Kvinde er kvinde værst anno 2016

Det faktum, at mange kvinder bliver udsat for seksuelle overgreb, og at mange kvinder er lønnet lavere end mænd med tilsvarende arbejde, vækker hos nogle kønsfæller et ubehag, fordi sårbarheden klistrer til kønnet som tyggegummi til en skosål
13. februar 2016

Kvindekønnets særlige udgave af janteloven har rødder tilbage til dengang, hvor kvinder var underlagt mænd gennem hele livet. Mænds overherredømme fungerede ikke kun i kraft af en juridisk og mental sammensværgelse mellem mænd, men i høj grad ved, at kvinder påtog sig rollen som patriarkatets moralske vogtere: Kvinde var ofte kvinde værst, som ordsproget lyder.

Kvinders indbyrdes tugt er blevet mildere i takt med frigørelsen. Men det sker stadig at ’den værste kvinde’ stikker fjæset frem og hvæser af andre kvinder. F.eks. i den endeløse debat om det perfekte moderskab, og f.eks. i et debatindlæg i Politiken 6. februar med den lange titel:

»Det er faktisk både nemt og dejligt at være kvinde i Danmark. Men dette positive synspunkt er svært at komme igennem med.« Skrevet af Leny Malacinski og Amalie Lyhne, hhv. journalist og blogger på Berlingske.

Deres udgangspunkt er debatten i kølvandet på sexovergrebene i Köln nytårsnat, som de mener nok en gang viser, »hvordan feministerne vil gå til yderligheder for at tegne et dystert billede af danske kvinders vilkår«. I stedet for at give unge piger gåpåmod og handlekraft »risikerer feministerne at tage selvtilliden fra unge kvinder« og »gøre dem bange for mænd, når de går i byen«.

Ligesom Malacinski og Lyhne føler jeg mig kvindeheldig over at bo i Danmark. Men at danske mænd generelt opfører sig ordentligt, ændrer ikke ved, at der stadig er en hel del skiderikker.

Et hurtigt rids: Mødet med blottere er tæt på at være en del af kvinders almindelige erfaringsgrundlag. Gramsere i alle udgaver ligeså. Selv blev jeg som femårig og som stor pubertetspige begramset til fingerfuckgrænsen af henholdsvis en børnelokker og en beskidt onkel, og da jeg som voksen kastede skamfølelsen overbord ved at fortælle om det, blev jeg overvældet af, hvor mange andre, der havde haft lignende ubehagelige oplevelser. Min søster, og tre af mine nære veninder er blevet voldtaget. De er ikke alene, viser serien af vidnesbyrd i Information. Det foregår omkring fem gange dagligt, ifølge Det Kriminalpræventive Råd.

Så realistisk set: Mon ikke det snarere er lokkerne, blotterne, gramserne og voldtægtsforbryderne, der kan gøre unge piger bange for mænd – og ikke feministerne?

I samme artikel kalder Malacinski og Lyhne lønforskellen på 4-7 procent mellem mænd og kvinder for »stort set lige løn«. Korrekt angiver de det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor kvindearbejdet i den offentlige sektor systematisk er lavere lønnet end mænds arbejde i den private sektor, som vigtigste forklaring.

Men deres løsning på den ulighed lyder: »Oplys unge piger om konsekvensen af deres valg.«

Hvis kvinder vil tjene mange penge, må de tage arbejde som skraldemænd og stilladsarbejdere. Vælger kvinder derimod at arbejde som social- og sundhedsmedarbejdere, må de tage konsekvensen af deres valg, knytte sylten og holde op med at brokke sig.

Resterne af den kulturelt nedarvede ringeagt for kvinder, der betyder, at arbejde, som giver olie, jord, maling og mørtel på fingrene, konsekvent er højere lønnet end arbejde, der giver bræk, blod og lort på fingrene – kan slet ikke rummes i deres glitrende postkortudgave af Ligestillingsdanmark. Malacinskis og Lyhnes argumentation spejler en besynderlig psykologisk mekanisme: Ubehaget ved de mange seksuelle overgreb og de lavere lønninger transformeres til foragt eller vrede – ikke over for de mænd, som begår overgrebene, ikke over for de kulturelle og psykologiske mekanismer, som skaber ringeagt for kvindekønnet, men derimod over for de seksuelt forulempede og de uligelønnede kvinder.

Ved at insistere på, at kvinder jo bare kan tage en uddannelse som jurist eller vælge at arbejde som skraldemand, børster Malacinski og Lyhne kvindekønnets ubekvemme svagheder af sig, og påstår frejdigt, at man kan, hvad man vil, for i Danmark er kvinder »frie mennesker i et frit samfund«.

Sådan kan nutidens udgave af ’kvinde er kvinde værst’ tage sig ud: som en hånlig bagatellisering og stempling af andre kvinders problemer som uvæsentlige for fælles, offentlig debat.

Pia Fris Laneth er forfatter.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer