Danmark savner fællesskab

En af de ting, der bekymrer mig allermest ved min levetids samfundsudvikling, er det massive bortfald af fællesskaber i vores kultur. Senmoderniteten lader i vid udstrækning til at have udvandet tidligere tiders fællesskab.

Mandag kom endnu et vidnesbyrd herom, da DR offentliggjorde en undersøgelse, som klarlagde, at 55 procent af befolkningen nu ønsker en adskillelse af kirke og stat. En sådan bliver næppe aktuel, da den ville kræve en grundlovsændring, men den er et vidnesbyrd om en generel tendens i tiden, der knytter an til andet og mere end sekularisme.

Stort set alle andre fællesskaber er nemlig i lige grad ved at være enten forsvundet eller stærkt opløste. Som eksempler kan nævnes klassetilhørsforhold, nationalitet, politisk gruppering, familien, og senest er selv køns-identiteten blevet genstand for debat.

Fællesskab er noget, som langt de fleste mennesker intuitivt betragter som noget positivt, men det er ydermere også et begreb, som nok navnlig må forventes at have appel til en politisk venstrefløj. Naturligvis kan man som borgerlig også have stor begejstring for udtrykket, men fællesskab er i særdeleshed et begreb, der knytter an til det kollektive og er dermed også den socialistiske tanke i nært slægtskab. Således er begrebet fællesskab også i nær lighed med udtryk som solidaritet, kollektiv og sammenhold.

Så meget desto mere er det intuitivt absurd, at det netop i særdeleshed er den ideologiske venstrefløj, som her til lands har været primus motor bag afviklingen af fællesskaber såsom religion, klasse, familien, nationalitet etc.

Det første anstød er et hvilket som helst fællesskabs nødvendige beståen på eksklusivitet. Ethvert fællesskab er en klub, der med nødvendighed må udelukke sine modsætninger eller andre alt for afvigende varianter. Dette er uagtet, hvilket fællesskab der måtte være tale om. Således kan man ikke som kommunist også være kapitalist. Man kan i reglen ikke være medlem af FCK’s fanklub, hvis man holder med Brøndby, man kan ikke være både kristen og jøde, vegetar og slagter etc.

Det er sådan set meget banalt, men det er denne tanke om, at et fællesskab pr. nødvendighed rummer et element af eksklusivitet, som støder an. I opinionen kan man ofte høre den tilstræbt bebrejdende indvending, at der »tænkes i dem og os«, eller at man putter folk i kasser etc. Det er fuldstændigt korrekt, for et fællesskab er en sådan kasse, og den er pr. nødvendighed udelukkende for dem, som passer ind i kassen. Sådan er det i al sin enkelthed, men det støder an og tjener ofte til fællesskabers afvikling.

Fællesskabernes andet problem i disse år er, at man begrædeligt er tilbøjelig at glemme, hvorledes de altid pr. nødvendighed må have en genstand, som ligger uden for fællesskabet selv. Således mødtes vi i fagforeningener om arbejdskamp, i kirken om Kristus og evangeliet, i Idrætsparken om landsholdet etc., men i vore dage har der navnlig på venstrefløjen indsneget sig den fejlagtige perception, at fællesskaber kan bestå uden en ydre genstand. Vi skal bare være sammen om at være sammen og alene holde fællesskabet intrinsiske værdig i hævd.

I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at gengive en anekdote, som jeg ofte har anvendt til at anskueliggøre dette. Jeg var i min til tider noget amourøst entreprenante ungdom engang havnet med en smuk pige på en strand i Grækenland. Med hende ville jeg forfærdelig gerne knytte netop et fællesskab, men uanset, hvor meget jeg end kiggede hende i øjnene, kunne jeg ikke bringe hende til at kysse mig herved.

I stedet pegede jeg pludselig på stjernebilledet Cassiopeia, der som bekendt er ganske småt, hvorfor hun måtte lægge sin kind mod min for at kunne følge min fingers pegen fra samme perspektiv som jeg, og herpå nåede jeg hendes nærhed via en omvej på lysårs afstand.

Eksemplet tjener til at anskueliggøre, hvorledes mennesker ofte bringes i fællesskab ved ikke at se på hverandre, men derimod ved at stirre på det samme punkt i himlen.

Mads Holger er forfatter og ba.theol. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning