Hvem betaler prisen for forældrenes fravær?

Danske forældre har sammen med svenskerne EU-rekord i arbejdstid, når man lægger mors og fars arbejdstid sammen. Danske mødre går kun marginalt ned i arbejdstid, når de kommer tilbage fra barsel. Mødre i Danmark arbejder sammenlignet med andre kvinder meget. Og fædrene arbejder rigtig meget, når de får børn. 44 timer om ugen, siger professor Thomas P. Boje på RUC, der har regnet ud, at mødrene arbejder 36 timer om ugen i snit.

At forældre arbejder mere end andre grupper på det danske arbejdsmarked, er vi tilsyneladende tilfredse med. Det siger i hvert fald en rapport fra Rockwoolfonden, som blev præsenteret af Jens Bonke for nogle uger siden. Andre tal, f.eks. fra Eurostat, peger på et stort ønske hos både fædre og mødre om at gå ned i arbejdstid – hvis de kunne. Dette billede gælder det meste af Europa, men i høj grad i Danmark.

Ifølge spørgeundersøgelser, som f.eks. analysebureauet Wilkes fra 2014, ønsker fire ud af 10 af danskerne at lade den ene gå hjemme, hvis det kunne lade sig gøre. Og en endnu nyere undersøgelse siger, at syv ud af 10 danskere ønsker, at deltid til forældre med mindre børn skal være en rettighed for dem, der ønsker det.

Svaret på spørgsmålet om, hvor meget vi voksne ønsker at arbejde, afhænger ganske meget af måden, undersøgelsen er skruet sammen på, men teknikaliteterne fjerner fokus fra det, som nok er det vigtigste: Er børnene tilfredse med, at danske forældre sammen med de svenske har den højeste arbejdstid i Europa?

Ensomhed og stress

Børnesagkyndige som Ole Schouenborg, Dion Sommer, Margrethe Brun Hansen, Grethe Kragh Müller, Gideon Zlotnik, John Aasted Halse, Lars Dencik og andre har på hver deres måde de senere år peget på, at især helt små børn lider under forældrenes fravær og de lange institutionsdage.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen peger f.eks. på, at de lange dage i institution, hvor børnene ikke får det nærvær fra en tæt voksen, som de har brug for, er hårde for dem. I dag sidder hun, har hun fortalt, med 18-19 årige unge mennesker i sin praksis, som fortæller, at de har savnet deres forældre – de har følt sig ensomme. Unge, som i dag lider under angst, dårligt selvværd og selvskadende adfærd.

Peter Mortensen, leder af Dansk Familieterapeutisk Institut, har for et par måneder siden fortalt til Berlingske, at »vi vil få flere af de børn, som er rigtig forvirrede, og som viser flere tegn på, at deres liv har været for presset. De har haft for få nære og rolige relationer i deres liv, og man vil opleve flere børn, der har en forstyrrende adfærd«.

Børns Vilkår, som driver Børnetelefonen, har spurgt børnene om deres syn på forældrene. 80 procent af børnene siger, at deres forældre har travlt med arbejde; 70 procent, at deres forældre har travlt med husarbejde; og 50 procent, at forældrene har travlt med at tjekke mail og Facebook. Forældrenes travlhed rammer børnene hårdere, når børnene har problemer, har direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår sagt. Vi ser fra mange kilder et tydeligt billede af dramatisk stigende tal for mistrivsel blandt børn og unge: Lav livstilfredshed, høj ensomhed og stress er markant stigende.

Hvad tjener barnet bedst?

Uanset om danske forældre er tilfredse eller utilfredse med deres arbejdstid, bør vi altså lytte til dem, det hele til syvende og sidst handler om: børnene. Men børnene er der desværre i dag ingen, der spørger, når der skal føres politik. Politik på børneområdet har gennem de sidste omkring 40 år primært været styret af tre parametre:

1. Hensynet til arbejdsudbuddet: Vi skal være på arbejdsmarkedet så meget som muligt.

2. Forestillingen om det gode i en høj grad af institutionalisering af børns og unges liv: Børn skal så vidt muligt væg til væg i dagtilbud, fritidstilbud og klubber.

3. Og hensynet til ligestillingen: Kønnenes ligestilling er vigtig, og hvis man skal tro de sidste 40 års børne- og familiepolitik langt vigtigere end det lille barns behov. At det forholder sig sådan, fremgår med al tydelighed af ph.d. Sine Penthin Grumløses afhandling fra sidste år om dansk familiepolitik de seneste årtier.

Afhandlingen rejser det enkle spørgsmål: Hvem taler børnenes sag på børnenes egne præmisser, når det gælder det danske velfærdssamfunds udvikling? Hvilke politikere tør bare et øjeblik stille det helt enkle spørgsmål: Hvilke samfundsmæssige rammer og muligheder tjener det lille barn bedst?

At hverken politikere, arbejdsmarked eller forældre har syntes, at det lille barns behov for et nært forhold til sine primære voksne var noget, der krævede samfundsmæssig bevågenhed, er besynderligt. Den kollektive antagelse, at selv helt små børn har det bedst i institution, er dog så småt ved at blive anfægtet. Det skyldes, at institutionernes kvalitet de senere år tydeligt er blevet ringere. Siden 1980’erne er antallet af børn pr. tilstedeværende voksen i daginstitutionerne næsten fordoblet, og personalet lider under ustandselige forandringer og meningsløse dokumentationskrav.

Mere fleksibilitet

Den forældremodstand, der endnu ikke var til stede i 2008, hvor Rockwoolfondens tal stammer fra, ser ud til at være ved at tage form i disse år, og forældre spørger: Hvorfor skal vi arbejde allermest, mens børnene har allermest brug for os, er allermest påvirkelige og allermest sårbare?

Veluddannede forældre, især mødre, dropper deres job, fordi de ikke vil svigte deres børn. Det politiske parti, der forstår at fange denne modstand mod fortsat fremmedgørelse og afstand mellem generationerne, vinder fremtiden.

Fremtiden må blive et langt mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at arbejde 15, 20, 25 eller 30 timer i perioder, hvor børn eller andre pårørende har brug for ens omsorg. Arbejdsmarkedet er bygget op omkring en industriarbejderlogik, hvor alle har samme arbejdstid. Det er ikke sikkert, at denne model fortsat vil give mening. En 45-årig eller 55-årig kan uden problemer arbejde 45 timer om ugen, hvis hun ellers er sund og rask. Det kan en 30-årig uden børn også. Så lad dem det.

Og lad så dem, der har den store omsorgsopgave derhjemme, gå ned i arbejdstid. De vil nemlig gerne, både fædre og mødre, siger de europæiske tal. Også selv om de selv må betale. Hvis blot de kan føle sig sikre på, at de ikke mister jobbet. Og lad skattesystemet begunstige de enlige og de lavtlønnede forsørgere endnu mere, så de har råd til at gå ned i tid.

I Holland går både mænd og kvinder i stort tal på deltid, når de får børn. Det er i Holland helt normalt, at fædre til mindre børn har en ugentlig dag hjemme – en ’papa-day’. Og mødrene har typisk to dage hjemme. Holland har i parentes bemærket en af de stærkeste økonomier i Europa og er nyligt blevet ratet som det EU-land med den største børnetrivsel.

En større kulturel accept af deltid i Danmark ville formentlig have en stærk indvirkning på børns og unges trivsel samt på folkesundheden generelt. Formentlig navnlig på kvinders livsstilssygdomme og stress, som er faretruende stigende i Danmark. Derudover ville bedre adgang til nedsat arbejdstid også have den effekt, at vi kunne inkludere langt flere grupper på arbejdsmarkedet, som nu holdes uden for. F.eks. ældre, der ønsker at fortsætte på job, men på et lavere blus, og mennesker, der på grund af sygdom eller sårbarhed ønsker at arbejde mindre end fuldtid.

Det er på tide, vi bygger et arbejdsmarked, der er skabt til mennesker – så mennesker kan være noget for mennesker, som har brug for dem. Så får vi et langt mere robust samfund.

Karen Lumholt er talsmand for Tænketanken Cura og medstifter af Familiepolitisk Netværk