To upålidelige grænsevagter

Ironisk nok ser EU’s fremtid ud til at være i hænderne på en stat, som ikke er europæisk: Tyrkiet. Og på en, der ofte opfører sig, som om den ikke var: Grækenland.

En overdrivelse? Næppe. For uden disse to stater vil EU ikke kunne sikre sine ydre grænser – en absolut forudsætning for at sætte effektivt ind mod flygtningekrisen (som reelt er en migrationskrise).

Grækenland har hverken evne eller vilje til at bringe krisen under kontrol. Det sidste ville indebære, at man kunne stoppe, identificere, registrere og tage hånd om flygtningene. Men intet af dette sker i dag på andet end halvhjertet vis. I stedet sluses de videre, tværs igennem Europa i en til tider brutal spidsrod, som dog fungerer, så længe nogen stadig vil tage imod dem. Mareridtet for alle transitlande, herunder Danmark, ville være, hvis modtagerlande som Tyskland, Sverige, Østrig eller Holland smækkede døren i, og de så måtte sidde tilbage med tusinder af uønskede.

Passere igennem må flygtningene gerne. Men ikke bosætte sig. Allerede at påbegynde en kontrol indebærer dog, at de må stoppes – i det mindste midlertidigt. Men ’midlertidigt’ kan let blive ’permanent’. Og lige så længe EU ikke kan blive enige om, hvordan man vil viderefordele flygtningene ved hjælp af kvoter, vil Grækenland ikke danne effektivt værn ved EU’s ydre grænse. Heller ikke selv om den også er landets egen.

Athen hævder, at man ikke er i stand til at løfte denne opgave, hvilket i bedste fald er en halv sandhed. Bruxelles tror ikke på grækerne, og bedre bliver det ikke af, at de afviser al hjælp. At lade EU stå for grænseovervågningen ville åbenbart krænke deres nationale selvfølelse for groft. I stedet tvinges EU til at true Grækenland med udelukkelse fra Schengen-området – man går med andre ord efter at placere unionens ydre grænser tættere på Europas kernelande.

Noget sådant ville være fatalt. Den fri bevægelighed i Europa ville i så fald skrumpe dramatisk ind. EU ville tage et kæmpe skridt mod sin egen opløsning.

Tyrkerne har en pris

Tyrkiet – en stat, der i stigende grad fjerner sig fra demokrati og andre europæiske værdier, har mod løfter om rundhåndede betalinger lovet at hjælpe. Det vil sige: gøre, hvad Grækenland ikke kan eller ikke ønsker at gøre. Men indtil videre sker der ikke noget.

Og hvorfor skulle der også det? Tyrkiet har som følge af den europæiske impotens fået et stærkt instrument spillet i sine hænder: Næsten efter behag kan Ankara styre strømmen af ​​migranter over den ubeskyttede græsk-europæiske grænse – nogle gange lidt flere, andre gange lidt færre; det hele dikteret af politiske og især økonomiske interesser.

Vil EU betale tilstrækkeligt, kan der bliver lidt færre migranter. Men helt sikker på det kan man aldrig være. Ej heller står det ganske klart, hvilken pris tyrkerne har i tankerne.

Hønen eller ægget

I en situation, der synes skræddersyet til afpresning, har et lettere desperat EU forsøgt at udforme sin strategi: Der skal omgående stås vagt om ydergrænsen, samtidig med at der oprettes såkaldte hot spots (læs: flygtningelejre) og indføres kvoter for i fællesskab at fordele flygtningene mellem de enkelte EU-medlemsstater. Desværre ser strategien allerede ud til at slå fejl.

Hovedsageligt fordi man groft overvurderer både solidariteten og viljen i Europa til fortsat at acceptere flygtninge. Men også fordi det er med kvoter og ydre grænser som med det gamle spørgsmål om, hvad der kom først: hønen eller ægget?

Kvoter? Disse forudsætter jo registrerede flygtninge, der derefter på ordentlig måde kan fordeles – der må altså først være overvåget ydre grænse.

En overvåget, fungerende ydergrænse? Jovist, men kun hvis der kan opnås enighed om kvoteordning, vil Grækenland kunne overtales til at lade flygtninge blive i lejre, for herefter, lidt efter lidt og under ordnede former, at blive sendt videre nordpå som såkaldte kvoteflygtninge.

Og hvad sker, når EU-strategien mislykkes? Så må vi blot håbe på – uden at det ringeste i den aktuelle situation taler for noget sådant – at strømmen af ​​flygtninge til Europa på en eller anden måde snart svinder ind. Det synes ingen i dag dog at regne med. Tilbage står at redde sig, hvor der kan. Det er den proces, vi nu ser udspille sig, selv om vores ledere gør deres bedste for at bilde os ind, at der ikke er sket nogen større omvæltning. Men som det første land har Østrig netop etableret den ’øvre grænse’ for asylansøgere, der tidligere var tabu. Og Sverige har som bekendt allerede – nærmest fra den ene dag til den anden – slået hælene i.

Fra selvsikkerhed til tavshed

Sverige og Østrig er enlige stormsvaler. Alle venter naturligvis på, hvad der kommer til at ske i Tyskland. Vil Berlin ændre kurs? Angela Merkel har surret sig fast til masten. Men hendes oprindeligt så selvsikre Wir schaffen das! er på et halvt år blevet til trodsig tavshed, samtidig med at koret af kritikere er blevet stedse mere højrøstet. Flygtningekrisen vil blive en afgørende prøve på, om Tyskland er magtfuld nok til at gå enegang i en sag, der vedrører næsten hele Europa.

Det kan man tillade sig at tvivle på. Den østrigske 1800-talsdigter Friedrich Hebbel skrev engang, at hans land var et sted for eksperimenter, før de blev omsat i en større skala (... Eine kleine Welt / in der die grosse Ihre Probe hält). Den beskrivelse kan også gælde for forholdet mellem Sverige og Tyskland. For ikke kun vores samfund, men også vores problemer er de samme.

Men før disse problemer når til det store Tyskland, har Sverige måttet tage livtag med dem. Og facit er næppe opmuntrende.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen