Flyene skygger for de gode klimaudsigter

Vores klima betaler prisen for den voldsomme flytrafik. Derfor har vi brug for bevidste forbrugere og politikere, der tør gå imod flybranchens omfattende lobbyindsats
Vores klima betaler prisen for den voldsomme flytrafik. Derfor har vi brug for bevidste forbrugere og politikere, der tør gå imod flybranchens omfattende lobbyindsats
Jens Dresling
5. marts 2016
Delt 95 gange

Mens nogle har glædet sig til lysere udsigter for klimaet med Paris-aftalen fra december sidste år, er det ved at lykkes flyindustrien sammen med ubekymrede ferierejsende at gøre det helt umuligt at begrænse den globale temperaturstigning til to grader, altså, grænsen for et klima, der kan understøtte et rimeligt liv for mennesker og natur. Medvirkende til problemet er, at Paris-aftalen end ikke nævner begrænsninger af den internationale luftfarts forurening. Det er et resultat af dygtig og kynisk lobbyisme fra flyindustrien.

Hvis vi skal begrænse de globale temperaturstigninger til to grader – eller endnu bedre 1,5 grad, som landene blev enige om ved Paris-aftalen – skal lande som Danmark med høje udledninger pr. person reducere udledningerne med over 90 procent.

Danskernes flyrejser alene øger i dag de danske drivhusgasudledninger med omkring 20 procent med en tidshorisont for drivhusgaseffekter på 20 år. En stor del af problemet skyldes, at fly brænder fossilt jetbrændstof af i stor højde. Her er drivhuseffekten fra fossilt energiforbrug 3,8 gange så stor som på jorden. Den ekstra drivhuseffekt skyldes vanddampe med mere, som udledt i stor højde bliver til kraftige drivhusgasser. Hvis vi fortsætter med at flyve så meget som nu, når vi aldrig den nødvendige reduktion, uanset hvor meget vi sparer på energien eller spiser vegetarisk. Og hvad værre er: Globalt forventes flyvningen at blive fordoblet allerede frem til 2030, og udledningerne vil stige næsten lige så meget.

De store bestemmer

Grunden til de store og stigende drivhusgasudledninger skal findes i flyindustriens uovertrufne lobbyindsats, som har sikret minimale afgifter på fly på trods af deres store miljøbelastning. Ikke engang moms betaler de.

Dermed har flyene optimale betingelser for at udkonkurrere de mere miljøvenlige alternativer som f.eks. tog. Samtidig støtter mange kommuner mindre lufthavne med skatteyderpenge.

Internationalt har lobbyindsatsen haft så stor succes, at kun EU prøvede at få en smule begrænsning af udledningerne med i Paris-aftalen fra december 2015.

Selv de små østater, der vil forsvinde uden en kraftig klimaindsats, turde ikke gå imod den stærke flylobby og dens støtter i USA og de store u-lande. I stedet arbejder den civile luftfartsorganisation, ICAO, nu med flyindustriens forslag til en klimaindsats: De ønsker at nye fly (og kun nye fly) frem til 2028 skal begrænse deres drivhusgasudledning pr. kilometer med fire procent.

Det forslår som en skrædder et vist sted for klimaet, når flytrafikken samtidig fordobles.

Der er alternativer

Når landene og flybranchen ikke vil reducere flyenes klimabelastning, bør vi som forbrugere tage ansvar og hjælpe med til at holde igen med flyenes drivhusgasser. Den mest enkle og mest effektive individuelle indsats er at fravælge flyferier. Langt de fleste danskeres flyvninger skyldes nemlig ferie-, fritids- og studierejser. Der er ellers ikke mangel på alternativer: Op mod halvdelen af flyvningerne kunne erstattes af nattog eller anden transport på jorden (det kræver måske indimellem, at man lige tilbringer en nat på rejsen i en seng i et nattog). Eller man kan holde ferie i Danmark.

Vi har også brug for en fælles indsats for alternativer til de flyrejser. Vi har brug for flere nattog, bedre lokale feriemuligheder m.m. Og politikere, der tør sætte miljøomkostninger på flyrejserne og sikre de miljøvenlige alternativer, selv om de ikke her og nu kan konkurrere med afgiftsfritagede fly.

Vi har brug for bevidste forbrugere og politikere, der tør udfordre flybranchens profitter for at sikre det globale miljø.

Gunnar Boye Olesen er politisk koordinator i VedvarendeEnergi, Thomas Meinert Larsen er talsperson for Klimabevægelsen, Kjeld A. Larsen er formand for Rådet for Bæredygtig Trafik og Palle Bendsen er talsperson hos NOAH

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Steensen

Jeg er enig i, at politikerne skal gøre en indsats for at forbedre vilkårene for de alternative rejseformer, men at vegetarkost ikke i sig selv kan opnå den nødvendige reduktion af drivhusgasser, forstår jeg ikke, når flytrafikken og resten af transportsektoren tilsammen udgør 13% af udledningen og kødproduktionen står for minimum 17% (beregningerne går fra 17% til 51%!).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karin Hansen

DSB har gjort deres til begrænse togferier - Nu kan deres udlands afdeling kun hjælpe med at booke tog i Tyskland og få udvalgte storbyer i Europa, al anden billetkøb/reservation må man selv klare.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gunner Boye Olesen

Det er selvfølgelig rigtigt at kødproduktion og meget andet aktuelt giver flere drivhusgasser globalt end fly, men på verdensplan er udledninger fra fly i hastig vækst. Det forventes at flyvningen og dermed udledningerne fordobles indtil 2030. Der er intet, der tyder på at udviklingen stopper i 2030, og vi kan derfor med rimelighed forvente endnu en fordobling 2030-2050.

Fly udledte i 2013 ialt 800 mill tons CO22, svarende til 3 mia. tons CO2-ekvivalenter, incl. vanddamp m.m. Hvis flyvningen som forventet fordobles til 2030 og igen fordobles til 2050 giver det udledninger på hhv. 6 mia tons CO2-ekvivalenter og 12 mia. tons CO2-ekvivalenter i hhv. 2030 og 2050.

Hvis vi skal begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 – 2oC skal vi begrænse de globale drivhusgasudledninger til mellem 5 mia. tons CO2-ekvivalenter og 30 mia. tons CO2-ekvivalenter i 2050, fra i dag godt 50 mia tons CO2-ekvivalenter, og langt mere senere. Det vil i praksis være umuligt, hvis luftfartens udledninger får lov til at stige som forventet til 12 mia tons CO2-ekvivalenter, ikke mindst i betragtning af, at der også er udledninger fra madproduktion, som er meget svære at udfase.

anbefalede denne kommentar