Magtspillet i Spanien trækker ud

Den politiske lammelse, der har ramt Spanien, er ikke så slem, som man kunne tro. Men partiernes gensidige vetoer gør, at det nemt kan blive en lang forestilling
23. februar 2016

Det kunne ligne et eksempel på, at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Spanierne higede efter en ny form for politik: et mere sammensat parlament, nye partier og nye ansigter, som ville være mere indstillede på at dele magten med hinanden, når ingen længere havde et absolut flertal.

Og spanierne fik, hvad de ville have. Efter valget i december er der nu fire mellemstore politiske partier, hvoraf de to er helt nye i parlamentet, samt en række mindre grupperinger.

Man kunne mene, at det er det perfekte miljø til at øve sig i kompromisets kunst. Men ingen af parterne, hverken de nye eller de gamle, er tilsyneladende villige til at gå på kompromis. Landet har været uden regering i to måneder, og hvis ikke der i sidste øjeblik bliver indgået en aftale – hvilket stadig er muligt – må spanierne indstille sig på flere måneder med det, mange ser som politisk lammelse.

Men skulle det være så slemt? Belgierne levede i en tilstand af moderat anarki i 541 dage og endte tilsyneladende med at nyde det – de fejrede det, da den tidligere verdensrekord blev slået. Den rekord havde indtil da efter sigende været Iraks.

En plads i Guinness Rekordbog kan selvfølgelig ikke gøre det ud for en erstatning for en stabil regering, men ligesom det var tilfældet med Belgien, er det politiske dødvande i Spanien ikke så problematisk, som det kunne se ud.

Forhandlingsmodvilje

Finansloven for 2016 blev godkendt inden valget, og den spanske stats meget decentraliserede karakter sikrer, at landets regionale regeringer fortsætter med at kunne fungere uhindret, selv om der ikke er nogen fuldt funktionsdygtig regering i Madrid.

På ét punkt er det endda en fordel. EU-Kommissionen i Bruxelles har meddelt sin utilfredshed med den gældende finanslov og krævet nedskæringer samt skattestigninger. Men det kan ikke ske lovligt, før en ny regering er på plads. Nogle definitioner på handling gør det altså mindre slemt at være lammet.

Men spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at mønstre et flertal i parlamentet. Matematikken er indviklet, men den fortæller ikke hele historien. Det, vi er vidne til, er ikke et problem med at indgå aftaler, men en modvilje til at forhandle om dem. Det er ikke sådan, at parterne er uenige om alting. De har snarere nedlagt en række gensidige vetoer, som udelukker enhver mulig koalition.

Det konservative Partido Populars (PP) leder, Mariano Rajoy, vil ikke engang give socialistpartiet PSOE’s leder, Pedro Sánchez, hånden. Både centrumhøjrepartiet Ciudadanos og venstrefløjspartiet Podemos kræver af socialisterne, at de kun skal tale med den ene eller den anden part. Hvis PSOE skulle ønske at danne en venstreorienteret koalition, har de brug for de catalanske nationalister, men de har allerede på forhånd meddelt dem, at de ikke ønsker deres støtte.

Fastfrysning

Der er mange faktorer, der er årsag til dette svære, overfølsomme politisk klima. Men to af dem er fraværende i den brede, offentlige debat. Den ene har ingen lyst til at nævne, og den anden er ingen tilsyneladende opmærksom på.

Selv om det er et tabuiseret emne, er spørgsmålet om den spanske stats indretning og territorium en central del af den aktuelle knibe. Det mest akutte symptom er uafhængighedsprocessen i Catalonien, men det rækker meget længere end det. Det er på grund af deres forskellige syn på sagen, at Ciudadanos, Podemos, PSOE, PP og de regionale parter holder hinanden i skak. Så længe det problem er uløst – og det ser det ud til at blive ved med at være en rum tid endnu – vil det fortsætte med at være en tung byrde for spansk politik.

En anden faktor, som spanierne tilsyneladende ikke selv er helt bevidste om, handler om, hvordan »den nye politik« skal være. For uanset hvor tiltalende ideen om at viske tavlen ren måtte være, ligner mange aspekter ved det gamle system en permanent tilstand. PP opfører sig arrogant, socialisterne kæmper med indre splittelse, Ciudadanos virker tvetydige, og Podemos er tilsyneladende besat af rå magt.

Måske var det naivt at tro, at det overhovedet kunne være anderledes. Et fragmenteret parlament kan føre til en vilje til kompromis, men det kan lige så let skabe en fastfrosset situation. Partipolitikkens veletablerede mekanismer bliver ikke suspenderet på grund af nogle nye ansigter. Så man kan lige så godt læne sig tilbage og nyde showet, for det bliver ikke nemt at løse denne rebus. Det er blevet almindeligt for politiske kommentatorer i Spanien at henvise til tv-serien Game of Thrones, når de skal beskrive det magtspil, der finder sted i parlamentet. Måske er det ikke helt så hensynsløst, men det kan ende med at vare lige så længe.

Miguel-Anxo Murado er spansk journalist og forfatter.

Oversat af Mads Frese

© The Guardian og Information

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu