’Transkønnet er det nye sort’ min bare

Jeg er træt af al den hype og alle de forsimplede fortællinger om transkønnede. Vi er ikke bare et modefænomen, og vi har glæder og ambitioner i vores liv, som består af mere end tragedie på tragedie
8. februar 2016

Jeg havde hørt fra flere venner, end jeg kan tælle på mine hænder, at de glædede sig til at se filmen Den danske pige, der netop har haft premiere i danske biografer. De vil gerne se en film om, hvordan det i virkeligheden er at være trans.

Jeg får lyst til at skrige. Hvordan i alverden får man den idé, at en film som er skrevet, instrueret og endda skuespillet af folk, som ikke selv er transkønnede, har en jordisk chance for at formidle en virkelighedsnær historie om en gruppe mennesker så fordomsomspundne som transkønnede? Hvorfor går man – med en forventning om at blive oplyst – ind og ser en transfilm, der fra flere sider er blevet kritiseret for at fremstille en stereotyp og utroværdig transkvinderolle?

Den danske pige er business as usual. Og med det mener jeg, at den er en del af en udbredt praksis, hvor man holder transkønnede uden for indflydelse, mens man reproducerer en række forældede stereotyper. Gerne kombineret med en overdrevet interesse for transkønnedes kønsorganer og en overrepræsentation af transkønnede, der lider tragiske skæbner.

Alt for mange journalister, redaktører og produktions- og filmselskaber tror, at de kan skabe en oplysende og fair fortælling om transkønnede uden at inkludere transkønnede i historieskrivningen.

Let spiseligt

Efter at den transkønnede amerikanske skuespiller Laverne Cox optrådte på Time Magazines forside, og vi fik at vide, at her kommer the transgender tipping point, er jeg blevet kimet ned af journalister og diverse, som gerne vil lave interviews og dokumentarer om transkønnede. De synes åbenbart, at trans er helt vildt in lige nu. De vil have adgang til det netværk, jeg har opbygget som frivillig gruppeleder, initiativtager og aktivist. De vil have cases til projekter, hvor trans skal forklares let spiseligt og underholdende for den brede del af befolkningen, som ikke forventes at vide det mindste om køn og trans i forvejen.

Oftest afviser jeg på en fornemmelse af, at man gerne vil se et færdigt produkt, der indeholder en række gennemtæskede stereotyper. Det kunne være et ønske om at filme en transperson, der tager makeup eller tøj på – allerhelst foran et spejl. Det kunne være et udsagn om, at man gerne vil hjælpe den transkønnede med at vise verden, hvor hårdt det er at være trans, og at det er synd for transkønnede. Det kan være en våd drøm om at få lov at dokumentere en transperson, der får kirurgi på kønsorganerne.

Der er dem, som allerede har skrevet historien, og blot skal bruge en krop, der ikke gør for meget oprør mod forsimplingen.

Kunstnerisk statement

DR3-dokumentarfilmen Mordet på Jannick, der blev vist i efteråret 2015, foregiver ligesom Den danske pige at være baseret på virkelige hændelser. Og ligesom i Hollywood-filmen lider transpersonen her en alt for tidlig død, og der fortolkes på virkelighedens hændelser som fanden.

Vi bliver præsenteret for en dreng, der hedder Jannick, men i virkeligheden er der tale om en transpige ved navn Michelle, der har hængt sig selv i afmagt over et samfund, der ikke kunne rumme hende, og et behandlingssystem, som især svigter de allermest udsatte transpersoner. I dokumentarfilmen er det tydeligt at se, at Michelle helst ville kaldes Michelle og helst ville henvises til med kvindelige pronomener – altså hun, hende, hendes.

Men ikke engang dét kunne dokumentaristerne unde hende. I stedet bliver hendes selvmord gjort til en form for kunstnerisk statement. Der bliver slet ikke sat spørgsmålstegn ved omgangskreds og samfundets medvirken til tragedien.

Hvad med sundhedsvæsenet?

Jeg krydser fingre for, at den lunkne modtagelse, som Den danske pige har fået i amerikanske biografer siden november, afskrækker andre spekulanter i film med trans som eneste salgspunkt. For jeg er træt af den hype. ’Transkønnet er det nye sort’ min bare. Jeg er ikke et modefænomen.

Det er så ærgerligt, at størstedelen af Danmarks viden om transkønnede stammer fra fantasiland. For det skygger over de gode historier. Film som Something Must Break og Tangerine og en serie som Her Story, der er skrevet og spillet af transkønnede, er braget ind i mit og mine transkønnede venners hjerter. Men i resten af Danmark overskygges de af Hollywood og underholdningsdokumentarerne. Transkønnedes egne fortællinger er en lille niche.

Transkønnede har faktiske liv, som ikke nødvendigvis kun kan fortælles postmortem. Vi har komplekse problemer i vores liv såsom et sundhedssystem, der forsøger at undvige ansvaret for vores helbred og kropslige autonomi.

Vi har nutidigt relevante queerede perspektiver på køn og den diskrimination, der følger med. Men vi har også glæder og ambitioner i vores liv, som består af mere end tragedie på tragedie. Og vi fortæller dem til alle, som lytter.

Laura Mølgaard Tams er aktivist

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Louise S

Det som er sværest at forstå er hvorfor transkønnede tit vælge et udseende som enten er meget stereotypt mandigt eller stereotypt kvindeligt. I vores samfund er der masser af kvinder som har kort hår, ingen makeup og som ikke går i kjoler f.eks. Men transkønnede eller transvestitter vælger altid at se ud på en bestemt stereotyp måde. Og hvorfor er det så vigtigt hvilket køn man er? alt hvad en mand kan kan en kvinde i dette samfund og omvendt

Hvor ikke bare gøre hvad man har lyst til , i stedet for at gå fra den ene grøft til den anden. Hvorfor insistere på at man enten er mand eller kvinde - hvorfor ikke bare være menneske. I er selv med til at fastholde samfundet i den usunde dualisme ved at insistere på et køn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen

Der er ikke særlig mange transkønnede, så chancen for, at de skulle lave en Hollywood blockbuster er ikke voldsomt stor. Og chancen for, at den skulle være seværdig, er endnu mindre.

Kan transkønnede lave gode film? Naturligvis. De kan endda lave gode film om transkønnede. Det handler dog ikke om, at man nødvendigvis skal hyre transkønnede skuespillere til rollerne, så lidt som det handler om at hyre kriminelle til at begå bankrøveri på film.

Hvis en transkønnet laver en god film, så er det en god film. Hvis en transkønnet laver en god film om at være transkønnet, så er det en god film.

Og hvis en transkønnet ikke tager tøj på foran et spejl, så er han/hun bare endnu et menneske.

Men hvorfor så lave filmen, hvis det interessante ved vedkommende er, at han/hun er transkønnet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Ja, hvordan kan folk der ikke selv er bøsser mon spille bøsser eller lesbiske? Og hvordan kan folk mon spille alle de roller som de gør, på teatret, film og andre steder? når de f.eks. aldrig har været leder af en kriminalafdelingen (Charlotte Fich, Ghita Nørby) eller aldrig har været politimand (Lars Bom) eller aldrig har været leder af en international kriminel organisation (Jesper Christensen) eller aldrig har været konge (Michael Boe Følsgaard) eller læge (Mads Mikkelsen) eller håndboldspiller (en af skuespillerne i arvingerne) eller leder af en kunst-samling (Trine Dyrholm) eller advokat (Carsten Bjørnlund i Arvingerne).

Det hedder....wait for it....skuespil, på engelsk: acting. Og som skuespiller forbereder man sig til en rolle, opfinder/nedskriver/digter baggrundshistorier for ens karakter, så man ved, hvorfor eller hvordan ens karakter reagerer i den og den situation. Og i tilfældet med Eddie Redmayne har han faktisk talt med transkønnede personer som er gået fra at være mand til at være kvinde; det hedder research. Og en faktisk en ret stor del af en skuespillers arbejde.

Mht. den der med at filmen Den danske Pige ikke skulle være inspireret af virkelige begivenheder er det altså bare sådan, at det er den altså; der har engang været et malerpar, der hed Einar og Gerda Wagner. Der har engang været en transkønnet kvinde, der hed Lili Elbe; filmen skildrer Einars forvandling til kvinde.

Måske er det bare os her i Europa, der ikke er vant til det her; i USA har man, i mange år, i de såkaldte soap-operas, haft transkønnede karakterer med. Givet mere som en chok-effekt end noget som helst andet, men man har altså haft dem med. Ofte på den måde at hovedpersonen forelsker sig i en kvinde, som så siden viser sig at have været en mand. Og i USA har man i mange år også haft bøsser og lesbiske med i film, serier og teaterstykker - lige fra Sex & the City til Will & Grace til ungdomsserier som f.eks. Degrassi eller 90210 eller andre ungdomsserier, der foregår i årene 2010-2016.

Svaret på spørgsmålet om hvordan vi, der ikke er transkønnede kan lave en film om transkønnede hedder det her: inspiration, kreativitet, fantasi og en masse hårdt arbejde. Og godt skuespil....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Madsen

"Oftest afviser jeg på en fornemmelse af, at man gerne vil se et færdigt produkt, der indeholder en række gennemtæskede stereotyper. Det kunne være et ønske om at filme en transperson, der tager makeup eller tøj på – allerhelst foran et spejl."
Og det kunne Information så ikke dy sig for...
Ærlig talt - Dårlig stil!

anbefalede denne kommentar