Fest i fagbevægelsen

Når man tør række hånden ud, så får man også nye venner. Det oplevede vi lærlinge, da vi holdt fest med 100 udenlandske Metro-arbejdere
5. marts 2016
Delt 31 gange

Et par af de unge tillidsrepræsentanter på Metro-byggeriet ville gerne møde de unge i deres nye fagforening. Derfor besluttede vi at holde en fest sammen. Håndværkerlærlinge fra fagforeningen og unge Metro-arbejdere fra Polen og Italien.

Heldigvis vidste vi ikke, hvad vi satte i gang, da vi trykte plakater med fadøl og flag fra alle lande og indbød samtlige 3F-medlemmer på Metro-byggeriet og alle byggefagslærlingene i København til fest. Til en start havde vi bare forestillet os et par lørdagsøl med de mest aktive lærlinge og en mindre flok Metro-arbejdere.

Den unge italienske tillidsrepræsentant Marco havde andre planer: »Jeg har lavet en menu til festen,« sagde han, da han mødte op til et møde i lærlingeklubben og præsenterede 10 avancerede italienske retter. Vi var skeptiske. Er det ikke for ambitiøst? Vi ville bare bestille sandwiches. Eller allerhøjst lave spaghetti med kødsovs. Marco himlede med øjnene og smed trumfen: »Min mor er på besøg i Danmark. Hun kommer og hjælper.« Okay. Så stillede vi op lørdag morgen og hjalp Marco og hans lidt skrappe og meget hjertelige mor, Patricia, med at fremtrylle en italiensk middag til 100 mennesker.

I allersidste øjeblik måtte vi fordoble ølbestillingen og leje et opvarmet telt som supplement til fagforeningens lokaler, fordi den portugisiske tolk i fagforeningen fortalte os, at rigtig, rigtig mange Metro-arbejdere havde tænkt sig at møde op.

Kl. 16 skulle festen gå i gang. Der ankom en enkelt rumæner. Vores bekymringer om pladsmangel blev hurtigt erstattet af frygten for at holde en fest, hvor der slet ikke kommer nogen. Men i løbet af den første time var rummet fyldt. Og i løbet af den næste time var teltet også fyldt. Der blev holdt taler, som blev oversat til fire sprog. Der blev spillet musik fra Rumænien og Guinea-Bissau, og der blev slået søm i og spillet bordfoldbold og diskuteret og grinet og danset.

Igennem de sidste år er det lykkes 3F Bygge, Jord og Miljø at organisere op imod 600 af de udenlandske arbejdere, der går på Metro-byggeriet. Fagforeningen har vundet store millionbeløb hjem til de nye medlemmer, der igennem flere år er blevet snydt i løn. Mest kendt er nok sagen mod entreprenøren Cipa, der tabte 22 millioner kroner til fagforeningen i en retssag om lønfusk. Det er et vendepunkt for den danske fagbevægelse og for de udenlandske arbejdere. Det har krævet en enorm indsats fra det team i fagforeningen, der har arbejdet med Metroen. Og for de modige Metro-arbejdere, der var de første til at melde sig ind i 3F og stå frem og vidne i retssagerne.

Men denne første sejr leder til den næste udfordring: Nu er vi i den samme fagforening, men vi kender ikke hinanden. Fagforeningen skal være den platform, hvor vi møder hinanden og lærer at stole på hinanden og ikke mindst, hvordan vi organiserer os sammen i stedet for at se hinanden som modstandere i konkurrencen om job.

Når man tør række hånden ud, så får man også nye venner. Da vi lærlinge kastede os ud i at byde alle Metro-arbejderne velkommen i fagforeningen, fik vi en oplevelse, som vi ikke vil glemme. Vi hørte om livet i Guinea-Bissau og om arbejdsforholdene i Rumænien, og Marco har efterfølgende inviteret os på italiensk middag i hans lille lejlighed. Vi mødte næsten 100 Metro-arbejdere, der var enormt taknemmelige for at blive budt inden for i fællesskabet. Vi oplevede følelsen af at stå sammen. Vores samfund bliver ekstremt polariseret i disse år. Usikkerhed og frygt skaber mistro mellem mennesker, og vi maler os op i hver vores hjørner. Måske er det blandt de største udfordringer for vores generation. Derfor skal man holde fast i alle de gode historier, hvor det lykkes at række hånden ud og skabe et bånd. Her har I fået en af dem.

Helga Mathiassen er tømrerlærling.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Sup Aya Laya

Jeg håber at fagbevægelsen griber chancen, skynder sig ud i modtagelses-centrene for flygtninge og fortæller dem om muligheden for at organisere sig.
Hvis fagforeningsbosserne så også kunne lade være med at sparke nedad, men have viljen til at forhandle en ordentlige og lødig overenskomst for flygtninge i trepartsforhandlingerne ...

anbefalede denne kommentar