Kronik

’Voldtægt er borgerkrig’

De to overgreb er en del af min erfaring med verden, med mænd. De betyder noget. Men jeg har lyst til at sige: Ikke så meget, som de to mænd ønskede. Dust yourself off. Fortsæt dit liv
De to overgreb er en del af min erfaring med verden, med mænd. De betyder noget. Men jeg har lyst til at sige: Ikke så meget, som de to mænd ønskede. Dust yourself off. Fortsæt dit liv

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Debat
4. februar 2016

Jeg har to gange været udsat for seksuelle overgreb, hvor overgrebsmanden efter min mening burde have været dømt. Første gang faldt det mig ikke ind, at det jeg havde været udsat for, ikke var i orden. Jeg var ung og fuld. Jeg gjorde jo ikke modstand, lod mig sådan set næsten overtale.

Kan man ikke godt kalde det dét, når man er halvt bevidstløs? Jeg havde i hvert fald ikke decideret sagt nej. Var det så ikke min egen skyld?

Anden gang var jeg helt klar over, at der var tale om en voldtægt. Det skete til en privat fest, og dagen efter tog min kæreste og jeg ud til Bellahøj Politistation for at melde det. Selvfølgelig. Men politimanden nølede. Var jeg sikker på, at jeg ville melde det?

De mente godt, at de kunne finde gerningsmanden, det var ikke dét. Men alle mine venner ville få at vide, hvad der var sket. Var jeg klar til det? Var det måske ikke bedre at lade det fare? Det var højsommer, der var meget lav bemanding på politistationen. Jeg havde en vag fornemmelse af, at det også spillede ind.

Så vi droppede det, min kæreste og jeg. Det var en mærkelig fornemmelse at tage hjem derudefra. Hvad så?

Så ikke noget. Ikke noget officielt. Så bearbejdede vi det selv. Vores frygt og vores vrede og vores forvirring. Jeg havde ikke set voldtægtsmandens ansigt, så jeg levede med paranoiaen nogle år, når jeg gik på gaden (Kan det have været ham derovre? Eller ham derhenne?), og jeg levede med kun at elske med lyset tændt længe. Indtil frygten langsomt fortog sig, og normaliteten genoprettedes.

Nu er jeg ikke mere bange end alle andre kvinder. Jeg tager mine forholdsregler, jeg lægger strategier. Altid. Jeg passerer ikke to eller flere mænd en mørk aften uden automatisk at lægge strategi. Sådan er det jo bare at være kvinde. Den frygt føles helt naturlig. Jeg forholder mig ikke til, om den er rimelig eller retfærdig. Den er der bare.

Voldtægt, overgreb, overfald

Men skammen tog jeg med mig. Bevidstheden om at være et offer. Deraf opstod ønsket om at bagatellisere det, der var sket. Jeg tænkte ikke på det som en voldtægt.

Jeg havde forskellige forklaringer: Der havde ikke været fysisk vold, jeg havde ikke kæmpet imod fysisk (fordi jeg sov til at begynde med), jeg havde ikke været bange for at dø. Jeg måtte være mindre traumatiseret end andre, jeg var på en måde heldig. Det var ikke så slemt.

Jeg havde stærkt på fornemmelsen, at manden ikke gik rundt og betragtede sig selv som voldtægtsmand. Så var han det måske heller ikke? Kunne man måske være det uden at vide det? Det virkede mærkeligt.

Det var måske faktisk mere en slags overgreb. Eller faktisk bare en form for overfald? Overfald er ikke stigmatiserende. Det brændemærker ikke en, det svøber ikke en i skam. Det var nok mere et overfald. Ja.

En uundgåelig risiko

Så skulle jeg anmelde min første bog for Jyllands-Posten. Et feministisk kampskrift. King Kong og kvinden af Virginie Despentes.

»I de fleste tilfælde vil en kvinde, der taler om sin voldtægt, i begyndelsen kalde den noget andet,« skrev Despentes.

»Det er en nærsynethedsstrategi, der er meget nyttig. For fra det øjeblik, man kalder en voldtægt en voldtægt, sættes hele det kvindelige overvågningssystem i gang. Vil du virkelig have at andre får at vide, hvad du har været ude for? Vil du virkelig have, at alle skal se dig som en kvinde, der har været udsat for dét?«

Jeg tænkte på politimanden på Bellahøj Politistation.

Despentes beskrev, hvordan det at bagatellisere voldtægter er en bestræbelse, som mænd og kvinder deler. Mændene vel for at kunne leve med sig selv:

»Voldsmændene finder altid, på en eller anden måde, ud af at overbevise sig selv om, at så længe de kvinder, det sker for, slipper fra det i live, så er det, fordi de trods alt ikke havde noget imod det.«

Jeg vaklede, gennemgik min egen historie. Kunne han så alligevel godt være voldtægtsmand, selv om han måske benægtede det – over for andre, over for sig selv? Selv om han måske var i stand til at bortforklare det hele, banalisere det?

Jeg læste uroligt videre.

»Man forventes at blive traumatiseret af en voldtægt, der er en hel række synlige tegn, man skal udvise: Man skal være bange for mænd, bange for mørket, bange for sin selvstændighed, og væmmes ved sex og andre fornøjelige ting.«

Bange for mænd, tjek. Bange for mørke, tjek. Jeg var et mønsteroffer. Jeg reagerede passende. Jeg tog det på mig. Internaliserede trusselen.

Og derefter chokket: Despentes’ beretning om, hvordan hun selv lærte af Camille Paglia, at voldtægten er »en uundgåelig risiko, det er en risiko som kvinder må tage højde for og acceptere at udsætte sig for hvis de vil bevæge sig uden for deres hjem og gå frit rundt. Hvis det sker for dig, så rejs dig igen, dust yourself off og kom videre.«

Forslaget om at rejse sig igen bagefter. Ikke som om intet var hændt. Men uden at tage voldtægten på sig. Dust yourself off og kom videre. Børst støvet af skuldrene, rejs dig. Fortsæt dit liv, lad dig ikke begrænse.

Et politisk vilkår

Det var mindblowing. Jeg kan ikke finde et bedre ord. Det gik op for mig, hvordan jeg havde været underlagt normen om at tage voldtægten på mig. At det var det, der var og er hele voldtægtens funktion. At påføre kvinder skam. Og at jeg havde accepteret den kontrakt. Men at den kunne genforhandles, brydes. Bombes i sænk.

At man ikke behøver at lade sig knække og placere skammen hos sig selv. At man kan placere skammen hos den mand, der tillader sig selv at tage en kvinde med vold, mod hendes vilje, mens hun ikke er ved bevidsthed, whatever omstændighederne nu er. At man kan nægte at anerkende den påføring af skam, som er voldtægtens mål:

»I stedet for at skamme os over at være i live, kunne vi beslutte os for at rejse os igen og komme over det så godt som muligt,« skrev Despentes.

At se sig selv som kriger, at betragte voldtægt som et politisk vilkår.

At forsøge at omskrive det, som ifølge Despentes er de kvindelige vilkårs ABC: »Altid skyldige i hvad andre gør ved os. Væsener der gøres ansvarlige for det begær, de vækker hos andre. Voldtægten er et helt præcist politisk program. Den er kapitalismens skelet, det nøgne og direkte billede på magtudøvelsen, den udpeger den, der dominerer (…) Voldtægt er borgerkrig, et politisk arrangement, hvorved et køn erklærer over for det andet: Jeg tager magten over dig, jeg tvinger dig til at føle dig underlegen, skyldig og nedværdiget«.

En borgerkrig. Min voldtægt. Jeg kom til at tænke på Hulebjørnens klan. Hvordan hovedpersonen Ayla terroriseres med regelmæssige voldtægter af en mand, der hader hende. Hvordan hun frygter overgrebene, lider under dem.

Indtil det en dag går op for hende, at hun har et valg. Hun kan ikke undgå voldtægterne. Men hun kan holde op med at tillægge dem den betydning, hendes voldtægtsmand ønsker. Hun kan være ligeglad, hun kan rejse sig bagefter. Trække på skuldrene. Dust yourself off. Og da hun gør det, har hun vundet. Krigen.

Det er en vild, vild tanke.

Mens jeg skriver, bliver jeg alligevel i tvivl. Er det her nu en god idé? Jeg har børn. Bør jeg skåne dem for at kunne læse dette?

Måske er det på grund af dem, at jeg skriver. Fordi ingen af dem skal vokse op i den tro, at overgreb og voldtægt er noget, man som kvinde bør skamme sig over. Ikke min datter, ikke min søn.

De to overgreb er en del af min erfaring med verden, med mænd. De betyder noget. Men jeg har lyst til at sige: Ikke så meget, som de to mænd ønskede. Dust yourself off. Fortsæt dit liv. Lad dig ikke begrænse.

Julie Top-Nørgaard er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne her ide om at voldtægt er et ment som et kønspolitisk statement, er der noget som helst der tyder på at den er sand? Jeg mener, vi er jo ikke i tvivl om at de fleste bankrøvere bare vil have pengene og at de fleste biltyve bare vil have bilen, og at deres handlinger ikke er del i en fordelingspolitisk kamp der skal give de rige dårlig samvittighed eller øh... noget.

Hvor er evidensen?

Anders Jensen, Henrik Munk Molke Rediin, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Betina Poulsen

Super god klumme.
Kan rigtig godt lide pointen i denne artikel, om at kvinder/mænd der har været ude for et overgreb/voldtægt skal droppe den dårlige samvittighed og ikke påtage sig skylden.
Den pointe vil jeg tage med mig og give videre.

Jesper Pedersen

Naturligvis er det ikke offerets skyld.

Jeg betragter voldtægt som en ret alvorlig forbrydelse. Men der er så mange alvorlige forbrydelser, som politiet ikke har ressourser til at tage sig af for tiden.

Hvis det var min kæreste, der var blevet voldtaget til en privat fest, hvor man eller nogen vel kender gæsterne, så havde gerningsmanden ikke fået lov til at dø i synden.

Charlotte Primdal

Dette er den skarpeste refleksion over problemerne jeg har set siden debatten om overgreb startede nogle måneder tilbage, og i øvrigt også den eneste der kommer med antydningen af en løsning på den brutale krig mænd fører mod kvinder i alle kulturer. Desværre er vi ikke kommet så langt som til at kunne begynde at tale løsninger. De fleste mænd, vel 90%, benægter at sexisme og overgrebskultur er en realitet og at majoriteten af kvinder lider under mænds åg. Mange kvinder kan heller ikke acceptere at situationen er som den er. Alle har de internaliseret overgrebskulturen, og opfatter den som normal, som rettigheder mænd har qua deres biologi og alle peger de på at overgrebene kun begås af en lille gruppe galninge. Enten er mænd nødt til at acceptere at den opførsel de anser for normal gør livet til helvede for kvinder, eller kvinder er nødt til at acceptere at mænd ikke er medspillere, men et livslangt problem der skal løses.

Henrik Munk Molke Rediin

Der er det her dogme i moderne feminisme, at voldtægt er et kønspolitisk magtredskab som mænd bruger i en "brutal krig mod kvinder". Af dette følger så et andet dogme, nemlig at voldtægt ikke er noget der begås af enkeltindivider, men noget alle mænd har del i, og at vi følgeligt lever i en voldtægtskultur.
Der er ikke noget videnskabeligt belæg for at voldtægt er udtryk for andet og mere et enkelt menneskes handlinger.
Der er ikke noget videnskabeligt belæg for at voldtægt er en kulturel norm (i den vestlige kulturkreds).

Al respekt for det personlige perspektiv, men fri os fra ufunderede generalisering og generel dæmonisering af mænd.

Anders Jensen, Tor Thrysøe og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Charlotte, Det er langt ude at påstå at 90 % af alle mænd bifalder overgreb !
Jeg kender ingen der synes voldtægt på nogen måde er akceptabelt. Hvor i himlens navn har du det tal fra ?

Anders Jensen, Tor Thrysøe og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

...Når kvinder hader mænd.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

... TAK for at dele, og tak for dine kloge refleksioner og betragtninger. I HÅB om at noget forandres....

God klumme, gode reflektioner.
Udover forvirringen omkring forskellen på taktik og strategi har jeg ingen indvendinger.
Charlottes tangent kan jeg dog ikke følge, hun er helt ude hvor hun ikke kan bunde.
Havde vi ikke været priviligeret hvide mænd havde vi kunne anmelde hende for chikane.

Morten Vesterbro-Hansen

Jeg forstår ikke pointen i det indlæg. En borgerkrig. Okay. Men hvem er de to (eller flere) parter?

Eller er vi ude i det sædvanlige med, at jeg som hvid mand per automatik er personligt medskyldig i alt skidt i fortiden, nutiden og fremtiden?