Klumme

En kop kaffe uden bitter eftersmag

Det er blevet så fandens besværligt at købe noget så basalt som en kop kaffe, når man først skal bekymre sig om, hvorvidt cafeen har betalt sin skat
2. februar 2016

Tænk, hvis man en dag kunne gå ind på en hvilken som helst café og bestille en americano uden at skulle tænke på noget så kedeligt som skat. Virkeligheden er desværre en ganske anden. Gang på gang har kaffen nemlig efterladt mig med en sur smag i munden, når jeg efterfølgende har kunnet læse, at den multinationale virksomhed bag cafeen ikke har betalt skat på den profit, den har tjent på min kop kaffe.

Så er det, at det pludselig kræver planlægning at stille sin kaffetørst, når man først skal sætte sig ind i cafékædernes skatteregnskaber og derefter boykotte dem, der dumper samfundsansvars-testen.

Jeg har nu på fjerde år undgået Starbucks og søgt mod fjernere cafeer, når koffeintrangen har meldt sig. Hvordan kan en ansvarlig samfundsborger gøre andet, efter at britiske medier i 2012 afslørede, at kæden mellem 2008 og 2012 ikke havde betalt så meget som en penny i skat i landet.

Men måske er der håb. I sidste uge blev 31 OECD-lande nemlig enige om en række regler, der forhåbentlig vil sætte en stopper for, at stenrige virksomheder hyrer smarte revisorer, som sørger for, at firmaerne undgår at betale selv den stadig lavere selskabsskat i de lande, hvor de hvert år høster enorme profitter.

De nye regler betyder, at virksomhederne forpligtes til at fortælle de lande, de opererer i, hvor stor henholdsvis deres profit og skatteregning er. Den information vil desuden blive delt mellem alle de lande – heriblandt Danmark, Storbritannien og Tyskland – der har underskrevet aftalen.

Dagen efter aftalen blev indgået, lancerede EU-Kommissionen en række forslag, der skal gøre det sværere at flytte rundt på profitter.

Årsagen til de seneste tiltag er blandt andet, at de enkelte lande som følge af finans- og eurokrisen er blevet mere interesserede i at skrabe skat ind til deres slunkne statskasser. Og når Europa-Parlamentet så konkluderer, at unionen som helhed går glip af skatteindtægter på 50-70 mia. euro om året – eller det samme som Bulgariens BNP – som resultat af skatteunddragelse, så er det let at se, hvorfor der er kommet fokus på koordinering.

Men regeringerne har ikke selv fået ideen. Netop fordi det er os – de almindelige skatteydere – der er endt med at betale regningen for finanskrisen gennem lønstop og fyringer, nedskæringer i offentlige servicer og højere skatter, er vi altså blevet en smule sure over historier om, at rige virksomheder som Starbucks, Google, Apple, Ikea, Vodafone og eBay stort set intet har bidraget med.

Den konservative britiske politiker og skattejurist Charlie Elphicke vurderer ifølge The Guardian, at 19 amerikanskejede multinationale firmaer kun betalte en skat svarende til tre procent af deres profit i landet.

Frustrationen har i Storbritannien ført til kampagner som ’Dump Starbucks’ og grupper som ’Tax Uncut’, der blev oprettet i 2010 for at oplyse offentligheden om skatteunddragelse. Tusindvis af mennesker – inklusive denne skribent – styrede som resultat stilfærdigt uden om Starbucks og andre snyltere i de følgende år.

Mere end noget andet er det denne offentlige harme, der er årsagen til, at selv konservative lande har skrevet under på OECD’s seneste tiltag, og at en konservativ premierminister som David Cameron nu kalder »aggressiv skatteunddragelse« for »moralsk afskyeligt«.

Selv om en ny aftale mellem de britiske myndigheder og Google om en skattebetaling på 130 mio. pund for de seneste 10 år med rette bliver voldsomt kritiseret – Labour hævder, at det svarer til en skatteprocent på tre procent – er der næppe nogen tvivl om, at den slags undersøgelse af store virksomheders skatteregninger kun iværksættes, fordi befolkningen kræver det.

Starbucks’ seneste skatteregning for 2015 lød på 8,1 mio. pund efter en profit på 34,2 mio. pund. Det er et skridt i den rigtige retning, men hvad med fortidens synder? Indtil ’Tax Uncut’ vender tommeltotten opad, fortsætter jeg med at gå lidt længere efter en drikkelig kop kaffe.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Bill Atkins
Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak Mette. Du bør også tænke om kaffen er bæredygtigt produceret af folk, der har ordnede arbejdsforhold med rimelig løn og forsikringsforhold. Om transporten på lignende måde foregår hensigtsmæssigt på på land og til havs. Om rederierne betaler skat eller sejler under bekvemmeligheds flag. Om lagring og efterbehandling af kaffen sker på den økologisk mindst belastende måde. Om kæden, der ejer caféen, har det med at underbetalt sin folk hvor det er muligt. Og sikkert mange andre faktorer.
Hvis du absolut vil vise verden hvor bekymret du er, så bekymre dig ordentligt.

Lise Lotte Rahbek

Ansvarligheden og valget er lagt i skødet på forbrugerne,
som så enkeltvis må tage stilling,
ud fra de oplysninger, de nu kan opnå,
om en virksomhed er ordentlig og hæderlig.

Mærkeligt verdenssamfund, vi har fået.

Lige præcis, Lise Lotte.
Intet individ, mindre virksomhed eller forening af nogen slags, vil kunne udføre dækkende forbruger-politiske analyser eller følge en given overbevisning, sand eller ej, i nævneværdig udstrækning.
Den 'politiske forbruger' - og sågar den politiske borger, er en ideel, men praktisk impotent størrelse.
En forestilling der snarere, lidt ligesom debatter i nærværende forum, tjener som ventil for personlige frustrationer, uden nævneværdig indflydelse på af nogen slags.