Kronik

Vi er slet ikke så frie i Danmark

Hvad drømmer du om i livet? Formentlig det samme som alle andre. For selv om vi hylder Danmark som et frit land med rige muligheder, så traver vi alle ad den samme rute med blikket stift rettet mod uddannelse, karriere og familie
Dagens kronikør har ligesom mange andre danskere taget den klassiske rute gennem folkeskolen, efterskolen, gymnasiet, højskolen og studerer nu på universitetet. Hun mener ikke, at vi lever i det frie samfund, vi tror, vi gør. Vi føre nemlig alle sammen det samme liv.

Joachim Adrian

22. februar 2016

Hurra for Danmark! For friheden og for vores velfærd og for alle vores muligheder for livsudfoldelse. Jeg fristes til at sige, at vi lever på et helt enestående privilegeret tidspunkt i verdenshistorien.

Vi har nemlig noget helt særligt: Retten til at vælge selv. En alment accepteret påstand, der dog efterlader spørgsmålet om, hvorfor vi alle sammen så lever og opfører os på samme måde? Hvorfor eksperimenterer vi ikke i højere grad med, hvordan livet kan leves?

Først og fremmest skal det lige siges, at jeg ikke er en dyt bedre selv. Jeg har taget den helt klassiske rute gennem folkeskolen, efterskolen, gymnasiet, fem måneder på højskole, en rejse ud i verden, og nu studerer jeg på universitetet. Der er ikke noget galt med den rute, men problemet er, at jeg egentlig aldrig har taget stilling til, om det overhovedet var noget for mig. Der er dog en enkelt ting, som jeg har gjort bare en smule anderledes. Jeg har haft fire sabbatår. Ikke fordi det ligefrem er nogen kriminel handling, men alligevel støder jeg ofte på kommentarer omkring min alder i forhold til, hvor langt jeg er nået i min uddannelse. Jeg ved godt, at jeg ikke er regeringens mønsterelev, men hvis der ikke skal mere til at ryste os i vores eksistentielle grundvold end mængden af år uden for skolesystemet, bliver det så ikke lidt kedeligt det hele? Det får i hvert fald mig til at undre mig over, hvad der i virkeligheden er afgørende for, hvordan vi lever vores liv.

Samfundsdrømmen

’Hvad drømmer du om?’ Det er et spørgsmål, der egentlig burde smage så dejligt af uspoleret frihed, men som i stedet kradser i halsen og skærer i ørerne. Det efterfølges nemlig ikke længere af et spørgsmålstegn, men af et udråbstegn. For lige under overfladen lurer forventningens vogter, der sikrer, at man som ung i Danmark drømmer om fremtiden. Og det gør vi så. Vi drømmer, og vi forsøger at indrette vores liv, så vi kan opfylde dem og dermed ende på vores drømmestudier og i vores drømmejob, alt imens vi forelsker os i drømmekvinden eller -manden. Der er bare et problem. For hvis vi et øjeblik skubber de metafysiske briller op over næseryggen, opdager vi, at jagten på at opfylde vores drømme går hånd i hånd med vores egen selvmodsigelse. For de drømme, der skulle forestille at være vores egne, er tilsyneladende nogle, vi deler med alle andre. De drømme, der skulle forestille at være mine drømme eller dine drømme, bliver i stedet en samfundsdrøm, en ideologi. En ideologi skabt ud fra en samfundsmæssigt konstrueret målestok, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Som om der forelå en fælles utopisk livsbane, forsøger vi at indrette os alt imens, vi tror, vi forfølger vores inderste drømme.

Vi har friheden til selv at vælge, men vi lever alle det samme liv. Formlen er enkel: uddannelse, arbejde, hus, kæreste og børn. Du kender turen. Men hvorfor gør vi det? Hvorfor eksperimenterer vi ikke og stiller flere spørgsmål til vores eget liv? Hvad er drivkraften bag denne iver mod at ideologisere os selv?

Se, jeg kan lide jordbærkage!

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gennem lang tid beskæftiget sig med netop disse spørgsmål. Han stiller sig kritisk over for tanken om, at ideologiernes tid er forbi og mener i stedet, at det netop er den mest ideologiske forestilling, man kan have. Han påstår, at jo mere fri for ideologi, vi tror, vi er, des mere ideologiske er vi.

Ideologien bliver den ubevidste tilslutning til de drømme, der ikke er vores egne, men samfundets, og som vi ikke umiddelbart kan vælge til eller fra. Vi opvokser i et ideologisk Danmark og bliver automatisk en del af en utopisk verdensorden. Vi må derfor tvinge os selv til at stå uden for ideologien.

For at forstå hvorfor vi handler og agerer, som vi gør, siger Zizek, at vi skal se livet som værende mangelfuldt. Man kan sige, at vi kun udfylder livets potentiale med 80 procent og derfor drømmer om at komme til at leve det fuldt ud, at udfylde de sidste 20 procent. Udfyldelsen af tomrummet og dermed et fuldt og ’vellykket liv’ søger vi gennem anerkendelse. For at illustrere dette bruger Zizek et eksempel med Sigmund Freuds lille datter Anna, der en nat fantaserer om jordbærkager. Anna har opdaget sine forældres store begejstring ved at se hende spise jordbærkage, og netop denne følelse af at gøre sine forældre begejstrede, skaber en stor kærlighed for jordbærkager inde i den lille pige.

Jordbærkagehistorien er et eksempel på, hvordan vi oplever tilfredsstillelse ved at opnå anerkendelse. For at opnå tilfredsstillelse må vi altså gøre noget, der lever op til vores fælles forventninger om ’det rigtige’. Anerkendelsen bliver den vej, hvorigennem vi forsøger at leve livet fuldt ud. Og det giver anerkendelse ikke at afvige for meget fra den livsrute, vi kender så godt: at få sig en uddannelse, en mand eller kone og nogle børn.

Vi lever livet baglæns

Søren Kierkegaard skrev i et citat fra 1843 at »livet forstås baglæns, men må leves forlæns« og mener med det, at vi må gøre brug af vores fortid for at forstå vores nutid. Når vi står over for nye valg i livet, må vi altså hente hjælp fra vores erfaringer for at kunne træffe gode beslutninger. Men den model følger vi ikke længere. I stedet lever vi livet baglæns, mens vi hele tiden forsøger at overskue eller bestemme, hvordan fremtiden bliver. Vi sætter os et mål, der er forbundet til det tidspunkt, hvori vi befinder os nu og forsøger at få enhver handling til at passe ind i det, der fører os hen imod målet. Vi ser på en måde allerede os selv stå derude i fremtiden, hvor vi ønsker.

Ved at bruge denne model bliver vi et let offer for ideologiens klør. Vi glemmer at stoppe op og opdage, hvor vi allerede er. Og de drømme, vi skaber, bliver hurtigt et resultat af vores forventninger til hinanden. Vi er blevet en del af et ideologisk program, hvor friheden og mulighederne står i centrum, men i virkeligheden vælger vi alle sammen det samme liv og er derfor kun frie inden for et meget begrænset område. Det bliver ikke et spørgsmål om frit at vælge, hvordan livet skal leves, men om at vælge mellem sygeplejerske, landmand eller advokat. Derved gentager vi blot en rute, som andre allerede har rejst ad.

Hvad nu hvis det faktisk lykkedes os at stå uden for ideologien? Selvfølgelig vil de fleste af os altid vælge et godt arbejde, en familie og et dejligt liv. Men jeg synes ikke, at der er plads og frihed til at tænke sig ordentligt om. Vi siger, at vi lever i et frit land med uendelige muligheder for uddannelse, og hvor alle døre står åbne. Gu gør vi ej! Vi lever i et samfund, hvor spørgsmålet ’Hvad drømmer du om?’ handler om dit næste skridt på karrierestigen, og hvor der i virkeligheden er meget lidt bevægelighed. Vi er fanget i vores egen ideologiske ’jeg-vil-fremad’ kultur, mens vi går rundt og tror, at vi forfølger de drømme, vi selv har skabt. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig model, vi har skabt i fællesskab. Men kan det passe, at det er den bedste løsning for os alle sammen?

Sine Hedegaard er retorikstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jørgen Wassmann
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Kim Øverup
  • Ernst Enevoldsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Jørgen Wassmann, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, Kim Øverup og Ernst Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

...Men jeg synes ikke, at der er plads og frihed til at tænke sig ordentligt om.

Ak, det er et modbydeligt fængsel, som du der er fanget i: dig selv!

Hvad mister du egentlig, hvis du tager dig retten til at standse op, og tænke dig om? Det skal jeg sige dig: Du risikerer at miste anseelse. Du risikerer at miste anerkendelse. Du risikerer at miste muligheder. Muligheden for at gøre karriere. Muligheden for at gøre indtryk på drømmefyrene/pigerne, når de krydser din vej. Muligheden for at sikre din fremtid, både hvad angår økonomisk og social kapital. Alt dette risikerer du at miste.

Hvad kan du så vinde? Her ville jeg gerne sige noget smukt om en dybere tilfredshed, et mere autentisk liv, en større sandhed. Men sandheden er desværre, at den slags er forbeholdt de få. For tvivlen er ikke sådan at slippe af med, og dens bid bliver stadig mere smertefuldt, jo mindre den mildnes af omgivelsernes anerkendende blikke, eller i magelighedens og komfortens iltfattige omfavnelse.

Sandheden er den, at det kun er set fra dit eget perspektiv, at du sådan for alvor er et unikt og uerstatteligt snefnug, hvis skæbne har altoverskyggende betydning. Set i en større sammenhæng er du blot endnu et menneske, som universet såmænd ikke stiller større krav til, end at du eventuelt reproducerer dig, og så forhåbentlig opfostrer dit afkom uden at gøre alt for stor og uoprettelig skade på det. Relativt beskedne krav, ikke sandt? Klarer du blot det, anerkender universet dig på en mere meningsfuld vis, end noget andet menneske nogensinde kan gøre. For så trækkes din livstråd videre og indvæves fortsat i kosmos af den næste generation, præcis ligesom utallige generationer før dig gjorde lige præcis nok til, at du nu i dag har selvsamme tråd indsyet i hjertet.

Kan du overgive dig til disse kendsgerninger, det vil sige finde fred, så kan selv den mest gennemtrængende larm fra menneskenes leg ikke længere nå dig. Så er du endelig fri. Fri for dig selv...

Held og lykke med det.

Kasper Kjær, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Morten Andersen, Randi Gredal, Kasper Malskær , Jens Pedersen, Janus Agerbo, Helene Kristensen, Ole Steensen, Kurt Nielsen, Ann Thomsen, Christian Nymark og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Vi siger, at vi lever i et frit land med uendelige muligheder for uddannelse, og hvor alle døre står åbne.

Ja, alle døre står åbne til at gøre nøjagtig som naboens børn og skaffe sig en uddannelse, så man kan få et job og et hus og et parforhold og blive gammel og dø.

Drømme... de er for børn og fulde folk.

Jan Kønig, Morten Andersen, lars abildgaard, Hans Larsen, Kurt Nielsen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Sine:
Det er satme et flot stykke håndværk du har til skue her; flot skrevet som kun en retoriker (in spe) kan forventes at formå det. Rigtig godt!

Tusind tak fordi du stiller det helt, helt rigtige spørgsmål, hvortil jeg for mit vedkommende, hurtigt kan svare et rungende:

Nej! Det kan ikke passe.

Torsten:
Du er så sandelig en sjælden guldklump, som i ussel beskenhed ikke formår at indse det der burde være dig åbenlyst. Tillykke med det, når erkendelsen da endelig må ramme dig. :-)

"Hvad kan du så vinde? Her ville jeg gerne sige noget smukt om en dybere tilfredshed, et mere autentisk liv, en større sandhed. Men sandheden er desværre, at den slags er forbeholdt de få. For tvivlen er ikke sådan at slippe af med, og dens bid bliver stadig mere smertefuldt, jo mindre den mildnes af omgivelsernes anerkendende blikke, eller i magelighedens og komfortens iltfattige omfavnelse."

Jeg er rigeligt plat til at gøre mig det forsøg, Torsten ikke nænner(drister!):

Du vinder musikken; du kan få lov at høre den og være i den uden fordom og med allerstørste indlevelse.

Du fyldes af knusende ro, i hvad Torsten helt nøje beskriver værende den (nær) gennemtrængende larm af menneskenes leg; fordi du leger din egen leg med egne regler.

Når du fejler og alligevel slipper grebet om det du ved er sandt og godt, må straks søges tilflugten i de iltfattige omgivelser; dobbelt-heldigt stillet er du, i og med at du ved passiv magelighed udløser mindre virke og reelt gør planeten en lille tjeneste derved. Nydes så længe lager haves..! (øv for finitte fænomener, fysiske som meta-)

Er det ikke nok, er den sikre vinder at give uden forventning om at få tilbage. Den virker hver gang!

Og det føles oprigtigt rart, når man formår oprigtigt at give. Ikke per tvang i en syg gavekultur eller som en art hævdelse qua fremvisning af velstand eller overskud(!), men fordi det nøjagtigt passede og var indenfor artige (forbrugs)rammer. Tog jeg skammeligt meget mere af andres frihed ved at gøre dette eller hint indkøb eller arbejde? Hvis nej, så er gaven god. Begræns de dårlige gaver og forsøg i det mindste at nyde dem, når det alligevel fremprovokeres. Selvskammeri er squ for vanvittigt at gøre sig i denne overflod af f- .. genstande og ting og sager og steder. C'mon, hva'?

Roen er slet ikke svær at finde snapt: alting har jo en forklaring; i særdeleshed menneskers adfærd. Bare husk det - og skynd dig at undskylde ved første lejlighed, når du får glemt det i hastværket af tre trilliarder synapsers sekundlige udvekslen. (eller hvor imponerende tallene nu end lige er)

Det frustrerende element opstår typisk, når man ikke kan løse andre menneskers problemer. Så må man være sig selv magelig og forstå at desperation kun opstår, når der ikke er mere mad og varme. Den tid, den sorg! Der er NU og Nu og nu.. (og ja, det er tilnærmelsesvist sværere end her udtrykt)

Vigtigst er det vel at huske at man er pålagt at være rolig og glad, bare for at være absolut nederst på rangstien i dette "land" (egn/region/paradigme/sekt/alliance/kartel/klub) - der er lys alle mulige steder og varer man får med plastkort-bip eller plast-flaske bon-bip. Ikke værst.
Selvom vinteren stadig er mørk og hård heroppe, bevares!
Er du absolut nederst på 'rangstien' lige nu?

Hvis nej, så nyd ovenstående og tilfør din placering som en koefficient. Det er svært megen magelighed at presse ind, men prøv alligevel. Du skulle nødigst anklages for at være en akulturel barbar, vel?

Rigtig god mandag.

Jørgen Wassmann og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tal for dig selv, please. Men ja, du har da ret: VI, der har formået at tænke selv, savner bestemt opbakning, så du skal da helt sikkert være velkommen, hvis du på et tidspunkt skulle få lyst til at tage springet.

Randi Gredal, Anne Schøtt og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" ... vi lever på et helt enestående privilegeret tidspunkt i verdenshistorien.
Vi har nemlig noget helt særligt: Retten til at vælge selv. En alment accepteret påstand, der dog efterlader spørgsmålet om, hvorfor vi alle sammen så lever og opfører os på samme måde? Hvorfor eksperimenterer vi ikke i højere grad med, hvordan livet kan leves?"
Det kunne være, fordi påstanden er usand, og hele artiklen altså blot en regelret tumlen med ord.

Nille Torsen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Vi vælger ikke selv at blive født, eller hvorhen. Vi vælger ikke selv om vi skal døbes eller ej.
Vore forældre bestemmer over os. Så blir vi sat i skole i mindst 10 år, men det forventes at vi i mange år endnu "frivilligt" sætter os på skolebænken, til indoktrinering og assimilering. Før at vi endelig skulle være klare til at tjene en boss, indtil vi ikke længere duger til det. Hvis ikke vi er så "heldige", bliver vi underlagt den mangehovede og tildels uforudsigbare boss Satan, også kendt som Staten.

Michael Kragh Rosenkilde, Niels Duus Nielsen, Morten Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Hver gang nogen skriver, hvordan "vi" allesammen er, føler jeg mig udenfor. Det gør ikke noget (mere), for jeg har vænnet mig til det - også til modstanden/fordommene. Men jeg har trådt en anden sti, og jeg har det godt. Det kan lade sig gøre.

Jan Troelsen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Morten Andersen, Jonathan Smith, Steffen Gliese og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Socialdemokraterne, anført af de to blå kombattanter Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon, har udråbt konkurrencestaten og afskaffet velfærdsstaten i samarbejde med blå blok. Den eneste frihed du har tilbage som almindelig lønmodtager er retten til at tjene den økonomiske magt elite gennem det hårde arbejde indtil livet ebber ud.

Lennart Kampmann

Du er fri når du ikke skylder penge i banken. Retorik er en fin merit, men hvis du ikke kan omsætte den til kold mammon, må du indstille dig på et liv med materielle begrænsninger.
Det er der nogle der sagtens kan klare, og nøjsomhed er en dyd.
Med et håndværk eller en teknisk uddannelse kan man i det mindste klare praktiske foretagender i sit eget hjem, når der er lav-konjunktur. Der hjælper retorik ikke.

Med venlig hilsen
Lennart

Kasper Christensen

Det er klart at du som retorikstuderende får frembragt en artikel, der virker troværdig, samtidig med, at man bliver enig i dine synspunkter ud fra måden du skriver på. Om ikke andet er skattekronerne, der bliver brugt til at finansiere uddannelsen givet godt ud – for vi kommer til at tro på det du siger på baggrund af den argumentationsrække du opstiller i debatindlægget. Når det er sagt, er der, hvis man dykker dybere ned i argumentationen, en række fejlslutninger bygget på dine personlige empiriske erfaringer og ukvalificerede synsninger, der florerer igennem artiklen på baggrund af få tænkere, der har svært ved at stå alene, når du argumenterer, som du gør.

For at argumentationen skal holde, nytter det ikke, at vi kun ser frihed på baggrund af din synsning om hvad frihed egentlig er. Det virker i artiklen som om, at dit frihedsbegreb er defineret på baggrund af opnåelsen af en høj grad af negativ frihed – altså frihed fra begrænsninger og udefrakommende styringer. Frihed kunne lige så godt være defineret i forhold til positiv frihed – altså friheden til at handle. Dette er essentielt for debatten, da det hurtigt viser hvilken retning debatten vil bevæge sig. Havde du valgt en anden tænker, lad os her sige Hegel, ville friheden ikke opnås ved at vi adskiller os fra andre i vores frie valg, men i stedet at andre frie individer i samfundet kan anderkende os som frie i vores handlinger – altså frihed i at undgå fremmedgørelse (selvfølgelig meget forenklet).

Så i forhold til din artikel, er vi ikke frie, når alle vælger det samme. Men er det egentlig et tegn på mindre frihed, eller bare en fælles anderkendelse af hvad det frie liv er? Havde vi valgt en anden tænker, kunne konklusionen have været helt anderledes, og det er derfor vigtigt, at man selv er klar over, at ved at foretage de metodiske valg man gør, kommer man frem til én bestemt konklusion – men er denne egentlig den sande konklusion?

Når du har sat din argumentation op på den måde du gør, kommer du med en påstand, som for dig synes sand, men hvor kvalificeret er du til at kalde den påstand sand? Ideologier bliver gjort til antagonisten i argumentet, men det hele falder hurtigt sammen, da dit argument for hvorfor det er skadeligt for individer rent faktisk at følge en ideologi ikke er til stede ud over at anderkendelse bliver drivkraften i vores handlinger, men er dette egentlig dårligt? Artiklen bliver derfor hurtigt dine følelser og synsninger om tendenser i samfundet og individers baggrunde for bestemte handlinger.

Spørgsmålet du ender med at stille er meget interessant, men måden du når der til er næsten lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, da dette er hele grundstenen for at vi kan have saglige diskussioner, der rent faktisk kan hjælpe os alle til at blive mere oplyste individer.

Jeg svarer som regel altid det samme til disse, risikosamfundets ofre, for hvem det er ved at gå op for, at det samfund vi levet i på rigtig mange måder er rigtig godt. De fysiske behov er stillet i en sådan grad, at disse slet ikke længere figurerer i vores bevidsthed. Vi er i mellemtiden ved at æde os ihjel i Vesten.
Det der ikke fungerer godt, er det hamsterhjul vi alle er fanget i.

Spacy i "Midt om natten" sagde det så godt: "Befri dig selv"!
Sine Hedegaard har naturligvis fuldstændig ret, men svaret på hendes problemer ligger lige for næsen af hende: Du skal sige "fuck dig, fandeme nej"! Og så skal man lade være. Lad vær med at leve det liv. At folk gør det, er for en tidligere smed, nu vordende sociolog og kulturanalytiker ikke den store overraskelse: Det er vi opdraget til.

Jeg har næsten hele mit liv gjort det modsatte af, hvad der forventedes af mig.
Jeg røg ud af folkeskolen uden afsluttende eksamen og tog den først år senere, jeg skiftede bifagstudie. Jeg har boet i 2 lande og 6 forskellige landsdele, selv om jeg er vokset op blandt folk, der betragtede det som en lang rejse at flytte fra en del af Jylland til en anden. Jeg er vokset op blandt folk, der ikke havde meget tilovers for folk, der læste bøger,men tog en universitetuddannelse ovenikøbet noget så "ufornuftigt" som humaniora.
Jeg har skiftet spor adskillige gange, nogle gange til folk hovedrysten: nu var jeg lige økonomisk/boligmæssig/karrieremæssig etableret - og brød jeg op igen.
Det var en befrielse hver gang: på den måde har jeg ikke levet et liv, men mange liv i forskellige miljøer. Det har haft omkostninger som alle valg har, men jeg ville ikke gøre det anderledes, hvis jeg kunne.

Dennis Berg, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Bodil Waldstrøm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Frihedens pris er så høj, at den gør, at friheden strider mod vores instinkter, og føles så tungt, så smertefuldt, så ensomt, så unaturligt og så farligt, at de fleste vælger at bytte den for tryghed og komfort.

Frihedens fordring er uendelig stor

Tænk at du er en som Sisyfos og at stenen er alt det du har opnået og alt det du ejer, og hvis du kan lade stenen trille ned ad bakken og grine samtidig, så er du på sporet af friheden.

Og det har intet med Danmark at gøre.

Steffen Gliese

Jeg bliver altid så overrasket, når folk, der har virket, som de ville vælge friheden, i sidste ende også drejer ind på hovedvejen. Det kommer jeg aldrig til at forstå.

Niels Duus Nielsen

Vi er mange, der har valgt at eksperimentere med vore liv og være nonkonforme, og vi betaler prisen for vores frihed. Og så er der de mange, mange flere, som ikke tør miste anerkendelsen fra flokken, og som derfor har valgt at være slaver af konformiteten.

"Det er et frit land vi lever i" er en floskel, som jeg har måttet høre på lige så længe, jeg kan huske. Det er bullshit, for tilværelsen er tilrettelagt på alle leder og kanter. Den eneste frihed, er den vi selv tager, og det kræver at vi skider på, hvad de andre mener. Det er den pris, friheden koster: Vi mister anerkendelsen fra de mange og bliver betragtet som særlinge og originaler. Men det, vi til gengæld får, er anerkendelse fra de få, som også har valgt at leve livet uden en køreplan.

"Det er samfundets skyld" skriver Marianne Bjerg, og det er faktisk rigtigt, for samfundet er os alle sammen, og det er flertallet, der bestemmer, at konformitetens lænker skal kaldes frihed. Så vejen til den sande frihed går gennem mindretallet; ved at alliere sig med dem, der ikke anerkender flertallets forfladigede frihedsbegreb, opnår man kontrol over sit eget liv.

Det er altid dejligt at høre fra et menneske, der ikke gider gøre som alle andre. Tak Sine Hedegaard, for din implicitte anerkendelse af den måde, hvorpå jeg har valgt at leve mit liv.

Kasper Kjær, Michael Kragh Rosenkilde, Dennis Berg, Vladan Cukvas, Jens Christensen, Ebbe Overbye, Helge Rasmussen, Jens Thaarup Nyberg, Kurt Nielsen, Bodil Waldstrøm, Christian Nymark og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg husker engang, hvor man (jeg) kunne gaa ind paa universitetet i Koebenhavn og saette sig (mig) ind og overvaere en forelaesning. Ja faktisk kunne man (igen jeg) foelge undervisningen hele semestre uden nogen formaliteter. Hvis man ville til eksamen, skulle man indskrives, men det var der saa vidt jeg husker ikke mange formaliteter i.

Jeg fulgte filosofikum og matematik igennem nogle aar i min fritid, jeg havde en forstaaende chef, af lutter nteresse og i min egen rytme. Det gav ikke sorte tal paa bundlinien, men det var umaadeligt tilfredsstillende at kunne nyde godt af de mange fremragende forelaeseres indsigt, og saaledes dyrke min personlige interresse.

Det var en rig tid, en dejlig tid.

Michael Kragh Rosenkilde, Steffen Gliese, Gunner Boye Olesen, Jens Christensen, Jonathan Smith, Lise Lotte Rahbek, Nille Torsen, Torben Skov, Jens Thaarup Nyberg, Christian Nymark og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Frihed er delt mellem frihed til og frihed fra.
Graden af frihed følger den enkeltes placering i magtpyramiden.

Fjerkræpsykologi er læren om hakkeorden blandt domesticeret fjerkræ, som, I høj grad, har sin parallel I det menneskelige samfund, der, lige som hos fjerkræet, bygger på en magtpyramide, hvor hakningen altid går fra toppen og nedefter I pyramidestrukturen.

For hundreder af år siden var toppen repræsenteret ved kongen, adelen/rigsrådet, kleresiet/præster, herremænd og øvrighedspersoner.

I bunden lå bønder, daglejere, rakkere, kættere, hekse, tyve og andet udskud.

I dag består pyramidetoppen af finanslobbyen, der sender informationer, (direktiver) ned til finansministeren til stats- og de øvrige ministre og medlemmer af tinget, embedsmænd, statsinstitutioner og disses magtudøvere.

Nederst er pensionister, arbejdsløse, modtagere af overførsel, forbrydere, indvandrere/flygtninge.

Bodil Waldstrøm,
Jeg troede heller ikke din kritik kun galdt mit indlæg, men det står lige forud for dit, og indeholder påfaldende mange vi'er. Derfor mit selvforsvar. Er jeg så uden skyld?

Recep INAL,
Den anden udgave var bedre. Men når du nu selv har gang i revisionen, må jeg så godt foreslå : "Frihed i et ægte kommunistisk (evt. socialistisk) samfund er..."

Lennart Kampmann

Man bliver aldrig fri fra pligten til at være et godt menneske. En måde at lære at forstå det på, er at stifte en familie og få den til at trives.

Med venlig hilsen
Lennart

jens peter hansen

Engang hed det at man skulle finde et arbejde. Nu er det karriere, skrives der. Artikelskriveren kan melde sig ud af karriereræset med det samme og det dummeste er da at vælge universitetet, hvis man vil undgå de nedtrådte stier andre har gået. Hvis 4 sabbatår ikke er nok og man synes , at der ikke er plads og frihed til at tænke sig ordentligt om så tag 4 til etc. Helt ærlig så synes jeg at det er nedslående at et så ungt menneske har så lidt tillid til egne kræfte.

jens peter hansen

Engang hed det at man skulle finde et arbejde. Nu er det karriere, skrives der. Artikelskriveren kan melde sig ud af karriereræset med det samme og det dummeste er da at vælge universitetet, hvis man vil undgå de nedtrådte stier andre har gået. Hvis 4 sabbatår ikke er nok og man synes , at der ikke er plads og frihed til at tænke sig ordentligt om så tag 4 til etc. Helt ærlig så synes jeg at det er nedslående at et så ungt menneske har så lidt tillid til egne kræfte.

Niels Duus Nielsen

Marianne Bjerg. Tak for din kommentar til min kommentar. Jeg ved kun alt for godt, at det er meget svært at udtrykke sig klart og præcist, hvis det samtidig skal være kortfattet. Og sætningen "det er samfundets skyld" plejer at være den sorte reaktions metode til med en enkelt sætning at desavouere et andet menneskes kritik af det flertallets tyranni, som de selv billiger.

Men efter at du har uddybet dine tanker, kan jeg se, at du faktisk har noget at have din kritik af kritikken i. Det glæder mig altid at høre folk forklare, hvorfor de siger og mener, hvad de siger og mener. I dette tilfælde provokerede din sætning mig til at forsvare retorikeren, fordi hun står midt i en frigørelsesproces og derfor fortjener al den støtte, hun kan få. Også selv om retorikerne er filosoffernes arvefjender.

PS Jeg glæder mig også til at se, hvad Vincent Hendricks får ud af sin forskning om meningsbobler. Han er en gudsbenådet logiker, og det glæder mig, at han er begyndt at interessere sig for andet end modalfilosofi. Jeg tror, at det hænger sammen med, at han har fået børn. Børn er en velsignelse. For nu at være kortfattet.

:-)

Steffen Gliese

Hannah Arendt. Jeg havde glemt hendes udmærkede filosofi, men den er jo i bund og grund det samfundssyn, jeg har.

Steffen Gliese

Faktisk kommer det bag på mig, hver gang jeg hører, at Hannah Arendts synspunkter er "elitære" og ikke almindeligt udbredte. De forekommer mig tværtimod helt indlysende rigtige og selvfølgelige.

Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg skriver (stærkt karikeret, bevares):

Der er en tendens til at den samme svanesang synges konstant. Jeg er ikke tilfreds med mit liv-jeg ville gerne leve på en anden måde-jeg drømmer om noget andet-jeg er ulykkelig-men jeg kan ikke leve på en anden måde for sådan er samfundet jo- jeg er et offer for samfundets indretning- jeg er et offer-det er samfundets skyld.

Hovedet på sømmet! Og især i dette tilfælde, hvor skribentens ærinde er et opgør med et postuleret bevidstløst valg af 'den slagne vej', men så alligevel så udtalt søger sikkerhed og ly i et omklamrende 'vi', bliver stilen kilde til enorm frustration for i det mindste denne læser.

'Jeg' og 'Vi' gør altså en stor forskel, og det for både skribent og læser vil jeg hævde. Et eksempel:

fra Sine Hedegaards debatindlæg, 'Vi':
Vi har nemlig noget helt særligt: Retten til at vælge selv. En alment accepteret påstand, der dog efterlader spørgsmålet om, hvorfor vi alle sammen så lever og opfører os på samme måde? Hvorfor eksperimenterer vi ikke i højere grad med, hvordan livet kan leves?

samme afsnit, omskrevet til 'jeg':
Jeg har nemlig noget helt særligt: Retten til at vælge selv. En alment accepteret påstand, der dog efterlader spørgsmålet om, hvorfor jeg så lever og opfører mig på samme måde som alle andre? Hvorfor eksperimenterer jeg ikke i højere grad med, hvordan livet kan leves?

Endnu et eksempel:

Fra debatindlægget, 'Vi':
For lige under overfladen lurer forventningens vogter, der sikrer, at man som ung i Danmark drømmer om fremtiden. Og det gør vi så. Vi drømmer, og vi forsøger at indrette vores liv, så vi kan opfylde dem og dermed ende på vores drømmestudier og i vores drømmejob, alt imens vi forelsker os i drømmekvinden eller -manden. Der er bare et problem. For hvis vi et øjeblik skubber de metafysiske briller op over næseryggen, opdager vi, at jagten på at opfylde vores drømme går hånd i hånd med vores egen selvmodsigelse. For de drømme, der skulle forestille at være vores egne, er tilsyneladende nogle, vi deler med alle andre. De drømme, der skulle forestille at være mine drømme eller dine drømme, bliver i stedet en samfundsdrøm, en ideologi.

samme tekst omskrevet til 'Jeg':
For lige under overfladen lurer forventningens vogter, der sikrer, at man som ung i Danmark drømmer om fremtiden. Og det gør jeg så. Jeg drømmer, og jeg forsøger at indrette mit liv, så jeg kan opfylde dem og dermed ende på mit drømmestudie og i mit drømmejob, alt imens jeg forelsker mig i drømmekvinden eller -manden. Der er bare et problem. For hvis jeg et øjeblik skubber de metafysiske briller op over næseryggen, opdager jeg, at jagten på at opfylde mine drømme går hånd i hånd med min egen selvmodsigelse. For de drømme, der skulle forestille at være mine egne, er tilsyneladende nogle, jeg deler med alle andre. De drømme, der skulle forestille at være mine drømme eller dine drømme, bliver i stedet en samfundsdrøm, en ideologi.

Som læser kan jeg bedst lide 'Jeg'-Sine Hedegaard, som for mig fremstår modig og ærlig. Hun er ikke bange for at udstille sine egne fejltagelser og selvmodsigelser, sin egen tvivl. Og det uden at søge beskyttelse i et uforpligtende 'Vi'.

Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Marianne Bjerg skriver
"Politikerne skaber vel blot rammerne for det gode liv - og så længe flertallet af os stemmer som vi gør, så er det netop hvad politikerne skaber.
Diise rammer for livet som vi har pt., er jo netop rammer for hvad politikerne mener er det gode liv - og så har vi det som vi åbenbart ønsker det, i og med vi vælger som vi gør.
At du og jeg så mener at det er noget andet der er essentielt og indholdet der er væsentligt ... tja ... sådan er det at tilhøre mindretallet."
Nu skal det ikke glemmes at nogle politikere, med nødvendighedens politik, har valgt at føre dk fra velfærdsstaten, rammerne for det gode liv, over i konkurrencestaten, rammerne for drømmelivet (?). Og vi har ikke noget valg desangående - med mindre et flertal stemmer tv. for midten, som må ligge et sted i Soc.Dem. - og så måske alligevel ikke, givet baggrunden for nødvendighedens politik, Globaliseringen.

Vi er de eneste væsener på jorden, som skal betale for et sted at bo. Som skal betale for at spise og drikke. Som er tvungne til lønarbejde for at overleve.

Dér ligger problemet. Så længe det konstante pres fra basal overlevelse er vævet tæt sammen med vores indretning af livet (du bruger jo de fleste og de bedste af dine timer på arbejdet), så kan du ikke forvente ægte frihed.

Birger Klünder Karlsson

Frihed er en fidus, lossepladsen, der skal retfærdiggøre, at sult og kulde er forudsætningen for et lykkeligt samfund. Der skrevet så mange bedre kommentarer til dit oplæg, Sine Hedegaard. Alligevel kan jeg ikke lade lade være med overflødigt at tage ordet. Jeg skal ikke påstå, jeg forstår alt, hvad der er skrevet på denne side, men forveksler du ikke frihed med fritid..?

Den daglige kamp for overlevelse er jo et vilkår for alt liv. Problemet for det moderne menneske er, at det er fremmedgjordt i sit eget livsopholdelses- og selvrealiseringsprojekt. To ord. Penge og kapitalisme. Et navn. Marx, som stadig er relevant til sit brug.
Frihed er ikke et liv i passiv luksus, men også ofte hårdt arbejde. Men som løns- og/eller gældsslave kan man ikke være fri. Markedsliberalisme udelukker friheden.

Trond:
Men i dyreverdenen bliver du ikke født ind i en verden, som er komplet koloniseret af de hidtidige mennesker, hvor alt er hegnet ind og "ejet". I dyreverdenen hopper du bare ud og gør det du er skabt til.
Men prøv at gå ud at jage, at gå ud at fiske, at prøve at dyrke afgrøder et eller andet sted, uden tilladelse/skøde, og så skal du se løjer. Hvis man har et samfund der er indrettet sådan, så er det mindste man kan forlange, at "kolonisterne" deler lige med de andre, så vi alle kan være her.

Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, man kan føle sig personligt omfattet, når et menneske bruger "vi" i sine udtalelser, eller man kan antage, at ordet bruges for at inddrage andre mennesker i sine overvejelser. "Vi har det godt i lille Danmark" sagde min far altid, og jeg tænkte (næsten) hver gang, at "Ja, du har det godt, men hvad med mig?"

Så Sine Hedegaard, der studerer retorik, har lige fået en lærestreg, der forhåbentlig fremover vil hjælpe hende til at formulere sig bedre, så hun kan opnå den pathos-virkning, hun stræber efter.

Men der er ikke noget i vejen med hendes logos eller ethos, bortset fra den afsmittende virkning fra den uheldige pathos. Jeg har selv engang været sådan som Sine Hedegaard giver indtryk af, og har troet, at det var mig, der var noget galt med, når jeg nu så gerne ville noget andet end de fleste, som vedvarende forsøgte at tale mig fra at følge mine drømme. Her et langt liv senere kan jeg konstatere, at efter at jeg meldte mig ud af den konforme klub, har jeg haft det rigtigt rigtigt sjovt, og rigtigt rigtigt skidt, og - hånden på hjertet - mon ikke de mennesker, der ikke tør springe ud som særlinge og originaler, også har det sjovt og skidt?

Men ligesom en gammel junkie ønsker jeg at støtte Sine Hedegaard i, at hun skal springe ud og selv tage den frihed hun efterlyser. For at fortsætte med at identificere sig med et "vi", som man ikke føler, at man er en del af, er ikke godt for selvtilliden. Som Dynamit-Harry siger:

"Alle mennesker tænker på sig selv. Den eneste der tænker på mig, er mig".

Kurt Nielsen, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" Der er ikke noget galt med den rute, men problemet er, at jeg egentlig aldrig har taget stilling til, om det overhovedet var noget for mig. Der er dog en enkelt ting, som jeg har gjort bare en smule anderledes. Jeg har haft fire sabbatår. Ikke fordi det ligefrem er nogen kriminel handling, men alligevel støder jeg ofte på kommentarer omkring min alder i forhold til, hvor langt jeg er nået i min uddannelse. ... Det får i hvert fald mig til at undre mig over, hvad der i virkeligheden er afgørende for, hvordan vi lever vores liv."
Er det mig der er galt på den når jeg her ser en ligitim begundelse for vi´et.
At så skribenten kunne være nået en dybere dybere forståelse af fænomenet, ved at konstatere det oplagte, at vi ikke er ens, og dernæst undersøgt hvori denne forskel grunder, er en helt anden sag (en for grundforskere, og ikke retorikere).

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Som sagt mener jeg, at denne for tiden så typiske 'debatindlægs-form' har en ikke videre sund virkning på både afsender og modtager.

Jeg vil lade Albert Camus udkrystallisere min anke og bekymring:

(Uddrag fra "Faldet", Gallimard, 1956)

"Jeg har altså i nogen tid udøvet min nyttige gerning i [baren] Mexico-City. De har selv erfaret, at den først og fremmest består i at holde offentligt skriftemål så tit som muligt. Jeg anklager mig selv, op ad stolper og ned ad vægge. Det er ikke vanskeligt, min hukommelse er storartet nu. Men læg mærke til, at jeg ikke anklager mig selv på nogen plump måde med slag på brystet. Nej, jeg går anderledes smidigt til værks, bruger en mængde nuancer og digressioner, tilpasser mine ord efter tilhøreren og giver ham anledning til at overbyde mig. Det, der vedrører mig, blander jeg sammen med med det, der angår de andre. Jeg tager de fælles træk, de erfaringer vi begge har måttet gøre, de menneskelige svagheder, vi er lige gode om, tidens tone, vor tid i almindelighed, sådan som den, lig en sygdom, raser i mig og hos de andre. Med alt det tegner jeg et portræt, som ligner alle og ingen. Kort sagt en maske, meget lig en karnevalsmaske, på én gang nøjagtig og forenklet, foran hvilken man siger til sig selv: "Hør, den har jeg da mødt før!" Når portrættet er fuldført, som nu i aften, viser jeg det frem og siger utrøsteligt: "Ak, her kan De selv se, hvad jeg er for et menneske." Anklageskriftet er færdigt. Men samtidig bliver det portræt, jeg holder frem mod mine samtidige, et spejl."

"Dækket af aske, langsomt udrivende mine hovedhår, med ansigtet flænset af mine negle, men med et gennemborende blik står jeg foran hele menneskeheden og rekapitulerer min skam og skændsel, uden at tabe den virkning af syne, som jeg fremkalder. Og jeg siger: "Jeg var den usleste af de usle." Så går jeg i min tale umærkeligt fra "jeg" over til "vi". Når jeg når frem til "der kan De se, hvad vi er for mennesker", har jeg gennemført mit trick og kan fortælle dem sandheden om dem selv. Jeg er virkelig, som de er, vi er i samme båd. Jeg er dem imidlertid overlegen på ét punkt: Jeg véd det, og det giver mig ret til at tale. Jeg er sikker på, at de kan indse den fordel, jeg har. Jo mere jeg anklager mig selv, jo større ret har jeg til at dømme Dem. Endnu bedre, jeg provokerer Dem til at dømme Dem selv, hvad der i høj grad letter byrden for mig. Å, min kære ven, vi er nogle mærkelige, nogle elendige skabninger, og når blot vi tager vort liv op igen og taler om det, kan det ikke slå fejl, at vi mange gange undervejs forbavser og forarger os selv. Prøv. De kan være sikker på, at jeg skal høre på Deres skriftemål med brodersind."

"De må ikke le! Ja, De er en vanskelig klient, det så jeg ved første øjekast. Men det skal nok komme, det er uundgåeligt. De andre er for størstepartens vedkommende mere sentimentale end intelligente; dem desorienterer man straks. De intelligente må man anvende nogen tid på. Man behøver blot at forklare dem metoden grundigt. De glemmer den ikke, de overvejer den. En skønne dag giver de sig, halvt for spøg, halvt af forvirring, til at skrifte. Hvad Dem angår er De ikke blot intelligent, men De ser også ud som én, der er blevet slebet til. Men De må da indrømme, at De i dag føler Dem mindre tilfreds med Dem selv end for fem dage siden? Jeg venter, De skriver til mig eller kommer tilbage. For De kommer tilbage, det er jeg vis på! Mig vil de finde uforandret. Og hvorfor skulle jeg forandre mig, når jeg har fundet den lykke, der passer mig? Jeg har accepteret livets falskhed i stedet for at fortvivle over den. Jeg har tværtimod fundet mig til rette med den, har fundet den bekvemme plads, som jeg har søgt efter hele mit liv. Egentlig var det ikke rigtigt af mig at sige, at det vigtigste var at undgå dommen. Det vigtigste er at kunne tillade sig alt, og slippe med, nu og da, under høje véråb, offentligt at bekende sin egen nedrighed. På ny tillader jeg mig alt, og denne gang er der ingen, der ler. Jeg har ikke ændret levevis, jeg elsker stadig mig selv, og jeg benytter mig stadig af andre. Blot er det nu, hvor jeg skrifter mine synder, lettere for mig at begynde forfra, og jeg kan glæde mig to gange, først over min natur, og dernæst over en henrivende anger."

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Christian Nymark anbefalede denne kommentar

Sider