Klumme

De globale sværvægtere slås om nyhedsmediernes gunst

Hverken Apple, Facebook eller Google er velgørende organisationer, og de har ingen publicistiske målsætninger. Men har de mindre medievirksomheder råd til at afvise dem?
Debat
2. marts 2016

Der tegner sig et ildevarslende, men ikke uventet billede af den globale konkurrencesituation på medieområdet – hvad enten det drejer sig om musik, nyheder eller tv. Den egentlige magt glider skridt for skridt de mindre producenter af hænde. Og ’mindre producenter’ omfatter hundreder af indtil nu selvstændige medievirksomheder og tusinder af musikskabere.

En lille gruppe globale magthavere har langsomt sat sig på distributionen. Teknologien og vi brugeres konstante jagt efter billig, hurtig og individuelt skræddersyet indhold eller tjenesteydelser ændrer i disse år de etablerede markeder. Hotelindustrien frygter cyber-grosseren Airbnb, som forbinder brugere på jagt efter billigt logi med brugere, der udlejer deres bolig. Bilejere bliver deltidstaxachauffører ved hjælp af Uber. Og taxabranchen trues.

Det mest radikale sker på musikområdet, hvor de tre giganter Warner, Universal og Sony i stigende grad dominerer markedet: Deres andele i det hastigt voksende Spotify får nu flere musikfagblade til at anklage dem for at udsulte komponister og musikere til fordel for supervirksomhederne. På fire år er betalingen til kunstnerne for hvert afspillet musikstykke næsten halveret, selv om trafikken er flerdoblet. De store bliver større, de små indholdsmagere presses i bund.

På tv-området aner vi konturerne af samme tendens. Netflix er på mindre end fire år blevet en meget stor spiller. I begyndelsen som distributør, men i takt med indtjeningen er Netflix selv begyndt at lave indhold. Hvis du opnår dominans som distributør, er næste skridt dominans over produktionen. Det var sådan, Rocke-feller i forrige århundrede blev verdens rigeste mand. Det handlede om olie, nu handler det om medieindhold. Content.

Nu er turen kommet til journalistikken. Tre globale sværvægtere slås om nyhedsmediernes gunst – og indhold. De har hver udviklet en tjeneste til formålet: Apple News, Facebook Instant Articles og Google Accellerated Mobile Pages, AMP.

Facebooks system tages i brug den 12. april, og mange mediehuse synes klare til at bruge det: BBC og New York Times, Aller Media, Expressen og Aftonbladet i Sverige og i Danmark bl.a. MetroXPress. Facebook er med sine 1,5 milliarder globale brugere (mere end 3,5 millioner i Danmark) yderst tillokkende for medier, der alle leder efter nye og gerne unge læsere i en tid med faldende abonnements- og annonceindtægter.

Alle tre systemer bygger på, at indholdsproducenterne stiller journalistisk indhold til rådighed for distributørerne mod at få flere brugere og øgede reklameindtægter.

Googles nye system, AMP, blev rullet ud i sidste uge. Ifølge JP/Politikens digitale direktør, Søren Svendsen, har det flere publicistiske fordele.

»Med AMP har vi langt mere kontrol over vores indhold, vores udtryk og vores distribution end med Facebook Instant Articles,« siger han til Mediawatch.

Googles system slavebinder i modsætning til Facebooks ikke avisen til en bestemt platform.

Det handler helt grundlæggende om kontrol. Ikke kun om penge. Hverken Apple, Facebook eller Google er velgørende organisationer. Deres primære formål er at vokse og tjene flere penge til aktionærerne. De har ingen publicistiske målsætninger, og ikke mindst Facebook har vist, at de både kan og vil skride ind over for indhold, som strider imod Facebooks egne (uklare og hemmelige) publiceringsregler.

Her udhules den ret, chefredaktører indtil nu har haft, til suverænt at bestemme, hvilket indhold der skal ud til brugerne. Chefen for den norskejede mediekoncern Schibsteds svenske afdeling, Raoul Grünthal, afviste som en af de få kategorisk Facebook i et interview med Ritzau for nylig:

»Hvis du blot leverer ind til andre platforme, har du reduceret dig selv til en freelancer ... hvis en medievirksomhed får samme rolle som en freelancer, hvilken plads har man så i værdikæden?«

Ingen, konstaterede han. Det er ikke mange, der føler, de har råd til at afvise de globale giganters tilbud. Det er jo dér, brugerne er. Men der er altid en pris, når de mindre hægter sig på de store. Og den kan ikke altid gøres op i penge.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Hvis man bliver som alle de andre, forsvinder man.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med Information, der jo allerede er på Facebook med kontakt til 114.000 brugere?
Hvornår mon Facebook vil skride ind over for indhold i Information, som strider imod Facebooks egne (uklare og hemmelige) publiceringsregler.

Vibeke Rasmussen

Man kan vel med god ret også inkludere nyhedsbureauerne og deres magt – eller måske snarere indflydelse – i ovenstående betragtninger?

På det nationale plan bliver Ritzau eksempelvis citeret flittigt af alle større danske medievirksomheder. Og tilsyneladende så tilpas ukritisk at de pågældende redaktioner ikke engang ændrer på de til tider infantile, til andre tider direkte misvisende rubrikker.

Og internationalt har de store bureauer en ikke ubetydelig indflydelse på hvilke filmklip, der fx på tv bliver vist i forbindelse med internationale begivenheder. Det være sig i forbindelse med politik, kultur, sport …; interviews, pressemøder, udtalelser …; ulykker, katastrofer, krige …

Naturligvis kan alle redaktioner ikke have reportere udstationeret alle vide vegne, så der er et indlysende behov for internationale nyhedsbureauer. Dét, jeg anker imod, er derimod de helt ens typisk 30-sekunders, eller deromkring, filmklip, man kan se på samtlige tv-kanaler, danske såvel som udenlandske. Hvorfor overlader man det (tilsyneladende) til nyhedsbureauet(erne) at bestemme, hvad der er væsentligt at vise?

Peter Sterling

Kan man ud fra fordelingen af pengene ved politikernes tiltag udregne "Værdien af en stemme", eller rettere "Værdien af en vælger". Hvad er dagens kurs for en stemme og afhænger den af samfundsværdien af en vælger?

Dem der har masser af penge, bruger i dag flere penge på lobbyisme end på valg, fordi de ved, at den nemmeste måde at få noget igennem folketinget på, er at leje en lobbyvirksomhed. Vi oplever en massiv devaluering af den almindelige vælgers stemme, til fordel til principet; "en million en stemme" som er blevet normen ved Cepos, Bærdygtigt Landbrug og de riges magt forbindelser.

Blinde politikere med sociale skyklapper på bestemmer, at de rigeste fortsat fortærer stadigt større dele af samfundskagen, dette virker ondt, umoralsk, ulogisk og ødselt, de danske politikere har formået at monopolisere den politiske dagsorden til fordel for virksomhederne og en privilegeret klasse.

Skal vi acceptere disse ændringer med dalende social sikkerhed, lønnedgang, velstands- og velfærdnedgang?

Vi er trådt ind i Post Demokratiets Tidsalder og de globale sværvægtere suger alt til sig ligesom et sort hul; pengene, magten, kontrol og politisk indflydelse. Centraliseringen af finanserne på alt færre hænder skaber ringere vilkår for demokratiet.

USA trædte i år officielt ind i rækken af lande som regeres af milliardær klubben. Finansen har i flere årtier afgjort hvem som bliver valgt til præsidentembedet, men dette har i medierne været underspillet - indtil nu. Blandt disse milliardær-regerede lande hører Rusland, hvis leder Putin er milliardær.

Ved hjælp af medievirksomheder som milliardærerne har opkøbt, lobbyvirksomheder samt direkte skamløst køb af politikere, er det lykkes at hjernevaske en hel befolkning til at tro at de - milliardærerne bedst varetager folkets interesser, og således sætte demokratiet århundrede tilbage.

Det massive pengedræn i bunden af samfundet er nu et problem for over en million danskere som typisk ikke har adgang til samfundsgoderne. Specielt ser et stigende antal ældre danskere fraværet af penge som et problem. For dem er det besværligt at få hverdagen til at fungere, efterhånden som finanserne rykker længere og længere væk. Det globale beløb for gemt offshore skattely løber op på 252.000 milliarder kroner. http://www.taxjustice.net/2016/05/09/17103/