
Det er nedslående, beskæmmende og en af vores tids store demokratiske udfordringer. Alt for få kilder i dagbladene er kvinder.
Forleden kunne Information afsløre, at de første uger af dagbladets monitorering af egen kildeanvendelse desværre ikke afviger fra Who makes the news’ tal (»Stadigt stort flertal af mandlige kilder i Information, 16. Februar, 2016). Under hver fjerde af Informations kilder er en kvinde.
Dykker man ned i Informations tal, står det faktisk endnu værre til end som så. ’Ekspertrollen’ går kun i 21 procent af tilfældene til kvinder. Til gengæld tager vi 40 procent af ’erfaringskilderne’.
Læs også: Stadig stort flertal af mandlige kilder i Information
Vi er så gode til det dér med følelser og til at mærke efter og give historierne dybde. Måske det er derfor, vi sjældent får ekspertrollen?
Men hvorfor egentlig brokke sig? Man skal jo gøre det man er god til – dyrke talentet! Præcis derfor deltager jeg for tiden i Informations Medieskole, som hvert år uddanner sådan nogle som mig, forskere, til at blive hjemmevant i medieverden.
Men da min medierelevans tilsyneladende tager udgangspunkt i min hverdag og ikke min forskning, så lad mig tage dette på mig. Lad mig dele ud af mine erfaringer som ’den kvindelige forsker, der forsøger at bryde gennem mediemuren’.
Bruger jeg Informations egen ekspertfabrik, Medieskolen, som fortælleplatform, står det klart, at det billede, der tegner sig på baggrund af avisens egen optælling, ikke er løsrevet statistik eller en bunke indholdstomme tal. Det er en hård og i udtalt grad diskriminerende virkelighed for mig og flertallet af mine kolleger.
Jeg bliver rasende!
80 procent af deltagerne på Medieskolen er kvinder, men undervisningssiden udgøres meget sigende og næsten helt forventeligt af (hvide) mænd. Og vi er vant til at blive undervist af mænd, mænd og atter mænd. Det er hverdag for os, at billedsiden til oplægget udgøres af en række slides fyldt med eksempler på mandlige eksperter.
Vi bliver tilvænnet til det faktum, at vi er ved at uddanne os til en verden, hvori vi ikke eksisterer. Vi ved godt, at kvindens lod er mere arbejde for mindre løn og langt mindre anerkendelse og taletid. Vi er opdraget til at være stille.
Læs også: ’Vi skal have flere kvinder i avisen’
Men når oplægsholderen med den dybe stemme bliver overrasket over mit spørgsmål om, hvor den kvindelige ekspert blev af i hans slideshow, så bliver jeg vred!
Og når Informations ansvarshavende redaktør, Christian Jensen, mener at vide, at »mandlige forskere ofte er lidt mere villige til at udtale sig« (»Vi skal have flere kvinder i avisen, 29. Januar, 2016), så bliver jeg rasende!
For problemet, Christian Jensen, er faktisk ikke, at jeg er uvillig. Det er ikke min, åbenbart pr. natur, tættere kontakt til det nære og det følelsesfulde. Problemet er den gennemsyrede misogyni, disse forestillinger er et udtryk for.
Problemet er, når du, Christian Jensen, i Information i artiklen »Stadigt stort flertal af mandlige kilder i Information« afviser den kvindelige eksperts analyse af den manglende repræsentation af kvindelige eksperter med, at det ikke er »en fyldestgørende analyse«.
Problemet er en medieverden, der interviewer en kvindelig lektor i journalistik, Hanne Jørndrup, en ekspertkilde på området og efterfølgende lader hendes udsagn blive afvist af en mand, hvis viden i denne situation må siges at være erfaringsbaseret. Er det ikke rimeligt at antage at Jørndrup er den førende ekspert her, hvilket du selv fremhæver som relevanskriteriet over dem alle?
Hvorfor ikke kvoter?
Problemet er dig, Christian Jensen. Din og Informations og resten af medieverdens idé om, at man kan »skildre verden så mangfoldigt som muligt«, uden at forholde sig til den. Uden at stå ved sin egen kvindefjendske ageren.
Prøv at spørg dig selv og dine kolleger, hvad der menes, når du taler om »kvalificerede og tilbundsgående« oplysning til folket. Hvad er det? For det er ikke en demokratisk ambition forstås.
Ikke når Jørndrups påpegning af behovet for at overveje avisens egen arbejdsform så blankt afvises. Hvorfor ikke kvoter eller benspænd i forhold til køn, alder, etnicitet og geografisk placering?
Hvordan kan en debat og oplysning være kvalificeret, når flertallet af landets befolkning systematisk holdes ude af den?
Hvad er det for kvindelige eksperter, I mangler rundt omkring på redaktionerne? Lad os lave en opdateret telefonliste. Lad os sætte os ned sammen, så skal jeg vise dig dem.
Vi er der i hobetal – i al fald på ph.d.-niveau. Herefter indhenter tilsvarende diskriminerende strukturer os når det kommer til videre ansættelse. Men lige nu er vi til stede.
Hvad med at stikke hovedet inden for på Medieskolen en mandag eftermiddag – og denne gang med øjnene åbne? Det er ret tydeligt. Vi sidder lige der, midt i jeres kantine. Eksperterne, både på eget liv og i særdeleshed på egen forskning. Alt du skal gøre er at spørge – dyrke talentet på samme vis, som du dyrker de dybe stemmer.
Maria Mortensen er ph.d.-studerende ved SDU
Hej Maria Mortensen
Fortæl, hvad du forsker i. Du har taget ordet. Super godt. Når du tager ordet, så oplys, hvad du forsker i, så vil journalisterne måske næste gang, de skal skrive om det emne, gribe fat i dig. Venlig hilsen Ulla Bechsgaard, selvstændig journalist, ledelses- og organisationsudvikler, Ledersucces.dk
Jeg elsker begavede og veluddannede kvinder med en pragmatisk indstilling til livet, altså virkelighedsnære, fornuftbestemte, klarsynede sjæle med respekt for mænds og kvinders forskelligheder, men jeg foragter de pseudointellektuelle blandt hunkønnet, der gang på gang kæfter løs med deres billige, simple og tarvelige argumenter om, at kvinder bliver holdt nede som blandt andet eksperter i medierne på grund af misogyni (kvindehad) fra mændenes side.
Der kan sikkert bag kulisserne siges meget om chefredaktør Christian Jensen og den øvrige ledelse hos dagbladet Information, men at beskylde dem for kvindehad eller kvindeforagt i hverdagen er helt ude i hampen, når man tænker på avisens indhold året rundt, hvor der trods alt er mange kvinder, der kommer til udtryk med deres holdninger, enten som fastansatte skribenter eller læsere eller som eksperter inden for et specifikt område.
Personligt forstår jeg ikke, at chefredaktør Christian Jensen overhovedet beklager noget som helst omkring brugen af mandlige eller kvindelige kilder hos dagbladet Information og mener ikke, at han bør undskylde noget som helst, fordi han som chef har det privilegium, at han alene bestemmer hvilke eksperter Information vil anvende inden for et specifikt område. Og hvis der efter hans vurdering ikke er tilstrækkeligt med kompetente eksperter blandt kvinderne, ja, så må han sgu bruge mændene i stedet.
”Vi bliver tilvænnet til det faktum, at vi er ved at uddanne os til en verden, hvori vi ikke eksisterer. Vi ved godt, at kvindens lod er mere arbejde for mindre løn og langt mindre anerkendelse og taletid. Vi er opdraget til at være stille”, skriver Maria Mortensen i sin klumme, og så kan man jo tænke lidt over denne vanvittige påstand i relation til en kvindelig generaldirektør Maria Rørbye Rønn hos Danmarks Radio, der har en månedsløn på 250.000,00 kroner plus frynsegoder og pension.
Rundt om hjørnet hos TV 2 Danmark sidder en administrerende direktør Merete Eldrup, der modtager nogenlunde det samme i løn som Maria Rørbye Rønn, og der kan udpeges mange andre eksempler om kvinder på chefniveau i den offentlige sektor, der hver måned tjener den samme løn som mændene (og mere til), blandt andet på et tidspunkt en kvindelig kommunaldirektør i København, der modtog 1,9 millioner kroner i årsløn.
Ude i det private erhvervsliv sidder der også mange begavede og veluddannede kvinder, der hver dag tjener en høj løn på linje med deres mandlige kollegaer, så den med at kvinder generelt arbejder for langt mindre løn og langt mindre anerkendelse og taletid, er ikke andet end noget pseudointellektuelt sludder fra Maria Mortensen, der tilsyneladende besidder den vildfarelse, at fordi man er ph.d.-studerende, ja, så bør man omgående anerkendes i medierne som ekspert i både det ene og det andet med deraf følgende høj løn.
”Vi er der i hobetal – i al fald på ph.d.-niveau. Herefter indhenter tilsvarende diskriminerende strukturer os, når det kommer til videre ansættelse. Men lige nu er vi til stede”, skriver Maria Mortensen med stor indignation i stemmen. Hvad i alverden har damen tænkt sig? At fremtidens eksperter i medierne nu skal fyldes op kvindelige akademikere med ph.d-baggrund, fordi kvinder ifølge Maria pr. natur er mere "nære og følelsesfulde" end os mænd? At der partout altid skal være et fedt job som ekspert klar til kvinderne efter overstået uddannelse?
Nej, Maria Mortensen, hvad med selv at stikke hovedet udenfor i det virkelige liv en mandag eftermiddag – og med øjnene åbne – for så vil du erfare, at der allerede nu er mange kvindelige journalister og bloggere i de store elektroniske og skrivende medier, fremtrædende meningsdannere, der markerer sig året rundt med alle mulige holdninger, baseret på viden og erfaring, og som bliver respekteret for deres synspunkter og ekspertviden af såvel mænd som kvinder.
Men jeg håber inderligt som læser af blandt andet dagbladet Information, at man i hvert fald ikke fremover bruger pseudointellektuelle akademiske kvinder som dig i rollen som ekspert i noget som helst, for dit had til det modsatte køn, Maria, skinner desværre åbenlyst igennem i denne klumme, når du i fuld alvor blandt andet skriver, at ”problemet er den gennemsyrede misogyni (kvindehad), disse forestillinger er et udtryk for”.
Ingen har lyst til at høre på frådende mandehadere som dig.
@ole brockdorff
Hvor er din reaktion trættende og forudsigelig. Nedladende og med hvad der virker til at være en eklatant mangel på evne at læse indenad for derved at forstå, hvad forfatteren mener. Og du får såmænd nok følgeskab af flere mandlige kommentatorer i løbet af dagen.
Tak for tankevækkende artikel.
Ole Brckdorff poster en værdikonservativ fristil på enhver artikel på Information. Jeg kan ikke finde ud af om han er trold eller performancekunstner, men under ingen omstændigheder er der grund til at tillægge hans udgydelser nogen speciel værdi udover den rent æstetiske.
@Inger Lauridsen:
Jeg sad lige med fingeren på anbefalingsknappen til din kommentar mens jeg læste, men den blev stoppet af formuleringen: "Og du får såmænd nok følgeskab af flere mandlige kommentatorer i løbet af dagen" når du skriver sådan noget er du ikke bedre end Brockdorff!
Resten af din kommentar vil jeg gerne anbefale.
Og Brockdorff kunne jeg godt tænke mig at sende på et kursus i at fatte sig korthed. Jeg er næsten enig med Kristian Thy bortset fra at jeg er mere irriteret over smørens perfiditet end han er.
Det er sjældent, ekspertkilder direkte kvalificerer debatter. Mange eksperter, der bruges som kilder, efterlader det indtryk, at de siger det, journalister ønsker. Der er ingen grund til at blive vred over, mandlige eksperter er mere villige til at udtale sig, hvis det er en konsekvens af, de reelt prostituerer sig selv for at blive refereret.
Hvor er det dog ligegyldigt om de såkaldte eksperter er mænd eller kvinder så lang tid de bare er (lidt) kompetente i deres felt.
Men her er en ide; hvad med at vi bekymrede os lidt mere om hvilket påskud 'eksperterne' udtaler sig under end om deres kønsdele.
Højtuddannede kvindelige eksperter er lige så kompetente til, at servicere kapitalismen som mænd i medieverdenen, hvilket er medieverdenens eneste formål, så deri er jeg fuldstændig enig med Maria Mortensen.
Vi er opdraget til at være stille?????
Vi er så gode til det dér med følelser?????
Velkommen til 2016.
Hvad betyder stemmedybde i et skrevet medie? Prøv DR, 24-7 eller whatever.
...Flere og flere danskere lever livet som verdens-lykkeligste singler.
Og før man får set sig om, puff, så er ovenstående indlæg, fuldstændig som det tidligere skete med omtalen af undersøgelsen, fjernet fra forsiden. Gennemsnitlig 'liggetid' dér: Et døgn.
Én tror ikke, at Information rigtig for alvor ønsker en debat om emnet.
Hvis medierne skal have fat i en kønsforsker (det skal de jo tit), er personen med stor sandsynlighed en kvinde. Ca. 87% af al kønsforskning i DK bliver lavet af kvinder. Tænk hvis det var omvendt ... skrig ...