Prinsessen vandt igen

Alt det der socialkonstruktionistiske ’man kan være pige på mange måder’-fis, det giver de ikke meget for i skolegården
15. februar 2016

Det var weekenden før fastelavn, og min datter legede på værelset og klædte sig ud. I min gamle frakke, min mands hue og gamle 90’er-solbriller og et sort overskæg fra Tiger. Hun kom ind i stuen med en alvorlig mine. Hun var detektiv, og jeg tog begejstret et billede af hende. Men da hun så det på telefonen, sagde hun: »Det dér sender du ikke til nogen!«

Nej, nej, det gjorde jeg da heller ikke. Jeg har en regel om, at jeg aldrig sender noget af mine børn eller poster noget på Facebook, som de ikke har sagt god for. Man er vel et voksent menneske med et modent forhold til de sociale medier og alt det der.

Seancen endte alligevel med, at min datter besluttede sig for at være detektiv til fastelavn. En fantastisk idé, tænkte jeg. Det var kreativt, hun så skøn ud, og ikke mindst var det modigt. Hvorfor modigt?

Jo, for hun er jo en pige. Og piger er jo ikke klædt ud som drenge, er de?

Vi kørte i H&M for at finde en hvid skjorte, men der var ingen hvide skjorter – altså i pigeafdelingen. Så jeg sagde nonchalant på min socialkonstruktionisktiske ’man kan være pige på mange måder’-facon, at der da helt sikkert var en skjorte i drengeafdelingen. Men da vi nærmede os drengeafdelingen, blev min datter mere og mere ubehagelig til mode. Jeg kunne mærke det. Hun tøvede. Man bliver jo ikke en dreng af at gå ind i drengeafdelingen, tænkte jeg, men min datters ansigtsudtryk afslørede, at hun ikke var så sikker endda.

Vi fandt hurtigt skjorten, hun accepterede den modvilligt, men hendes stemme var blevet skinger: »Jeg tager den kun på til fastelavn. Og så aldrig mere!«

Nej, nej, selvfølgelig ikke.

Nu begyndte jeg selv at tvivle. Jeg kunne jo godt ane, hvor det bar hen. Til fastelavn kommer der til at være fyldt af prinsesser, Monster High-piger, prinsesse Lea’er osv. i skolegården, ja, og så min ’man kan være pige på mange måder’-detektivpige, tænkte jeg. Men jeg ville også gerne bakke hende op i, at hun havde fået en kreativ og anderledes idé. Og hun holdt faktisk fast. Hun ville være detektiv.

’Ingen må se mit overskæg’

Fredag morgen står vi op og gør os klar. Vi finder detektivtøjet frem, maler øjenbrynene mørke og får sat overskægget på. Hun begynder igen at virke irritabel, overskægget kilder i næsen, og det er der jo ikke noget at sige til. Da vi kommer over på skolen, er der ganske rigtigt prinsesser, men der er heldigvis også klovne og katte, tænker jeg.

Men da min datter går ned til morgensang, dukker hun hovedet dybt ned i den store jakke.

»Ingen må se mit overskæg.«

Nu er det vist tid til en man-kan-være-pige-på-mange-måder-snak. Jeg fortæller hende, at hun er kreativ og fantasifuld, og at fastelavn handler om, at man kan få lov til at være noget, man ikke er til hverdag. Jeg er oprigtigt stolt af hende. Jeg synes, hun er modig!

Med fornyet tro på projektet trasker hun til morgensang.

De havde grinet

Men da jeg syv timer senere henter hende på fritidshjemmet, samler der sig tårer i øjnene på hende, da hun ser mig. Hun har sminke i hele hovedet. Godt med øjenskygge og en tydelig rød læbestift. Hendes læderjakke er lynet stramt om skjorten, flipperne er vendt indad, så man kan se dem mindst muligt.

De havde grinet af hende. De havde grinet af hendes overskæg. De havde grinet af, at hun var en dreng. Nogle piger var kommet hende til undsætning. De havde hjulpet hende med at skjule al den drengethed hun havde påført sig. Der skulle en hel del makeup til for at opveje fejltagelsen.

Da vi parkerer cyklen for at købe fredagsslik, masser af fredagsslik, for at råde bod på, at mor er sådan en socialkonstruktionisktisk ’man kan være pige på mange måder’-mor, ser vi en dreng med et fantastisk kostume. Han er en slikbutik. Han har en hel lille slikbod ud over overkroppen. Meget kreativt. Min datter fortæller, at han vandt for bedste udklædning – altså blandt drengene. Hos pigerne var det en meget smuk prinsesse, der vandt.

Alt det der socialkonstruktionistiske ’man-kan-være-pige-på-mange-måder’-fis, det giver de ikke meget for i skolegården.

Maja Spuur Hansen er adjunkt ved UCC København

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anders  Hede

Hvis vi man gør noget anderledes skal man være stærk. Sådan er det og har det altid været. Det har ikke nødvendigvis så meget med låste kønsrollemønstre at gøre. En dreng som prinsesse ville kræve en meget stærk dreng til at køre det igennem og være "fucking kold" overfor dumme reaktioner.

Jeg ville personligt godt nok også have haft det dårligt med læbestift på. Kan godt forstå en pige måske kan have det på samme måde med overskæg. Man skal være stærk for at kunne lege med kønsidentiteten og det er ikke kun pga andres reaktioner.

Kunne man egentlig ikke have været en stærk kvindelig detektiv? Er man ikke allerede selv lidt offer for vanetænkning når man ser en detektiv som værende en mand?

Jeg er dog helt enig i at der burde være helt frit spillerum på sådan en dag.

Brugerbillede for Chr. Mondrup

For mig at se er det en almen tvang og normalisering, der er det centrale i Maja Spuur Hansens beretning. Den har givetvis altid været til stede, men det forekommer mig, at tvangen er blevet intensiveret sammenlignet med da vores børn var små. Jeg krydser fingre for, at vores barnebarn har styrke til at stå imod.

anbefalede denne kommentar