Klumme

Danmark savner fællesskab

Et fællesskab er en kasse og udelukker dem, som ikke passer ind. Men navnlig på venstrefløjen har der indsneget sig den fejlagtige perception, at fællesskaber kan bestå uden en ydre genstand. Vi skal bare være sammen om at være sammen
3. marts 2016

En af de ting, der bekymrer mig allermest ved min levetids samfundsudvikling, er det massive bortfald af fællesskaber i vores kultur. Senmoderniteten lader i vid udstrækning til at have udvandet tidligere tiders fællesskab.

Mandag kom endnu et vidnesbyrd herom, da DR offentliggjorde en undersøgelse, som klarlagde, at 55 procent af befolkningen nu ønsker en adskillelse af kirke og stat. En sådan bliver næppe aktuel, da den ville kræve en grundlovsændring, men den er et vidnesbyrd om en generel tendens i tiden, der knytter an til andet og mere end sekularisme.

Stort set alle andre fællesskaber er nemlig i lige grad ved at være enten forsvundet eller stærkt opløste. Som eksempler kan nævnes klassetilhørsforhold, nationalitet, politisk gruppering, familien, og senest er selv køns-identiteten blevet genstand for debat.

Fællesskab er noget, som langt de fleste mennesker intuitivt betragter som noget positivt, men det er ydermere også et begreb, som nok navnlig må forventes at have appel til en politisk venstrefløj. Naturligvis kan man som borgerlig også have stor begejstring for udtrykket, men fællesskab er i særdeleshed et begreb, der knytter an til det kollektive og er dermed også den socialistiske tanke i nært slægtskab. Således er begrebet fællesskab også i nær lighed med udtryk som solidaritet, kollektiv og sammenhold.

Så meget desto mere er det intuitivt absurd, at det netop i særdeleshed er den ideologiske venstrefløj, som her til lands har været primus motor bag afviklingen af fællesskaber såsom religion, klasse, familien, nationalitet etc.

Det første anstød er et hvilket som helst fællesskabs nødvendige beståen på eksklusivitet. Ethvert fællesskab er en klub, der med nødvendighed må udelukke sine modsætninger eller andre alt for afvigende varianter. Dette er uagtet, hvilket fællesskab der måtte være tale om. Således kan man ikke som kommunist også være kapitalist. Man kan i reglen ikke være medlem af FCK’s fanklub, hvis man holder med Brøndby, man kan ikke være både kristen og jøde, vegetar og slagter etc.

Det er sådan set meget banalt, men det er denne tanke om, at et fællesskab pr. nødvendighed rummer et element af eksklusivitet, som støder an. I opinionen kan man ofte høre den tilstræbt bebrejdende indvending, at der »tænkes i dem og os«, eller at man putter folk i kasser etc. Det er fuldstændigt korrekt, for et fællesskab er en sådan kasse, og den er pr. nødvendighed udelukkende for dem, som passer ind i kassen. Sådan er det i al sin enkelthed, men det støder an og tjener ofte til fællesskabers afvikling.

Fællesskabernes andet problem i disse år er, at man begrædeligt er tilbøjelig at glemme, hvorledes de altid pr. nødvendighed må have en genstand, som ligger uden for fællesskabet selv. Således mødtes vi i fagforeningener om arbejdskamp, i kirken om Kristus og evangeliet, i Idrætsparken om landsholdet etc., men i vore dage har der navnlig på venstrefløjen indsneget sig den fejlagtige perception, at fællesskaber kan bestå uden en ydre genstand. Vi skal bare være sammen om at være sammen og alene holde fællesskabet intrinsiske værdig i hævd.

I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at gengive en anekdote, som jeg ofte har anvendt til at anskueliggøre dette. Jeg var i min til tider noget amourøst entreprenante ungdom engang havnet med en smuk pige på en strand i Grækenland. Med hende ville jeg forfærdelig gerne knytte netop et fællesskab, men uanset, hvor meget jeg end kiggede hende i øjnene, kunne jeg ikke bringe hende til at kysse mig herved.

I stedet pegede jeg pludselig på stjernebilledet Cassiopeia, der som bekendt er ganske småt, hvorfor hun måtte lægge sin kind mod min for at kunne følge min fingers pegen fra samme perspektiv som jeg, og herpå nåede jeg hendes nærhed via en omvej på lysårs afstand.

Eksemplet tjener til at anskueliggøre, hvorledes mennesker ofte bringes i fællesskab ved ikke at se på hverandre, men derimod ved at stirre på det samme punkt i himlen.

Mads Holger er forfatter og ba.theol. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

"Så meget desto mere er det intuitivt absurd, at det netop i særdeleshed er den ideologiske venstrefløj, som her til lands har været primus motor bag afviklingen af fællesskaber såsom religion, klasse, familien, nationalitet etc."

Bla bla bla, etc. - Det er venstrefløjens skyld - bla bla bla
En flom af ævl uden retning - intuitivt absurd!

"En ung aktiv arbejder fik forleden sin afsked. Hans 25 kammerater følte sig magtesløse. Da de samledes sidste gang i kantinen, rejste han sig og sagde: - Venner. Her mellem mine fingre har jeg en tændstik. Når jeg trykker til, knækker den som intet. Men her….. her har jeg 26…. Hvor hårdt jeg end trykker til – så kan de ikke knækkes…… Så enkelt er det. De gamle lærte os det. Vi har selv erfaret det. Vi ved det. Måtte vi kunne give det videre.” (Carl Scharnberg).

Egoisme smadrede sammenholdet, underligt at venstrefløjen skal bebrejdes det?
Det er da borgerlig ideologi der har forurenet sagen. Mener jeg!

Mads Holger og resten af blå blok er skyld i egoismens opblomstring i større stil.

Lise Lotte Rahbek, Birthe Gawinski, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Karsten Aaen, Jørgen Wassmann, Bill Atkins, Marie Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"... i vore dage har der navnlig på venstrefløjen indsneget sig den fejlagtige perception, at fællesskaber kan bestå uden en ydre genstand."

Kan vi ikke lige få nogle eksempler på det? Den del af venstrefløjen, som jeg tilhører, er da meget bevidst om, hvilken "ydre genstand" vi er fælles om at kritisere og modarbejde: Småborgerligheden generelt, og den siddende regering i særdeleshed.

I øvrigt, "venstrefløjen" er en bekvem og dårligt defineret kasse, som borgerlige så kan udtænke stråmandsargumenter til, for så efterfølgende at skyde dem ned igen. Så for så vidt et stråmandsargument er verbalt udtryk for en "fejlagtig perception", er det da de borgerlige debattører, med Mads Holger i spidsen, der samles i et fællesskab uden en reel genstand.

Bill Atkins, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Heidi Larsen, Marie Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Mette Mouritsen

Mads Holger, tak for dit indlæg som gave godt stof til eftertanke. Specielt den lille historie om hvad man stirrer på; hinanden=indad i sig selv eller på et fælles ydre objekt=udad men stadig på en del af sig selv.
Du har ret i at det er trist sådan som det tilsyneladende er for tiden, at gamle fælleskaber er under opløsning. Men ofte når noget gammelt dør åbner sig noget andet. Sådan ser det udfra mit perspektiv: Den gamle SORT/HVID tænkning hvor tankegangen er præget af ENTEN/ELLER som du så smukt beskriver med dine mange eksempler er måske i virkeligheden ved at uddø, og frem vokser noget nyt som giver mere plads til alle både de gamle fælleskaber og de mange nye som tænker BÅDE/ OG og som måske i virkeligheden ikke har nogen politisk farve eller foretrukken side. Det er stærkere fælleskaber end de gamle forestiller jeg mig, for de skaber ikke på sammemåde nye krige, da de jo rummer BÅDE/OG.

jan henrik wegener

Fællesskab er som kasser, står der, men passer det at vi er i kasser?' Et skab er jo en slags kasse, og en celle kan jo også sammenlignes med en kasse. Som i et kloster eller et fængsel. Er der andre mulige billeder på fællesskaber? Net Sådanne net behøver vel ikke at være fangstnet, eller binde os på anden måde end at de forbinder mennesker. Uanset hvilke billeder vi bruger er "vi" et meget mere fleksibelt ord end det antydes af M.H. Tit er det et stort spørgsmål hvem "vi" er, for det afhænder af sammenhængen.
i en politisk debat forenkles det tit til "rød blok" mod "blå blok" (eller "stue"?) Men holder det? Er Mads Holger, anders Samuelsen og Søren Espersen i alle sammenhænge med i den samme kasse?

Jørgen Steen Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Det står tydeligvis rigtig sløjt til med lommefilosofien på parnasset...

Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... really!!!
Det må være rart at gå rundt med hele konceptet for fællesskab i sin lomme, men forfatteren burde måske forholde sig til noget uden for....

Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar