Kommentar

At skamme sig

Grænser i medansvar for nationens udskejelser
Debat
26. februar 2016

Ordner hænger man på idioter, skrev P.A. Heiberg om vilkårene i det danske enevoldsregime. Som kvittering blev Heiberg landsforvist og vendte aldrig hjem fra det Frankrig, der til gengæld forstod at værdsætte den forviste.

Georg Brandes nærede i sit berlinske eksil ikke udpræget respekt for bigotteriet og det småtskårne Københavns udsigtsløse provinsialisme med måsen solidt plantet i åndsliv og den akademiske debat.

H.C. Andersen, der ellers var patriotisk, så det gjorde noget, stønnede højlydt under hjemrejsen til jammerdalen fra det land, Italien, hvor han i lyrisk udbrud – Du Skønne Land! – blev mand og kunstner. Andersen gik måske mere stille med dørene end andre hjemlandskritikere; digteren kendte sine pappenheimere og vidste erfaringsmæssigt, at danskerne nok kan tilgive kritikere udefra, undertiden ligefrem fornøjes – med måde – over fremmedes humoristiske tumulter med landet.

Hvad fædrelandsfikserede danskere ikke – aldrig – tilgiver, er derimod landsmænd, der udendørs kritiserer nationen. Så falder fars hammer. En musiker kan spille så og så fremragende, en maler male henrivende, en skide filminstruktør lave åndeløst fine film, men understår nogen sig i at kritisere det land, der har fostret og båret, betalt for instrumenter, pensler og filmskoleuddannelse, så buldrer den fødelandske vrede.

Journalister på alle platforme går i spagat af forargelse over folk med deres på det tørre, der understår sig i at besmudse hakkelsen i truget og afslutter bandlysningen i konstateringen: At kunstnere er utaknemmelige og pinlige, ikke har forstand på politik og – ivrigt sekunderet af borgerlige frontfigurer i den bøvede ende – i øvrigt skal passe deres kunst og ellers holde mund.

Stort set samme melodunte, ikke hver gang, men hver eneste gang.

Andre skammer sig aldrig

Om man så skammer sig over sit land? Det kan man vel ikke, ikke hvis man vil undgå diskrimineringens næringsvej. Pålydende at skamme sig over sit land betyder rub og stub, det hele og dem alle. Det er der trods alt ingen grund til. Man bør udtrykke sig selektivt.

Hvad man udmærket kan skamme sig over, er landets kurs og styre; skamme sig over politikere og meningsdannere, hvis udsagn og handlinger de selv burde krybe langs panelerne over. Det gør de ikke.

Formand Pia Kjærsgaard i egen ytring skammer sig aldrig. Minister Inger Støjberg og ordfører Martin Henriksen (DF) skammer sig ikke over ting og sager, der møntet på alle andre end den anonyme, sårbare flygtningeflok uden mulighed for genmæle, ville udløse opstandelse og fordømmende protester.

Ledende politikere i det globale miljø i adræt adgang til masseproduktion af meninger tegner unægtelig firmaerne og står for det pågældende lands attitude; anderledes kan dét ikke være, opposition indvortes fortaber sig udvortes. Hvem andre end specialister har anelse om eksistensen af forsonlige folk i Israel, folk af gode ønsker om fred med deres naboer, som afskyr bosættelsespolitikken og den stadig mere synlige apartheid?

Hvem skænker det mange tanker, at der i Ungarn, Rusland og Polen findes myriader af nye dissidenter, forfærdede over demokratiets og borgerrettighedernes hurtige og sikre nedbrydning? Hvem skelner mellem polakker og polakker, ungarere og ungarere, når nye anslag mod lov og ret bringer disse lande på verdens elektroniske og andre forsider? Så gælder det Israel som sådan, Polen, Ungarn, Rusland som sådan, der agerer og står til ansvar.

Nogen må snart sige fra

Hvem skelner i udlandet mellem danskere og danskere? Danmark betragtes nu vidt omkring som det land – apropos en senere omstridt landbrugsfødevaremiljøministers forvaltningspraksis – der hellere underimplementerer ansvarligheden end det modsatte. I Danmark er glasset hverken halvt tomt eller fyldt, men fortyndet med gylle.

Hvilket så meget desto mere understreger behovet for, at nogen ved passende lejligheder siger fra i Berlin eller New Zealand og udtrykker bekymring eller skamfuldhed. Ikke ved landet som land, ikke ved folket som folk, men ved tidsånd, flertal og ledelse, ved kynisme og råhed i skrift, tale, handling og annoncer.

Hvad skal en god kunstner, forfatter, maler, instruktør gøre i sin kunst andet end at tage afstand fra lige præcis den gemenhed, der sjovt nok samtidig inspirerer et kunstnerisk gemyt og dermed formulerer modstanden mod gemenheden.

Det er ytringsfrihed.

De nationalkonservative, som Søren Espersen (DF) benævner sit segment – nationalsocialkonservative, hvis det hele skal med – indser tydeligvis ikke, hvorledes den danske egenart i dybest brønd og klarest vand beror på kritik af magt og flertal og fastlåste hæmmende forestillinger om nationens værd og væsen. Det ypperste i litteraturen, i sangskatten sgu, i malerkunsten udtrykker æstetisk kritik af det bestående fra Holbergs epistler og komedier over Pontoppidans romaner til Rifbjergs sidste suk. I denne løbende kritik ligger latent en skamfuldhed over egen stammes menneskelige uformåenhed og periodiske elendighed.

Sit fædreland skylder man alt, sagde Rasmus Rask, hvilket logisk må betyde, at man også skylder at skamme sig over det. Skammen burde være børnelærdom for nationalkonservative, der vredes over den udtalte fædrelandsskam, men hvis værdigrundlag – unægteligt Luther og læren om mennesket og danskens medfødte synd – handler om at skamme sig.

Skamme sig over den iboende synd i næsten, folk og nation som i eget syndige selv. I samme beklemte åndedrag til orgelbrus og salmesang fryde sig over at overkomme det meste og skammen med takket være Frelserens syndspåtagende opofrelse på korset.

Dette tegn er sat i hvidt på rødt i Danmarks flag og markerer demonstrativt hykleriet i danskernes skamløst aflyste ordentlighed. Den, der ikke i klarsynet courage, når lejlighed byder sig, taler ilde derom, burde skamme sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Skamme sig' er noget man gør over sig selv
(rent sprogligt : 'sig' ikke 'dig' eller 'jer'.
- ikke millioner og milliarder andre efter behov..
Ellers kunne man jo ikke lave andet.

Der er med 6 milliarder mere eller mindre originaler på kloden
altid basis for klakeret udskamning - af andre, gerne i navnløse puljer,
hvis man har det behov, men det er et helt andet fænomen.

Michael Kongstad Nielsen

Georg Metz skulle nok engang imellem komme i tanke om noget ved danskerne, han kan lide.

Maj-Britt Kent Hansen

Der er ikke meget at være stolt af, selv om den ene og den anden i dette land jævnligt udtaler, at de er SÅ STOLTE af egne bedrifter.

Næh, der er snarere en del at skamme sig over. Måske ikke på egne, men så på andres vegne.

Michael Kongstad Nielsen

Begreberne stolthed og skam er vel hinandens modsætninger. Begge har de en række nære slægtninge. Opblæsthed, kontra underlegenhed, selvglæde, kontra mindreværdsfølelse. Danskerne fylder sig med begge dele. Ikke en dag uden selvhad og selvglæde. Vinterbergs skamfølelse, og mediernes selvglæde over Michelin-stjerner og Oscar-nomineringer.

Danskere og danskere er ikke enige siger Metz. Men flertalsbeslutninger, konsensus, osv, er grundlag for handlinger, ofte med irreversible konsekvenser, som tegner det billede, der hæftes på objektet 'danskere', men det må ikke lukke diskussionen - tværtimod. Desvære har Danmark i disse år neoliberale politikere fra S ud til det yderste højre, der brugere mere energi på at lukke den politiske diskusion end at udbrede den.

Det er et alvorligt demokratisk problem.

Vi er ikke der endnu, men skrækscenariet er Mccarthys USA, hvor enhver diskussion overalt i datidens aflytnings- og angiversamfund kunne lukkes med spørgsmålet: "Er du kommunist"?

Der blev dengang skabt et politisk klima i USA som amerikanerne ikke har rystet af sig endnu.

Danskerne og danskerne må tage ansvarerne på sig, og åbne op for diskussionsdemokratiet. Det kan vi ikke overlade til politikerne.

Michael Kongstad Nielsen

Debatklimaet i lille Danmark tenderer mod enten eller, normalt eller unormalt, penge eller natur, tryghed eller utryghed, rig eller fattig, vind eller forsvind.
Danskerne skejer ud, men fastholder, at det er helt normalt.