Ministerier er tænketanke

Gylle-Gate vakte opsigt, og ministeren måtte trække sig, men der er som sådan intet nyt i, at ministerier sminker tallene. Det er en stolt tradition i økonomisk politik
Gylle-Gate vakte opsigt, og ministeren måtte trække sig, men der er som sådan intet nyt i, at ministerier sminker tallene. Det er en stolt tradition i økonomisk politik
Nicolai Bruun/iBureauet
1. marts 2016

»Det, som Eva Kjer har gjort, det gør man hele tiden i politik. Det er der intet som helst nyt i.«

Sådan skrev Liberal Alliances Joachim B. Olsen på Facebook i sidste uge, inden miljø- og fødevareministeren valgte at trække sig som følge af fejlagtige beregninger for landbrugspakken og De Konservatives mistillid til hende.

Og kuglestøderen har helt ret – hvorfor vælte en minister på grund af sminkede tal? Hvorfor pludselig brokke sig over, at regeringen og ministerierne fremlægger sminkede og fabrikerede tal som forhandlingsgrundlag for love, de vil have igennem?

Professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter spurgte i lørdagens Information, om det er blevet »business as usual, at ministre med villig hjælp fra embedsapparatet manipulerer og tilskærer tal, fakta og jura, hvis det er nødvendigt for at få politiske forslag til at glide lettere igennem i Folketinget«.

Svaret er ja. Eksemplerne er mange. Ministerierne sagde, at 2.000 til 4.000 mennesker ville falde ud af dagpengesystemet, men virkeligheden er 70.000. Finansminister Claus Hjort Frederiksens første kasseeftersyn viste et rungende hul i kassen; næste kasseeftersyn viste efter socialdemokratisk kritik et pænt rådighedsbeløb. Økonomi i dansk politik er ideologi i metermål. Beregningerne holder sjældent, og forudsætningerne ændres konstant. Stilles politiker og embedsværk over for kritiske spørgsmål, er der tre svartyper: ti, benægt, lyv.

For nylig demonstreret af ikke kun forhenværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i forbindelse med landbrugspakken, men også af Dansk Folkeparti i forbindelse med beregningerne af, hvor mange ældre der vil blive ramt af beskæringer i boligydelsen

Ministerier er tænketanke, og økonomers og mange fagspecialisters beregninger er ofte ideologiske partsindlæg. Intet sted er det mere tydeligt, end når det kommer til samfundsøkonomien. Men der er måder at komme de sminkede tal til livs på.

Modellerne fejler altid

Først skal vi dog 30 år tilbage i tiden. Her var kongstanken inden for økonomi i Danmark keynesiansk. Lidt simpelt udlagt troede man, at det er efterspørgslen, der skaber job, og vækst skabes derfor gennem stimulans af efterspørgslen.

Da den unge liberale Anders Fogh Rasmussen forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved den logik, blev han pisket ud af banen og, ja, latterliggjort af økonomer i råd, ministerier og organisationer. Og i dag er det så omvendt de såkaldte neoklassikkere, der hersker over den økonomiske politik i Danmark. Her er roden i modellerne – igen meget forsimplet – at det er arbejdskraftsudbuddet og de frie kræfter, som skaber vækst.

Men hverken keynesianere, neoklassikere eller nogen anden økonomisk skole kan fuldstændigt forklare økonomiske sammenhænge og årsager eller modellere dem. Kunne nogen det, var der ikke grund til at have en million økonomiforskere, som diskuterer med hinanden i tusindvis af videnskabelige journaler og ved ditto konferencer år for år. Og lige meget om man fra 1960 til 1990 gennemtvang den neokeynesianske skole og fra 2000 til 2016 har ført neoklassisk økonomisk politik, så ender den virkelige verden altid med at modbevise modellerne og til sidst i så stærk en grad, at paradigmet skifter. Reality bites.

Ingen forstår det hele

Men en ting er sikkert: Det er fornuftigt at have den herskende økonomiske skole med sig, hvis man vil have succes med sin politik. Ellers får man som Eva Kjer Hansen forskerne og fagspecialisterne i hovedet.

Det lærte den unge Anders Fogh Rasmussen på den hårde måde, så da han fik nøglerne til ministerierne i 2000, gik han direkte ned i maskinrummet og forlangte, at modellerne blev lavet om. Hans opgør med smagsdommerne var reelt et gennemtvunget økonomisk og ideologisk paradigmeskift i ministerier, råd og udvalg.

Det var klogt, for Fogh Rasmussen havde ikke fået liberal politik igennem, hvis ikke modellerne i ministerierne understøttede, at det var den nødvendige medicin. Liberal Alliances vækstplan er et godt eksempel på det liberale tilsnit af modellerne, der har hersket lige siden. Her fik de Finansministeriet til at finde 124.000 job ved at sænke skatter og afgifter og fyre offentligt ansatte. Sådan kan man ikke regne, svarede Bjarne Corydon, men det er præcis, hvad økonomerne i ministerierne og organisationerne gør – også under de fire år, Corydon selv sad i Finansministeriet, og det er præcis det, Mogens Lykketoft påpeger som en fatal fejl, for så kan man ikke føre socialdemokratisk politik.

Så at ministerierne er tænketanke og leverer sminkede og forregnede tal, er en simpel konsekvens af, at ingen har helt ret eller forstår det hele, og at økonomi og de tal, der lægges frem, er sandhed i metermål skabt af de metoder, antagelser og principper, man har anvendt. Diskussionerne om landbrugspakken er et fint eksempel, for vi ved faktisk slet ikke, om modellerne ’regner’ rigtigt i forhold til eksempelvis den såkaldte nitrat-udvaskning – altså den mængde nitrat, som bliver optaget af planterne, og som ryger ned i grundvandet – og det tager 10 til 30 år, før vi kan måle den i drikkevandet.

Det er kampen om modellerne, som hele tiden foregår. Eva Kjer Hansen-dramaet var blot lidt mere krydderi på realityshowet for dem, der interesserer sig for Borgen.

En ny diskussion

Efterhånden som det bliver tydeligere, at modeller og metoder ikke afspejler kompleksiteten i virkeligheden og derfor kommer til forkerte resultater, må man fifle lidt mere med sine antagelser for at forsøge at styrke logikken i beregningerne. Og når det så bliver svært, kommer vi til ’ti, benægt, lyv’. Man fremlægger måske en eller to analyser som håndfast dokumentation, velvidende at der er 100 andre undersøgelser, der viser noget andet. Man siger måske, at man løbende udvikler modellerne og metoderne. Ti, benægt, lyv.

Men er der måske en anden måde at gøre tingene på? Ja, det er der faktisk. Kræv en sammensætning af De Økonomiske Råd, der afspejler mangfoldigheden blandt økonomer og fagdiscipliner. Kræv, at økonomer og politikere tager ansvar for, at deres antagelser diskuteres. Kræv af vores journalister, at de ikke altid kun spørger økonomer og politikere til tallet, resultatet og dets betydning, men også til antagelserne bag beregningerne, til risikoen og usikkerheden i beregningerne, og til hvilke faktorer, der skaber disse risici og den usikkerhed.

I Eva Kjer Hansen-sagens tilfælde ville denne type spørgsmål have ført til en diskussion af de modeller, man anvender til at beregne eksempelvis nitrat-udvaskning. Herigennem ville det altså også blive klart, at vi først kender sandheden om mængden af nitrat i drikkevandet 30 år.

Så kunne vi få en reel diskussion af, om vi som samfund tør tage risikoen. Det vil måske også aflede et spørgsmål om, hvad vi får ud af at redde de konventionelle landbrug. Det ville så være politik på et oplyst niveau og sammenvejning af risiko og resultater. Ikke en sag om endnu en minister, der løj og bagefter kæmpede for at blive på taburetten.

At stille disse spørgsmål giver nemlig en anden diskussion. Liberal Alliances vækstplan er et andet godt eksempel. Kan man skære en procent om året på de offentlige institutioner uden kvalitetssvigt? Giver det tusindvis af arbejdspladser at sænke bilafgiften? Og arbejder vi mere, hvis topskatten sænkes? Alt det og mere til var indregnet som sikre fakta i partiets vækstplan, selv om intet af det er videnskabeligt bevist, og der findes modsatrettede svar i de journaler, som alle økonomer higer efter at publicere i.

En ny sammensætning i De Økonomiske Råd og mere kritisk journalistik vil aftvinge en langt mere brugbar og fremadrettet debat også blandt økonomer, hvilket i sidste ende vil føre til en bedre politik end i dag, desuagtet om man er rød eller blå.

Frank Skov er analysechef i tænketanken Cevea

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Sup Aya Laya

Tak for at gøre journalisterne opmærksom på deres opgave - at forholde sig kritisk og undersøgende til politikernes dagsorden. Det er i den grad en mangelvare.
Også tak for at henlede opmærksomhed på, at der bag modeller og beregninger ligger ideologiske bevæggrunde.
Har grublet over om det er muligt at få aktindsigt i Finansministeriets og Nationalbankens budgetter og konti. Det kunne være interessant at kunne følge med i både ministeriets og bankens beregninger

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Logikken i besparelser og rationaliseringer er irrationel. Man kan forstille sig forsøg med den omtalte model (1% om året) og kommunernes såkaldte omprioriteringsbidrag udført på Odense Symfoniorkaster:

Efter nogle år vil Lumbye's Champagnegalop, blive spillet i firedobbelt tempo, pausetegnene er inddraget og den tilbageværende musiker er paukespiller.

Rationaliseringer og besparelser har forskellig effekt på forskellige områder. Derfor er det ret meningsløst ukritisk bare at sprede dem ud over den undrende befolkning med rund hånd.

Brugerbillede for Sup Aya Laya

Apropos journalister:
Hvordan besluttes de overordnede linjer i DR? DF er gode til at fremstille virksomheden som Enhedslistens forlængede arm.
Men programmer som X-faktor og Danmarks Indsamlingen er fine eksempler på neoliberal ideologi: du er din egen lykkes smed, og velgørenhed er ikke samfundets men de privates ansvar. Ligeledes fremstår store dele af indholdet i Radioaviserne, som indslag der kunne være udarbejdet af Venstres presseafdeling. Hvis lyttere og seere vil give deres mening til kende, kan de bruge Facebook - der betragter vores opslag, likes og billeder som deres ejendom - et privat firma DR i den grad har flettet sig sammen med. Røde lejesvende - jeg kan ikke se dem.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Men det er jo tydeligt at se, at keynesianerne har ret, og at neoklassikerne tager fejl. Der er evidensen til forskel: kun ved at blæse økonomien op som balloner, der bliver prikket hul i, kan neoklassisk teori skabe noget.
Arbejdsudbud er en social forbrydelse, og det gik virkelig meget bedre for landet, da arbejdsgiverne var nødt til med incitament at finde arbejdskraften frem. Det er også den måde, man undgår at spille ufattelige ressourcer på ting, der ikke bliver til noget.

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen

Det Økonomiske Råd skal have en så bred sammensætning som muligt, og jounalisterne skal måske uddannes mere, bredere og dybere, for sandheden om økonomiske sammenhænge er heller ikke statisk i og med udviklingen af kreative finansieringer og globaliseringen af konkurrencesamfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

Den her artikel understreger jo netop, det der er galt i Danmark. Det er de samfundsfaglige (især økonomerne) der er ypperste præsterne her i samfundet. Det de ikke forstår er, at der faktisk er faglighed og områder, hvor tingene ikke er politiske og at man kan fuske med tal og smide modeller mod hinanden i skyttegravene.

Når man kommer til mange fagområder.. så er der altså ting der ikke er til diskussion. Tyngdeloven virker f.eks. stadig selv om man ikke allokerer midler til den på finansloven.

// Jesper

Brugerbillede for Ole Villumsen

Udmærket debatartikel, gode pointer.

Der er et grundlæggende problem i at embedsmænd og -kvinder betragter sig selv som ministerens ansatte og alt for loyalt giver de svar som ministeren beder om. På engelsk siger man "public servant", altså tjener for folket. Det er os der betaler embedsværkets løn og andre udgifter, så det ville være helt rimeligt at forlange at det aktivt fodrer den politiske debat med baggrundsoplysninger uden hensyn til den siddende regering og ministers præferencer. Det ville ikke løse alle problemer, men det ville være ret meget bedre.

Og så er der jo også lige den ny "offentlighedslov" der bruges til effektivt at blokere for indsigt i lige præcis de beregninger, diskussioner og forudsætninger som det ville være allermest frugtbart at have med i den politiske debat omkring ministrenes forslag og deres sminkede tal.

Brugerbillede for Helene Kristensen

En del af problemerne med Eva Kjær Hansen var vel også, at man ganske ukritisk brugte en interesseorganisations tal og beregninger. Samt at journalisterne både under sagen og efter sagen stadig ikke stiller et eneste spørgsmålstegn ved de "fakta" som Eva Kjær Hansen og sponsorerne diskede op med.

Så længe journalister bare er mikrofonholdere, som ikke tør tænke og spørge (fordi så koster det i medietilskud), så vil deres troværdighed ligge nogenlunde på samme niveau som politikeres - nemlig et ganske pænt stykke under brugtvognsforhandlere. Fjern medietilskuddet helt eller gør det til et fast beløb som politikerne ikke har indflydelse på - så kan det være vi bare engang imellem igen oplever kritisk journalistik, og det er der dælme brug for. Som det er nu, er magtens tredeling jo en firedeling, hvor journalisterne, den fjerde magt, reelt er fuldstændig styret af den til enhver tid siddende regering. Det kan borgerne ikke være tjent med. Der skal stilles kritiske spørgsmål til både økonomer, politikere, ministerier - alle der har indflydelse på danskernes liv.

Brugerbillede for Bill Atkins

Modelmagtkamp. Tænk, jeg troede at disse deduktive regnemaskiner var fortid.

Fremtiden er økonomiske big data plus regnekraft. Det påviste Piketty. Men det kræver selvfølgelig, at de økonomiske data indsamles ...og det er her de neoklassiske politikere virkelig svigter. Neoklassikerne vil hellere tro på matematiske formler (Kuznets indkomstudligning, Den usynlig hånd og andre eventyr) end at se virkeligheden i øjnene. Hvorfor mon?

Lad os få beskrevet den virkelighed vi lever i. De økonomiske data findes - men magthaverne vil hellere følge med i hvad lille Ali snakker med sin fætter om.

Brugerbillede for Kristian Rikard

Det Økonomiske Råds medlemmer

•Formandskabet: Professor Michael Svarer, professor Carl-Johan Dalgaard, professor Lars Gårn Hansen og forskningsdirektør Torben Tranæs
•Finansministeriet: Departementschef Martin Præstegaard
•Erhvervs- og Vækstministeriet: Departementschef Michael Dithmer
•Kommunale organisationer: Adm. direktør Kristian Wendelboe
•Danmarks Nationalbank: Nationalbankdirektør Per Callesen
•Dansk Arbejdsgiverforening: Adm. direktør Jacob Holbraad
•Dansk Byggeri: Adm. direktør Lars Storr-Hansen
•Landsorganisationen i Danmark: Landsorganisationsformand Lizette Risgaard, formand Claus Jensen og formand Per Christensen
•Akademikerne: Formand Finn R. Larsen
•DI: Adm. direktør Karsten Dybvad
•Håndværksrådet: Formand Niels Techen
•Landbrug & Fødevarer: Formand Martin Merrild
•Dansk Erhverv: Adm. direktør Jens Klarskov
•Forbrugerrådet Tænk: Formand Anja Philip
•Finansrådet: Formand, bankdirektør Tonny Thierry Andersen
•FTF: Formand Bente Sorgenfrey
•Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Formand, professor Per Kongshøj Madsen
•Særligt sagkyndige: Professor Torben M. Andersen, Professor Nina Smith og Dekan Svend Hylleberg

anbefalede denne kommentar