Politikerne har netop indgået en bred aftale om at omlægge de tilsyn, som udføres af Styrelsen for Patientsikkerhed. Før var det især plejehjem og privathospitaler, som fik tilsyn, men fremover skal tilsynene ifølge aftalen flyttes ud til de områder af sundhedsvæsenet, hvor der er størst risiko for patientsikkerheden.
Men hvis man har berøring med hjemmeplejen – som professionel, pårørende eller bruger – ved man, at den er et klart risikoområde. De fleste af vore ældre medborgere bliver i dag boende i eget hjem, når de svækkes af sygdom. Og stadig flere ældre i eget hjem har meget komplekse sygdomsbilleder, som før i tiden ville have betydet indlæggelse i længere tid, end det er muligt i dag.
Jeg har arbejdet i hjemmeplejen indtil for nylig, og mine erfaringer får mig til at reagere på dette store hul i patientsikkerheden.
I hjemmeplejen er det hverdag, at man som hjælper må klare sig på bedste beskub, fordi dokumentationen af patientens pleje og tilstand er mere eller mindre mangelfuld. Med hensyn til medicinhåndtering er de korrekte procedurer ganske omfattende, og på grund af tidspres fristes man til at springe over, hvor gærdet er lavest.
Kørelisten giver heller ikke altid plads til, at der skal gå mindst fire timer mellem hver gang, borgeren får medicin, med deraf følgende risiko for mindre effekt og/eller bivirkninger.
Nogle gange betyder det, at borgeren bliver indlagt på grund af ’trivielle’ ting som dehydrering eller konfusion på grund af forstoppelse, der kunne have været undgået, hvis der havde været tid og faglighed til at se og reagere på tidlige symptomer.
Nogle gange sker det, som ikke må ske. En borger dør, og teamet omkring hende må bagefter konkludere, at det måske kunne have været undgået med bedre dokumentation af pleje og observationer. Fejl og mangler, forsømmelser, som i nogle tilfælde er så graverende for patientsikkerheden, at det er omsorgssvigt. Hvorfor bliver det ikke opdaget? Hvor er tilsynet?
Sig det fagligt
Hjemmeplejen nævnes ikke i Sundhedslovens §219, som er grundlag for det hidtidige embedslægetilsyn. Selv om ældre og svækkede borgere er patienter i den forstand, at de er syge og plejes af sundhedspersoner, er deres patientsikkerhed derfor overladt til den regulering, der følger af Serviceloven. Det betyder, at de kommunale politikere kan vedtage tilsynsmåder, som reelt ikke opfanger problemerne.
I Aarhus Kommune sker tilsynet for eksempel via fire konkrete indsatser:
1) Løbende, individuel revisitering af borgerne – som først og fremmest er afhængig af at plejepersonalet med de varme hænder også har tid til at dokumentere fokusområder mm. i plejeplan. Det er ikke altid tilfældet.
2) »En årlig intern audit med fokus på kvalitetssikring og patientsikkerhed« – men utilsigtede hændelser (f.eks. fald og forkert medicinhåndtering) når kun til forvaltningen, hvis der har været tid til at dokumentere dem i de dertil indrettede skemaer. I øvrigt indebærer en sådan »intern audit« vel en betænkelig sammenblanding af tildelings-, udfører- og kontrolfunktionen?
3) Brugerundersøgelse – men borgerne er (næsten) altid tilfredse, hvis de har en god relation til hjælperen.
4) Opfølgning på klager – men ældre borgere klager sjældent, netop fordi de er bange for at ødelægge den gode relation.
Er det nye risikobaserede tilsyn så et fremskridt eller tilbageskridt for vore ældre medborgere? Politikerne har endnu en gang vendt det blinde øje til patientsikkerheden for ældre og svækkede borgere i eget hjem. Det giver bange anelser for resten af loven, som kan betyde, at også situationen på plejehjem stille og roligt forringes igen som følge af færre tilsyn.
Hvis du er pårørende til en ældre og svækket borger – i eget hjem eller på plejehjem – gælder det derfor om at synliggøre eventuelle problemer. Og hvis du er professionel inden for området, skal du sige det højt og sige det fagligt (FOA’s opfordring), hvis du oplever problemer med patientsikkerheden!
Annegrethe Jørgensen er social- og sundhedshjælper
