Må jeg bo hos dig, når jeg bliver gammel?

Vi holder vores ældre i live med masser af medicin og nye hofter. Efterfølgende har vi bare hverken tid eller råd til at være der for dem. Velfærdspræmissen står for fald i takt med, at ‘ældrebyrden’ vokser
Mantraet i dansk ældrepleje er: ’Længst muligt i eget hjem’, fordi det er det billigste for samfundet. Dagens kronikør har besøgt 806 ældre i forbindelse med sin ph.d.

Mantraet i dansk ældrepleje er: ’Længst muligt i eget hjem’, fordi det er det billigste for samfundet. Dagens kronikør har besøgt 806 ældre i forbindelse med sin ph.d.

Jan Dagø
15. februar 2016
Delt 18 gange

Sidste år besøgte jeg 806 ældre kvinder. Eller lad os kalde dem gamle damer, for det var det, de var. Det var damer, der alle havde rundet de 80 år, og som havde levet 806 vidt forskellige liv. Liv, som jeg fik lov at blive en del af, bare for en kort bemærkning, men dog længe nok til at opleve, hvordan det er at være gammel i velfærdssamfundet Danmark. En oplevelse, jeg har haft svært ved at ryste af mig igen.

Vi, altså alle os i velfærdssamfundet Danmark, taler ofte om, hvordan ældrebyrden vokser. Jeg gentager lige: Ældrebyrden. Nu bliver man ikke længere bare gammel. Man bliver en byrde. En byrde, som ofte debatteres, og som altid følges af spørgsmålet om, hvordan vi nogensinde skal få råd til den.

Det er derfor velfærdssamfundets ypperste opgave at holde de ældre (selv)kørende i eget hjem, så længe det er muligt. For det er her, de koster mindst. Det er her, de er den mindste byrde. Vi skal jo alle betale for det, så det må godt være billigt! Også selv om det betyder, at hjemmet ikke længere er en tryg bastion, men i stedet en banegård med tæt trafik af hjemmepleje fire til seks gange i døgnet. Sjældent den samme plejer og sjældent på de samme tidspunkter.

Jeg mødte Ellen på et af mine besøg. Ellen var 92 år og boede i en beskyttet bolig. Ellen var en fin dame. Hun havde taget læbestift og øreringe på den dag, jeg skulle besøge hende, og hun havde glædet sig til at få besøg. Ellen var inkontinent og gik med ble. Hun havde fået ny hofte, havde nedsat syn og tog medicin for lidt af hvert. Ellen var en vaskeægte ældrebyrde. Hun skulle både have skiftet ble, have doseret medicin og have den præfabrikerede, mad varmet og serveret.

God mad og godt selskab

Ellen fortalte mig, hvordan det vigtigste i hendes hverdag var, at den serverede mad smagte godt, og at det var hende den søde plejer med den glade latter, der kom og hjalp hende. Eller endnu bedre, hvis hendes børn eller børnebørn kom på besøg. Dét var kriterierne for en god dag for Ellen. God mad og godt selskab. Så kort kan det beskrives. Men sig mig lige, har den prioritering nogensinde været anderledes i vores søgen efter det gode liv? Nej, vel.

Men i velfærdssamfundet bruger vi ikke pengene på det gode ældreliv. Vi bruger en masse penge på at finansiere byrden. Vi giver de gamle damer (og mænd) masser af medicin og nye hofter, så vi kan forlænge deres liv. Vi har bare ikke råd til at være hos dem, efter vi har gjort så stor (og dyr) en indsats for at holde dem i live. Vi sætter dem tilbage i deres eget hjem og putter dem ind i et skema, hvor de får den pleje, der er råd til.

Her skal det på ingen måde lyde som om, at jeg langer ud efter hverken hjemmepleje eller sundhedssystem. Tværtimod! De gør, hvad de kan, og mere til. Nej, det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er den præmis, der er sat op. Hvorfor vender vi ikke bøtten på hovedet? Hvorfor redefinerer vi ikke ansvaret og gør det til en mærkesag, måske ligefrem et krav – eller i hvert fald et tilbud – at få etableret alle rammer for det gode seniorliv – inden det bliver en byrde?

Vi er ressourcen

Og det er så cirka her, at den jubel idealistiske tankestrøm ender brat, for hvordan skal vores velfærdssamfund nogensinde kunne favne sådan et krav?! Jamen, det skal det heller ikke. Nej, det skal du og jeg. For hvad er det egentlig for en samfundsideologi, vi lever efter i dag, når jeg rethaverisk konkluderer, at vi, altså velfærdssamfundet, ikke har råd til at fordre det gode liv for vores ældre? Hvad er det for en selvforståelse, jeg har som dansker, når jeg skubber den del af ansvaret fra mig og peger fingre af velfærdsstaten?

Vi skal holde op med at råbe op om manglende ressourcer. Vi skal være ressourcen. Du og jeg skal hjælpe vores forældre til at blive trygge gamle – som de hjalp os til at blive gode voksne. Du og jeg skal have genskabt en ideologi, hvor vi ikke fralægger os ansvaret for vores ældre, bare fordi vi har et velfærdssystem, der har pligt til at tage sig af dem. Du og jeg skal sammen med velfærdssystemet være ressourcen. I hvert fald os, der kan.

Der er helt sikkert mange af os. Men som ældrebyrden bliver håndteret i dag, er der begrænset rum at agere i. Vi skal have rum, der rækker ud over vores gamle forældres egen stue. En stue, der oftest ikke er bygget til den maskinpark, der flyttede ind sammen med den nye hofte, og som bestandigt gør aktivering til en uoverskuelig og til tider ensom opgave for den pårørende.

Væk fra endestationen

Vi skal tilbage til alderdomshjemmene, som vi kendte dem engang. Et sted, hvor folk flyttede til, når de havde brug for mere omsorg, end de kunne give. Et sted, hvor de flyttede til, mens de stadig havde livslyst, fatteevne og bevidsthedsfølelse. Et sted, hvor der er god mad og godt selskab. Hvor det som pårørende er tilladt at være aktivt medhjælpende for derigennem at bidrage til det gode liv – i fællesskab med andre pårørende. Et sted, hvor Ellen ville blive mere end en brik i et skema. Et sted, hvor hun ville blive en del af en større selvforståelse. Hvor hun ville føle sig besøgt, når bordherren blev besøgt, og hvor hun kunne bidrage i det omfang, det var muligt for hende.

Skavankerne skal helt sikkert nok komme, og de bliver helt sikkert ved med at være dyre. Men hvis rummet allerede er skabt for det gode liv, hvor der er ekstra hjælpende hænder, nærvær og mere end skemalagt omsorg, så er det måske ikke helt så stor en byrde også at have et langt liv.

Vi skal væk fra de endestationer, som plejehjem er blevet til i dag. Et sted, hvor byrden ender, når den er blevet så stor, at vi ikke magter den andre steder. Hvor langt de fleste først ender, når bevidsthedsfølelsen er faldet til et niveau, der gør det tåleligt at bo der. Nej, vi skal tilbage til at skabe værdige afslutninger – ikke endestationer. For det er vores forbandede pligt at vise vores ældre, at de ikke er en byrde, og at de stadig er uvurderlige brikker i vores liv. Også selv om det er sidste stop på deres rejse.

Tilbuddet skal være der

Jeg håber, at min alderdom bliver anderledes end Ellens. Jeg håber, at der til den tid er en forventning, ikke kun fra mig, men også fra det danske velfærdssamfund om, at mine børn bidrager til at passe mig. At de ikke lægger det fra sig. Ikke peger fingre og ikke forventer, at de har betalt sig fra det via skatten. Jeg håber, at jeg får etableret det gode seniorliv – før jeg bliver en byrde. Bevares, jeg skal nok selv betale for det. Til den tid er ældrebyrden sikkert blevet så altoverskyggende omfangsrig, at egenbetaling for det gode liv er en tilvalgsordning, man kan krydse af og bestille. Men tilbuddet skal være der!

Jeg afsluttede mit besøg hos Ellen med at lægge hende i seng. Jeg tror, at hun spurgte, om jeg ville hjælpe hende, fordi hun kunne lide mig, men nok også fordi hun kunne fornemme, at jeg havde tiden til det. Ellen ville helst have, at jeg holdt døren til værelset på klem, for hun brød sig ikke om at sove alene. Jeg gik derfra og tænkte på, hvem der mon vil lægge mig i seng, når jeg en dag fylder 92?

Katrine Dragsbæk Madsen er ph.d.-studerende ved DTU

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

  • Embedsmakværk

    Mudderkastning er en øvelse, som embedsmænd bør overlade til politikere. Embedsværkets kattepine er imidlertid, at det skal være loyalt over for den til enhver tid siddende regering. Og den loyalitet har skiftende regeringer over de sidste årtier trukket stadig større veksler på
  • Kommuner anvender 225-timersreglen vidt forskelligt

    Fra i dag vil kontanthjælpsmodtagere, der ikke har levet op til den nye 225-timersregel, få nedsat deres ydelse. Men der er stor forskel på, hvor mange kontanthjælpsmodtagere kommunerne vælger at undtage fra reglen, viser nye tal. Loven er blevet hastet igennem på bekostning af borgernes retssikkerhed, siger eksperter
  • Louis Jensens enestående udgivelsesserie med 1.001 historier er efter 24 år endelig færdig. René Jean Jensen er i anledning af bind nummer 11 dykket tilbage i de foregående ti bind og konkluderer, at historierne er pædagogisk drillende, viltert uforudsigelige, men ender med from slagside

    Rosenhækken hed Gerda og boede i nærheden af Skive

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Lindhard

Det er dybt tragisk for alle anbragte i velfærds-forretningen. Dog er det svært at mobilisere dyb sympati for generationen der selv afviklede hvad du efterspørger. Efter ligestillingen og konkurence samfundets opståen, står det gennemsnitlige hjem tomt det meste af dagen og de arbejdsdygtige evner kun lige at tage hånd om poderne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Beklageligvis opfatter jeg oplægget hovedsageligt som en del af den evigt drejelige skrue af 'dårlig samvittighed'.
Der er ikke ret mange gamle,
jeg har mødt,
som brød sig om at blive opsøgt p.g.a dårlig samvittighed.
De vil langt hellere, som vi andre, ses som et tilvalg - for deres egen skyld.

Så den del af artiklen, jeg finder postiv, er:
Lad os få alderdomshjemmene tilbage som et frivilligt til-bud for de gamle, som hellere vil være sammen med jævnaldrende og med ansat hjælp,
end som længst-muligt-ensomme-i-eget-hjem.

Brugerbillede for Anders Sørensen

"sidste år besøgte jeg 806 ældre kvinder"

...

"Jeg afsluttede mit besøg hos Ellen med at lægge hende i seng. Jeg tror, at hun spurgte, om jeg ville hjælpe hende, fordi hun kunne lide mig"

Nej, hun kunne ikke lide dig. Hun fornemmede, at du havde besøgt 806 gamle kvinder i løbet af et år og var professionel.

Det er helt fint, at du styrker dit ego ved at tro, at hun kunne lide dig. Fortalte du hende i øvrigt, at du havde besøgt 806 gamle kvinder sidste år, og at hun var en i rækken?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Jeg ved ikke rigtig - ældrebyrde (100 gange) og velfærdssamfundet - "hvaffer" velfærdssamfund?
Godt, at der lidt mere tid til den ph.d...
Disse kvinder på plejehjemmet har sandsynligvis slidt sig til den hofte (operationer i ryg og hofte husker man altid - hver dag) og det er bestemt ikke lykken at blive fyldt med alskens medicin og lykkepiller, hvis man en vinterdag ser lidt trist ud.
Prøv at sidde nogen timer på en sygehus ventesal og se på staklerne, der sidder og hænger, transporteres hjem - eget eller plejehjemmet) uden at forstå denne tur gennem maskinparken og hvorfor så mange gange.
Som ældre værdsættes du ikke, du bidrager jo ikke - er en byrde.
Det er der nu også mange unge, der er!
Og det er her - fra ung til gammel, at der mangler forståelse - menneskeværd - loyalitet,
Man kan arbejde mange år i dag, hvis man får lov og det er rigtigt godt at få de erfaringer med på job, når unge begynder på job.
Det skulle ikke være surt, Katrine - men jeg vil faktisk hellere ikke være, end at sidde som en zombie og spise elendig mad.
Alderdomshjem var forøvrigt snarere fattiggårde, så det var heller ikke lykken. Til gengæld havde de måske bedre tid :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Bruun

Kære Katrine Dragsbæk Madsen
Der er ikke noget mere nedladende ind af betegne pensionister som "ældrebyrde". Det er modbevist at os ældre er en byrde. I dag har vi et samfund, især på grund af DFs accept, forsøger at nedgøre alle som ikke er i arbejde. Kære venner der vil altid være ældre som har gjort deres pligt og tillader sig at gå på velfortjent pension og især uden at være en større byrde end dem der søger skattely .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

Ud til ulvene...
Det har jeg altid sagt.
Og jeg håber at jeg får den respekt som gammel, at når jeg ej længere kan tage vare på mig selv, vil nogen sende mig derud. (Eller skyde mig i nakken med et jagtgevær.)
Ja det er upopulært, men det har aldrig været artens fordel, at passe gamle og svage langt udover hvad der er fornuftigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Velfærdsstaten har nogle juveler: Gratis sundhedspleje/hospitaler, gratis uddannelse og en meget lav grad af korruption for almindelige mennesker. Det skal man huske at nyde.

Bagsiden af medaljen er finansieringen, for når folk har betalt skat, forventer de at staten klarer resten. Det betyder at tiggeren bare kan smutte, og den arbejdsløse bare skal modtage sin bistand og tage et job når det tilbydes, at man spiser det der serveres, ... På samme måde bliver de gamle til en byrde...

Det er vores menneskesyn, der langsomt gøres kynisk gennem det store fællesskab. Hvis man overlader ansvaret for lykke til staten ved man ikke hvad man får.

Derfor er familie stadig en vigtig enhed til sikkerhed. Især når man bliver gammel. Pas på hinanden og bevar evnen til at mødes over god mad og godt selskab. Det dyrebareste er ens gode humør som man får lov til at udsætte sine nærmeste for.

Ansvaret for det gode liv er hos en selv, det kan andre aldrig udføre lige så godt.

Hvis man planlægger at leve længe, må man påregne at blive gammel ;)

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Knud Ramian

Der er ikke meget tvivl om, at de fleste gamle voksne helst vil fortsætte med at leve det voksenliv, som de har investeret et liv i at etablere. De er glade for deres børn, men vil også meget nødig være afhængig af deres børn. De er vant til at det er dem, der yder. Derfor er der enighed med kommunerne om, at blive hjemme længst muligt. Det har gamle faktisk altid ønsket. Problemet er at finde ud af, hvornår det er klogt at flytte til ældrevenlige boliger med andre på egen alder. De findes. Ingen grund til at vente på plejeboligen. Historien er ikke rar at tænke på. Indtil 1930 var alderdomshjemmene store fattiggårdslignende boliger for dem der ikke kunne klare sig selv. Først omkring 1930 bredte ideen sig om, om at hver gammel skulle have sin stue. Historien bag de gamle alderdomshjem var, at man kom der som ofte ugift(land)arbejder, når man ikke længere kunne tjene til føden. Derfor kom man tidligt på alderdomshjem og kunne være der længe. For nøjsomme mennesker var det godt og man kendte ofte dem, man var sammen med. Det var ikke rart, hvis man kom på den gale hylde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Ja, "ældrebyrden" nævnt et utal af gange, endda uden citationstegn! Er det udtryk ellers ikke efterhånden brugt af de færreste?

Og hvorfor er 'Katrine' nævnt med efternavn, men 'Ellen' ikke. Var det for stor en "byrde" måske!?

Er i øvrigt tilbøjelig til at give Anders Jensen ret. Frem for at sende mig på et 'hjem', hvor jeg er tvunget til at bo med ligeledes hjælpeløse fremmede, hvis selskab jeg ikke selv har valgt og måske ikke ønsker, behandlet af fremmede ditto, så send mig hellere, måske ikke ud til ulvene, men en kugle i nakken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

@Herdis
Klart, det er et gyldigt argument, som desværre kun kan dementeres når jeg når de 75-85 år ;)
Jeg tror dog ikke at jeg skifter mening, det er en indgroet holdning jeg besidder, derved kan jeg ikke se det rationelle i at ændre denne på baggrund af min egen situation.
Der er intet uværdigt i at vælge ikke at være til byrde for sit samfund.
Her taler jeg selvfølgelig ikke om pensionister generelt, men mennesker der er blevet så gamle at de ikke kan passe deres eget hjem, tørre sig selv i røven og tage et bad.
Det er ikke værdigt, og ikke en eksistens jeg ønsker for selv min værste fjende.
Men dit modargument kan jeg ikke argumentere imod, da det kræver evidens som kun kan fremskaffes om 40 år ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

Desuden forventer jeg ikke at leve til jeg bliver 80...
Alle de hormonforstyrrende stoffer jeg har indtaget gennem min opvækst, samt kræftframkaldende stoffer jeg har været i besiddelse og nærheden af for at beskytte vores fædreland gør nok at jeg dør af cancer inden jeg bliver 70...
Det er OK, jeg ved at livet slutter ved at vi dør. Jeg håber bare at mine venner og familie vil give mig den sidste værdighed og ende det inden jeg ikke magter at tørre mig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

@Knud
Vi har lige været igennem en flytning m.v. til plejehjem. 14 dage efter var personen død.
Var vi for langsomme, eller skulle vi bare have givet personen sin sidste værdighed i sit eget hjem?
Ja det er sgu ikke til at vide, men det var vores valgt at flytte personen på plejehjem, derved har vi også umyndiggjort personen og taget et valg for denne.
Det kunne have sluttet mere værdigt, mit sidste minde om personen er ihvertfald ikke det angst-betonede forløb vi havde op til dennes død.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Jeg har netop givet debatoplægget min anbefaling. Og jeg synes, at Katrine Dragsbæk
Madsen har nogle yderst relevante og velovervejede betragtninger. Og sandt at sige er
er jeg lidt forundret over de mange negative blogkommentarer.
I øvrigt kunne jeg ud fra et rent professionelt synspunkt godt tænke mig at spørge Katrine,
hvor mange timer der er medgået på projektet. For 806 enkeltobservationer er eddermakme
mange!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birger Klünder Karlsson

Tak for en velmenende og naiv, men tankevækkende artikel. Ungebyrde? Måske de, der er for dumme til at tage statens og erhvervslivets eksamener? Og dermed er for dumme til at være danskere, fordi der her i landet ofte er for mange om udbuddet af de simple jobs? Hvis evnen til at nå et menneske befinder sig over en kaffekop og rækker længere end for en bistandshjælp at tvinges til at samle papir i skoven, på stranden, hvorfor så ikke tvangsaktivere fx. en Lone Jensen, 21 år gammel, bistandsklient på tredje år, til at drikke kaffe med ældre mennesker og andre? I kan fortælle mig, hvad en Ellen koster. Som var Ellen luder eller simpelthen til salg på et slavemarked. I fortæller aldrig, I trækker aldrig fra, hvad hun gennem livet har kradset ind til skat og børs. Ordet kynisme nævnes ovenfor. Netop. I er - mange af jer - som mennesker ved at rådne op. I kan nemlig klare jer uden hinanden. Tak for ordet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birger Klünder Karlsson

Min kommentar havde desværre en smutter, der for forståelighedens skyld - burde ikke være nødvendigt - følger her. Sidste linjer skal være: I er - mange af jer - som mennesker ved at rådne op. I kan nemlig klare jer uden hinanden. I klarer jer i stedet med penge.

anbefalede denne kommentar