Klumme

Den hellige arbejdsmoral

Så blev der lagt låg på, hvor mange penge man må modtage på kontanthjælp i Danmark. Det skal kunne mærkes som fattigdom og kaldes ’incitament’
Debat
26. marts 2016

Der blev krydset klinger i Folketinget, da Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten spurgte Dansk Folkepartis Malene Harpsøe, om hun virkelig troede, at svær depression ville forsvinde med lav kontanthjælp.

En masse syge mennesker er parkeret på kontanthjælp. Selv regeringen vurderer, at kun 700 af de over 30.000 kontanthjælpsmodtagere kan ’inciteres’ i arbejde.

Men for Malene Harpsøe var det tydeligvis en nærmest moralsk sag. Hun understregede, at syge selvfølgelig ikke skal rammes, men at der alligevel skal lægges loft på, fordi det er godt for børn at se deres forældre i arbejde. Arbejdsmoralen må holdes oppe. Det synes så uendelig vigtigt.

Men hvorfor? Hvem er det, det gavner, at arbejdsmoral holdes oppe med kontanthjælpsloft, som signalværdi for lavtlønnede arbejdere?

For det meste bor jeg på landet i Frankrig. Jeg sætter blomster i vaser, så huset ser yndigt ud på fotos, men realiteten er, at dette er Udkantsfrankrig. Prisen på huset svarer til en rønne på Sydfalster, og som mange andre huse i landsbyen trænger det til istandsættelse.

Der er en del mennesker i min landsby, som er på den mindste franske sociale ydelse, RSA. Fransk kontanthjælp blev i 1988 indført af socialister og hed dengang RMI, som stod for »minimumsindkomst for genintegrering«. RMI blev i 2007 til RSA, som står for »indkomst, der kommer fra aktiv solidaritet«. Forskellen er måske religiøs.

Det var Martin Hirch, tidligere leder af velgørenhedsorganisationen Emmaüs, der fik RSA indført. Han hentede sine ideer fra munken Abbé Pierre, der skabte Emmaüs, da han i 1949 råbte op imod fattigdom. Folk lå på gaden og sultede og frøs. Abbé Pierre fik samlet ind.

Den franske kontanthjælp beløber sig til små 4000 kr. Ganske som i Danmark er der også andre sociale ydelser, børnepenge og boligsikring. Mindstelønnen er omkring 10.000 kr., men især for enlige må ’incitamentet’ siges at være temmelig stort. Lige meget hjælper det.

For sagen er, at der ikke er noget arbejde af den slags, der var tidligere, til den gruppe mennesker. Den pensionerede entreprenør i min landsby fortæller beredvilligt, hvordan det forsvandt. Først forsvandt tekstilfabrikkerne, så alt det bygningsarbejde, der fulgte med. Nu er der lukket og slukket.

Men arbejdet findes jo et sted. Det er flyttet et billigere sted hen.

Det særlige ved RSA er, at det ikke betales direkte af skatteyderne. Det betales af en særlig skat på finansindtægter. Det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme i himlen, så på den vis hjælpes alle af Hirschs katolske RSA.

I dag kan man så nærmest tragikomisk konstatere, at taksten for fransk kontanthjælp blev sat så lavt, at den skat på finansindtjening, som betaler den, indbringer næsten dobbelt så meget, som der bruges. De rige er blevet så meget rigere, at de 1,1 procent er blevet til milliarder. Uden at nogen arbejder.

Sociologen Max Weber påviste allerede i 1905 en særlig gunstig forbindelse mellem kapitalisme og især protestantisk arbejdsmoral. Skaberværket skal gøres større på alle niveauer, med de talenter, man nu engang har. Arbejdsmoral og kapitalisme hang dengang sammen i visse nærområder i Europa, og det er måske det, Harpsøe og DF stadig tror, det gør.

At man bør arbejde, er en holdning, som karakteriserer Danmark så meget, at der end ikke blev sat spørgsmålstegn ved den af Enhedslisten. Vi behøver ikke engang at være fattige for at opretholde arbejdsmoral, selv velhavende arbejder. En særlig protestantisk mystik omgærder til gengæld det faktum, at en del mennesker i verden tjener mange penge uden at arbejde.

Men den egentlige kapitalistiske grund til, at folk skal føle ’incitament’ i form af fattigdom, er, at sådan holdes arbejdskraft billig alle steder i verden.

Den sørgelige kendsgerning er nemlig, at selv om Malene Harpsøe sikkert mener det så godt, så er der selv i børns arbejdsmoral en form for kontrakt, der for længst er udhulet. Kapitalen har flyttet adresse og har ladt især de svageste arbejdere i stikken.

Historien om incitament passer ganske enkelt ikke. Måske var det i virkeligheden en lidt tilfældig sammenhæng, der for en tid var mellem lyst til arbejde og løn.

Tilbage står folk i både Frankrig og Danmark, der ret beset lever af almisser. Og tilbage er nu børn, der hverken ser glade forældre eller har penge til at være som de andre børn.

Tine Byrckel er filosof, skribent og psykoanalytiker.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

hvor har Tine Byrckel dog ret.

Lever af: "almisser"? Nej den: "...retmæssig BNP-andel" !

Johnny Werngreen

Vi har et folketingsflertal, som er gået i stå ved den prækonventionelle moralitet - straf og belønning, med straf som primus motor, og som på trods af mere en 75 års forskning i virkninger og bivirkninger ved straf stupidt insisterer på, at det må da virke, det kan da ikke passe, at det ikke virker, og hvis det ikke virker, jamen så afskrækker det i hvert fald dovne Robert og sådan nogle fra at gå at drive den af på vores regning. Man kunne, udover de menneskelige omkostninger, spare milliarder i at investere i socialt svage forældres børn; jo bedre opvækstbetingelser, de får, des større er sandsynligheden for, at de ikke selv bliver socialt svage. Når nogle beslutter så insisterende på trods af viden og evidens, er vi meget tæt på regulær ondskab.

John Sørensen

Som det ser ud i den nære fremtid, så vil dette løntrykkeri efterhånden også brede sig til mange i middelklassen, idet moderne teknik og robotter vil overtage arbejdet fra eks. Læger.