Kronik

Nej, sorte liv tæller ikke – og mediedækningen viser det

Amerikanske mainstreammedier underrapporterer eller ignorerer politiets mange skuddrab på sorte medborgere – ikke af ond vilje, men fordi det sker så tit, at det ikke regnes for nyheder
Konfrontation mellem afroamerikanske borgere og politiet ses ofte efter politivold mod sorte, der medfører døden. Her i Baltimore i april sidste år, hvor den 25-årige Freddie Gray døde af kvæstelser i nakken, han pådrog sig i et salatfad på vej mod politistationen efter en grundløs anholdelse.

Konfrontation mellem afroamerikanske borgere og politiet ses ofte efter politivold mod sorte, der medfører døden. Her i Baltimore i april sidste år, hvor den 25-årige Freddie Gray døde af kvæstelser i nakken, han pådrog sig i et salatfad på vej mod politistationen efter en grundløs anholdelse.

Hossein Fatemi

25. februar 2016

Når en hund bider en mand, er det som bekendt ikke en nyhed, da det sker ganske ofte. Derimod vil ’Mand bider hund’ være en stor nyhed.

Der findes næppe en mere fortærsket sammenfatning af det journalistiske nyhedskriterium. For ret beset kan der udmærket være nyhedsværdi i noget, som sker med stor regelmæssighed og forudsigelighed.

På grund af de fremherskende og stigende uligheder og uretfærdigheder kender vi journalister ikke til alle de verdener, vi foregiver at dække. Selv ikke når disse verdener ligger lige uden for vores dørtrin.

Hvad vi glemmer at stille, er spørgsmål som disse: »Hvorfor bliver hunde ved med at bide folk?« »Hvem ejer de hunde?« Og: »Hvorfor er det hele tiden samme slags mennesker, der bliver bidt af dem?«

De voksende politiske og økonomiske uligheder – både inden for nationer og imellem nationer – afspejles ikke blot ikke i dagens mainstreamjournalistik.

De forstærkes i stigende grad også af uerkendte filtre for dennes dækning. Resultatet bliver en elitekonsensus, der højst forstyrres, når ​​den nye kommunikationsteknologis mere demokratiske mikrooffentligheder undtagelsesvis trænger ind i den større offentlighed – uden dog nogensinde for alvor at anfægte dette konsensus.

Lugten af rotte

Lad mig i det følgende begrunde, hvorfor sådanne undladelser i langt højere grad burde gå journalister og redaktører på. Jeg vil gøre det med henvisning til amerikanske forhold, fordi det er i USA, at jeg selv har arbejdet som journalist i de seneste 12 år.

Men de principielle og overordnede pointer – at vi kommer til at acceptere uacceptable forhold, når blot de bliver hverdagskost – har så vidt jeg kan bedømme gyldighed for stort set alle andre frie offentligheder i andre vestlige lande.

I USA har vi præcise tal for, hvor mange politifolk, der i et givet år er blevet dræbt i tjenesten. Derimod findes ingen opgørelser over, hvor mange mennesker der er blevet dræbt af politiet.

Sådanne skuddrab er ikke nyheder i traditionel forstand. De er hverken synderligt sjældne eller – for de involverede lokalsamfund – synderligt overraskende.

Når de en sjælden gang får plads i nyhedsdækningen, er det kun, fordi mainstreammediernes nyhedsproducenter ikke længere kan tillade sig at ignorere dem. De bliver nyheder, fordi de sociale medier kan lugte en rotte, længe før mainstreamjournalistikken kan.

F.eks. som da historien om Trayvon Martin – en 17-årig sort amerikaner, der i 2012 blev dræbt af en vagtmand, fordi hans hættetrøje fik ham til at virke mistænkelig – pludselige erobrede den nationale nyhedsdagsorden.

Syv børn hver dag

Hver dag bliver syv børn skuddræbt i Amerika. I 2007 udvalgte jeg en tilfældig dag og rapporterede om alle drab på børn på den pågældende dag. En af dem omhandlede Brandon Martell Moore, en 16-årig afroamerikaner, der blev skudt af en sikkerhedsvagt ud for en butik i Detroit. Byens to største aviser kunne end ikke overkomme at nævne hans navn. De holdt sig til at omskrive politiets pressemeddelelser. Det var kort sagt en notits. Petitstof.

Da jeg for nylig gentog øvelsen til brug for min seneste bog – med titlen Another Day in the Death of America – konstaterede jeg samme skødesløshed blandt lokale journalister, når det gjaldt om at rapportere om skuddrab på unge sorte mænd i fattige kvarterer.

»Folk finder ikke noget opsigtsvækkende i det,« forklarede en journalist.

»De tænker bare, at den slags er, hvad der nu engang sker i belastede boligområder.«

Når jeg spurgte dem, om de havde kontaktoplysninger på familiemedlemmer, jeg kunne tale med, eller om de kunne fortælle mig om nye udviklinger i politiets efterforskning, var svaret altid, at de ikke længere fulgte sagen, fordi de for længst var sat på andre historier.

»Desværre er drab ikke ualmindelige i dette område,« sagde en.

»Medmindre der sker noget uventet, er det bare ikke den slags historier, vi følger op på,« sagde en anden.

Hvad vi står over for her, er ikke så meget resultatet af en ond journalistisk vilje som konsekvensen af en ubevidst udeladelse. En udeladelse, der i sidste ende kan føres tilbage til den dødvægt af magt og privilegier, der usynliggør Amerikas sorte og fattige. Kort sagt er realiteten den, at næsten alle amerikanske storbyer har bydele, hvor børn og teenagere må regne med en daglig risiko for at blive skudt. At skulle opfostre sine børn her er at måtte indarbejde disse risici i sit daglige liv. Ligesom realiteten er den, at det lever større bysamfund bare med, på samme måde som man må finde sig i vejrliget.

Nyhedsværdi ikke er det samme som menneskeværdi. Forholdt det sig sådan, ville forsiden på alle aviser og overskriften på hver en nyhedsbulletin hver dag lyde: »Barn død af sult.«

Men hvilken værdi har en nyhed, hvis den ikke understøttes af nysgerrighed over for, hvorfor og hvordan tingene sker? Hvilken værdi har en nyhed, hvis den ikke understøttes af empati over for de berørte parter?

Hund bider sort mand

Problemet er, at i det øjeblik vi demobiliserer nysgerrighed og empati og blot tager for givet, at der uvægerligt bliver skudt sorte børn i belastede områder, kommer disse historier aldrig rigtig til offentlighedens kendskab. De ignoreres eller underrapporteres.

Det viste sig, at den sikkerhedsvagt, der skød Brandon, var en politimand, der passede sit bijob. En politimand med en problematisk fortid: I 1971 var han blevet fyret, fordi han i alkoholpåvirket tilstand var indblandet i en trafikdødsulykke.

Han blev i 1974 genoptaget i korpset efter en appelsag. Fem år senere skød og dræbte han en bevæbnet og beruset 31-årig mand under en nabostrid. Og fem år efter dette skød han sin kone under husspektakler, og hævdede over for retten, at det var sket i selvforsvar, fordi hun truede ham med en saks.

Dette var en historie, som ingen havde fundet frem til, fordi sagen ikke blev skønnet værd at bore i.

En dybereliggende historie skjult for det umiddelbare blik. En historie, der kun kom frem, fordi nogen brød med alle forhåndsantagelser og forfulgte den. Fordi de var i stand til at tage deres skyklapper af.

Da en forstad til Ferguson, Missouri, for to år siden gik op i flammer, udløste det næsten universel fordømmelse i de amerikanske medier. Det amerikanske justitsministerium fandt det efterfølgende nødvendigt selv at undersøge det lokale politis fremfærd i byen.

Den undersøgelse kunne foretagsomme journalister lige så vel have stået for, hvis deres agtpågivenhed over for systemisk diskrimination ikke var visnet bort.

En af de sager, som undersøgerne fra det amerikanske justitsministerium fandt frem til, omhandlede en 14-årig sort dreng, der var blevet jagtet af en politihund og havde fået alvorlige bidsår i venstre arm, da han forsøgte at beskytte sit ansigt.

Drengen fortalte, at de politibetjente, der havde pudset hunden på ham, også havde sparket ham i hovedet og leet ad det bagefter. Betjentene hævdede, at de havde reageret på en mistanke om, at drengen var bevæbnet, hvad han ikke var. De ministerielle undersøgere kunne også konstatere, at hver eneste gang en politihund havde bidt nogen i dette politidistrikt, var offeret sort.

Med andre ord: Det viser sig, at nogle gange kan hund bider mand være en historie.

Men en historie, vi går glip af.

Gary Younge er britisk journalist, bosat i USA, men tilknyttet The Guardian.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Elisabeth Andersen
  • Troels Brøgger
  • odd bjertnes
  • erik mørk thomsen
Sup Aya Laya, Elisabeth Andersen, Troels Brøgger, odd bjertnes og erik mørk thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Amerikanske mainstreammedier underrapporterer eller ignorerer politiets mange skuddrab på sorte medborgere – ikke af ond vilje, men fordi det sker så tit, at det ikke regnes for nyheder.

Jeg kan ikke forestille mig at sorte mennesker ikke mener at det er en nyhed! - men aviserne regner åbenbart ikke med at sorte læser avis? Racisme er ikke alene et problem hos lovens håndhævere ...racismen rager åbenbart helt op i toppen af det amerikanske samfund og også i medie- og underholdningsbranchen. Som vel egentlig engang vare frisindede. Trumph har med sin retorik ramt noget i tiden.

Elisabeth Andersen, Vibeke Rasmussen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Hør, ovenstående handler altså ikke om hverken danskere, israelere eller palæstinensere! Det omhandler racisme i det amerikanske samfund og i særdeleshed racisme inden for det amerikanske politikorps.

Langt vigtigere i Gary Younges artikel, end hvad redaktionen har valgt at fremhæve, er efter min mening påpegningen af, at:

"… næsten alle amerikanske storbyer har bydele, hvor børn og teenagere må regne med en daglig risiko for at blive skudt. At skulle opfostre sine børn her er at måtte indarbejde disse risici i sit daglige liv. Ligesom realiteten er den, at det lever større bysamfund bare med, på samme måde som man må finde sig i vejrliget."

Og, at

"I USA har vi præcise tal for, hvor mange politifolk, der i et givet år er blevet dræbt i tjenesten. Derimod findes ingen opgørelser over, hvor mange mennesker der er blevet dræbt af politiet."

Altså ingen officielle opgørelser.

Unarmed People of Color Killed by Police, 1999-2014.

Police killed more than 100 unarmed black people in 2015:

"• Police killed at least 102 unarmed black people in 2015, more than any other race

• Nearly 1 in 3 black people killed by police in 2015 were identified as unarmed, though the actual number is likely higher due to underreporting

• 37% of unarmed people killed by police were black in 2015 despite black people being only 13% of the U.S. population

• Unarmed black people were killed at 5x the rate of unarmed whites in 2015

• Only 9 of the 102 cases resulted in officer(s) being charged with a crime"

June Pedersen, Tina Sommer, Torben Skov, Troels Brøgger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Har læst en del af det første links tekst i Vibeke Rasmussens indlæg. Man tror det er løgn. Det er rystende læsning.

Niels Møller-Larsson

Jeg og mange andre mener ikke, at der er noget at diskutere ang. om der er systemisk racisme i USA. Hvis man er enig i dette synspunkt afspejler medierne selvfølgelig også dette! Derfor kan det kun meget lidt forklares med manglende sensation-kriterie, da nyhedskriterierne indeholder langt mere en sensation. Og disse drab indeholder rigeligt med nyhedskriterier til stadig at skulle dækkes. Og for mig personligt også masser af sensation!

Jeg mener den manglende dækning udover systemisk racisme forklares ved at kigge på USA vanvittige syn på våben. Du er nødt til at diskutere våbenlov sammen med sortes manglende rettigheder for at få løst det her problem. Obama har med baby skridt forsøgt: han løstladt nogle tusinde af utallige sorte der sidder langvarigt i fængsel for meget små forbrydelser. Og han har forsøgt at forbyde fuldautomatiske våben (som kun hører til i krig og hos soldater). Det sidste her er han SLET ikke lykkedes med.

Problemet med drap på sorte er et af flere af USA kæmpe systemiske problemer! Og hvis det skal lykkes skal medierne diskutere våbenlovgivning og racisme langt bedre end hvad de gør i dag!

En faktor der også spiller ind er de sortes relative fattigdom, der gør at en hel del rent faktisk bor og lever der hvor kriminaliteten er..

Vibeke Rasmussen

Hvis man er interesseret i forløbet af urolighederne i Baltimore, nævnt i billedteksten, efter Freddie Grays død, har The Baltimore Sun lavet en forbilledlig tidslinje, inklusive links til relevante artikler.

Og New York Times beskriver brugen af 'Rough Ride', som efter al sandsylighed (eller snarere ude tvivl!) var dét, der medførte Freddie Grays død.