Klumme

Hvorfor har så mange englændere fået nok?

For første gang siden 1975 er der lagt op til folkelig debat i Storbritannien om landets EU-medlemskab. En debat, som befolkningen efter sigende har higet efter.
15. marts 2016

Den første ud af den fire måneder lange kampagne for og imod fortsat britisk medlemskab af EU er ikke engang ovre endnu, men ikke desto mindre er avisernes søndagstillæg allerede fulde af klummer om, hvor trætte skribenterne er af debatten. Men trætheden er ikke kun begrænset til dem, der hver dag skriver historier om Brexit-debatten og derfor allerede har gentaget sig selv utallige gange. Også almindelige mennesker synes at have fået nok af al den EU-snak.

»Jeg ved godt, at debatten lige er startet, og at jeg ikke burde sige det, men jeg er allerede træt af at høre om det,« sagde en veluddannet, samfundsinteresseret informationsmedarbejder under en togrejse med en gruppe journalister – heriblandt undertegnede – for nylig.

Hun havde på rekordtid oplevet landets premierminister skifte standpunkt fra, at EU er roden til alt ondt til pludselig at være unionens mest lidenskabelige fortaler. Der er faktisk ingen grænser for fordelene ved medlemskabet – eller for katastroferne, hvis Storbritannien stemmer for Brexit.

Hun har set UKIP’s Nigel Farage sige lige ud, at han er parat til at ofre landets medlemskab af det indre marked – selv om det vil koste dyrt – til gengæld for at slippe for den fri bevægelighed for personer. Hun har fulgt den karismatiske London-borgmester Boris Johnson og hørte braget, da han sprang ud som Brexit-tilhænger og stødte verbalt sammen med premierministeren i parlamentet.

Der har allerede været trusler fra banker og store virksomheder, der siger, at de vil flytte arbejdspladser andetsteds hen, hvis briterne stemmer for Brexit, og der har været gyldne løfter fra konservative Brexit-tilhængere om en bedre fremtid, når først landet har befriet sig fra EU-samarbejdets besnærende spændetrøje.

Der er unægtelig ikke meget mere at sige, men efter alle disse ord er dette informationsmedarbejderens konklusion: »Betyder det egentlig noget, om vi stemmer det ene eller den andet?«

Den britiske folkeafstemning er blevet solgt som en længe ventet chance for befolkningen til at diskutere og tage stilling til EU-medlemskabet, der har forandret sig markant siden dengang, de sidst fik lov til at stemme om det tilbage i 1975. Så hvorfor diskuterer de ikke? Sandheden er, at briter som informationsmedarbejderen – dvs. under 30 år – faktisk aldrig har tænkt voldsomt meget over landets EU-medlemskab. Det har jo altid været der. Men også blandt ældre briter har EU-spørgsmålet aldrig stået særlig højt på prioriteringslisten.

Der var ganske enkelt ikke noget voldsomt krav fra befolkningen om en debat og ’en stemme’.

De, som ønskede folkeafstemningen, var en lille gruppe fanatikere i toppen af det konservative parti. De har talt om livet uden for EU i årevis, uden at mange har gidet lytte. Nu har de fået en platform, eftersom medierne jo skal høre begge sider, men sandheden er, at folk stadigvæk ikke er voldsomt interesserede i, hvad de har at sige.

Det er næsten komisk, hvis ikke det var fordi, at det var så vigtigt. Den britiske regering har overladt en beslutning, der vil få konsekvenser for generationer af briter, til et folk, der efter en måned er trætte af debatten.

Kommentatorer og eksperter taler åbent om, at det jo ikke kommer til at handle om fakta, eller sågar om David Camerons konkrete reformpakke. Nej da, landets fremtid vil blive afgjort ud fra en mavefornemmelse, skyder de på.

Hvis de har ret, kan vi andre, der har en interesse i britisk EU-medlemskab – som individ bosat i landet eller som nation, der mener, at det er bedst for både EU og Storbritannien at stå sammen – jo ikke gøre meget andet end at krydse fingre. Det vil sikkert gøre lige så stor forskel som et velargumenteret debatindlæg.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Mihail Larsen
Espen Bøgh og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

Hvad briterne gør eller ikke gør, må de selvfølgelig helt selv om.

Men jeg kan sagtens genkende trætheden i den evige EU ind/ud diskussion her i Kongeriget. Det er vigtigt for fred og velstand i Europa, at EU fortsætter; men det er ikke så vigtigt om Danmark lige er med eller ej.

Rina Ronja Kari har sat sig i spidsen for Folkebevægelsen mod EUs kampagne
"Vi vil også stemme!".

Jeg har selvfølgelig skrevet under på opfordringen -
lad os få en folkeafstemning om fortsat EU-medlemskabet.

Mihail Larsen

Et træt demokrati

Rousseau beskæftigede sig rundt omkring, og specielt i "Samfundspagten", med risikoen for et træt samfund, hvor borgerne er mere optagne af deres private interesser end i samfundets almene vel. I et sådant samfund er en stor del af befolkningen tilfreds med den eksisterende orden, hvis den sørger for, at den materielle velfærd er i orden, medens den er ret ligeglad med ideale 'principper' om det ene og det andet.

Set fra et filosofisk og etisk synspunkt er det naturligvis forkasteligt (med mindre man mener, at 'etik' handler om, hvordan man tilgodeser sine egne private interesser). En stor del af den politiske, europæiske idehistorie fra Platon og Aristoteles og frem har da også foragtet det.

Men en, især i de seneste århundreder dominerende, alternativ opfattelse har været, at demokrati først og fremmest drejer sig om at mele sin egen kage i kamp mod andre egoister. Og her er målestokken på succes begribeligvis knyttet meget tættere på den private nytte, fremfor principper (medmindre privat nytte gøres til princip).

Når samfundsordenen rystes økonomisk og socialt, så sker der en spaltning i gruppen af de mennesker, der rammes. Nogle regredierer politisk og kulturelt, klynger sig til nationale symboler og begynder måske endda at længes efter en stærk mand til at løse problemerne. Andre bliver revolutionære og forlanger radikale løsninger, der fokuserer på de materialle årsager til krisen.

Den første reaktion kræver ikke nogen stor intelligens; kun at man reagerer instinktivt på krisen (i den forstand er det rimeligt at sammenligne Hitler og Trump). Den anden reaktion kræver rationel refleksion, som forholder sig til en flerhed af faktorer.

Britterne er ved at falde for den samme fejl, republikanerne har begået i USA. Når man i årevis har dyrket folkets mavefornemmelser, kan man ikke forvente, at det bruger hjernen, når det skal træffe helt afgørende beslutninger.

Benny Jensen, Henrik L Nielsen, Jørn Vilvig og Bjarne Sinkjær anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Britisk demokrati lider af mange skavanker. Først og fremmest konservatisme, der får briterne til at fastholde ældgamle forfatningregler (Magna Carta med videre), valgsystemer (enkeltmandskredse med videre) og ingen regler om afgivelse af suverænitet til andre riger eller mellemfolkelige organisationer. UK meldte sig ind i EU uden debat og folkeafstemning i 1972. Afstemningen i 1975, som klummeskriveren refererer til, var ikke bindende, men udskrevet efter et regeringskifte for at tage temperaturen i folkestemningen.

Nu har Cameron og Co. så valgt at udskrive en bindende folkeafstemning - for første gang. Enormt meget er på spil, og det er ikke underligt, at valgkampen bliver skinger, truende, usaglig, urolig og useriøs. Lad os håbe, det bedrer sig hen ad vejen, for jeg under virkelig briterne en seriøs debat om dette alvorlige emne, der også kan få betydning for EU´s fremtid og eventuelle forfatningsreformer i Storbritannien.

Mihail Larsen

England var, er og forbliver en misforståelse i EU

Som Kongstad selv nævner, har UK et problematisk demokrati - set med kontinentaleuropæiske briller. Bl.a. en irrationel valgmetode (som også videreføres i USA) med valg i enkeltmandskredse, der reelt betyder, at en regering kan væges på noget, der svarer til 30% af vælgerne. De fastholder også en måle- og møntfod, der er fuldkommen irrationel. Men de sværger til traditionen.

Som jeg har nævnt i utallige tidligere indlæg, så er den engelske og den kontinentaleuropæiske retsfilosofi inkompatibel. Jeg har også skrevet bøger om det. Det skyldes altså ikke tilfældige, nutidige, personlige forhold, at UK og EU har indbyrdes problemer. Det har de haft i det mindste siden Magna Carta (2015).

Det nytter ikke noget at ville forene UKs og EUs interesser. Det lader sig ikke gøre. UK har troet, at det kunne ske, ved at transplantere den engelske model til Europa. Nu har det vist sig, at det ikke lader sig gøre. Og derfor er den naturlige udgang på sagen, at UK melder sig ud af EU. Det er alle parter bedst tjent med.

Hvis England stemmer sig ud af EU, stemmer Skotland sig efterfølgende ind i EU. For skotterne har et tættere forhold til den kontinentaleuropæiske romerret.

Jeg - for mit eget vedkommende - ønsker, at England træder ud af EU. Det vil svække den del i det europæiske fællesskab, der ustandseligt ivrer efter, at det er markedet og de internationale selskaber, der skal bestemme udviklingen for det, der burde være udtryk for folkets vilje.

Hvis jeg havde en stemme i det britiske valg, ville jeg stemme nej. For at redde Europa.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil personligt foretrække, at briterne bliver inde, med den udmærkede aftale de har fået med EU, som kunne danne skole for en langsom ændring af EU til et mere simpelt samarbejde. Uden overstatslige ambitioner, og frigjort fra Romtraktatens krav om et stadigt snævrere samarbejde mellem de europæiske folk.

Alternativet kunne åbne for et Big Bang, hvor EU hurtigt går totalt i opløsning, hvilket som bekendt kan udløse et usundt kaos, som kun høge og gribbe lukrerer på.

Britisk forbliven - med den nye aftale - vil være en ny begyndelse:

"Now this is not the end. It is not even the beginning of the end.
But it is, perhaps, the end of the beginning..
Sir Winston Churchill, Speech in November 1942.

Kristian Rikard

Jeg tror, at der er en basal forudsætning, som de fleste glemmer i skyndingen. Europa vil
(og er allerede i gang med at) miste indflydelse på en lang række områder - ikke
mindst økonomisk. Vi er som befolkning oldgamle, patenter bliver udtaget andre
steder, USA vender sig mod Stillehavet, og vi kan ikke blive enige om, hvad vi vil
med EU etc. etc.
Set i det perspektiv er jeg ikke så sikker på, at det spiller den store trille , hvad UK
gør eller ikke gør.

Kristian Rikard

Michael,
Som jeg nævner f.eks. patenter, men det kan også være rating af højere læreanstalter og
økonomisk formåen (selv om EU fortsat er den største spiller, svinder gabet år for år)
Jeg prøver blot at sige, at hvis man ser på det lidt længere perspektiv, så synes jeg at
udsigterne er ret så triste.
Inden for et af mine egne fagfelter. kan man konstatere, at vi ikke har været i stand til
at reproducere os selv i ca. 50 år, hvilket har til følge at vi nominelt bliver færre europæere
fra ca. 2025.

Michael Kongstad Nielsen

Kristian Rikard, ok. det der, som jeg vil kalde konkurrence-ræs, er der efter min mening ingen grund til at være bekymret for. Europa udleder allerede mere CO-2 end hvad godt er, vi vælter os i luksus, flyrejser, nulrente og materiel overflod, mens Kina og Østen kun er på vej op. Vores fodaftryk på klodens ressourcer og miljø er mellem fire og ti gange så stort som Østens. Skulle vi have travlt med at fastholde denne overlegenhed? USA har det samme problem gange to.

Jeg ville være ked af, hvis England ikke var med i EU - men på den anden side er jeg ikke glad for EU heller, på trods af evt. økonomiske fordele. England er Europa, hvad er EU - arbejdskraftens frie bevægelighed - bevægeligheden sydfra?
Det indeholder ikke store fordele for DK. UK har haft erfaringer med indvandring i mange år gr. kolonierne og det er måske også en af årsagerne?
Så problemet med reproducere er nok ikke så påfaldende. Der bliver masser af andre problemer, som jeg ser det. Og bortset fra min egen mening, så har jeg svært ved at se hvordan EU vil overleve med den manglende enighed i snart hvad som helst.

Kristian Rikard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Michael Kongstad Nielsen,
Jeg vender tilbage, da jeg har faktisk lyst til at uddybe mine synspunkter, men det er en
længere historie. I øvrigt har jeg boet i England ca. 4 år sammenlagt og har halvdelen af
min familie der

Ole Rasmussen

Rune Lykkeberg : “De, der er mest opsatte på at forsvare deres privilegier, er også dem, som er mest skeptiske over for forandringer.”

Personlig går jeg ind for et udvidet EU samarbejde, men omvendt er jeg indifferent da de fleste, og ikke kun i Danmark, jo ikke gider dette samarbejde. Så hvis England og Danmark vil ud, så for min skyld ingen alarm.

Mihail Larsen

"Hvorfor har så mange englændere fået nok?"

Det har de, fordi de ikke gider. Sådan har 'det tavse flertal' altid reageret. Skal vi være glade for det?

Jeg spørger, fordi det undrer mig gang på gang, at en del af venstrefløjen synes fornøjet over den såkaldte 'politikerlede' i stedet for at begræde den.

'Det tavse flertal' er ikke et potentiale, men et spildprodukt. Lige som pjalteproletariatet, der har så elendige forhold, at det kun kan tænke på sin egen umiddelbare overlevelse.

Når så mange englændere 'har fået nok', er det et sygdomstegn. Et tegn på en træt befolkning, der er vænnet til at tænke på egne, umiddelbare fordele.

Der findes i USA en parallel, og hvis man har lyttet til nattens 'sejrstale' fra Trump, vil man kunne forstå hvorfor. Han kan ikke begribe, hvorfor USA ikke længere er number 1. Og han vil ikke acceptere det. Den samme logik gælder for de konservative i England. De opfatter det som naturstridigt at skulle indrette sig efter universalpragmatiske logikker.

'Folket' vil have, at landet er 'suverænt'. Og i nogle tilfælde også suverænt ud over egen grænse. Derfor opfattes det som utåleligt at skulle rette ind efter internationale konventioner (USA er det land i verden, der har underskrevet f æ r r e s t antal forpligtende, internationale aftaler). Tankegangen er levende i det konservative England, der føler sig utryg ved at tilpasse sig og indrette sig efter fælles, internationale normer.

Det er 'folket' opflasket med. De fleste englændere opfatter fortsat Kontinentaleuropa som noget, der egentlig ikke har noget med England at gøre. I deres verdensbillede er England og Europa to forskellige verdener, og mange engelske politikere gør karriere på at dyrke denne forskel. I Danmark var det tidligere (og måske fortsat?) fordelagtigt for en politiker at lægge afstand til Tyskland, og for nogle politikere er det i al fald fortsat en levevej at rakke ned på EU.

Læren af det europæiske eksempel med Hitler og det amerikanske med Trump er, at hvis det politiske establisment eller politiske partier i årevis fodrer den indre svinehund, så kommer der en dag, hvor den ikke bare gør, men bider. I England har politikerne fodret befolkningen med falsk ideologi i årtier (understøttet af landets særegne retspraksis); helt ind i kernen er den liberalistisk. Den private interesse overtrumfer den almene.

Når de engelske forventninger så møder den europæiske virkelighed - hvor almenvellet overtrumfer de private interesser - så 'får mange englændere naturligvis nok'.

Det er der ikke så meget at gøre ved. Det drejer sig trods alt om mange århundreders udviklede forskelle mellem en angelsaksisk commonlaw tradition og en europæisk civillaw tradition. Så lad os da skille i fred og fordragelighed. Det vil være i alles interesse, at England udtræder af EU.

Så kan englænderne få deres 'træthed' i fred. Og vi andre på det europæiske kontinent får så også lov til at værne om almenvellet og drømme utopiske tanker om fremtiden.

"Når så mange englændere 'har fået nok', er det et sygdomstegn. Et tegn på en træt befolkning, der er vænnet til at tænke på egne, umiddelbare fordele."

Eller også en befolkning, hvis Rousseau'ske træthed primært handler om afmagt - og i det omfang, trætheden ytrer sig som egocentri og romantiserende isolationisme, illustrerer hvor mange knopskydninger folkelig protest i et demokratisk set dysfunktionelt samfund kan få. Når gale kræfter dominerer udviklingen i et givent samfund, vil de dominerede typisk tage skade og søge desperate løsninger uden centrering eller nøgtern overvejelse. Det kan både undre og ikke-undre at kritikere af EU-modstandens mange fremtrædelsesformer har så travlt med at undgå at søge mere substantielle og dynamisk plausible forklaringer på EU-kritikken end at der må være tale om trætte, uoplyste og regredierede individer og grupper som kun vil det europæiske åndsfællesskab det værste.

Kristian Rikard

Jeg er overvejende enig med Mihail, men dertil skal lægges, at de "tabte" begge
Verdenskrige økonomisk set, især den sidste.

Mihail Larsen, trætheden kan f.eks. skyldes tillært hjælpeløshed. Tag f.eks. en rideskolehest, som tidligt får en sadel på - og hurtigt erfarer at den hverken kan kæmpe eller flygte ud af sadlen - den må acceptere sit åg. Desuden må den se sig selv indhegnet, dresseret og anvendt i en sammenhæng, den er fremmedgjort overfor ... men den er fortsat forankret i sine herrers hegemoni. Og langsomt lærer den at den er hjælpeløs - den er i andre sold og anvendes som objekt. Subjektivt har den næppe nogen værdi. Og de fleste ved at rideskoleheste typisk er lidt sære, stive og træge - foruden psykologisk noget nedbrudte. En del af dem udvikler kronisk konfliktadfærd og stresssymptomer - og har derfor begrænset anvendelsespotentiale.

Det var ét bud på supplerende forklaring af trætheden, som Rosseau beskriver og du anvender i denne sammenhæng. Jeg har desværre ikke lige nu tid til at komme med flere.

Mihail Larsen

"Tag f.eks. en rideskolehest ..."

Ustyrlig morsomt eksempel, som selv englænderne nok ville have sig frabedt: "lidt sære, stive og træge - foruden psykologisk noget nedbrudte".

Eksemplet skal illustrere, hvad "tillært hjælpeløshed" er. EU er i den sammenhæng at lige ned en rideskole, der dresserer de nationale befolkninger til rideheste. Pointen skal vist være, at det er at foretrække, at hestene slet ikke bliver dresseret, men får lov til at løbe frie og glade rundt. Al disciplinering er af det onde.

Den forestilling er både naiv, romantisk og anarkistisk. Så skulle det altså være bedre for mennesker slet ikke at blive opdraget! (Interessant nok bruge Aristoteles også en hestemetafor, når han beskriver vigtigheden af opdragelse.) For enhver opdragelse består jo i at hæmme den spontane frihed og kanalisere energien over i kulturelle former - selvbeherskelse, gode manerer, hensyntagen til andre, udvikling af viden, sans for kunst og kultur mv. Alt det, vi forstår ved kultur og civilisation kræver en form for målhæmning, som i bedste fald kommer til udtryk i refleksion og selvbeherskelse. Undervejs kan det godt "udvikle kronisk konfliktadfærd og stresssymptomer", hvad enhver teenager har oplevet. Hvilket så nogen har fremkaldt en forestilling om, at det nok er bedst slet ikke at stille krav og at lade barnet uhindret leve videre i den voksne person som barnagtighed.

Hvis vi for et øjeblik dropper den pædagogiske vinkel (som rideskoleeksemplet lægger op til) og fokuserer på det, folkeafstemningen i England egentlig handler om: national suverænitet, så handler det om politik og økonomi. Stærke kræfter i UK påberåber sig en frihed, som de mener, EU undertrykker. Men hvad er det for en frihed?

Jeg behøver ikke engang at blive påståelig, for Cameron har selv udtrykt sig klart herom. UK vil have alle de fordele af EU, som de kan få, men de vil ikke yde noget til gengæld - eller i al fald så lidt som muligt. Et sikkert tegn på barnagtighed. Og hvad er det så, de gerne vil have så meget af som muligt? Ret til uhindret frihandel, herunder ret til underminering af andre landes skattesystemer (skatteskjul, finanstransaktioner). Hvad er det, de ikke vil have: Politisk regulering og fællesskab.

De prøver at bilde folk (briter så vel som andre) ind, at økonomisk frihed (frihandel, frit marked) er vigtigere end politisk frihed - eller at politikkens vigtigste formål (som defineret hos Locke) er bevarelsen af ejendomsretten. Samfundets interesser ligger bedst i kapitalejernes lommer.

Det frie marked er ikke frit, selv om det ser sådan ud. Det fungerer efter nogle underliggende regler, der tillader nogle handlinger og forhindrer andre. Hvis man vil spille med på denne bane, må man rette sig efter disse regler - ellers ryger man ud. Men til forskel fra politiske regler, der kan gøres til genstand for refleksion, kritik, argumentation og demokratisk afstemning, så fungerer de økonomiske regler bag om ryggen på mennesker og styrer deres adfærd økonomisk målrationelt uden demokrati. At forstå dette som 'frihed' i den menneskelige forstand, som Peter Jensen med sit eksempel tænker på, er et fatamorgana. Eller for at tale tydeligere: falsk bevidsthed.

"Eksemplet skal illustrere, hvad "tillært hjælpeløshed" er. EU er i den sammenhæng at lige ned en rideskole, der dresserer de nationale befolkninger til rideheste. Pointen skal vist være, at det er at foretrække, at hestene slet ikke bliver dresseret, men får lov til at løbe frie og glade rundt. Al disciplinering er af det onde."

En noget unuanceret, men nok nødvendig udlægning af mit indspark, Mihail - pointen er naturligvis at der findes forskellige former for disciplinering (eksempelvis giver den operante betingning, som er et element i dén adfærdspædagogik som den tillærte hjælpeløshed indskriver sig i, en række forskellige spektre at disciplinere i) som har forskellige, typiske udkommer. Og dine paragraffer iht. hvad neoliberale kræfter gør ved det engelske samfunds(sind) illustrerer fint nogle klassiske dobbelte bindinger, som meget vel kan udvirke en hjælpeløshed afhængighed i den engelske befolkning (e.g. løgnen om et frit marked, som ikke findes - men som man alligevel beder befolkningen om at adaptere som et logisk udviklingsparadigme, man kan støtte ret på).