Ved weekendens 88. Oscar-uddeling var Chris Rock vært for en diskussion om race, som sådan en nu engang må foregå i USA: ubekvemt og uden enkle svar. Som så ofte før lykkedes det ikke at løse noget som helst, og diskussionen kom ufrivilligt til at afsløre, hvor dybt problemerne stikker. Rock havde sagt ja til at være vært, før det stod klart, at årets nominerede alle var hvide. Et faktum, der satte gang i protestbevægelsen #OscarsSoWhite. Han kunne endnu mindre have forudset, at en Justice for Flint-kampagne ville foregå samme aften (Flint er en by i USA med primært fattige sorte, hvor alvorlig vandforurening har spredt sygdomme, uden at myndighederne har udvist rettidig omhu, red.).
Under den indledende montage af film fra det forgangne år, tog jeg mig selv i det ældgamle tidsfordriv, jeg kalder ’at tælle negere’, og spekulerede på, om Akademiet mon havde indsat så mange sorte ansigter, de overhovedet kunne komme til, på trods af at ingen af disse skuespillere var nominerede. Stor var min lettelse, da Rock begyndte sin introduktion med ordene: »Mand, jeg talte mindst 15 sorte mennesker i den montage.« Endnu større var min begejstring, da han ligefrem sagde: »Er Hollywood racistisk? Du kan bide dig selv i næsen på, at Hollywood er racistisk.«
Rock sørgede for, at der var sorte mennesker på skærmen hele natten, hvilket var en eller anden slags kulturel sejr. Men hans monolog var – præcis som hans anstrengelser for at udfordre Hollywoods racisme – alligevel en forbier. En række af Rocks slagnumre var også i sig selv noget skuffende.
Rock afsluttede sin monolog med at lange ud efter #AskHerMore campaign – der opfordrer journalister til at spørge kvindelige filmskabere om andet end deres tøjsmag – med ordene: »Alt er ikke sexisme, alt er ikke racisme.«
En helt upassende affærdigelse af sexisme i en branche så sexistisk, at 93 procent af alle topfilm bliver instrueret af mænd.
På kanten af stolen
Rocks helt store succesfulde bedrift var imidlertid at holde publikum på kanten af stolen angående racespørgsmålet aftenen igennem. Højdepunktet var, da han subversivt præsenterede Clueless-skuespiller og Fox News-bidragyder Stacey Dash som »Akademiets nye leder af minoritetsindsatsen«.
Dash, der har været fortaler for aflysning af Black History Month, kom på scenen og leverede den temmelig akavede replik: »Jeg kan ikke vente med at hjælpe mit folk. Glædelig Black History Month!«
Det hvide publikum sad både clueless og tavst og anede ikke, om de skulle le, klappe eller krybe i ly for revolutionen. Kun en Jamie Foxx på scenen med budskabet om, at sorte skuespillere skal tage sig sammen og spille bedre, hvis de vil have en Oscar-chance, kunne have vakt større vrede i det sorte USA. Ved at trække republikanske Dash frem viste Rock, hvor meningsløse forsøg på at fremvise ’mangfoldighed’ oftest er.
Som ceremonien skred frem, blev afgrunden mellem Oscaruddelingen og det sorte USA udenfor stadigt mere tydelig. Ikke mindst da Rock begyndte at sælge småkager til publikum for at rejse penge til sin datters pigespejderforbund og på kort tid havde rejst flere penge end Justice for Flint havde gjort på en hel aften. Dermed kom Rock til at afsløre, at Akademiet er mere optaget af en sort stjerne, der sælger pigespejdersmåkager, end af at Flints sorte indbyggere er blevet forgiftet af deres drikkevand.
Akademiet handler ikke om at skabe social retfærdighed, men om at konsolidere magtforholdene. Det mest bizarre indslag var, da Public Enemy’s »Fight the Power« blev spillet hen over rulleteksterne. En så malplaceret gestus til de sorte seere kan kun forekomme, fordi Akademiet er 91 procent hvidt og 76 pct. mandligt og rekrutterer sine medlemmer fra en industri, der ifølge de seneste undersøgelser er en »heteroseksuel, hvid drengeklub«, hvor »kvinder, farvede og folk, der identificerer sig som LBGT ikke er repræsenteret hverken på skærmen eller bag kameraerne«.
Ikke isoleret fænomen
Det samme gør sig gældende i medierne. Da Melissa Harris-Perry forlod sit tv-program på det venstredrejede MSNBC sidste uge og fortalte, at det var blevet taget fra hende, vakte det bekymring for, om fjernelsen af Harris-Perry var et varsel om, at farvede vil blive skubbet væk fra deres medieposter efterhånden som Obama-vindene, der bragte beskedne fremskridt med sig, er ved at stilne af.
Få dage før Oscar-uddelingen offentliggjorde New York Times en rapport, der beskriver, hvordan »magtens ansigter i USA« er »næsten lige så hvide som de Oscar-nomineredes«. Ved at fastholde en ubekvem atmosfære, mens dette blev diskuteret, og ved at vise, at Akademiet elsker hans børn højere end byen Flints børn, konfronterede Rock os med Hollywoods racisme og med, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt, det er at forandre Hollywood uden at forandre hele det forbandede system.
Steven W Thrasher er skribent for The Guardian i USA. Han blev i 2012 udnævnt til Årets Journalist af The National Lesbian and Gay Journalists Association
© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen
