Kronik

Du kalder det social kontrol, Najat kalder det kærlighed

Jeg er bange for, at vi i vores kamp for at redde de ’stakkels muslimske piger’ lægger en forestilling om frihed ned over dem, som de slet ikke er interesserede i
Jeg er bange for, at vi i vores kamp for at redde de ’stakkels muslimske piger’ lægger en forestilling om frihed ned over dem, som de slet ikke er interesserede i

Clara Bach/iBureauet

18. marts 2016

Forestillingen om, at muslimske piger er særligt undertrykte og frihedsberøvede har naglet sig fast. Som et ekko uden ende hører man i danske medier om social kontrol og kvindeundertrykkelse i etniske minoritetsmiljøer.

Senest er debatten blusset op igen i kølvandet på TV 2’s dokumentarserie ’Moskeerne bag sløret’. Og der er naturligvis gode grunde til at bekæmpe tvangsægteskaber og æresvold – men når muslimske piger igen og igen bliver omtalt som ofre for deres kultur, skaber det et skævvredet og entydigt billede, der er fattigt på farver og skriger på nuancer.

Mit antropologiske arbejde fortæller en anden historie. Det viser, at mediers, politikeres og sociale myndigheders udlægning af det, de kalder social kontrol blandt minoriteter, langt fra altid harmonerer med muslimske pigers udlægning af deres familiers årvågenhed.

Jeg har tilbragt tre måneder sammen med forskellige muslimske piger og deltaget i en række sociale arenaer i deres liv. Her er jeg blevet ledt på sporet af tankesæt, der ikke korresponderer med den stereotypiske skitsering af muslimske piger som svage og undertrykte.

For Najat på 18 år er familiens årvågenhed og ikke mindst broderens opsyn med hendes liv et tegn på kærlighed og tryghed.

»Han elsker mig jo, og derfor vil han ikke have, der sker mig noget. Det giver mig tryghed,« sagde hun til mig i løbet af mit feltarbejde.

Jeg er bange for, at vi i vores forsøg på at ’redde de stakkels muslimske piger’ og hjælpe dem til at erobre den ’sande frihed’ går til kamp imod det, vi ikke kan forstå, og glemmer piger som Najat.

Det ’gode’ ungdomsliv

Mediernes stereotype fremstilling af de stakkels muslimske piger skinner igennem i politisk og socialpædagogisk kontekst, hvor social kontrol italesættes som en slags frihedens fjende.

Tag bare Københavns Kommunes handleplan fra 2012, der under overskriften ’Det gode ungdomsliv’ sigter efter at komme social kontrol til livs.

En af handleplanens strategier er at give ansatte på skoler og i klubber et kompetenceløft, så de kan »fremme det gode ungdomsliv blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund i Københavns Kommune ved at forebygge social kontrol.«

Man kan læse meget ud af overskriften. Vi har her at gøre med en normativ udlægning af, hvad et godt ungdomsliv er. Hvad der ydermere synes at være på spil i den politiske agenda, er en stærk normaliseringsdiskurs, der afspejler majoritetsforestillingen om, at social kontrol primært gør sig gældende i minoritetskulturelle omgangskredse.

Derved bliver social kontrol ikke fremlagt som et generelt problem i samfundet, men påføres i stedet en bestemt religiøs klædedragt og mørkere hudfarve.

Under den politiske normaliseringsparole tilbyder pædagoger og lærere med en udtalt bekymring for muslimske pigers manglende frihed, lighed og medbestemmelse diverse ’frirum’ såsom pigeklubber og andre kønsbeskyttede tilhørssteder.

Man konstruerer med andre ord institutionelle rum, hvor muslimske piger så at sige kan nyde godt af den danske frihed og finde fred fra den undertrykkende kontrol og dermed få tilbudt et alternativ til, hvad de menes at være vant til derhjemme. Her kan pigerne smide tørklædet og slippe under den sociale kontrols radar.

Frihed til forhandling

Men kan frihed illustreres i et så ensidigt objekt? For hvad der er frihed for mig er vel ikke nødvendigvis frihed for dig – eller hvad?

Som svar på tiltale fortæller Najat, at hendes tørklæde baner en personlig vej til frihed, som vi medier og politikere slet ikke kan forstå. For når hun er stærk nok til at bære sit tørklæde – på trods af klassekammeraternes uforstående blikke og afstandtagende kommentarer – bobler følelsen af frihed op i hende.

Og det er muligt, at den tryghed, som brorens opsyn giver hende, i en dansk kontekst kan tolkes som misforstået og frihedsberøvende, men ikke desto mindre er det en tryghed, der giver hende det fornødne mod til at finde styrken i at adskille sig majoriteten.

»Når jeg ikke bare gør, hvad de andre siger er rigtigt, så føler jeg mig som min egen, sådan mere fri. Og også en lille smule sej,« sagde hun til mig.

Najat udfordrer den ensidige fortælling om muslimske pigers svage position og tilbyder en alternativ fortolkningsvinkel på de negative ladninger, der naturligt følger med, når snakken falder på social kontrol.

I hendes venindegruppe er budskabet klart: »Vi oplever jo en kærlighed og en nærhed i familien, som slet ikke eksisterer på samme måde hos jer,« har Raya på 19 år sagt til mig.

Pigerne har svært ved at forstå den »distance«, etnisk danske teenagere har til deres familier. Som Najat udtrykker det »må det føles så ensomt, at ens familie ikke bekymrer sig om en.«

Omgivelsernes misbilligelse

De politiske tiltag og socialpædagogiske tilbud om frirum er utvivlsomt sat i værk ud fra en velmenende bekymring for pigernes ve og vel. Men en pige som Najat finder netop sin selvstændige autonomi og frihed ved ikke at lade sig underordne, hvad der er ’rigtig’ frihed i dansk institutionel kontekst.

Det gode ungdomsliv handler i Najats tilfælde hverken om at søge ly fra familiens årvågenhed eller smide tørklædet. Tværtimod benytter hun sin ret til at bære tørklæde som en taktisk styrke, der affødt af omgivelsernes misbilligelse giver hende en følelse af frihed og at være helt sin egen.

Vi kan lære meget af piger som Najat og Raya. Hvis vi agter at bevare det danske frisind og værne om vores mangfoldighed, er vi nødt til at indse, at frihed ikke er en fastbunden rigtig og entydig størrelse.

I stedet for at tænke i én endegyldig frihed, bør vi tænker i friheder, som et broget og flertydigt fænomen. Friheder lader sig nemlig ikke begrænse i en støbeform af danske værdisæt, men må forstås som foranderlige processer, i hvilke mennesker bevæger sig mellem forskellige forestillingsverdener, der skaber brud, resonans og forandring.

Ditte Hvid Wiegman er kandidat i pædagogisk antropologi fra Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Rita Harsted
  • Kurt Nielsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Ole Steensen
  • Niels Duus Nielsen
Anne Eriksen, Rita Harsted, Kurt Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Ole Steensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må jeg minde om Søren Kierkegaards vise ord:
Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog ved først at fremmest at forstå det, han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

Men al sand hjælp begynder med ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og hermed forstå at det at hjælpe ikke er at herske, men det er at tjene, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå hvad den anden forstår.

Dersom du ikke kan begynde således med et menneske, at han kan finde en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse, så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - præk du så kun for ham!”

lars søgaard-jensen, Anne Eriksen, uffe bryld, Kurt Nielsen, Anne Koed Westergaard, Ib Jensen, Svend Erik Sokkelund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Tak til Ditte Hvid Wiegman for et nuanceret og oprigtigt nysgerrigt indlæg i en tid med fastfrosne fronter. Fortsæt endelig det gode arbejde!

Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Anne Koed Westergaard og Bruger 213082 anbefalede denne kommentar

En evaluering af kvindekrisecentrene lavet af Rambøll for Socialstyrelsen i oktober 2015 viser, at 42 procent af de kvinder, der bor på krisecentre er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere, mens seks procent er vestlige indvandrere eller efterkommere. Til sammenligning udgør ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ifølge Radio24syv ti procent af den kvindelige befolkning i Danmark.

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/21527343

René Pedersen, Martin Schou, Kent Thomsen og Ib Jensen anbefalede denne kommentar

... og hvis deres fædre, brødre, onkler og fætre elsker dem - hvorfor slår de dem så ihjel hvis de ikke makker ret ?

Helene Brochmann, Martin Schou, Rita Harsted og Kent Thomsen anbefalede denne kommentar
Tue Juncker-Løndal

Ib Jensen: "(…) hvorfor slår de dem så ihjel?"

Det lyder som om at de to kvinder, der er omtalt i kronikken, er ganske levende.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det er meget muligt at det forholdersig således for det store flertal. Det ville jo være godt hvis det er sådan, og det tror jeg egentligt nok det er.

Men har antropologen tænkt over, at hun måske kun har fået adgang til de piger, hvor den social kontrol ikke er belastende? At de piger, der er lider under ekstrem kontrol, ikke har talt med hende da det er blevet dem forbudt?

Jeg tror såmænd gerne på at problemet er blæst op, pressen behandler jo muslim som om de var en pest. Men vi har jo set eksempler på piger, der er blevet dræbt og/eller mishandlet. Selvom dette kun er en lille gruppe betyder det jo ikke at det ikke er et stort problem.

Omvendt er det også ganske interessant at se det billede pigerne, der er citeret her, har af danske familieforhold. Det viser vist begge sider har en hel del mere at lære om hinanden.

Søren Fosberg, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Anita Ulrich og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Forskellen mellem 'dansk' kultur og indvandrerkultur består ikke i omfanget af social kontrol, men i, hvem der udøver den.

Når man ser på et højhus i de muslimske miljøer i Danmark er der næsten en parabolantenne i hver lejlighed, som vender i den samme retning; de ser ikke vestlige kanaler og livet i lejligheden er som da de forlod deres hjemland, de har vendt samfundet ryggen og lever mentalt i hjemlandet, hvor der gennem årene er lavet om på de religiøse og kulturelle skikke.
(Mange dansk-amerikanere hænger ligeledes fast i de traditioner, som da de forlod Danmark).

Søren Fosberg, Kurt Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

"For Najat på 18 år er familiens årvågenhed og ikke mindst broderens opsyn med hendes liv et tegn på kærlighed og tryghed."

Og det tager en (kvindelig) forsker, i 2016, for gode varer?! Sørgeligt.

I øvrigt mener jeg at kunne huske fra universitetet, at det ikke var god skik at, i den grad at sympatisere med, forsvare og knuselske forskningsobjekter, som det her er tilfældet.

Helene Brochmann, Søren Fosberg, René Pedersen, Jørn Andersen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Der findes også en del kvinder, der tror på at mandens sygelige jalousi og evt. trang til at banke hende i ny og næ er udtryk for kærlighed.
Vi opfinder de livsløgne, vi har brug for.

Helene Brochmann, Jørn Andersen, Mikkel Madsen, Per Olsson og Kaj Jensen anbefalede denne kommentar

Så længe (og det er forhåbentlig meget længe) at vi hylder idealerne om frihed og lighed, så vil religionens arbitrære dissonans være pinefuld at iagttage og erfare, i alle dens bizarre og menneskefjendtlige afskygninger.

Mikkel Madsen

Mon Najat fører et tilsvarende opsyn med sin bror?

Hvis ikke hun gør det, så er det jo en kønnet kontrol. En kontrol, der til syvende og sidst bunder i at dyden er intakt.

Helene Brochmann, Søren Fosberg, Johan Clausen, Jørn Andersen og Per Olsson anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Problemet er lidt, at det som Najat kalder "kærlighed", er der andre, både kvinder og mænd fra det samme miljø, der ville kalde for "social kontrol". De har også været en del fremme i medierne her på det sidste. Ligesom der også rent internationalt er kvinder som bl.a. Mona Eltahawy, der har problematiseret de her forhold. Mener Ditte Hvid Wiegman at de skal holde op med det og lukke ned for den diskussion, fordi ellers kunne nogen evt. få den opfattelse at en pige som Najat var et offer. Bortset fra det fremstiller Ditte Hvid Wiegman i øvrigt lidt selv Najat som et offer, nemlig som et offer for en uforstående omverden eller som en slags offer for offergørelsen

Søren Fosberg, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Hvis de unge piger på 18-20 år ikke selv oplever at det er et problem, at deres storebror (eller far) bekymrer sig om dem og holder øje med dem, er der ganske enkelt ikke et problem i den familie, mener jeg. Og må jeg hertil erindre om, at i andre kulturer, ja selv i den amerikanske, er det ganske naturligt og almindeligt, at en storebror holder lidt øje med hvad lillesøster og lillebror nu går og laver.
I den skandinaviske kultur er det ikke normalt, almindeligt eller naturligt; derfor tror jeg vi reagerer så voldsomt som vi gør. Mange tror, desuden også, at folk her i DK lever uafhængigt af familiens indflydelse, så derfor tror og mener, at vi sådan bør alle i DK leve, også unge muslimske kvinder og mænd. Uanset hvad Najat og Raya mener om sammenholdet i danske familier, mener jeg, at unge danskere, unge mænd og kvinder på 16-20 år, stadig har en god kontakt til deres familier. Usynlige tråde styrer de her unge mænd og kvinder mellem 16-20 år; de kommer fra danske familiers opdragelse af dem. Vi er alle delvist styret af vores opvækst og den opdragelse vi har fået i vor familie.

Anne Eriksen, Søren Fosberg, Henrik L Nielsen, Kurt Nielsen og Ole Steensen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen - i alle familier, hvor man kerer sig om hinanden, holder man selvfølgelig øje med hinanden - især de unge - og påtaler det, hvis man får færden af, at nogen er ved at rode sig ud i noget skidt.
Forskellen er graden af, hvad man vil accepterer som afvigende fra familiens normer - og hvilke tiltag, man så griber til.
Der findes familier i alle kulturer, der lynhurtigt udstøder et familiemedlem, hvis det ikke holder sig til normerne, men vælger forkerte erhverv/ægtefæller eller måske endda skifter religion. Og der er i alle kulturer familier, der til enhver tid accepterer et familiemedlems "udskejelse" og på grund af kærligheden holder fast i familiemedlemmet som et familiemedlem - uanset hvad resten af naboer etc. måtte mene.
Så længe man gør, som familien forventer og bifalder, er der ingen forskel mellem social kontrol eller kærligt opsyn. Det er først, når man går imod forventninger, det viser sig om det er kærlighed eller kontrol.
Så længe Najat og de andre piger gør som forventet af dem er deres opfattelse af kærlighed= social kontrol ganske gratis.

Helene Brochmann, Jørn Andersen, Søren Fosberg, Kjeld Jensen, René Pedersen, Søren Rehhoff og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip Pedersen

Det styrker ikke tilliden til forskningens validitet, at der ikke er en afstand mellem forsker og objektet for forskningen

Jeg er bange for, at vi i vores kamp for at redde de ’stakkels muslimske piger’ lægger en forestilling om frihed ned over dem, som de slet ikke er interesserede i

Jeg tror nok de skal finde ud af det selv...
Sidst jeg mødte en flok muslimske piger var på biblioteket, flest med tørklæder, i alderen fra 11 til 15, hvor de havde dannet en spontan læsegruppe, om retten til skilsmisse i Danmark oa. spm.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Der findes også danskere der fungere bedst med meget begrænset frihed. Danskere der helt frivilligt opsøger autoritative rammer for deres eksistens. Mange af dem ender i militæret, politiet, hos rockere eller i forskellige religiøse grupperinger, hvor de trives under de stramme hierarkiske strukturer nærmest uden frihed, i normal forstand.
Andre igen finder eller affinder sig med en dominerende partner.

Problemet her er primært at begreber som frihed og frivillighed ikke kan bruges meningsfyldt omkring religiøst hierarkiske samfund og grupper.
De muslimske piger, fx, konditioneres systematisk fra spæd til at acceptere disse ekstremt primitive og bagstræberiske sociale strukturer.
De har aldrig haft håb eller forventning til et liv i frihed, og som alle andre der er blevet systematisk kuet og undertrykt, frygter de nu friheden i en grad at de adopterer undertrykkernes sprog og åndsvage begrundelser.
Det er næsten det mest sørgelige.

Helene Brochmann, Jørn Andersen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er en fejltagelse, at det kun er muslimske piger m.m., der er underlagt kontrol.
Vi er ALLE underlagt en betydelig udvidet kontrol fra vores bedrevidende, regelbastante "system" kreeret af de til enhver tid siddende regeringsdespoter.
Ingen Kirkegaard her! - Hvad enten du er almindelig borger, i behandling eller overtræder en "regel", så er du nådesløst afskrevet - ikke for din skyld - men for reglernes skyld!

John Christensen

Fint med nuancer i debatten, og det gælder også i de muslimske pigers opfattelse af om vi bekymrer os om vores børn og egentlig holder af dem.

Integration er efter min mening - når kærligheden ikke skeler til om du tror på det ene eller andet!
Det ser dog nok for svært ud med tendensen til at indvandrerne lever i parallelsamfund, hvor ægtefæller hentes via arrangerede ægteskaber, evt. endda fra fremmede himmelstrøg - for at sikre ret tro og traditioner, kort sagt levevis.
Det er tillige en situation som gør mange etniske danskere utrygge i forhold til fremtiden.
Spørgsmålet er om friheden som vi definerer den, er holdbar på lang sigt?
Hvad er alternativet?

Ikke alle danske kvinder er ludere, ligesom ikke alle muslimske mænd er voldspsykopater - men skal vi tale tingene op eller ned?
Kan vi sige tingene ligeud?

John Christensen.

Kan vi sige tingene ligeud? - spørger du.

Det håber jeg da og jeg har da også tænkt mig at gøre hvad jeg kan for selv at gøre det. Men en af faldgruberne er måske kategoriseringerne. Jeg kan f.eks. godt kalde en kvinde luder - hvis det er relevant, og en mand voldspsykopat, hvis det er relevant. Men hvis jeg udbreder til et generelt udsagn, så har vi vel for alvor - og efter min mening med rette - baladen.