Klumme

Splinten i andres øjne og bjælken i vort eget

Reaktionen på Guardians tegning af vores statsminister er et godt eksempel på, at splinten i de andres øjne synes større end bjælken i vores
3. februar 2016

Ugens bedste satiretegning kom ikke overraskende fra Politikens Roald Als i avisens PS-tillæg søndag. Adolf Hitler i fuldt ornat peger frådende af raseri på The Guardians naziagtige karikatur af Lars Løkke Rasmussen og udbryder: »Jeg vil ikke sammenlignes med den lille svindler!«

Ugens mest opløftende tv-indslag var DR-journalisten Martin Torpes interview med Guardian-tegneren Steve Bell, der var ved at dø af grin over mange danskeres reaktion på tegningen og ikke mindst kravet om, at han gav en undskyldning.

Men han var også vred på smykkeloven. »Det er en dum, grim og symbolsk lovgivning,« som han sagde.

Hvorfor havde han valgt Danmark, når andre lande har indført et tilsvarende regelsæt? Fordi, sagde Steve Bell, han havde ventet noget andet fra danskerne: »Når et oplyst folk overtræder grænserne, bør det forvente den reaktion.«

Lige netop!

Det er interessant, men også en anelse forstemmende at iagttage, hvordan mennesker, der (helt retmæssigt) forsvarede Jyllands-Postens ret til at publicere Muhammed-tegningerne og naturligvis forsvarede Charlie Hebdos ret til at trykke tegninger, som i øvrigt ofte sammenkædede nazisymboler med andre ting, bliver forargede og rasende, ja, og ligefrem – som Folketingets formand – opfordre tegneren og The Guardian til at sige undskyld.

Nu vil ingen af dem naturligvis udstede en fatwa mod Steve Bell eller gribe til vold. Det er den store forskel i manifestationen af forargelse og vrede over en satiretegning, men der er desværre også ligheder, nemlig vreden og forargelsen over en tegning, der som så mange andre satiretegninger udfordrer vore grænser. Og her skal ordet ’vore’ tages meget alvorligt.

Vi har nemlig i årtier passet og plejet vores image som fredselskende, sympatiske, tolerante, åbne, solidariske og humanistiske. Også selv om vi langsomt, men sikkert har undergravet det ved at gå i krig, skære ned på ulandshjælpen og i de senere år strammet indvandrings- og flygtningelovgivningen så voldsomt, at det halve kunne være nok. Ikke nok med det – ledende politikere forlanger nu, at Danmark går i spidsen for en revision af de internationale flygtninge- og menneskerettighedskonventioner. Det har været en langsomt fremadskridende proces, der, uden at ret mange i udlandet opdagede det, har udfordret vores brand.

Den forargelse, man kan spore i dele af medierne, går ikke kun på Steve Bells tegning, men på den forenklede og spidsvinklede journalistik, der kun hæfter sig ved det negative (sammenligningen mellem smykkeloven og nazisternes modbydelige praksis med at tage værdien fra udrejsende jøder). New York Times og alle de andre over det meste af verden kunne da bare have skrevet en omfattende artikel om alle de gode ting, vi danskere gør, og så gemme smykkeloven nederst i den rosende artikel som en lille torn midt i roserne!

Men sådan fungerer journalistik ikke i denne verden. Hverken derude eller herhjemme. Tornene er altså bare en bedre nyhed end roserne. Det kan man selvfølgelig brokke sig over, hvis man er i det humør – og så i øvrigt fortsætte sin journalistiske praksis med at finde hår i suppen. Fortsætte med at spidsvinkle og finde den interessevækkende, konfliktfyldte detalje og blæse den op. Det er dér, forsiderubrikkerne og topindslagene ligger. De sammenhængende forklaringer findes også – men de er sjældent på forsiden eller en del af trailerne for nyhedsudsendelserne.

Men det med spidsvinklingen og håret i suppen er ikke bare gængs praksis i nyhedsmedierne. Det er en praksis, som flere ledende danske politikere i øvrigt hengiver sig til, når de taler om politiske modstandere i almindelighed eller flygtninge og indvandrere i særdeleshed. Den store og komplicerede sammenhæng drukner i barnebrude og massesexchikane.

At vi så også er sygeligt fascinerede af udenlandske mediers yderst sjældne omtale af os selv, gør ikke sagen bedre. Specielt, når omtalen ikke handler om den lille havfrue, velfærden eller vindmøllerne, men pludselig bliver kritisk. Reaktionen på Guardian-tegningen er et godt eksempel på, at splinten i de andres øjne synes større end bjælken i vores.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Espen Bøgh
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Anne Eriksen
  • Bill Atkins
  • Gorm Lerche
  • Ole Henriksen
  • Kurt Loftkjær
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Feenstra
  • Jens Frederiksen
ingemaje lange, Espen Bøgh, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Bill Atkins, Gorm Lerche, Ole Henriksen, Kurt Loftkjær, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Erik Feenstra og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke en formand for Folketinget værdigt, uanset hvem det er, at gå ud og kræve at tegneren bag en satire-tegning siger undskyld eller trækker tegningen tilbage eller begge dele. Hvis vi virkelig mener noget med ytringsfriheden i det her land, må den også gælde, når det går ud over os selv. Ellers er vi en nation af hyklere, lykkeriddere og niddinge.

Christian Holm, Vibeke Hansen, Ib Christensen, Mads Berg, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Bill Atkins, Gorm Lerche, Torben Lindegaard, Ole Henriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Steve Bell grinede hele vejen gennem interview’et.

Da han blev foreholdt, at hans tegning satte lighedstegn mellem smykkeloven og de 6 millioner gassede jøder, kluklo han muntert.

Steve Bell var rigtig i sit es.

Anne-Marie Krogsbøll

Pia Kjærsgaards undskyldnings-felttog: Jeg håber ikke, at hun har bedt om undskyldning i sin egenskab af Formand for Folketinget, for så har hun da trådt langt udenfor sine beføjelser - er der nogen, der ved, om det er tilfældet?

Hendes ønske om en undskyldning og tilbagetrækning af tegningen i The Guardian er bare den seneste i en række af klart splittende meldinger, formanden for Folketinget Pia Kjæærsgaard, det næsthøjeste embede i landet, er kommet med.

Hun vil aldrig forstå det selv, men hun er allerede godt i gang med at gå over i historien som den mest uværdige formand nogensinde.

Jeg forstår ikke den evige overbærenhed med Pia Kjærsgaard. Sig dog tingene lige ud. Hun kræver en undskyldning og vil have tegningen trukket tilbage. Sammenholdt med Dansk Folkepartis tidligere udfald mod Danmarks Radio er da da ingen tvivl om, at hun vil gå i Polens fodspor og holde medierne i kort snor og forsøge at kontrollere domstolene, hvis DF får magt, som de har agt. Det er hvad man kan vente af Dansk Folkeparti.

Mads Berg, Vibeke Hansen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Man kan vel godt mene at tegningen lavet af Bell er lige skrap nok uden at skulle kaldes hykler. At kræve tegningen tilbagekaldt er derimod torskedumt. Hykleri er da ikke at blive vred og der var vel ikke nogen der syntes at muslimerne ikke havde ret til at blive vrede, mens det vist er de færreste der mener at det er i orden derefter at udstede dødstrusler, brænde ambassader af og være tæt på at begå mord. Bell kan sove trygt i sin seng, den britiske ambassade behøver ikke vagt og frygte for brandattentat. UK er en befæstet borg som stort set ingen flygtninge tager og der bor mennesker i Calais, som lever under forhold der i den grad er umenneskelige, fordi UK ikke vil modtage dem. En bunke migranter som Cameron omtaler dem. Det kunne der såmænd laves en ganske god karikatur over, men det er horisonten nok for smal til i DK.