Kronik

Vi er slet ikke så frie i Danmark

Hvad drømmer du om i livet? Formentlig det samme som alle andre. For selv om vi hylder Danmark som et frit land med rige muligheder, så traver vi alle ad den samme rute med blikket stift rettet mod uddannelse, karriere og familie
Dagens kronikør har ligesom mange andre danskere taget den klassiske rute gennem folkeskolen, efterskolen, gymnasiet, højskolen og studerer nu på universitetet. Hun mener ikke, at vi lever i det frie samfund, vi tror, vi gør. Vi føre nemlig alle sammen det samme liv.

Joachim Adrian

22. februar 2016

Hurra for Danmark! For friheden og for vores velfærd og for alle vores muligheder for livsudfoldelse. Jeg fristes til at sige, at vi lever på et helt enestående privilegeret tidspunkt i verdenshistorien.

Vi har nemlig noget helt særligt: Retten til at vælge selv. En alment accepteret påstand, der dog efterlader spørgsmålet om, hvorfor vi alle sammen så lever og opfører os på samme måde? Hvorfor eksperimenterer vi ikke i højere grad med, hvordan livet kan leves?

Først og fremmest skal det lige siges, at jeg ikke er en dyt bedre selv. Jeg har taget den helt klassiske rute gennem folkeskolen, efterskolen, gymnasiet, fem måneder på højskole, en rejse ud i verden, og nu studerer jeg på universitetet. Der er ikke noget galt med den rute, men problemet er, at jeg egentlig aldrig har taget stilling til, om det overhovedet var noget for mig. Der er dog en enkelt ting, som jeg har gjort bare en smule anderledes. Jeg har haft fire sabbatår. Ikke fordi det ligefrem er nogen kriminel handling, men alligevel støder jeg ofte på kommentarer omkring min alder i forhold til, hvor langt jeg er nået i min uddannelse. Jeg ved godt, at jeg ikke er regeringens mønsterelev, men hvis der ikke skal mere til at ryste os i vores eksistentielle grundvold end mængden af år uden for skolesystemet, bliver det så ikke lidt kedeligt det hele? Det får i hvert fald mig til at undre mig over, hvad der i virkeligheden er afgørende for, hvordan vi lever vores liv.

Samfundsdrømmen

’Hvad drømmer du om?’ Det er et spørgsmål, der egentlig burde smage så dejligt af uspoleret frihed, men som i stedet kradser i halsen og skærer i ørerne. Det efterfølges nemlig ikke længere af et spørgsmålstegn, men af et udråbstegn. For lige under overfladen lurer forventningens vogter, der sikrer, at man som ung i Danmark drømmer om fremtiden. Og det gør vi så. Vi drømmer, og vi forsøger at indrette vores liv, så vi kan opfylde dem og dermed ende på vores drømmestudier og i vores drømmejob, alt imens vi forelsker os i drømmekvinden eller -manden. Der er bare et problem. For hvis vi et øjeblik skubber de metafysiske briller op over næseryggen, opdager vi, at jagten på at opfylde vores drømme går hånd i hånd med vores egen selvmodsigelse. For de drømme, der skulle forestille at være vores egne, er tilsyneladende nogle, vi deler med alle andre. De drømme, der skulle forestille at være mine drømme eller dine drømme, bliver i stedet en samfundsdrøm, en ideologi. En ideologi skabt ud fra en samfundsmæssigt konstrueret målestok, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Som om der forelå en fælles utopisk livsbane, forsøger vi at indrette os alt imens, vi tror, vi forfølger vores inderste drømme.

Vi har friheden til selv at vælge, men vi lever alle det samme liv. Formlen er enkel: uddannelse, arbejde, hus, kæreste og børn. Du kender turen. Men hvorfor gør vi det? Hvorfor eksperimenterer vi ikke og stiller flere spørgsmål til vores eget liv? Hvad er drivkraften bag denne iver mod at ideologisere os selv?

Se, jeg kan lide jordbærkage!

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gennem lang tid beskæftiget sig med netop disse spørgsmål. Han stiller sig kritisk over for tanken om, at ideologiernes tid er forbi og mener i stedet, at det netop er den mest ideologiske forestilling, man kan have. Han påstår, at jo mere fri for ideologi, vi tror, vi er, des mere ideologiske er vi.

Ideologien bliver den ubevidste tilslutning til de drømme, der ikke er vores egne, men samfundets, og som vi ikke umiddelbart kan vælge til eller fra. Vi opvokser i et ideologisk Danmark og bliver automatisk en del af en utopisk verdensorden. Vi må derfor tvinge os selv til at stå uden for ideologien.

For at forstå hvorfor vi handler og agerer, som vi gør, siger Zizek, at vi skal se livet som værende mangelfuldt. Man kan sige, at vi kun udfylder livets potentiale med 80 procent og derfor drømmer om at komme til at leve det fuldt ud, at udfylde de sidste 20 procent. Udfyldelsen af tomrummet og dermed et fuldt og ’vellykket liv’ søger vi gennem anerkendelse. For at illustrere dette bruger Zizek et eksempel med Sigmund Freuds lille datter Anna, der en nat fantaserer om jordbærkager. Anna har opdaget sine forældres store begejstring ved at se hende spise jordbærkage, og netop denne følelse af at gøre sine forældre begejstrede, skaber en stor kærlighed for jordbærkager inde i den lille pige.

Jordbærkagehistorien er et eksempel på, hvordan vi oplever tilfredsstillelse ved at opnå anerkendelse. For at opnå tilfredsstillelse må vi altså gøre noget, der lever op til vores fælles forventninger om ’det rigtige’. Anerkendelsen bliver den vej, hvorigennem vi forsøger at leve livet fuldt ud. Og det giver anerkendelse ikke at afvige for meget fra den livsrute, vi kender så godt: at få sig en uddannelse, en mand eller kone og nogle børn.

Vi lever livet baglæns

Søren Kierkegaard skrev i et citat fra 1843 at »livet forstås baglæns, men må leves forlæns« og mener med det, at vi må gøre brug af vores fortid for at forstå vores nutid. Når vi står over for nye valg i livet, må vi altså hente hjælp fra vores erfaringer for at kunne træffe gode beslutninger. Men den model følger vi ikke længere. I stedet lever vi livet baglæns, mens vi hele tiden forsøger at overskue eller bestemme, hvordan fremtiden bliver. Vi sætter os et mål, der er forbundet til det tidspunkt, hvori vi befinder os nu og forsøger at få enhver handling til at passe ind i det, der fører os hen imod målet. Vi ser på en måde allerede os selv stå derude i fremtiden, hvor vi ønsker.

Ved at bruge denne model bliver vi et let offer for ideologiens klør. Vi glemmer at stoppe op og opdage, hvor vi allerede er. Og de drømme, vi skaber, bliver hurtigt et resultat af vores forventninger til hinanden. Vi er blevet en del af et ideologisk program, hvor friheden og mulighederne står i centrum, men i virkeligheden vælger vi alle sammen det samme liv og er derfor kun frie inden for et meget begrænset område. Det bliver ikke et spørgsmål om frit at vælge, hvordan livet skal leves, men om at vælge mellem sygeplejerske, landmand eller advokat. Derved gentager vi blot en rute, som andre allerede har rejst ad.

Hvad nu hvis det faktisk lykkedes os at stå uden for ideologien? Selvfølgelig vil de fleste af os altid vælge et godt arbejde, en familie og et dejligt liv. Men jeg synes ikke, at der er plads og frihed til at tænke sig ordentligt om. Vi siger, at vi lever i et frit land med uendelige muligheder for uddannelse, og hvor alle døre står åbne. Gu gør vi ej! Vi lever i et samfund, hvor spørgsmålet ’Hvad drømmer du om?’ handler om dit næste skridt på karrierestigen, og hvor der i virkeligheden er meget lidt bevægelighed. Vi er fanget i vores egen ideologiske ’jeg-vil-fremad’ kultur, mens vi går rundt og tror, at vi forfølger de drømme, vi selv har skabt. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en dårlig model, vi har skabt i fællesskab. Men kan det passe, at det er den bedste løsning for os alle sammen?

Sine Hedegaard er retorikstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jørgen Wassmann
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Kim Øverup
  • Ernst Enevoldsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Jørgen Wassmann, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, Kim Øverup og Ernst Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Nymark

Men betyder de faktiske forhold da intet for dig?

Det er jo psykologisk eskapisme og skrevet i en ganske anderledes tid. En tid med en anden oplysningsgrad. At vende indad og gemme sig fra falskheden, er end ikke en mulig strategi nu til dags.. Det må da vægte i tænkningen?

Torsten Jacobsen

Christian Nymark,

Psykologisk eskapisme kan man måske godt kalde det. Men nu er der jo blot om et uddrag. Læser man hele romanen, vil man muligvis nå til den konklusion, at der for den talende i romanen, Jean-Baptiste Clamence, er tale om nødværge, hvilket ikke er det samme.

Men Jean-Baptiste Clamence er ikke Camus, ligesom jeg hverken er Camus eller Clamence. Så jo da, de faktisk forhold betyder enormt meget for mig. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget, som betyder mere for mig, end netop de faktiske forhold. Jeg er ikke religiøs. Og desuden er jeg far, hvilket af håbløst sentimentale grunde påtvinger mig en vis gravitas, de faktiske forhold i jernindustrien taget i betragtning.

Men efter min mening tager du nu fejl, når du hævder at en venden sig indad i en flugt fra absurditeten, ikke længere skulle være en mulig strategi. I mine mere mørke øjeblikke forekommer det mig at være den eneste tilbageværende udvej. I det mindste for de af os, som ikke ønsker - eller evner, det kommer ud på et - at deltage i spillet. Og med fare for hyklerisk at gå Sine Hedegaard i bedene, vil jeg tilføje at jeg i min samtid ikke just har svært ved at finde empirisk belæg for, at andre end jeg selv til tider går helt i sort. At lyset ,i hvert fald på øverste etage, hos nogle mennesker synes endeligt og uigenkaldeligt slukket. Mens de mere eller mindre glædesløst gennemløber en på forhånd opridset livsbane, omtrent som Sine Hedegaard beskriver det.

Men alt dette var egentlig slet ikke min pointe. Jeg er som i et tidligere indlæg sagt blot nået til min smertegrænse, hvad angår debatindlæg i danske dagblade, hvor velmenende mennesker siger det rigtige, mens de gør det forkerte. Jeg er muligvis for ømskindet, den mulighed stiller jeg mig ikke afvisende over for: "Erkendelse er det første, nødvendige skridt", og alt det der. Det er rigtigt, og det er fint alt sammen. Måske er jeg bare træt? Lidt træt og formørket i disse dage? Måske er det forklaringen? Det tror jeg sgu, det er..

Christian Nymark

Det ER trættende. Og du skal jo netop minde dig selv om at du ikke er komplet alene; selvom din særlige version af ordentlig medmenneskelighed nok varierer fra min, så er grundfrekvensen enslydende: fælles(skab er godt) / eller undergang.

Jeg føler at det indadvendte blik er bedst egnet til de glade stunder; de obskurt interne, selv-komiske eller reflekterende og rolige øjeblikke, hvor alt det man ved forsøges samlet i en slags helhed. Hvilken velsignelse at have den mulighed, uanset prisen og alt det der.

Længe har jeg fulgt dine indlæg og det skinner igennem at du er venligtsindet, altruistisk og reflekteret. Det er netop de fineste, i levende live, glimt af fremtidens generationer af mennesker - og deres adfærd. Og jeg kan se at jeg ikke er den eneste der ser visdom og skønhed i dine kommentarer. Jeg under dig bare så pisse gerne at du synes det er dejligt som det er, uagtet betingelserne hvorpå tilskyndelserne kommer. En emotion tæller vel altid? ;-)

Christian Nymark

Jeg vil ret gerne udfordre at det skulle være en mulig strategi at bortvende blikket fra verdenen som den er; du ved godt at det* er helt sindsyg alvorligt. Det er ikke bare uanfægteligt: det har det været i en rum tid efterhånden.

Mit paradoks er at jeg både tror og afsværger det jeg selv prædiker: fællesskabet. I den kommende tid tror jeg at selektive fællesskaber vil blomstre op i en grad, der gør samtlige a-kasser, golfklubber og cigarloger til hyggehjørner i sammenligning med - downtown London er et (i Kierkegaardsk forstand) spændende eksempel på dette.

I et nær anarko-kapitalistisk miljø, foretrækker jeg personlige vurderinger ved fysisk møder over længere perioder, førend jeg ville indsluse nogen i mine fællesskaber. Og jeg tror det vil blive en ny nødvendighed i kulturen (og ikke 'bare' i økonomien).

Fællesskaberne bliver i langt højere grad påtvunget en højere grad af politisk enighed for at opretholde stabiliteten. Jeg kan nemlig kun forestille mig at resourcer til vagtværn (politi) vil være væsentlig begrænset, da kompetencer vil være bundet til 'lokalen'(/kommunen/byen/området). En enkeltstående politi-enhed uden særlige afdelinger med særlige kompetencer, udløser formentlig store problemer for det generelle politi-arbejde.

Det er den grimme virkelighed vores(!) børn går i møde. Gravitas er altså ikke spiseligt, ven.

Desværre.

;-(

Det bliver en fremtid hvor fjendskaber er noget der skal plejes. Og vigtigst bliver det at vide hvem man kalder for sine venner.

* - verdens generelle tilstand

Christian Nymark

Måske er jeg det.

Jeg kan ikke se mig selv i spejlet længere, hvis jeg fortsat skal smile falsk til H.M. Dronningen og dennes subjekter.

Jeg forsikrer dig at det ikke er mangelende forsøg på assimilering; der er dog en grænse!

Torsten Jacobsen

Christian Nymark,

Tak for de venlige ord :)

Uanset hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke løsrive mig fra en håbløs dikotomi. Nemlig den, at der eksisterer et valg, som alle mennesker før eller siden må træffe: Om man vil leve for sig selv, eller om man vil leve for andre. Jeg beskriver denne opstilling som håbløs af to primære årsager:

For det første tror jeg ikke på, at det er muligt at leve for andre end sig selv. Men samtidig føler jeg meget stærkt, at man kan forestille sig omstændigheder, hvor det at leve for sig selv, er en umoralsk handling. Vi lever efter mine meninger under sådanne omstændigheder. Og det gør vi, fordi for mange mennesker lever for sig selv. Et ikke just overraskende forhold, forøvrigt, eftersom jeg netop har postuleret, at man ikke kan leve på nogen anden måde.

For det andet oplever jeg min selvpåtvungne dikotomi som håbløs, fordi jeg er akut opmærksom på, at den ikke nødvendigvis kan siges at have universel gyldighed. Måske har den kun begrænset gyldighed? Måske er det en sandhed som kun gælder for mig, og det fordi den jo netop udspringer af min partikulære psyke? Altså er der med en vis sandsynlighed blot tale om en form for patologisk tilstand. Et selvskabt apatisk limbo, en mental sutteklud, som under dække af en påtaget dyb eftertænksomhed og tvivl, i virkeligheden tjener det modsatte formål: Et ubevidst og krampagtigt greb om den tryghed og sikkerhed, som ethvert fravalg af handling kan siges at indebære.

På den anden side er jeg jo ikke just den første, som har gjort sig sådanne overvejelser. Set i et større perspektiv handler min lille dikotomi om det komplicerede og som udgangspunkt antagonistiske forhold mellem retfærdigheden og friheden. Friheden til at leve for sig selv, kontra kravet om retfærdighed for alle mennesker. Liberalismen kontra Socialismen. Pligten kontra lysten.

På den ene side Ivan Karamazov, som afslår guds nåde i det absolutte nej. Ikke fordi han betvivler guds eksistens, men fordi han ikke vil acceptere nåden i en verden uden retfærdighed. På den anden side Nietzsches absolutte ja til det, som er: En verden hinsides godt og ondt.

Der findes for mig at se ikke nogen tredje vej. Men ulykken er, at vi i lang tid har bildt os selv og hinanden ind, at denne tredje vej ikke blot eksisterer, men også at den er den eneste rimelige: Det er netop den slagne vej, som også Sine Hedegaard i sin tekst forsøger at advare os imod.
Det er på den vej man møder fagforeningsbosser og direktører for velgørende organisationer, som alle tjener milliongager. Det er på denne vej, landets politikere bor. Det er på denne vej, at man kan spadsere forbi en Thomas Vinterberg, der slår sig selv for brystet, mens han skammer sig over Danmark. Det er på denne vej man arbejder sort om søndagen, mens man brokker sig over forholdene på sygehusene om mandagen. Det er på denne vej, at man med længsel i stemmen taler om nærområder og bekvemmelighedsflygtninge, mens man drømmer om X-faktor og det befriende opkald fra Danske Spil: "Tænk, hvis De vandt!".

Den slagne vej. Som tjente os så vel, inden verden gik af lave. Men nu - nu hvor den er af lave - viser hullerne i vejen sig. Snart er der kun luft tilbage under fødderne, og så ... Faldet.

hmmm...Det var egentlig slet ikke, hvad jeg i begyndelsen troede, at jeg ville skrive. Men nu står det her altså, blafrende lidt i vinden..

Christian Nymark

Eksistensophøret er ikke garanteret, blot fordi man falder gennem et hul i en vej (af sky). En hel anden verden af korte og mellemlange virkeligheder, beskæftiger sig selv og hinanden under overfladen. Her florerer både skyggeøkonomien med de kriminelle, de meget kriminelle, internet-enthusiaster/og- aktivister, børsmæglere, velhavere og fagforeningers usleste håndlangere. De syge, de stats- og rettighedsløse og de meget ubegavede.
Altså kasten måske lige UNDER(!) narkoslaver, sexslaver og fabriksslaver.

Det hele er vitterligt(!) et spil, hvor vi som folk ikke kan se spillepladen (Heidegger: hermeneutik), proportionere brikkerne (Kant: transcendentale objekter) eller forstå reglerne(Kuhn: paradigme).*

* - [NB! Jeg er amatør, så ovenstående er kun udtryk for lægmands ide om tænkerne nævnt her]

Spillet er i dit skriv den slagne vej; den oplevede virkelighed i det tilbageværende vestlige samfund. Men under alt det findes en anden virkelighed: mange, desværre. For de fleste af disse er triste skæbner, som lider helt unødige tab og tvinges gennem håbløse lidelser uden højere formål.

Det miljø, de absolut nedre lag af prækariatet, underslave-klassen(!), har i sig få momenter af sand frihed: du har ikke et samfund og det hele apparat af forventninger dette stiller at forholde dig til eller regler om alt (godt) systematiseret, afventende dit næste samtykke til.. et eller andet.

Har det vestlige samfund du kender momenter af sand frihed i sig?
(eller fri sandhed? - men; internet! (endnu) Så; ja.)

Det er til denne virkelighed at jeg sygner hen i min stadigt varme sofa, mens jeg inderst inde glædes over det jeg har fået lært, de værdier jeg holder i hævd og at jeg har idealer jeg ærbødigst bukker mig for, fordi jeg ser dem som gode og sande.

Din beskrivelse af introspektion virker til sammenligning temmelig dyster og trist; omend jeg ikke er en fremmed overfor sådanne tilstande, mener jeg udadvendte emotionelle udbrud, typisk tjener som mere effektiv katalyst for den dialog der nødvendigvis fører til besindelse af de løbslupne emotioner.

At sidde med det alene, er farligt og uforsvarligt. Værre endog er det at insistere på at holde alle(!) øjnene lukket; hvad ved du, hvad tror du og hvad fornemmer(!) du? Fakta + Analyse + Intuition. Hvis bare der var et bedre holdepunkt, ville jeg klappe og juble.
Mekaniske forklaringsmodeller kan tilsyneladende ikke eksistere (konstruktivt) i denne tid, da disse ender med at blive misbrugt politisk; idet de i øvrigt er fejlbehæftet af den aksiomatiske fejlslutning, hvortil lægges manglende total emperi og dermed manglende faktorer i beregninger.

Det er jo i øvrigt årsagen til at beregninger på makro-økonomiske forhold ikke holder stik og bør bruges med yderste forsigt i strengt moderat omfang mhp. at udgøre et vejledende datasæt som del af et større datasæt.

Dit valg findes ikke og kommer heldigvis ikke til at være relevant lige foreløbigt: vi er kun interessante for os selv, hvis der er andre end os selv. Vi kan kun have det godt, hvis andre har det skidt. Vi kan kun blive flere, hvis vi forener os med hinanden og holder vores børn i trygge rammer.

Det med at sætte gud ind på staten eller folkets plads, det er noget vrøvl. Og Nietzsche var en forkælet sociopat, som ingen bør sætte sin lidt til. Nok findes gud ikke længere og det er så fint; men der ingen grund til at blive et svin af den grund.

Der er rig lejlighed til at finde forklaring i anstændig, etisk og moralsk adfærd, blot ved at anskue tingene rationelt. Den der perverse og sygelige selvfiksering som udgør kernen i Nietzsches tænkning, er ikke ment til brug i offentligheden, men som et abstrakt eksperiment på universiteterne (og diskret blandt hobbyister), hvor det hører hjemme.

I virkelighedens verden er der en klar moralitet, omend individuel forskellig, blandt os. Alle ved det.

Ja, nationalstaten dør med den tankengang - og hvad så? Hun er da meget sød, hende dronningen, det medgiver jeg. Men alt i alt er hun undværlig i en vigtigere dagsorden. Det bedste af det hele er at jeg antager om Margrethe at hun faktisk ville være tilstrækkeligt dannet til at forlade sin stand, når tid var. (måske ville hun juble og smide kludene i det hurtigste forfald set i Danmarkshistorien?)

Vi (alles! all!) bliver Jordboere i stedet for! Det er da en million, milliard gange federe end at være "dansker" eller "thai" eller "cubaner". Og kommunerne vokser og smuldrer, justerer og regulerer, for til sidst at være et endeligt stykke af det hele - af jorden. Sådan går det og i den viden kan du godt smile over dine tip-oldebørns lysnende morgengry, som får deres sarte mørke-vante øjne til at trækkes helt sammen.

Der er et løfte vi som menneskehed altid kan blive enige om at afgive til hinanden: det skal nok gå. I hvert fald nogle vil overleve og menneskeheden bestå mindst tusind år endnu.

I promise!

og selv tak. :-)

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, jeg forstår, at du er træt, jeg er ofte selv træt af folk, der siger det rigtige, men gør det forkerte.

Hvad jeg opponerede mod, tror jeg, var ikke indholdet i din kritik, men nok snarere tonen. Sine Hedegaard er, hvis man ser på det billede, der ledsager artiklen, et ungt menneske, altså en ren amatør udi livskunsten. At du og jeg forlængst har passeret det stadium, hun befinder sig på, ændrer ikke ved, at hun fortjener støtte, så hun kan tage skridtet fra tale til handling. Gamle hykleriske røvhuller kan få med grovfilen, hvad angår unge mennesker derimod, som lufter deres bekymringer, bør vi lade tvivlen komme dem til gode.

I øvrigt, tak for referencen til Camus, jeg har længe gået og tænkt over, hvad jeg skulle læse, når jeg snart er færdig med Antony Bevors samlede værker, nu tror jeg, at jeg vil genlæse Camus; det er alt for mange år siden, og der er løbet meget vand i stranden i mellemtiden, så det bliver sikkert en helt ny oplevelse.

Christian Nymark: "Det bliver en fremtid hvor fjendskaber er noget der skal plejes."

Jeg er opvokset i en meget lille by på landet, hvor man var tvunget til at leve sammen med sine fjender. Min far havde et halvtreds år gammelt fjendskab med sin husvært, de kunne ikke døje hinanden, men de var grundet omstændighederne tvunget til at omgås, da min far var den eneste barber og frisør i miles omkreds.

Så de plejede deres fjendskab ved aldrig at forsone sig, hvilket i mange år var en kilde til stor undren for mig. Indtil jeg indså, at et fjendskab også er en menneskelig relation, der er med til at definere ens identitet. Og uden en nogenlunde afklaret identitet er man jo på spanden, og risikerer hele tiden at lefle for det store generelle "vi".

Så måske er der ikke nødvendigvis en dårlig ting at pleje sine fjendskaber, måske er det en af de ting, der gør os til mennesker? Heidegger skrev om "das Man", og selv om han var nazist, kan han jo godt have ret i sin analyse af det konforme menneskes manglende dybde, og manglende evne til at tage en selvstændig "Entschluss".

Niels Duus Nielsen

Christian Nymark: "Mekaniske forklaringsmodeller kan tilsyneladende ikke eksistere (konstruktivt) i denne tid, da disse ender med at blive misbrugt politisk..."

Ikke blot mekaniske forklaringsmodeller, senest er Habermas' potentielt frigørende kommunikative teori, som jo er normativ, og ikke blot deskriptiv, blevet forfladiget til et strategisk politisk værktøj.

Inden man tager en politisk beslutning hører politikerne alle involverede parter, hvorefter de alligevel tager den beslutning, som de selv er blevet enige om i forvejen. Det kaldes så for "den samlet set bedste løsning" og skal forestille at være konsensus.

Christian Nymark og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Sider