bedre at flå, end at blive flået i«.

Men det er ikke længere gjort med det. I dag brækker vi os. Joachim B. Olsen gør det, Richard Ragnvald gør det og store dele af befolkningen gør det i overmål, når de deltager i debatter på Facebook. De brækker sig hele tiden over, hvad andre mennesker siger og skriver.

Andre vælger en mere passiv aggressiv form og erklærer højlydt, at de skammer sig. Men hverken i bræk eller skam kommer der ideer til problemløsning.

Der er god grund til at tænke dybere over, hvorfor vi ikke længere er en befolkning, der kun brokker os, men også har udviklet en mentalitet, hvor vi har det godt med at brække os eller erklære over for omverden, hvor meget vi skammer os.

Øjeblikkelig forargelse

Brok har på mange måder været en del af et demokratisk ideal. Brok var lig med interesse i samfundets udvikling. At give sin utilfredshed til kende også via brok og opråb var en borgerret. Brok er noget, man kalkulerer med i politiske processer. Mens brok stadig er en negativ tilkendegivelse til et offentligt eller personligt anliggende, så har brok alligevel fungeret som en slags bagstræberisk drivkraft for samfundsudvikling, at ting er blevet perspektiveret, fordi nogen har gjort modstand eller talt magten imod.

Når man derimod skammer sig eller brækker sig over noget eller nogen, er der ikke tale om at ville adressere et ydre anliggende, men snarere negativt at tilkendegive en indre følelse, en følelse styret af kontroltab.

At skamme sig eller brække sig verbalt handler mest af alt om at opnå kontrol via egne fordomme og arrogante formodninger, ikke via oplysning eller rationel fornuft. At brække sig verbalt peger mod en lidt afstumpet magtesløshed og at skamme sig peger mod en ophobet opgiven. I stedet for at brokke sig og gøre andre opmærksomme på en utilfredshed ved samfundsproblemer, bliver der hos tilskuerne, når nogen skammer sig eller brækker sig, skabt øjeblikkelig forargelse over fordomsfuldhed og en lettere narcissistisk intolerance.

Samtidig kan tilskuerne blive chokeret og stødt over den skamfuldes eller den brækkendes manglende evne til at perspektivere og stille sig spørgende. Denne form for offergørelse og forråelse i sprogbrug og debatform har vi efterhånden vænnet os til.

Folkelede

Facebook er blevet udråbt som en platform for negative tilkendegivelser, der oftest udvikler sig til personangreb. Senest har medlemmer af eliten og politikere lukket ned for deres Facebookkonti, da de nærmest har fået folkelede. Dette sker upåagtet af, at befolkningen i årevis har lyttet til rabiate politikere, meningsdannere og kendisser, der har brækket sig over dele af befolkningen.

Fælles for udbrud fra politikere og kunstnere er, at vi som befolkning har rigtig svært ved helt at forstå, hvad de brækker og skammer sig over.

Joakim B. Olsens berømte Facebookopdatering »jeg brækker mig« fra 2011 er blevet fortolket som en hån mod fattige, men senere nedgraderet til, at det bare var venstrefløjen, som var brækværdige. På samme måde ved vi ikke, hvad Thomas Vinterbergs »Jeg skammer mig over at være dansk« ved Berlinalen i forrige uge skal bruges til i en demokratisk debat, og adspurgt direkte har Vinterberg ikke selv et svar og ønsker heller ikke at være politisk.

Vi kender begreberne ’vælgerlede’, ’politikerlede’, ’medielede’ med mere, men summa summarum er, at befolkningen ikke længere orienterer sig særligt respektfuldt og loyalt mod politikere og kendte, der brækker sig og skammer sig. Befolkningen nyder mest underholdningsværdien og får et kick ud af den forargelse, de kommer til at føle, så de selv har noget at skrive om eller brække sig over på Facebook, som så kan skabe overskrifter i nyhedsmedierne.

Når pøblen tager til genmæle

At politikere og eliten trækker sig fra de sociale medier synes i et helikopterperspektiv at være udtryk for en dansk hyggementalitet i ubehagelige diskussioner, hvor vores evne til at tage brok alvorligt helst skal passes ind i en særlig hierarkisk debatkultur. Her er vi ikke vant til, at ’pøblen’ tager til genmæle. Når en politiker er grov, kalder vi det oftest karismatisk, men hvis en tilfældig borger er grov på Facebook, så er det grænseoverskridende og for groft.

Den rationelt kontrollerede og følelsesudtømte debat er samtidig kun et debatideal. Formentlig har politikere i det britiske underhus det noget lettere med ufølsom brokkekultur, da tilråb og sproglige udfald karakteriserer deres debatform. En form, der er i bedre harmoni med Facebook, hvor fornuft og følelse i en pærevælling skaber en social liveness, der både er ubehagelig og grov, men som også fungerer som ventil og i flere tilfælde som demokratisk deltagelse. Det er selvfølgelig klart, at trusler og andet må imødegås med de retslige sanktioner, vi har til rådighed.

Det er dog ikke kun på de sociale medier, at vi oplever forandringer i den offentlige debat og et behov for en tilspidset debat. De klassiske medier er kommet i en svær konkurrencesituation. Der må tænkes i nye nicherelationer og opsplittende segmenter frem for nyhedsprodukter til den brede offentlighed, der gerne skulle oplyses så tilstræbt objektivt som muligt.

Kampen om læsere, seere, lyttere og jagten på en generel synlighed er blevet en kamp, der kæmpes med værdier og aktivistiske tiltag i form af tegninger, ansættelse af afviste asylsøgere osv. Når såkaldte værdier bliver presset til deres yderste, bliver de til fordomme, og det er hér mange af de klassiske medier let kan havne.

Fordomme taler på mange måder ind i brækfornemmelser og det personlige skamfulde ubehag ved samfundsudviklingen. Allervigtigst bliver det dog, at rå og brutale fordomme skaber synlighed og giver markedsfordele i et hurtigt forandrende mediebillede. Som ordsproget lyder: En løgn kan nå flere gange rundt om jorden, før sandheden har fået sko på. Pointen er, at medierne har kronede dage, når vi skammer og brækker os.

Hårdt trukket op

I og med, at det danske avismarked efterhånden er samlet i hænderne på en meget smal ejerskabskreds, skal den forestillede konkurrence tydeliggøres. Behovet for at differentiere Politiken fra Jyllands-Posten bliver kun mere presserende og skaber større polarisering.

Public service har tidligere været en garant for et fælles referencepunkt og har været katalysator for en fælles offentlighed, men den skandinaviske paternalistiske public service-idé er efterhånden blevet skyllet ud med konkurrencestatens overtag i velfærdsmodellerne. DR er med sine mange kanaler snarere blevet til populære services, der servicerer hvad befolkningen snakker om og skammer og brækker sig over, frem for at være det organ, der sikrer, at vi fastholder en form for samtale om de samfundsanliggender, der også er ubehagelige og komplekse, og som kræver kvalificeret fordybelse. De typer af samtaler har som oftest meget lidt X Factor og social nyhedsværdi, og de er derfor heller ikke historier med særlig lang levetid.

Der er sikkert flere forklaringsgrunde, men i et offentlighedsperspektiv betyder det, at vi fremover kun kommer til at se mere polarisering og mange flere, der brækker sig og skammer sig, mens færre får mulighed for at pege på nye løsninger. Modstridende narrativer og standpunkter vil blive hårdere og hårdere trukket op i letforståelige fordomme, så de kan skabe maksimal tilslutning, og vi ender med forskellige formationer af offentligheder, der opstår ad hoc alt afhængig af, hvad vi skammer og brækker os over.

Lars Holmgaard Christensen er ph.d., medieforsker ved CBS og Aalborg Universitet, København

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Lars Holmgaard Christensens kronik er tydeligvis fra én der er udstandset af top-down-traditionen i medieverdenen.

LHC skriver: Senest har medlemmer af eliten og politikere lukket ned for deres Facebookkonti, da de nærmest har fået folkelede.

At magthaverne synes mosten kan være bitter, bringer tanken hen på fordums jagt på anonyme forfattere af smædeskrifter og skillingsviser. Det er elitens vilkår at blive revset: "Kongen er en finke" (Troldkarlen kogle)

Og så den letkøbte fra LHC: Men hverken i bræk eller skam kommer der ideer til problemløsning. ...prøv engang at læse den tekst der står lige inden de "grimme ord".

Det er åbenlyst, at en eksamineret top-down kommunikatør som Lars Holmgaard Christensen ikke forstår at debattørernes mere eller mindre konventionerede skriftlige følelsesudbrud i form af floskler og smilyes m.m. er nødvendige erstatninger for mimik. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har søgt efter en typografisk erstatning for den mimiske gestikulerende betoningsmæssige understregning af 'lettere ironi'. En speciel font, måske - ellers risikerer denne yderst raffinerede debatstil 'lettere ironi' at forsvinde i den skriftlige straksdebats kølvand.

Og til sidst - LHC skriver: I og med, at det danske avismarked efterhånden er samlet i hænderne på en meget smal ejerskabskreds, skal den forestillede konkurrence tydeliggøres...

...det falder ikke medievidenskabsmanden ind at debatternes skarpe tone kan skylde dette mere og mere propagandistiske manipulerende mediemonopol og tydelige censurlignende moderering provokerer til grænsesøgende markante ytringer.

Hvor jeg dog glæder mig til den dag en professionel medievidenskabsrapport behandler den skriftlige straksdebats demokratistyrkende rolle. Retten til for pøblen at svare igen!

Brugerbillede for Niels Nielsen

Bill Atkins, rå brok har aldrig ført til noget. Den dygtige tillidsmand og den dygtige politiker er kendetegnet ved at han/hun kan oversætte rå brok til rationelle forslag til forandringer, formuleret i et sprog, som også ledelsen og befolkningen forstår.

At menigmand brækker sig og måske skammer sig offentligt er at forvente, menigmand har et arbejde at passe og har derfor ikke tid til at udtænke detaljerede løsningsforslag på alverdens problemer. Men at politikere og repræsentanter for folket ikke er i stand til at formulere en sammenhængende kritik af det, de er modstandere af, er en falliterklæring. Det er jo faktisk derfor, at de får deres fyrstelige løn: For at de i stedet for at arbejde skal udtænke fornuftige løsninger til de problemer, vi alle er ramt af.

Et folketingsmedlems hyre er ikke en løn, men en kompensation for tabt arbejdsfortjeneste under udførelsen af et tillidshverv. Så det mindste vi kan forvente er vel, at de formulerer deres ideer rationelt og ikke blot lukker bræk ud.

Brugerbillede for Jesper Frimann

@Niels Nielsen.

Joohhh.. jeg har selv opnået meget ved som tillidsmand 'ved at æde l*rt', hvor der var en ledelse, der normalt svinede folk til. Jeg har i mange år arbejdet som konsulent, hvor man tit oplevede samme, at blive svinet til. Jeg husker engang, hvor jeg og en kollega reddede 10 år historiske data hos en virksomhed fordi en anden underleverandør ikke vidste hvad de lavede, hvor vi dog havde glemt, at sætte et stik tilbage i en båndstation, ikke at det betød noget. Men der blev vi svinet til.

Men der skal også være grænser. Når man som politiker går så langt over stregen, som IMHO f.eks. Støjsenderen og dse Pind gør det. Så må folk gerne brække sig, får det dårligt m.m.
Der er jo ikke så meget andet man kan gøre ? Vi har jo ikke nogen der sådan rigtig beskytter os mod politikerne, hvis disse vælger at fremlægge lovforlag, som efter alt at dømme er 'ulovlige' ?

Så er en 'shitstorm' på Twitter, Facebook m.v. nok den eneste civiliserede måde man kan kommunikere med folk, der ter sig med så stor foragt for demokratiets basale spilleregler.

Alternativet er jo så absolut ikke at foretrække.

// Jesper

Men man må også for

Brugerbillede for Bill Atkins

Niels Nielsen, Magthaver er jo lige som dig og mig, og politikere især, er jo "bare" folkets repræsentanter, og som jeg redegør for i indlægget, så mangler den skriftlige straksdebat en lang række udtryksmæssige muligheder: mimik, gestikuleren og betoning - og jeg vil absolut ikke tage erstatningsretoriske floskler og virkemidler fra kun den ene gruppe. Straksdebatten vil hele tiden udvikle sig og bør ikke modereres af pietisterne.

At folketingsmedlemmer ikke kan formulerer deres ideer rationelt er et andet problem som de helt sikkert over tid, og jo flere der deltager i den skriftlige debat, vil blive bortdømt på. Ligesom en brovtende ikke for klog tillidmand hurtigt blev dæmpet ned...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

PS. Når jeg genlæser noget af det jeg selv skriver så kan jeg ikke lade være at tænke på Egoland, Divus Madsen, indlagt og Examineret Gud i egen forestilling: "og jeg vil absolut ikke tage tage erstatningsretoriske floskler og virkemidler fra kun den ene gruppe. bla bla". Eksempelvis. Det hele forgår inde i mit hoved og er udtryk for en mening, og ikke en vilje eller tro på muligheden :-)

Jeg synes ovenstående er lidt relevant i en snak om skriftlig straksdebat hvor det talte sprog jo kommer på tryk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Okay, jeg har ikke formuleret mig tydeligt nok.

Jeg finder det helt på sin plads og i orden, at ofrene for politiske fadæser og hovedløse indgreb i samfundet - ham, jeg kalder "meningmand" - både brokker sig, brækker sig og skammer sig over vore politikere, når de igen og igen skider på ham og hans lidelsesfæller. Hvad jeg ikke finder på plads og i orden er, at folk som Joakim B. Olsen brækker sig over, at han er så åndeligt underbemidlet, at han ikke kan finde ud af at argumentere sagligt for sin sag.

Meningmand er i sin fulde ret til at brække sig over Joakim B. Olsen, men Joakim B. Olsen får lønkompensation for at udtænke løsninger, der skal få meningmands brok til at ophøre. Så hvis hr. Olsen kun kan finde ud af at brække sig, må han jo vende tilbage til sit gamle arbejde. Jeg ved ikke om der er arbejdsløshed i kuglestøderbranchen, men hvis der er, kan han jo få lov at smage sin egen medicin.

Brugerbillede for ulrik mortensen

Lars Holmgaard Christensen skriver: "Facebook er blevet udråbt som en platform for negative tilkendegivelser, der oftest udvikler sig til personangreb." Det er ikke generelt billede. Et forskerhold Roskilde Universitet har for nyligt undersøgt 3800 facebook kommentarer, deres konklusion var bl.a. - "Det passer simpelthen ikke, at folk primært råber ad hinanden i internetdebatterne. Folk taler pænere til hinanden, end man skulle tro. Størstedelen af debatindlæggene, som vi har analyseret, er neutrale":
http://videnskab.dk/kultur-samfund/debatterne-pa-facebook-er-alt-paene

Brugerbillede for Bill Atkins

Niels Nielsen, jo, du har udtrykt dig tydeligt nok, vi er bare ikke enige. Jeg bygger blandt andet min aversion mod ekstern moderering af sproget på følgende bog: Victor Klemperer har med "LTI - Lingua Tertii Imperii" skrevet en uhyre interessant bog om nazisternes sprog - Det Tredje Riges sprog. Bogen er en grundig dokumentation af nazisternes sprog, som på mange måder afpejlede hvem de var, og hvad de stod for. Vil du gerne vide, hvorfor det ironiske anførselsstegn var nazisternes foretrukne, må du slå op i denne bog...

Sproget er samlet et mange-facetteret spejl af samfundet. Vi skal selv hver især dømme hvem vi vil have i folketinget, og der er sproget i debatten en vigtig kilde. Joakim B. Olsen skal have lov at afsløre hvem han er.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Før i tiden var der foreningsliv og man kunne skrive et læserbrev - i ordentlig tone.
Så kom medieorkanen på alle fronter. Åben for alle, også brokkerne og brækkerne.
Hvad med at holde søndagen hellig og holde kæft.
Måske også juleugen og sommerferien. Sundt for krop og sjæl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Som Clement Kjersgaard på et tidspunkt formanede deltagerne i 'Debatten':

"Vi vil gerne høre alle de angreb og anklager, I kommer med, men I er nødt til ikke at sige dem i munden på hinanden."

"Angreb og anklager"? Hm, det kunne være en væsentlig grund til, at i hvert fald jeg ikke orker at overvære hans programmer. Og når han ligefrem opfordrer til kiv og kævl, er det nu også lidt meget forlangt af deltagerne, at de pænt skal vente på at det bliver deres tur.

Man kunne om hans programmer sige det samme, som en debattør skrev i forbindelse med offentliggørelsen af udskriften fra de Republikanske præsidentkandidaters seneste 'debat', hvor alle råbte i munden på hinanden: "Har de formået at lave udskriften tredimensionel?" ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Ulrik Mortensen,
Jeg tror at IBM manglede sådan et program i portefølgen, og så var det vel et valg
mellem SAS og SPSS, og. SAS har næppe været interesseret i at sælge. Og samtidigt har
det nok været vigtigt for IBM, at få noget "awareness" i universitetsmiljøerne.

anbefalede denne kommentar