Læsetid 4 min.

Nationerne kan ikke skabe Europa

Der er ikke noget, Europa i dag mangler mere end ideen om almenvellet. Det handler ikke om at integrere stater, men om at forene borgere
29. februar 2016

I 1543 holdt lægen Andrés Laguna en tale på universitetet i Køln, hvor han beskrev en kvinde, der havde søgt hans hjælp:

»Hun var i en elendig forfatning – tårevædet, trist, bleg, forslået og afmagret.«

Kvinden, Europa, havde engang været smuk, men var blevet mishandlet. I Lagunas allegori står den intakte, smukke kvindekrop for det Europa, som dengang stadig var sundt og sammenhængende – inden de moderne nationalstaters opbygning. Der er lang vej til det 21. århundredes kriseramte EU.

Først blev den europæiske idé viklet ind i den nationalstatslige blindgydes ofte krigeriske dynamik. Nu braser det 20. århundredes projekt for Europas Forenede Stater sammen for øjnene af os. Igen var indretningen og planen forkert, læren fra det forrige århundrede glemt. Enheden kan ikke udgå fra nationalstaterne.

Den mandlige Leviathan, nationalstaten, står i modsætning til det grænseløse Europa, den samlende kvindekrop, som får folk og nationer til at finde deres naturlige plads: Alle bliver brugt, så Europa er sund. Men så kan de ikke også være suveræne nationalstater:

»Det Europa, vi ser for os, er ikke blot en forening af nationalstater og en frihandelszone,« skrev den første kommissionsformand, Walter Hallstein, i 1964: »En europæisk forfatning for et netværk af frie regioner betyder, at man overvinder ubalancen mellem store, magtfulde og små, magtesløse nationer.«

Komplekse systemer

Men nationalstatens afvikling slog igen fejl. Netop den forsinkede nation Tyskland, som det europæiske projekt blev opfundet til, har siden genforeningen og senest siden eventyret ved VM i fodbold i 2006 genopdaget det nationale og længes efter »national normalitet«.

Men Tysklands nationale anomali var indtil 1989 betingelsen for den europæiske normalitet. Den tyske og europæiske samling var tænkt sammen, og da de kom i konflikt, var den europæiske idé dømt til forlis. Fra tysk »normalitet« via tysk overherredømme (den græske krise) til tysk afmagt (flygtningekrisen) var vejen kort. Nægter man andre solidaritet, kan man ikke selv forvente den. Derfor lider Europa.

Man kan også udtrykke det mindre barokt: Fra kognitionsforskningen ved vi, at komplekse systemer næsten ingen foregribende kapacitet har, selv om der i god tid advares om potentielle kriser. De er reaktive, har svært ved at tilpasse sig skiftende forhold, og det er umuligt at gøre noget, når en krise først er opstået.

Begrebet krise stammer fra græsk og betyder beslutning. Under krisen skulle EU beslutte endeligt at være, hvad det ville og burde være: en politisk enhed. Men netop det kan man ikke længere i en krisetid. Nu formår man heller ikke at lave den nødvendige sammenkædning af politikområderne: Populisme, euroen, flygtninge og terrorisme bliver behandlet hver for sig og i ’nationale beholdere’.

Frankrig må omgå de europæiske budgetkrav for at føre krig, men ikke for at gøre Paris’ forstæder, hvor de unge bliver radikaliseret, værd at leve i. Grækenland må bruge penge på flygtninge, mens boligejere, der ikke kan betale deres lån, skal sættes på gaden. Der er ingen spor af én regering og ét budget, handlekraft og sammenhold.

Politisk æstetik

Uigennemsigtig ledelse og en uoverskuelig mængde grupperinger og ordninger har for længst ført til systematiske lovbrud, politiske fiaskoer, tab af tillid og populisme. Det tomrum, EU’s ineffektive maskinrum skaber, fyldes af nationalismens forræderiske charme, som ikke tilbyder løsninger, men blot flag, symboler og tilflugt i patriotisk æstetik.

Politisk kommunikation er også altid æstetik. Set i bakspejlet vil man nok sige, at EU slog fejl på grund af manglen på en politisk æstetik. I EU opbyggede man et indre marked, ingen kunne forelske sig i. Det var et enestående system, der ikke kunne forklares; en fortælling, man ikke kunne formidle med PR; styring på flere niveauer uden klar afgrænsning af kompetencer; markedsintegrationen uden demokratisk forankring.

Bibliotekerne er fulde af bøger, der skal forklare det politiske bæst EU. Men det er umuligt, for EU var og er dybest set en tilsidesættelse af alle demokratiteorier fra de klogeste idéhistoriske værker i Europa.

»Enhver stats forfatning bør være republikansk,« skrev Immanuel Kant i 1792. Republik-ken har siden Aristoteles og Cicero været Europas idéhistoriske kulturarv, og det er på tide at bruge den.

Der er ikke noget, Europa i dag mangler mere end ideen om almenvellet. Det handler ikke om at integrere stater, men om at forene borgere. Den republikanske arv efter revolutionerne er også et politisk lighedsprincip.

I 1789 skabte Den Franske Revolution politisk lighed hinsides samfundsklasser. Det europæiske projekt i det 21. århundrede må hvile på politisk lighed for alle europæere hinsides nationer.

Europa skal gentænkes med udgangspunkt i princippet om lighed for alle, især som vælgere og skatteydere. Så vil et funktionsdygtigt EU, hvor regionerne snarere end nationerne udgør republikkens forfatningsmæssige grundlag, nemt kunne tænkes. Det er værd at huske på, når Europa vågner fra sin aktuelle dystopi.

Oversat af Mads Frese. Ulrike Guérot er leder af European Democracy Lab ved European School of Governance i Berlin. Originalversionen af denne artikel er udgivet på eutopiamagazine.eu – creative commons

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Anne Jørgensen
    Anne Jørgensen
Jørgen Wassmann, Mihail Larsen og Anne Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rolf  Clausen

Nu kan jeg ikke læse hele artiklen da jeg er betalende bruger.
Men det ikke ens betydning med jeg ikke kan ytre mig.
Hvem ønsker en forhastede sammenlægning af stater til ”De forenede Europæiske stater”, når det i sidste ende skulle komme den fattige Europæiske borger til gode, og ikke virksomheder og organisationer kunne drevet af kapital, når du taler om almenvellet - http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oplysnings...
Sagen er jo den, at det har altid været på dagsorden for Erhvervs livet, med den fri bevægelighed som kan pres lønnen, frem for at sikkert lige løn i overenskomster.
Næh den neofunktionalisme integrationsteori (https://da.wikipedia.org/wiki/Neofunktionalisme) lever skam i bedste velgående, det handler jo bare ikke om at sammenarbejde om flygtning politiken eller andre problemer man ikke kan tjene kapital på.
Over Altaner havet, er vores for billede, men sjovt nok se de hele EU som kommunister/socialiser.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Den sociale kontrakt

Ulrike Guérot har fat i en lang ende ved at pege på, at EU-projektet kun kan lykkes, hvis det også inddrager den sociale dimension. Det er ikke nok at integrere de europæiske stater økonomisk gennem øget samhandel (det indre marked). Der må også ske en social og kulturel integration.

Hvis Europa kun er et frihandelsområde, har det ingen folkelig opbakning. Så er det kun den national- og privatøkonomiske egeninteresse, der driver værket. Og de andre medlemmer af fællesskabet er kun objekter eller midler for denne interesse. Det skaber ikke nogen grobund for social solidaritet eller kulturel forståelse.

Det er den asociale vej, Cameron og mange britter har valgt. De lægger ikke skjul på (og tak for det), at de kun er interesseret i et medlemsskab af EU, hvis det er til deres egen interesse - og kun i det omfang. De er også lodret imod, at EU udvikler en social dimension - en social kontrakt - der sætter nogle fælles standarder for løn- og arbejdsforhold, social velfærd, rettigheder og sikring.

Der er tale om to, væsensforskellige politiske paradigmer: et republikansk og et liberalistisk. Det første sætter det politiske, sociale og kulturelle fællesskab højt, og har derfor 'lighed' som en fundamental værdi. Det andet sætter individets private interesser højest og lever derfor fint med et samfund, hvor der er stor ulighed. En forskel, der også kommer til udtryk imellem 'velfærd' og 'velstand' - med den vigtige tilføjelse, at 'velfærd' normalt forudsætter et socialt fællesskab, hvad 'velstand' ikke nødvendigvis gør.*

----------
* Forskellen giver sig også mange andre sproglige udtryk - f.eks. mellem 'almen' og 'generel'. Et 'alment vel' er ikke det samme som et 'generelt vel'; det første forudsætter, at det omfatter alle samfundets eller fællesskabet medlemmer; det andet forudsætter blot et gennemsnitsniveau, der meget godt kan forliges med, at nogle er ekstremt rige, medens andre er ekstremt fattige.

Danmark er i så henseende et rigt land mål på både den almene og den generelle skala; USA og UK er tilsvarende kun rige målt på den generelle skala.

Brugerbillede for Rolf  Clausen

Mihail Larsen ligesom "Den sociale kontrakt" de ud viser over for Grækenland? både politisk (de ydre grænser) og økonomisk?

Torben Selch, Kurt Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Det har altid undret mig, at når vi ser hvordan international kapitalisme behandler folk, ressourcer og natur i svagere og fattigere lande og egne, så tror folk her i Europa, at blot de indtænker en social dimension, så kan de lægge sig på ryggen med spredte ben og åben gadedør...

Brugerbillede for Mihail Larsen

@ Rolf Clausen

Ja. En kontrakt forpligter begge parter på et fælles mål. Hvis den ene part gentagne gange snyder på vægten, skjuler ubehagelige tal, fortsætter med at kanalisere økonomisk hjælp over i en parallel-økonomi, nægter eller modarbejder en effektiv offentlig forvaltning, løber fra ansvaret for egne handlinger og tilmed spiller på populistiske temaer - så er det første fornødne: At fastholde denne part på en logisk, rationel og gennemskuelig virkelighed.

Når den har indfundet sig i grækernes bevidsthed, og de viser seriøse tegn på, at de også vil gøre noget effektivt ved deres kulturelt overleverede, økonomiske morads, så tror jeg også, der vil være lydhørhed over for en gældssanering og en Marshall-lignende hjælp fra de øvrige EU-lande.

Husk på, at der findes andre medlemmer af EU, der økonomisk har en lavere levefod end Grækenland.

Man må vel også i et fællesskab kunne regne med, at de enkelte medlemmer efterlever de aftalte regler vedr. vogtning af EU's ydre grænser og ikke blot passivt ser til, at hundredtusindvis, og måske millionvis, af en blandet flok af flygtninge og migranter uhindret sluses ind i de andre EU-lande med deraf følgende økonomiske, politiske, sociale og kulturelle problemer. Hvis Grækenland ikke selv kan magte opgaven, kan landet bede EU om at overtage den.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Det er da godt nok en noget romantisk fremstilling af Europa forfatteren lægger for dagen. Der er vel ikke i historieforskningen endnu fremlagt endegyldige beviser for at Europa er andet end en betegnelse for en geografisk enhed. At antage at denne enhed også skulle gælde de forskellige folkeslag, der tilfældigvis bebor denne geografiske enhed, er vel mildest talt diskutabelt.

I hvert fald er der forskellige modningsgrader f.eks indenfor demokratisering af befolkningerne. Demokratisering af en befolkning tager laaaang tid, samtidig med at det er en skrøbelig proces. At forestille sig, at der skulle kunne komme noget godt ud af at fremskynde denne proces, eller ligefrem at kunne skyde genveje savner belæg i erfaringen. Derfor må et samlet Europa på overstatsligt niveau afvente en langt større modning af de enkelte landes demokratiseringsprocesser. I hvert fald, hvis jeg skal stemme for.

Det er til gengæld muligt at støtte op om processerne ved at indgå aftaler om forpligtende samarbejde uden overstatslighed, f.eks som i FN, NATO, Europarådet osv., osv,

Brugerbillede for Bill Atkins

Og når det græske folk tænker: Ja men så skal vore politikere vel ha' lov at vise hvordan de kan samarbejde med dette hersens EU" - Ja så bliver folket snydt i hoved og røv, af politikerne og EU-kapitalismen - på trods af, at der i Grækenland både var en opposition og frie medier. Og når dét er sket, så siger de altid frelste (for de vil jo det nye - fremskridtet) EU-apologeter: "Arh, de grækerne er sgu for dumme ...og for dovne..."

Første gang man udviser tillid og bliver snydt, så er det svindleren der er en røv, anden gang er det dig der et fæ.

Når jeg stiller mig op på Himmelbjerget og kigger ud over landet her, så synes jeg sgu det ser ud, som om danskerne er ved at lave en "græker". Vi er igang med at sælge landet til international kapitalisme ....og det med Dansk nationalt folkeparti i spidsen.

Lad os komme ud af EU hurtigst muligt. Stem Ø

Brugerbillede for Peter Nielsen

Lomme aldrig til at ske pga følgende forhold:
Intet til fælles mellem nord og syd, Øst og vest.
Intet bånd nationerne imellem.
Store økonomiske forskelle.
EU er udemokratisk og trukket ned over hovedet på befolkningerne.
EU er politisk galimatias.

Brugerbillede for Torben Skov

Hvordan skal man forene borgere i et projekt, som kun drejer sig om penge? Borgerens eneste betydning er at producere og forbruge.
Som det tidligere SSSR har EU et magtfuldt politbureau: ERT.

Jeg tror ikke meget på 3-4 mio. underskrifter mod TTIP ændrer noget. De her folk har flere penge end vorherre:
http://www.ert.eu/members

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nationerne ER Europa.
Nation har etymologisk med fødsel at gøre. Stat med orden. Republik med stat. Region med regere, afledt af Rex, konge.
Brugen af ordet "nationalstat" er ofte tillempet de faktiske 'magt'-forhold, da Spanien fx. består af flere nationer, Catalonien, Baskerlandet, Castilien, osv.
Ulrike Guérots brug af kvindefiguren som metafor for det samlende væsen i Europa er godt forsøgt, men skudt forbi, for kvinden er også født af en mor, og har fået moders stemme ind med modermælken og al den kultur der følger hermed i den pågældende sproglige region, der i tusind år har styret sig selv, kun forstyrret af romerne, frankerne, germanerne og EU.

Ulrike Guérot mener, at "lighed" har en stor fremtid for sig i "regionernes" EU. Ak ja, men først skal de 450 mio. europæere lige vedtage, at ejendomsretten alligevel ikke er ukrænkelig, ja, den findes slet ikke, eller den er reguleret helt i bund, så "almenvellet" får gavn af ejendommene uden erstatning. Hvis "Europa" sprang ug af den græske mytologi med en sådan opfattelse, så kunne vi begynde at snakke om tingene.

Brugerbillede for Peter Nielsen
Peter Nielsen

Michael Kongstad Nielsen, som du selv skriver mellem linjerne så er der uendeligt langt til at utopia bliver en realitet. der er vel 450 mio forskellige holdninger til hvad der er bedst.

Brugerbillede for Torben Selch

Med den måde EU behandler sine medlemslande - trusler imod grækerne på flere fronter - trusler imod Cataloniens egen vilje til selvbestemmelse, og den måde det mere (burde være) mere synlig hvad terrororganisationen Nato har gjort - og villig til at gøre igen. Melder jeg total pas.
Hvor kan man melde sig ud - af begge!

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

"det Europa, som engang stadig var sundt og sammenhængende - "? Hvornår var det? Med det udgangspunkt er det ikke så sært, at Ulrike Guerots artikel bliver så sært luftig.

Brugerbillede for odd bjertnes

Det der overfeministisk sammenhængende Europa - det er det katolske Jomfru Maria-fællesskab ?
Eller er det bare skåret af samme erindringsforskydende læst som 'Morten Korch Danmark' ?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Peter Nielsen
01. marts, 2016 - 10:08
Jeg tror på, at det bedste er det, borgerne vil have. Hidtil er de gamle EU-landes borgere ikke blevet spurgt. Og da de endelig blev spurgt, stemte de nej, men resultatet blev straks skrottet af stats- og regerings-lederne.
Det mest sandsynlige er, at borgerne vil bevare nationalstaterne, mens establishmentet vil tvinge føderationen igennem, for den er nemmere at påvirke i stor stil som lobbyist, nemmere at fastholde i multinationale selskabers klør, nemmere at beherske for kapitalen.

Man må dog håbe, at borgerne løber af med sejren.