Kommentar

Lader Vesten al-Assad vinde, truer en større krig

At tro, at Syrien kan stabiliseres ved at samarbejde med Assad-regimet, er at hoppe på Kremls limpind
1. marts 2016

Ganske som forudsagt kom der intet ud af den våbenhvile i Syrien, som for et par uger siden blev indgået i München. Ganske som forudsagt gjorde Rusland og dets forbundsfælle, Iran, sig ikke de ringeste anstrengelser for at bremse deres offensiv mod anti-Assad-oprørerne. At smadre disse – og ikke terrormilitsen IS – er fremdeles første prioritet for aksen Moskva-Teheran-Damaskus.

Efter München-aftalen intensiverede Putins luftvåben endda sine bombardementer af Aleppo og andre steder i det nordlige Syrien. Der er al mulig grund til at frygte, at narrespillet vil blive genoptaget. Selv efter den fornyede delvise våbenhvile, som USA og Rusland har forhandlet på plads.

Den indrømmelse, som er givet Rusland – at det uanset våbenhvilen kan fortsætte med at bombardere al-Qaeda-udløberen al-Nusra fronten, som også er til stede i Aleppo – sikrer som hidtil Moskva alibi til at bombe videre uden hensyn til civilbefolkningen. Åbenlyst målrettede og ødelæggende angreb mod hospitaler og andre civile faciliteter er allerede konstateret.

Men frem for at drage Moskva til ansvar for dets åbenlyse overtrædelser af Genève-konventionen, synes Vesten indstillet på at give Rusland frie tøjler. Hvordan skal Kreml tolke denne eftergivenhed som andet end stiltiende forståelse? Det vestlige krav om, at Assads regime må vige for en overgangsregering, fremføres nu med stadig mere sagte stemmeføring. Med et ’parlamentsvalg’ bebudet i april søger diktatoren samtidig at forny sin skinlegitimation.

Det mindre onde

Tro mod Hegels diktum om, at alt, hvad der nu engang måtte være, også må være fornuftigt, vinder der i Vesten en tendens frem til at ville renvaske Putins ødelæggende krigsindsats i Syrien. Når herskeren i Kreml er så stærk og succesrig, må han på en eller anden måde gøre det rette. Måske derfor ses det nu som ’det mindre onde’ at affinde sig med Assad-regimets forbliven ved magten for i stedet at koncentrere alle internationale kræfter mod rædselsmilitsen IS.

Ræsonnementet lader underforstå, at ved en af Rusland gennemtvungen militær sejr for Assads regime vil dettes strukturer af en sekulær stat stå tilbage som bolværk imod den strøm af ​​jihadisme, som regionen drager til sig. Men forestillingen om, at en stabil syrisk suverænitet kan opretholdes under Assads åg, ignorerer fuldstændig realiteterne.

For det første vendes årsag og virkning på hovedet. Uden Assad-regimets morderiske kampagne mod den oprindeligt ubevæbnede protestbevægelse, der repræsenterede et bredt udsnit af det syriske samfund på tværs af sociale, religiøse og etniske grænser, ville jihad-terrorismens forfærdende opblomstring ikke have været mulig.

Det syriske regime selv har tilskyndet til denne terrorisme ved at ødelægge den demokratiske opposition. Titusinder af syrere er siden blevet dræbt i Assads egne mordfabrikker. En rapport af anerkendte internationale eksperter i strafferet betegner denne praksis som ’drab i industriel målestok’. For at kunne nå op på samme drabsprocent som Assads regime vil IS formentlig skulle massakrere løs i mange år.

Ingen selvstændig kraft

Men selv i et rent sikkerhedspolitisk perspektiv er det absurd at sætte sin lid til Assads regime som indre syrisk stabilitetsfaktor. Det er længe siden regimet besad en selvstændig kraft. Det er Iran og Rusland, som har overtaget kommandoen i den del af Syrien, det endnu kontrollerer. En varig genindsættelse af Assad vil kræve, at det shia-fundamentalistiske Iran og dets strategiske allierede Rusland de facto overtager dette arabiske land.

De 80 procent sunnitter, der udgør Syriens befolkning, vil imidlertid lige så lidt som regionens sunnistater godtage dette. En permanent etablering af en iransk-russisk marionetstat – med eller uden Assad som frontfigur – vil kun være mulig gennem masseterror og etnisk udrensning i overstørrelse.

Momentant virker Saudi-Arabien og Golfstaterne måske nok lige så overrumplede af den russiske krigsindsats som Tyrkiet og dets uberegneligt autoritære Erdoğan. Men i det lange løb vil vestlig kapitulation til Assad få sunnifalanksen til at ruste sig til en endnu større krig om overherredømme i regionen. Et af Iran domineret Syrien vil tillige repræsentere en eksistentiel trussel for Israel.

Afmontering af loven

Allerede nu udgør den pro-iranske libanesiske islamistiske milits Hizbollah den mest akutte trussel mod den jødiske stat, mod hvilken den har bragt titusinder af raketter i stilling. Som del af den iransk-russiske krigsakse i Syrien, forsynes Hizbollah med avanceret våbenteknologi – noget fra Iran, men en del tydeligvis også fra Rusland.

Lader Vesten Assad vinde, prisgiver vi ikke blot Syrien. Ved deres ubøjelige afstivning af hans regime sætter Moskva og Teheran også udviklingen af ​​folkeretten i et fatalt bakgear. Efter deres opfattelse bør princippet om ’ikkeindblanding i suveræne staters indre anliggender’, som så mange diktatorer ynder, gælde ubegrænset.

Helst vil de en gang for alle bremse den yderligere udvikling af folkeretten, hvorefter det internationale samfund har ret, ja, pligt til at gribe ind, hvis en regering gør sig skyld i excessive menneskeretskrænkelser.

En sådan demontering af international lov vil kodificere handlefriheden for morderiske despoter verden over. Og den, som tror, at et Mellemøsten nedsunket i blodigt kaos kan gøres sikrere gennem restaurering af de gamle arabiske despotier, glemmer, at det var de selv samme despotier, der gennem årtier smadrede alle de grundlæggende principper for regeringsførelse og civil orden i regionen.

 

 

Richard Herzinger er politisk redaktør for Welt am Sonntag. © Die Welt og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At shiitiske Iran ikke skulle gå efter sunimuslimske IS+alqaeda+alnusra, som også bekæmper det shiitiske Iran-venlige styre i Iraq, det mangler jeg en forklaring på. Uden en sådan, er ovenstående en gang usammenhængende salat, der nærmest peger på en skjult dagsorden om at sløre en Berlin Istanbul entente.

Flemming Berger, Dennis Berg, Torben Selch og John Andersen anbefalede denne kommentar

Hvorfor kan man ikke anbefale artiklen?
Det er da dejligt med en nøgtern og objektiv analyse af hvad der sker i Syrien, og de massemord Assad + Putin begår.
Men Rusland/Putin følger vel bare Stalins mantra om, at "[...]en million døde er statistik".

Søren Wegner

Man får helt lyst til at holde et spejl op foran den gode Hr. Herzinger.

Samtlige de grusomheder, han beskylder Assad og Rusland for at begå, har Nato begået i ti- eller endog hundredefold, inden Putin troppede op.

Det er hverken kønt, når det er den ene eller den anden, der begår modbydelighederne, men tag lige og klap propagandahesten...

Niels Duus Nielsen, Rosa Johan, Jacob Jensen, Flemming Berger, Lars Jørgensen, Dennis Berg og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Lidt behørig modstand fra Russia-Insider - over den iltre gamle herre :)
http://russia-insider.com/en/exposing-worst-german-media-liars-part-2-ri...

Heri beskylder Russia-Insider den gamle tysker for: udokumenterede påstande - og fra unavngivne kilder.

Vil lader lige et par stykker stå her:
"En rapport af anerkendte internationale eksperter i strafferet betegner denne praksis som ’drab i industriel målestok"

"Den indrømmelse, som er givet Rusland – at det uanset våbenhvilen kan fortsætte med at bombardere al-Qaeda-udløberen al-Nusra fronten, som også er til stede i Aleppo – sikrer som hidtil Moskva alibi til at bombe videre uden hensyn til civilbefolkningen. Åbenlyst målrettede og ødelæggende angreb mod hospitaler og andre civile faciliteter er allerede konstateret"

Det ville være som at klø sig bagdelen for amerikansk efterretning af vise satellitbilleder og beviser... men igen - nul og nix!

Jacob Jensen, Bill Atkins og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Poul Brunhøj

En gang vås. Specielt at Den største trussel mod Israels eksistens er Hizbollah. Den største trussel mod Israel er Israels politik. Resten er bare en suppe af lidt rigtigt og lidt forkert.