’Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra’

Ifølge forfatteren Asta Olivia Nordenhof må de psykiatriske afdelinger, som hun selv flere gange har været indlagt på, betragtes som ’rene opbevaringscentraler’. Hun mener, at systemet arbejder imod patienterne og efterlyser større åbenhed over for anormale tænkemåder
’Jeg anerkender, at det kan være reelt at betragte nogens (psykiatriske) tilstand som syg, men diagnosesystemet vil korrigere tænkning i stedet for at afhjælpe smerte på den enkeltes præmisser,’ siger forfatter Asta Olivia Nordenhof, der har været psykiatrisk patient på både lukkede og åbne afdelinger de seneste 11 år.

’Jeg anerkender, at det kan være reelt at betragte nogens (psykiatriske) tilstand som syg, men diagnosesystemet vil korrigere tænkning i stedet for at afhjælpe smerte på den enkeltes præmisser,’ siger forfatter Asta Olivia Nordenhof, der har været psykiatrisk patient på både lukkede og åbne afdelinger de seneste 11 år.

Tor Birk Trads
26. februar 2016
Delt 129 gange

Hvordan sikrer vi en god psykiatri? Det spørgsmål diskuteres jævnligt af fagpersoner, eksperter og politikere, mens de psykiatriske patienter sjældent selv får taletid i den offentlige debat. Information giver ordet til forfatteren Asta Olivia Nordenhof, som har været indlagt på psykiatriske afdelinger ca. 10 gange, siden hun var 17.

– Hvordan oplever du omverdenens syn på psykiatriske patienter?

»Samfundet retter generelt aggression mod svaghed og sygdom. Den aggression kan være endnu stærkere, når det drejer sig om psykiatriske patienter, fordi der er en vis mistillid. De psykiatriske patienters sag lider virkelig under, at dens potentielle fortalere enten har det akut dårligt, eller betragtes som utroværdige. Hvem vil invitere en skizofren i nyhederne og opfatte vedkommende som et sandhedsvidne?«

Læs også: Forbedringstavlemøder, fikseringsbælter og potteplanter i sengen

»Forrige gang jeg var indlagt, var det på en åben afdeling, og en aften fik vi at vide, at der kun var tre sovepladser tilbage i Storkøbenhavn, og derfor måtte vi selv afgøre, hvem der skulle tage hjem. Ofte, når man fortæller om det, bliver man mødt med mistillid, fordi der er så høj systemtillid i Danmark. Folk vil i udgangspunktet tro på systemet og sige: ’Jamen den elendighed kan ikke passe. Ikke i vores velfærdsstat.’ Men faktum er, at psykiatrien foregår sådan, at man tænker, at det ikke kan passe, medmindre man har prøvet det selv.«

– Varetager interesseorganisationerne ikke jeres sag?

»De kommer hurtigt til at varetage sygdomme, som den brede offentlighed kender til. Det er godt at få aftabuiseret stress og depression, men organisationerne er ikke i særlig høj grad talerør for psykotiske mennesker eller dem, der render rundt og banker hovedet mod en væg. Dem er der ikke stor sympati for, de anses som farlige. Folk har læst krimier, hvor den perverterede seriemorders motiv alene forklares med, at han var skizofren.«

Internaliseret skam

Asta Olivia Nordenhof har diagnosen skizotypi, som forsimplet kan beskrives som en mildere form for skizofreni. Hun mener, at et af de største problemer ved det psykiatriske system er selve diagnosticeringen.

»Nogle af spørgsmålene, som lægen skal besvare for at stille diagnosen skizotypi, er, om patienten har sære ideer, ser excentrisk ud eller benytter magisk tænkning. Det centrale er at finde ud af, om patienten har de verdensanskuelser, mens selve lidelsen er mindre central.«

– Så lidelsen er ikke nødvendigvis koblet til de tænkemåder, som diagnosen baseres på?

Læs også: Samlebåndspatient på kolbøttefabrikken

»Præcis. Jeg mener, det er meningsløst at betragte de her tænkemåder som syge, men ikke selve lidelsen. Hvad den så er udløst af, det er jo den store diskussion. Jeg har været indlagt med folk, som først og fremmest er indlagt, fordi de ikke har noget sted at bo, men selv om jeg mener, at sociale faktorer betyder rigtig meget, bruger jeg netop lidelsesbegrebet, fordi jeg ikke vil falde i den grøft, hvor man siger, at det udelukkende handler om sociale faktorer. Jeg anerkender, at det er en sygdomstilstand, at det kan være reelt i nogle sammenhænge at betragte nogens tilstand som syg, men diagnosesystemet vil korrigere tænkning i stedet for at afhjælpe smerte på den enkeltes præmisser. Jeg har stadig ikke mødt den skizofrene, der har sagt: ’Jeg har det forfærdeligt, fordi jeg har sære tanker.’«

– Hvad siger de så?

»De er bekymrede over livet, over at være blevet svigtet af deres nærmeste og over at være ensomme. En stor del af smerten handler om at have en sanseverden, som vækker bekymring, hvis man delagtiggør nogen i den. Hvis den ene kan se insekter, der ikke er der, bliver samtalen meget vanskelig og vil hurtigt komme til at handle om, hvordan man kan bringe forvildelsen til ophør.«

– Hvordan håndterer du det selv?

»Med kombinationen af bekymring for mine omgivelser og en eller anden internaliseret skam er det meget lidt, jeg involverer mine nærmeste. Jeg er opdraget til – også i det psykiatriske system – at betragte de her ting som sygdomstegn.«

– Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?

»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ’Er jeg nu i gang med et selvbedrag?’«

Læs også: Elektrochok har gjort mig historieløs

– Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?

»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«

– Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?

»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system. Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«

Opbevaringscentraler

Når Asta Olivia Nordenhof har været indlagt, har hun haft en ugentlig eller halvugentlig lægegang på ca. et kvarter. Derudover har hun ikke haft psykologsamtaler eller samtaler med personalet, fortæller hun:

»Man bliver nødt til at betragte det som rene opbevaringscentraler. Der er den støtte, at der er mad og et værelse. Men samtidig er der den belastning, at man skal dele sit liv med en masse mennesker, der heller ikke får hjælp, så det er ikke ligefrem opmuntrende at være på en psykiatrisk afdeling – det ved jeg heller ikke, om det kunne blive, men det er decideret nedbrydende at se så mange mennesker, inklusive én selv, der ikke får hjælp.«

Læs også: ’Det værste er skammen over at have mistet sig selv’

»Det er en notorisk indlæggelsesoplevelse, at man kan stå virkelig længe foran døren til et kontor, der er fyldt med mennesker, som, kunne man tænke, var på arbejde for at snakke med patienterne, men som bliver derinde bag døren.«

»Fra min første indlæggelse, hvor jeg var 17 og kom på voksenafdelingen, fordi der ikke var plads på børneungdomsafdelingen, kan jeg især huske en følelse af at føle mig fuldstændig fortabt foran det kontor og kigge ind på enormt mange mennesker, som ikke havde tid til at snakke med en, men som tydeligvis havde enormt travlt med papirarbejde. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange af dem er frustrerede over det. Jeg har mødt ansatte, som simpelthen har sagt: ’Vi beklager meget, men I ved, hvordan det er.’ Mange af dem har et kæmpe ønske om at kunne være noget godt for patienterne, men systemet arbejder simpelthen imod det ønske.«

– Har psykiatrien alligevel givet dig et eller andet, siden du er vendt tilbage til?

»I situationer, hvor man simpelthen bliver i tvivl, om man kan forudse sin egen adfærd, er der en tryghed i bare at være overvåget. Hvis jeg selv bliver virkelig psykotisk, kan jeg ikke genkende mennesker, og jeg kan tro, at de er brudt ind og vil mig noget ondt. Jeg kan være så meget fra fatningen, at jeg hverken ved, om jeg ville kunne finde på at være voldelig over for nogen, jeg kender, eller hoppe ud af mit vindue. Når jeg bliver indlagt, er det, fordi kontroltabet er så omfattende.«

– Det lyder som om, det er et hensyn til dine omgivelser?

»Det er det helt klart også. Det kan være så barskt for andre, at det kan være nødvendigt, at fagpersonale, der ikke er personligt involveret, tager over.«

– Men ud over nogen, der holder øje med dig, har det så givet dig noget behandlingsmæssigt at være på en psykiatrisk afdeling?

»Nej, det har det ikke. Det, der er blevet gjort, er, at jeg har fået medicin. I de perioder af mit liv, hvor jeg var hyppigt indlagt, udskrev en ny læge hver gang enten øgede doser medicin eller tilføjede et nyt præparat til dem, jeg tog i forvejen. Da jeg var 19, var jeg oppe på at tage fire forskellige typer psykofarmaka samtidig, hvilket er veldokumenteret, at det er pissefarligt.«

Læs også: ’Magten er også omsorg’

– Så medicinen gør det værre?

»Det er i hvert fald uomgængeligt, at man giver patienter medicin, som kan være farlig, fuldstændig uden at informere dem om risikoen. Det er grotesk. Man har jo alle mulige mystiske dødsfald i psykiatrien. Ved en operation vil man altid forud for operationen fortælle patienten om risikoen. Og det er jo sigende, at man opfatter psykiatriske patienter som så ude af stand til at vurdere noget som helst, at man ikke engang informerer dem. Hvis man gjorde det, ville jeg ikke have noget indeværende med medicinen. Jeg kender folk, som har glæde af medicinen, og som ikke ville være den foruden. Jeg kender også folk, som er virkelig ulykkelige over at tage den – de har et problem, for systemet er ikke gearet til noget som helst andet end medicinsk behandling.«

– Hvor ser du positive tendenser i psykiatrien?

»Der er en psykiatrisk skadestue i Jylland, som har eksperimenteret med at give patienterne en isklump i munden, når man ellers ville fastspænde dem. Det fokuserer sansningen og har begrænset fastspændingerne. Der er også nogle steder, man eksperimenterer med, at folk selv kan lade sig indlægge. Det gør virkelig stor forskel, for på nuværende tidspunkt skal man igennem en lang opslidende procedure med en masse samtaler og ofte en vildt lang ventetid. Der er en uudtalt overensstemmelse mellem de fleste psykiatriske patienter og læger om, at man skal sige, at man er til fare for sig selv og sine omgivelser for at få en plads. Man ved, at det er det eneste, der kan skaffe én adgang, når afdelingerne er så overfyldte. Det skaber fra starten af indlæggelsen en helt vildt håbløs samtale mellem læge og patient, hvor det bliver mindre væsentligt at tale om, hvordan man har det.«

Læs også: Tvang i psykiatrien redder liv

»Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Asta Olivia Nordenhof

Hvem: 28-årige Asta Olivia Nordenhof er uddannet fra Forfatterskolen, hvor hun i dag er underviser, og vandt i 2013 Montanas Litteraturpris for digtsamlingen ’Det nemme og det ensomme’. Siden hun
var 17 år gammel, har hun været indlagt på
psykiatriske afdelinger ca. 10 gange.

 

Hvorfor: Fagpersoner, eksperter og politikere
diskuterer med jævne mellemrum, hvor mange penge psykiatrien skal have, og hvilke politiske tiltag, der er nødvendige. Men hvad synes de psykiatriske patienter selv? Vi spørger en af dem.

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen

Der er mange mennesker der ikke ved hvordan de skal standse deres tanker. Hvis man forestiller sig, at man sætter en pegefinger på det sted hvor man opfatter ens tanker kommer fra i hovedet så forsvinder den pågældende tanke. En anden måde at lære at kontrollere sine tanker er ved at lære fra dyrene. Tænk på hvordan en hjort stopper fuldstændigt op når den vejre en fare. Det hjorten gør er at aktivere sine frygt, hvilket gør det helt muligt for hjorten (og mennesker), at være helt stille også i deres hoved. Hvis man lader frygten sprede sig så standser den helt alt bevægelse og også ens tanker så man kan være helt stille og ikke blive opdaget af faren. Som hjorten bliver ældre så behøver den ikke at aktivere sin frygt for at kontrollere krop og tanker den bliver simpelthen i stand til at kontrollere denne tilstand; hvor den kan tømme sin hjerne for tanker og få kontrol over kroppen uden at skulle aktivere tilstanden med frygten - at lære at hæmme kroppens indre energier er en af vejene til kontrollere dem. Mange psykiatere vil sikkert mene at opøvelse af selvkontrollen er unødvendigt, når man nu kan proppe sig med piller....men det er selvfølgelig også den måde de tjener deres penge på - længe leve den kapitalistiske model.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

Og tak til Information for at bringe den.

Artiklen banker lige ned i en langvarig og fastlåst konflikt mellem - bl.a. - videnskabsteoretiske positioner: den naturvidenskabelige og den humanistiske - personificeret ved den lægefaglige og den psykologfaglige position. Disse to positioner sætter desuden ved deres blotte tilstedeværelse også fokus på selve sygdomsbegrebet.

Allerede Freud satte spørgsmålstegn ved diagnosticeringseuforien som i disse år når uanede højder. Psykoanalysen har, hvad diagnosticering angår senere fået følgeskab af en række andre psykologfaglige retninger som alle er baseret på den humanistiske videnskabsteoretiske position (eksempelvis eksistentiel og systemisk teori og praksis).

Forskellen på sygdomsbegrebet er i den korte version, at naturvidenskaben forankrer sygdom i kroppen, hvilket er relevant når vi taler om sygdomme som influenza, tuberkulose o.lign., men irrelevant når vi taler om mentale lidelser. Her ligger 'sygdommen - om man vil - i samfundet/systemet som helhed og specifikt i de relationer der er i den nærmeste kreds af familie, venner, kolleger osv. Den/de lidende er så at sige at betragte som symptombærere for ting som den nærmeste kreds finder ubærligt hos sig selv. Det slipper de så for at bære på når de har fundet en 'villig' symptombærer. For god ordens skyld: Detteher handler ikke om bevidst, velovervejet strategi eller ondskab, men om processer, der sætter sig igennem bag ryggen på os allesammen. Freud kaldte det projektion og projektiv identifikation.

Dette kan ikke bevises naturvidenskabeligt og derfor kan læger (psykiatere) per definition ikke godkende det. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er sandt. Eksempelvis: Enhver der har oplevet forelskelse ville ikke i deres absolut vildeste fantasi kunne finde på at benægte eksistensen af forelskelse som fænomen. Ikke desto mindre kommer de til kort når de skal bevise fænomenets eksistens.

De to positioner står overfor hinanden i en ren og skær - og banal - magtkamp, hvor naturvidenskaben tydeligvis står stærkest (jvnf. eksempelvis degraderingen af Ole Sørensen på Langeland). Ofrene for magtkampen bliver hyppigt indlagt på psykiatriske hospitaler og (over-)medicineret - i stedet for at blive set hørt og forstået.

Brugerbillede for Colin Bradley

Tak til Asta Olivia Nordenhof for en insigtsfuld artikel om daværende psykiatriens tilstand i DK. Jeg arbejder indenfor systemet og kunne sagtens finde på at skrive noget lignende, men bliver som lønslave ikke taget særlig alvorligt af de politikkere der bestemmer. Når det kommer selv fra 'kunden' så kunne man håbe på en bedre lydhørhed. Så meget mere af det tak.
Især kunne jeg godt lige denne:

»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system. Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«

og den:

Der er en uudtalt overensstemmelse mellem de fleste psykiatriske patienter og læger om, at man skal sige, at man er til fare for sig selv og sine omgivelser for at få en plads. Man ved, at det er det eneste, der kan skaffe én adgang, når afdelingerne er så overfyldte. Det skaber fra starten af indlæggelsen en helt vildt håbløs samtale mellem læge og patient, hvor det bliver mindre væsentligt at tale om, hvordan man har det.«

Jeg vil gerne sige at det ikke altid har været sådan. De fysiske rammer er den eneste bedring foræret psykiatrien i de sidste 15 år. Der var en periode gennem 70'erne op til 90 'erne hvor asyl tanken gradvist blev erstattet af rehabiliterings og tværfaglighedens tanker, hvor der var plads nok - både sengepladser og plads til nytænkning. Fordi al psykiatri blev drevet under en administrativ paraply var der ikke alt det tovtrækkeri, vi nu ser mellem Region og Kommunen. Der var en langt større rummelighed overfor mennesker, der nok var lidt sære og ikke forfærdelig dygtig til at begå sig i samfundet, men havde heller ikke større problemer, end at man kunne skaffe dem et lille beskæftigelse på hospitalets terræn ved et lille værksted o.l. og så kunne de indlede et trygt tilværelse, uden der skulle meget mere hjælp til. Det gav farver og dybden i miljøet, og dette fremmede daglige refleksioner over hvor vigtigt det er, at kunne møde hinanden, bare som de mennesker vi nu er, såvel som i vores respektive roller, som personale og patient. Ikke at vi var som familie, men et lille mikrokosmisk samfund, bare på frier vilkår end det var som asyl.

Udviklingen begyndte sent i halvfemserne at bremse op, og blev definitivt knækket ved VK regerings Kommunal Reform i 2007. Ligesom så meget andet i samfundet er psykiatrien ved at gøre sig historieløst, pga sejrsgangen af en ideologi, der gerne vil at alt skal kunne passes ind i politisk forudbestemte skabeloner, at alting skulle ensrettes, og at indlæggelser skal administreres ligesom i somatik efter diagnoser, i stedet for, som tidligere, efter geografisk sektor området, hvor man havde adresse. Det er derfor man nu klamrer sig til diagnosticering, som det gjaldte livet. Man bliver målt og vejet på kryds og tværs og jo flere man får igennem møllen jo flere 'ydelser' kan man registrere og jo større en skive af budget kagen man får næste år. Intet af dette kan betragtes som nytænkning - tværtimod, det er regression til samfundsmodeller, man tidligere har forkastet fordi de er uduelige. Men mister man sin historie så er man ikke længere i stand til at gennemskue det.

Jeg skal indrømme, det sat et gib i mig at høre, at man kunne finde på at spørge patienterne, hvem de synes skulle tage hjem for at gøre plads til ny indlæggelser. Det er så forfærdeligt, jeg ønsker simpelthen ikke at høre, at det kunne være sandt. Problemet kender alle i psykiatrien; personalet bruger oceaner af tid med jongelering af manglende sengeplads. Men det der . . . . jeg græmmes.

Brugerbillede for Lars Jensen

--den omsiggribende og aggressive psykiatri er udtryk for et samfund i opløsning og bestående af individer, der har opgivet at hævde deres individuelle eksistens - - -, måske fordi det er umuligt - - -
- - i så fald må psykiatrien afskaffes ( ja, det må den) og erstattes af mere eksistentiel tænkning og bevidsthed - - -. Regulære neurologiske sygdomme behandles fortsat bedst af regulære læger - - -

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sup Aya Laya

Jeg vil tilføje et par kommentarer vedrørende årsagerne til den behandling - eller mangel på samme - der tilbydes patienter i Danmark. Psykiatriske og ikke-psykiatriske.
Det danske sundhedssystems primære formål har i en årrække været at brødføde medicinalindustriens aktionærer ( med undtagelse af kirurgernes arbejde), og fremstår i min optik som en gennemkorrumperet og/eller hjernevasket branche. Systemet fremstår som fuldstændigt fodslæbende og uden visioner for befolkningens sundhedstilstand.
Lægerne er blevet pålagt et diagnosticerings system, der giver rig mulighed for medicinering - helst livsvarig; men hvis dette ikke anses som passende så gives der medicin der enten svækker patienterne på sigt eller dulmer symptomerne. Hvis jeg for eksempel går til lægen p.g.a. sorg over min partners død og har svært ved at sove, ryger jeg via den såkaldte kvalitetssikring af diagnoserne nemt i kategorien "depression" og kan få sovemedicin. Den måde min krop og psyke reagerer på en eksistentiel begivenhed, behandles uden at forholde sig til hvorfor det lige er det symptombillede jeg udvikler. Dette kaldes "retningslinjebehandling" (http://www.information.dk/469164).

Tidligere handlede sundhedssystemet også om profylakse og pleje. Eet plejeaspekt kan være indlæggelse eller behandling i rolige og smukke omgivelser. Stort set alle statens behandlingssteder for mennesker med psykiatriske diagnoser, der var beliggende i naturskønne omgivelser, er blevet solgt; og som vores gamle borgere der skal være-længst-muligt-i-eget-hjem indsmurt i deres egen lort og ensomhed, er tilbuddet til de borgere med en psykiatrisk diagnose at modtage et mere eller mindre kvalificeret besøg af en repræsentant fra distriktspsykiatrien i eget hjem. Vores politikere har altså, under massiv lobbypåvirkning fra medicinalindustrien, valgt plejen fra og medicinering til.
( I dokumentar serien 'The Truth About Cancer: A Global Quest', der handler om cancer behandling, belyses forbindelsen mellem medicinalindustri og finansmænd som Andrew Carnegie and John D. Rockefellers cost-benefit analyser, samt deres indflydelse på grundlæggelsen af universiteternes uddannelse af læger ).

Asta Olivia Nordenhof efterlyser "en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb." En række faktorer har betydning for denne udvikling, heriblandt oplysningstidens forblindelse af den videnskabelige metode, afskaffelsen af religiøse og spirituelle værdier og begreber, samt den vestlige verdens eksorbitante etnocentrisme. Så .. der er ikke meget håb for de danske patienter, psykiatriske eller ej, før medicinerne inddrager alt det der ikke kan påvises videnskabeligt med samme vægt som det der kan verificeres i videnskabens hellige navn; og før oplevelser og viden der inddrager ikke-målelige fænomener er accepterede - som de kan være i visse kulturer, for religiøse mennesker og astrofysikere. Og sidst men ikke mindst, at sygdom er resultatet af multifaktorielle påvirkninger, blandt andet kemien i hjernen - der har sammenhæng med bakteriesammensætningen i tarmen, traumer og følelsesmæssige forhold til familie og venner, den ernæringsmæssige tilstand, samt personens øvrige livsomstændigheder som økonomi og boligforhold.

Brugerbillede for Trond Meiring

Psykiske lidelser, eller hvad man nu vælger at kategorisere det som, kan også ha rent fysiske årsager, som (fysiske) hændelser, forgiftning, fejlernæring, lavt stofskifte og faktisk ofte medikamenter, ikke mindst psykofarmaka. Men sådanne årsager bliver i regelen ignoreret, og pasienten får en eller flere psykiatriske diagnoser, og sættes så på medikamenter. Medikamenter, hvor nogle af dem sikkert kan være til hjælp for nogle pasienter i perioder, men som ellers gør skade på hjerne, hjerte, lever, nyrer m.m. og forkorter levealderen. Men som giver enorm fortjeneste til medicinalindustrien, hvis mægtige lobby også (nu uofficielt) lader det strø af på læger, psykiatere, politikere og bureaukrater. Anden, beviseligt mere gavlig behandling, modarbejdes.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Colin Bradley: "jeg græmmes".

Du skriver, at der i 70erne frem til 90erne var plads nok på de psykiatriske afdelinger. Men der var så ikke personale nok i weekenderne. Jeg har stået i midt-80rne sammen med en psykotisk og grædende mor, som skulle akutindlægges frivilligt på Kommunehospitalets afdeling O, men vi blev afvist, fordi oversygeplejersken på grund af bemandingen ikke kunne tage ansvaret for et spædbarn. Det havde taget mig hele dagen og den halve nat at forsøge at overtale min daværende kæreste om, at de måske kunne hjælpe hende på hospitalet, men det tog systemet en time at afgøre, at det kunne de ikke.

Okay, det er måske en enkeltstående oplevelse, og da hun et halvt års tid senere blev til alvorlig fare for barnet - min søn - var der med øjeblikkeligt varsel en plads til hende på Sankt Hans. Men der skulle hun heller ikke have barnet med, da det nu var vænnet fra og blev passet af mig og svigermor. Og det var heller ikke frivilligt, da der var tale om en tvangsindlæggelse på røde papirer.

En af de mere morsomme og bizarre tildragelser var, at da vi sad i et værelse på Kommunehospitalet og ventede på at få afgjort vores videre skæbne i systemet, kom der en stor, mærkelig mand med krøllet tøj og vilde øjne ind i lokalet. Det er nok en af patienterne, der er gået forkert, tænkte jeg uvilkårligt, men nej - det var overlægen, der bragte os de dårlige nyheder om, at de desværre måtte afvise os.

Galebevægelsen levede ikke helt forgæves, men der er lang vej endnu, før psykisk sygdom bliver anerkendt som andet end en afvigelse fra en underforstået normalitet. Jeg har aldrig kendt nogen mennesker, overhovedet, som kunne kaldes normale. For der er ingen mennesker, der er normale. Men der er helt klart nogen, der er mere syge end andre, og de skal have den hjælp, de har behov for.

I øvrigt, en stor tak til de menige lønarbejder i det psykiatriske system - sygeplejersker, portører, rengøringsdamer - som altid havde tid til en lille beroligende snak med de pårørende. I modsætning til det lægefaglige personale, som knap nok havde tid til at tale med patienterne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Colin Bradley

@sup aya laya

Du har selvfølgelig ret i at det er en skandale hvis man kan tage til lægen i en krisetilstand frembragt af sørg over tab af en kære, og komme væk med en depressionsdiagnose. Jeg ved godt den nye DSM manual lægger op til det, og ICD, som vi bruger plejer at følge tæt ved; fidussen må være at fremme selvstændig tænkning indenfor lægeuddannelsen, således at man kan frigøre sin praksis fra afhængighed af de sk_de manualer. Men sig mig: hvis du var i sådan en eksistentiel krise og var udmærket klar over at du ikke var syg, og at en svær tid med bl. a. søvnbesvær hører naturligt til en sådan krise, hvorfor ville du overhovedet tage til lægen? Ville det ikke være mere relevant at gå til præst, psykolog, venner familie o.a.?

og

Det danske sundhedssystems primære formål har i en årrække været at brødføde medicinalindustriens aktionærer

kan du dokumentere det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Colin Bradley

@ Niels Nielsen

Jeg trænede i Edinburgh hvor det psykiatriske hospital havde en lille anneks med 4 sengepladser hvor mødre med pueperal psykose kunne indlægges med deres spædbørn. Det havde pædiatrisk og psykologisk bistand, en sundhedsplejerske samt en til en sygepleje bemanding. Det var noget unikt jeg ikke har hørt om andre steder. Jeg kan sagtens forstå oversygeplejersken på Kommunehospitalet ikke turde tage ansvaret for et spædbarn på en almindelig sygehus afdeling og langt mindre hvis det skulle være en psykiatrisk afdeling. Pueperal psykose er en sjældenhed heldigvis, men velkendt og velbeskrevet nok til at man skulle tro enhver sundhedstjeneste skulle have tænkt det ind i sin planlægning.
Bemanding synes jeg er en skandale i DK. Der er stor fokus på reduktion af tvang i psykiatrien i øjeblikket. Alle undersøgelse bekræfter at antallet af erfarne personale på en afdeling er afgørende for nedsættelse af tvang. I England og Skotland har man kun meget sjældent brugt fikseringsbælte i det sidste hundred år, og slet ikke siden 1983 men til gengæld bruger man op til det dobbelt i bemanding på de tunge afdelinger. Jeg besøgte en mønster afdeling for de sværeste syge i Greyfriars Gloucester, hvor jeg lærte at hver dagvagt blev dækket med mindst 6 uddannede plejepersonale, samt en fysioterapeut, ergoterapeut og ved lejlighed sports og kultur (musik kunst osv) personale. Der var biler til rådighed så patienter kunne køres til møde med sagsbehandlere eller hjem til at hente ting de havde glemt. Der var en deeskaleringsrum med musik og lysshow hvor man kunne blive anbragt sammen med 2 - 3 personaler i opkørte situationer. Afdelingen bestod af blot ti sengepladser.
Politikkerne i DK vil meget gerne få tvang bragt ned og vil sikkert også tage æren for det hvis det lykkes, men det må ikke koste penge. Psykiatrien har brug for betragtelig flere penge hvis den skal kunne måle sig med somatikken, men den får færre i stedet for, og man bliver ved med at skære i sengepladser, uden i øvrigt at kompensere med tilsvarende oprustning i ambulant og distriktspsykiatriske tilbud. Alternative boformer er der især brug for flere af, idet senge afdelinger tit stopper til pga patienter der ikke kan udskrives fordi der mangler passende botilbud.
Asta Olivia Nordenhofs ønske om en mere inkluderende psykiatri, som ikke er så ensidigt fikseret på diagnostikken kunne sagtens virkeliggøres: vi skal sætte tværfagligheden tilbage i førersædet, opbygge en solid kerne af erfarne vel-og bredt-uddannede personale (meget mere efteruddannelse, og gør psykiatrien til en attraktiv arbejdsplads så folk bliver længere i faget) satsning på overskud af personale i vagterne i stedet for som nu på en minimumsnormering, som man tit ikke en gang når at opfylde. Og lad være med at tro man kan få det hele til discount pris.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

I forlængelse af min tidligere kommentar i denne tråd: Vi har som samfund brug for at vi kan læsse alle vores ubærlige egenskaber over på nogle sårbare individer, der så kan komme 'i behandling'. Jo mere pervers samfundet udvikler sig, jo flere af den slags 'syndebukke' har vi brug for eller alternativt: deres lidelser vil blive voldsommere og voldsommere.

Hvis vi for alvor vil gøre noget, der virker, må vi hver især tage vore projektioner tilbage til os selv og tage ansvar for, hvem vi er. (Prøv - for eksperimentets skyld - gerne, at erstatte 'vi' i ovenstående sætning med 'jeg' og korriger afledte formuleringer).

Det går f.eks. allerede galt når vi siger: 'Jeg forstår ikke hvordan terrorister kan opføre sig så kynisk som de gør.' En hypotese kunne være at jeg simpelthen er bange for, at jeg også vil kunne finde på at opføre mig ligeså kynisk, hvis jeg tillader mig selv at forstå, hvad der rent faktisk motiverer (konkrete) terrorister til at handle sådan som de rent faktisk gør. Det er imidlertid min personlige erfaring at den risiko er forsvindende. Men omvendt: Hvis jeg ikke forstår dem, hvordan skal jeg så nogensinde kunne forstå hvordan jeg kan få dem til at opgive terrorisme som middel? (Udover selvfølgelig at slå dem ihjel, hvilket er den nuværende - åbenlyst uduelige - strategi. En strategi, der kun ser ud til at gøre problemet værre.

Og en strategi, der synes at være hentet fra den moderne psykiatri.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sup Aya Laya

@ Colin Bradley
Den situation jeg beskrev med lægebesøg p.g.a. søvnproblemer i forbindelse med sorg, var et eksempel. Jeg kunne ikke drømme om at gå til lægen i den situation - men det er der mange der gør.
Om jeg kan dokumentere at det danske sundhedssystems primære opgave er at brødføde medicinalindustriens aktionærer? Nej - det kan jeg ikke, men Peter Gøtzsche har i hans bøger gjort opmærksom på medicinalindustriens metoder. Og hvis man følger med i udviklingen indenfor denne industri, er almen bondefornuft rigelig til at se et mønster. Der er endeløse rækker af eksempler på, at sundhedssystemets metoder ikke har til formål at helbrede patienter:
Borreliose
Det er tidligere i en række artikler i Information belyst, at den test – Elisa-testen - der bruges til at diagnosticerer borreliose i Danmark, er lige så valid som at slå plat eller krone. Det er ligeledes dokumenteret at professor Klaus Hansen på Rigshospitalet er medudvikler af testen, ligesom han - sammen med hans bonkammerater Ram B. Dessau og Sigurdur Skarphedinsson - sidder i den styringsgruppe der vejleder Sundhedsstyrelsen om hvilke test der skal benyttes i Danmark. På trods af at politikerne tilbage i 2010 var ”rasende” over Klaus Hansens interessekonflikt, er der ikke sket noget på dette område.
Hvad er årsagen til at det danske sundhedsvæsen ikke bruger den viden der er akkumuleret i den organisation af læger, ILADS, der arbejder med borreliose? De læger i organisationen der bruger antibiotika har erfaring for, at det som minimum er to års behandling med flere typer antibiotika der skal til, for at slå sygdommen ned. I Danmark tilbydes patienter 10 dages behandling. Hvad er årsagen til, at man på forskningsafdelingen på Odense Universitets Hospital ser bort fra de mangeartede symptomer den multisystemiske infektionssygdom (MSIDS) borreliose giver, og gladeligt placerer patienterne i kassen med Funktionelle Lidelser hvor de ingen – som i absolut ingen – behandling får mod den sygdom de lider af.

Stofskifte sygdomme
Et meget stort antal danskere lider af stofskiftesygdomme, der bl.a. kan skyldes jod-mangel. Fra officiel side er jodmanglen anerkendt, og visse fødevarer beriges med mineralet. Dette til trods kan man ikke i det danske sundhedsvæsen får målt sit jodniveau! Det er der ingen problemer med i Tyskland, Schweiz og andre europæiske lande. I det hele taget oplever patienter med symptomer på stofskifte problemer, at de skal K Æ M P E med sundhedssystemet for dels at få taget nogle af de relevante blodprøver ( bl.a. frit T3, frit T4 og TSH). Hvis patienterne endelig får taget disse prøver, og lægen konkludere at patienten har en stofskiftesygdom, får alle pr. automatik en behandling med syntetiske hormoner der for mange er direkte skadelig.
Og der er lignende eksempler med en lang række af symptomer og sygdomme. Lægerne er vilde for at give kolesterol- og blodtrykssænkende medicin, visse vasse med bivirkningerne. At der findes naturmedicin der har dokumenteret effekt mod disse symptomer – uden bivirkninger – nævnes ikke.
At politikerne – både i Danmark og USA – er endog meget påvirkelige af medicinalindustriens ønsker bliver mere og mere tydeligt. I USA er der nu i Californien indført tvungen vaccination. Når der her i andedammen placeres artikler om emnet, svømmer debatten på f.eks. face book over med medicinal-aktionær-troll’enes argumentation. Ligeledes viste DAMD-database sagen, at Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serums Institut havde kendt til den ulovlige indsamling af vores data igennem 7 år – og intet foretaget sig.
I min optik tegner disse aspekter, og mange flere, et tydeligt billede …
http://www.information.dk/231920 Artikel i Information om borreliose-testens validitet og Klaus Hansens interessekonflikt (læs gerne kommentarerne – Christian Frismodt ved hvad han taler om).
https://www.youtube.com/watch?v=RWFFiIZgr6U Jeg kan anbefale dokumentarfilmen Under Our Skin der kortlægger sammenhængen mellem forsikringsbranchen, de amerikanske sundhedsmyndigheders retningslinjer, interesserne i patenter samt klapjagten på læger der har succes i deres behandling af patienter med borreliose.
Mange i Danmark lider af jod-mangel: http://stofskiftesupport.dk/tre-patientforeninger-gaar-nu-til-ministeren...
Jod-mangel anerkendt fra officiel side: http://www.thyreoidea.dk/artikler/jod/den-danske-jod-og-stofskifteunders...
Filmen om de økonomiske interesser i cancerbehandling jeg refererede til i den tidligere kommentar (del 1 i en serie på 11): https://www.youtube.com/watch?v=KqJAzQe7_0g
Tvungen vaccination i USA: http://www.theguardian.com/us-news/2015/jun/25/california-approves-manda...
Sundhedsminister med skyklapper på: https://www.dr.dk/nyheder/indland/minister-overhoerte-advarsel-om-omstri...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Behandlingsformer har jeg ikke forstand på, men gennem almindelige omgang og snak med psykisk syge medborgere har jeg fået indtryk af, at tilgængelighed til døgnvagt og sengepladser er godt når stemmerne melder sig, og i det daglige, når der er medicinsk balance, så er professionelt drevne væresteder, oaser i en svær dagligdag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

Rigtigt fint og tankevækkende interview.

Mht. at dokumentere den uheldige sammenblanding af medicinalindustriens interesser med sundhedsvæsnets kan jeg supplere Sup Aya Layas eksempler med dette:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/region-h-skal-forklare-nye-kolesterol-retnin...

Hvad har mon fået region Hovedstaden til at indsnævre referenceintervallet for kolesterol? Mon nogle gavmilde lobbyister (læs: producenter af kolesterolsænkende medicin) har været forbi direktionsgangene og lovet forskningsmidler?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Selvom det falder lidt udenfor artiklens emne, kan jeg ikke lade være med at supplere Anne-Marie Krogsbøll.

Ja, der er virkelig grund til at være kritisk overfor kolesterol-hysteriet. Der er så mange modstridende undersøgelser, at det er utroligt hysteriet kan fortsætte.

Franske læger har fundet områder i landet, især Gascogne, hvor befolkningen har høje kolesteroltal, men alligevel er forekomsten af hjertekarsygdomme beskeden - sandsynligvis på grund af kostens sammensætning, måden maden tilberedes og fortæres på, altså kulturelle faktorer, som traditionel lægevidenskab har meget lidt blik for.

Linket henviser til en af de få danske læger, der har en anden holdning til kolesterol end den officielle http://www.ravnskov.nu/dancholesterol/

anbefalede denne kommentar