Kronik

I kampen mellem ’privat’ og ’offentlig’ taber universiteterne

Det er muligvis politisk bekvemt for Ulla Tørnæs at fremstille den offentlige sektor som en parasit på den private, men sådan er virkeligheden bare ikke. Den nyudnævnte ministers udtalelser gavner hverken den politiske offentlighed eller kvaliteten på universiteterne
Overdragelse i Uddannelses- og forsknings-ministeriet i torsdags. Den nye minister, Ulla Tørnæs, gik til opgaven med denne salut: ’Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.’

Rasmus Flindt Pedersen

Debat
4. marts 2016

Ulla Tørnæs var knapt blevet indsat som ny uddannelses- og forskningsminister, før hun kom med sin første politiske udmelding: Der bliver ikke ændret på regeringens politik. De planlagte besparelser på de videregående uddannelser gennemføres.

Ministerens begrundelse?

»Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.«

Tørnæs’ udtalelse til dr.dk er en af de klareste og mest eksplicitte formuleringer af det ideologiske grundlag, som Løkke-regeringens økonomiske politik hviler på, nemlig en bestemt forestilling om forholdet mellem offentlig og privat.

Når Tørnæs siger, at den offentlige sektor effektiviseres for at give plads til den private, så bygger det på en nulsumsforståelse af forholdet mellem offentlig og privat. Altså en opfattelse, hvor midler investeret på det ene område nødvendigvis tages fra det andet. Staten kan ikke bruge penge på den offentlige sektor, uden at det går ud over den private, og den kan ikke bruge penge på den private sektor, uden at det går ud over den offentlige.

Tingene er dog væsentligt mere komplicerede end som så. Investeringer på det private område kan således have positive effekter på det offentlige f.eks. i form af øgede skatteindtægter, fordi der er blevet oprettet flere virksomheder, eller fordi flere mennesker er kommet i arbejde. Og penge investeret i offentlige institutioner såsom skoler og sygehuse vil typisk også have positive effekter for private firmaer, f.eks. i form af veluddannede, innovative og sunde medarbejdere.

Hvor privat er landbruget?

Tørnæs mener desuden, at samfundet udelukkende lever af ’den private sektor’. ’Det offentlige’ er altså nærmest en form for parasit, der suger næring og livskraft ud af det private.

Dette er dog ikke blot en forsimpling, men direkte forkert. I alle samfund, hvor man meningsfuldt kan skelne mellem offentlig og privat, findes der en offentlig sektor, som er af vital betydning for samfundets beståen og fortsatte sociale reproduktion: Militæret, sundhedssektoren og uddannelsesområdet er typiske eksempler, men der er andre. Lige nu kan man med en vis ret betegne det danske landbrug som et delvist offentligt anliggende, simpelthen fordi det offentliges involvering på området i kraft af støtteordninger, lovgivning med mere er så massiv og omfattende.

Dette kan man have mange holdninger til. Man kan f.eks. mene, at hvis et erhverv ikke kan klare sig uden støtte fra staten, så bør man overveje at afvikle det. Man kan også mene, at der er erhverv, som er af så vital betydning for samfundets fortsatte vækst og beståen, at staten er forpligtet på at hjælpe og understøtte dem. Hvis der er noget, som sagen om Eva Kjer Hansen og Landbrugspakken har vist, så er det, at Løkke-regeringen entydigt mener, at landbruget skal og bør støttes af staten så langt og så meget, som det overhovedet er muligt. Det rejser dog spørgsmålet om, i hvor høj grad der så reelt er tale om et privat erhverv.

Komplicerede spørgsmål

Spørgsmålet om forholdet mellem den private og den offentlige sektor er derfor aldrig et simpelt enten-eller. Det er aldrig blot et spørgsmål om at prioritere den ene sektor på bekostning af den anden. Der er snarere tale om en serie af komplicerede spørgsmål om hvor, hvornår, hvordan og hvor meget? Hvor meget vil vi f.eks. investere i uddannelsessektoren? Hvilke uddannelser, mener vi som samfund, at det er værd at investere i? Hvad har erhvervslivet brug for? Hvad er den bedste måde at finansiere forskningsbaserede uddannelser på?

Disse nuancerede prioriteringsspørgsmål forsvinder imidlertid, hvis man opfatter ’privat’ og ’offentlig’ som hinandens modsætninger og betragter den private sektor som den eneste kilde til velstand og udvikling. Ud fra disse præmisser er det nemlig vanskeligt, næsten umuligt, at nå frem til en anden konklusion, at den offentlige sektor for enhver pris skal og må beskæres. Det eneste relevante spørgsmål bliver derfor, hvordan man bedst og mest effektivt kan gennemføre en sådan beskæring, så den private kan få plads til at vokse og udvikle sig.

Hvad Lunde Larsen glemte

Dette bliver tydeligt, når man bemærker, at Tørnæs bruger begrebet ’effektivisering’ som synonym for ’besparelser’.

Men effektivisering og besparelse er ikke ensbetydende. At effektivisere betyder at gøre tingene på en bedre, eller enklere eller mindre omkostningskrævende måde. Effektivisering kan derfor også betyde, at man producerer mere eller bedre, end man gjorde tidligere.

Et eksempel på dette finder man på det område, som Ulla Tørnæs er minister for, nemlig uddannelsesområdet. Som forsvar for nedskæringerne på de videregående uddannelser fremførte den foregående minister på området, Esben Lunde Larsen, flere gange, at statens samlede tilskud til universiteterne igennem de seneste 10 år var steget. Det var bl.a. det Esben Lunde Larsen havde i tankerne, da han med en ofte citeret vending kaldte de danske uddannelsesinstitutioner for »kornfede« i Politiken.

Hvad Lunde Larsen imidlertid glemte at nævne var, at universiteternes og de øvrige videregående uddannelsers optag i samme periode var vokset kraftigt: Fra 43.692 i 2007 til 65.298 i 2015. Denne vækst var større end væksten i statslige bevillinger i samme periode. I praksis betyder dette, at de videregående uddannelser i dag har færre beløb til rådighed pr studerende, end de havde i 2007. Eller sagt med produktionsøkonomiske termer: Den pris, som staten betaler for at producere en studerende, er lavere i dag, end den var i 2007.

Misforholdet mellem de penge, det koster universiteterne at uddanne studerende, og det beløb, som de modtager for at løse opgaven i dag, resulterer for de fleste universiteters vedkommende i en omprioritering af midler fra forskning til undervisning.

I modsætning til, hvad såvel den nuværende som den tidligere minister for uddannelse og forskning mener, så er universiteterne og de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner altså hverken ineffektive eller kornfede. Staten får i dag langt flere færdiguddannede studerende end før, og den pris, de betaler pr. studerende, er lavere end tidligere.

Ideologisk i dobbelt forstand

Dette rejser en lang række vigtige spørgsmål. Hvilken effekt har denne produktivitetseffektivisering haft for uddannelsernes og undervisningens kvalitet? Hvad betyder det, at universiteterne systematisk omprioriterer midler fra forskning til undervisning? Er dette den bedste og mest hensigtsmæssige brug af statens investering i forskning og uddannelse?

Disse spørgsmål er det imidlertid vanskeligt at få øje på ud fra det perspektiv, som Tørnæs anlægger. Her drejer det sig alene om at få beskåret den offentlige sektor, så den private kan blomstre. Tørnæs’ udtalelser er dermed ideologiske i en dobbelt forstand. Ikke blot udspringer de af en klar ideologisk forestilling om forholdet mellem offentlig og privat. De tjener også til at skjule vigtige og væsentlige spørgsmål og holde dem ude af den politiske og offentlige debat. Dette er muligvis politisk bekvemt, men det fremmer hverken den politiske offentlighed eller arbejdet med at sikre kvaliteten af undervisningen og forskningen på de danske universiteter.

Carsten Fogh Nielsen er adjunkt i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er den private sektor, der er parasit på den offentlige: ved at kunne benytte borgernes arbejdskraft til personlig berigelse, ved kunne udnytte samfundets institutioner, ved at kunne lukrere på samfundets kontinuerlige ophobning af erfaring og viden, velstand og konsolidering.
Og fremfor alt: der er intet formål med den private foretagsomhed, hvis den ikke investeres i at løse de opgaver, samfundets opretholdelse og udvikling stiller os.
At tjene penge er ingen nødvendighed, men at udøve alskens aktiviteter i samfundet til livets opretholdelse og menneskers intellektuelle stimulering er.

Ole Steensen, Vibeke Hansen, Finn Broesby-Olsen, Flemming Berger, Espen Bøgh, Kasper Malskær , Torben K L Jensen, Bodil Waldstrøm, Jan Pedersen, Jørgen Wassmann, Anne Schøtt, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Morten P. Nielsen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Estermarie Mandelquist og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Jeg ville anbefale din komentar steffen men mangler en clicky???

Henriette Seljepil, Jørgen Wassmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"»Uanset hvordan man vender og drejer det, er vi nødt til at effektivisere den offentlige sektor, for ellers er der ikke plads til at skabe udvikling i den private sektor – og det er nu engang den, vi skal leve af.«"

"Nødt til"? Som i "Givet direkte fra Vorherre, urørt af menneskehånd (og -ånd)"?

Jeg kan her opfordre til at se transmissionen for samråd i retsudvalget i går vedr. momssvindel og terror. Man kunne, når man så samrådet, godt få det indtryk, at det er ovenævnte ideologiske vægtning, der også ligger bag den for mig at se noget lunkne iver hos regeringspartierne til at få ryddet op i momssvindlen.

Jeg sad tilbage med den ubehagelige og meget frustrerende oplevelse, at man fra regeringsside ikke er helt utilfreds med hullerne i Skat, da disse meget vel kan tænkes at være til gavn for "små og mellemstore virksomheder", som man nødigt vil genere med mere kontrol.

Døm selv - ligger den ideologi, som opridses i artiklen ovenfor, også bag (muligvis) bevidst "syltning" af effektive tiltag mod hullerne i skat? Jeg kan i hvert fald ikke frigøre mig for den mistanke, for det er meget svært at forstå logikken i, at man ikke vil ofre nogle hundrede millioner på at spare svindel for mange milliarder ud af statskassen. Jeg vil påstå, at logikken slet ikke er der, hvis det er Statskassens ve og vel, man har på sinde, og ikke privatøkonomiske interesser.
http://www.ft.dk/webtv/video/20151/reu/td.1297474.aspx?as=1

Troels Holm, Vibeke Hansen, Finn Broesby-Olsen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, lars abildgaard, Einar Carstensen, Dorte Sørensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nu vil en privat organisation arbejde for sværere adgang til studier med begrænsede jobmuligheder. I sig selv er det halsløs gerning, fordi job ikke er en ubesmittet kategori! Når der ansættes flere og flere ledere med samfundsvidenskabelig og CBS-baggrund, skyldes det i dag, at det er folk med den baggrund, der sidder i toppen i virksomheder, der ikke længere styres af en stifter eller efterkommer af én stifter, ligesom det er folk med den baggrund, der har overtaget fra juristerne i den offentlige sektor. Der vil, jeg garanterer det, ikke være nogen, der forudser nedgang i beskæftigelsen her, selvom den om noget netop er negativ for aktivitet og innovation i samfundet: bogholdere holder på pengene og står i vejen for investering, og sådan har det altid været.
Derimod står det sløjt til med at ansætte folk med en uddannelsesmæssig baggrund, der rent faktisk fører til udøvelse af en praktisk faglighed. Med andre ord ville man kunne have meget mere ud af at ansætte nogle flere kunsthistorikere eller etnologer eller andre i besiddelse af en faktisk og specifik viden om emner, der kan gøres til genstand for aktiviteter i samfundet.
Men der er selvfølgelig også det bemærkelsesværdige, at det synes at være svært at lokke folk til naturvidenskab og tekniske uddannelser. Det var det ikke i min skoletid, dér gik der var forholdet imellem matematiske og sproglige studenter 3:1, måske fordi der var en anderledes indførende og interessant undervisning i grundskolen i de naturvidenskabelige fag. Det er som om, at interessen og lærernes faglighed går fløjten i de samlefag, man har fået siden firserne, nemlig Natur & Teknik, hvor den gamle opsplitning i biologi, geografi, matematik og fysik gav en bredere forståelse og mulighed for en mere specifik interesse for blot ét eller flere af fagene.
Humaniora er til gengæld syndebuk - mest fordi hum er så allestednærværende og penetrerende alle forhold i samfundet, at betydningen overses. Det er ligesom "ting på nettet", hvor folk ikke gør sig klart, at der ligger faktisk arbejde bag alt, der kan søges frem. Længe har anklagen imod humaniora været, at man uddannede for mange i fag uden afsætning, men under besparelsesrunden viser det sig, at nogle fag simpelthen bare er for små i forhold til det katastrofale finansieringsregime af universiteterne, men i øvrigt har fuld beskæftigelse, stort set, altså det modsatte problem, som bygger på en manglende viden om den faglighed, kandidaterne besidder.

God artikel.

Med et skatte- og afgiftstryk på ca 45 % er det vist begrænset hvor meget yderligere man kan "presse citronen", hvis folk skal have råd til biografture, fodboldbilletter , en tur i byen, pænt tøj, ferierejse o s v.

Så det gælder om at bruge skatte- og afgiftsindtægterne bedst muligt - og uddannelse bør bestemt være en af hovedprioriteterne.

Jamen Venstre!!! Hvor ville landbruget være uden offentlig støtte?? Hvor ville medicivirksomhederne og vindmølleindustri være uden offentlige investeringer?? Hvor ville dansk møbe og betonindistri være uden offentlige anlæg?? Og hvor ville IT-industrien være uden Digitaliseringstyrelsen og de danske skatteydere?? Hvor ville detailhandel og håndværkere være uden fællesskab og solidaritet der holder pensionister og syge oppe som forbrugere - hvor ville Danmark være uden skattetryghed og de store offentlige kasser?? Fem millioner fårehyrder på en bunke sand højt mod nord

Henriette Seljepil, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Jan Pedersen, Helene Kristensen, Anne-Marie Krogsbøll og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ak, er vi kommet helt ned på 45% Så er der da ikke noget at sige til, at alting sejler, Robert Kroll.

Henriette Seljepil og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Er de borgerlige politikere i stand til at foretage en tankegang med virkning årsagssammenhænge i mere end et led?? Hvor ville alle de private konsulent og analysebureauer være uden Stat og kommune?? ISS førende rengørings og aktiveringsaktør? Falck?? hvis man nogensinde har været ansat i den offentlige sektor ved man hvor mange offentlige midler der løber direkte over til private leverandører- det er jo ikke staten der producerer papir pumper kloakrør mursten maling kopimaskiner senge operationsrobotter medicin fliser håndvaske radiatorer radiatorer beton kitler læsebøger skolemøbler tavler legetøj asfalt plæneklippere busser biler græsfrø gødning - alt hvad staten giver ud strømmer gennem private virksomheder der igen strømmer tilbage i skatter og afgifter - med et pænt afkast til aktionærerne - det offentlige brødføder en stor del af befolkningen en vigtig arbejdsstyrke der fra fødegange til forskningslaboratorier får Danmark til at hænge sammen

Vibeke Hansen, Jan Pedersen, Helene Kristensen, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Hareskov

Fakta er at Danmark får et underskud på statsregnskabet på kr. + 60.000.000.000 i år.

Ja - og fakta er at hvis VKO ikke havde givet skattelettelser for mellem 60 mia. og 100 mia kr. så havde der sådant set været penge nok....

Vibeke Hansen, Flemming Berger, Jan Pedersen, Helene Kristensen, Kurt Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Robert Kroll:
"Med et skatte- og afgiftstryk på ca 45 % er det vist begrænset hvor meget yderligere man kan "presse citronen", hvis folk skal have råd til biografture, fodboldbilletter , en tur i byen, pænt tøj, ferierejse o s v."

Du anbefales at se DR-dokumentaren "Skeletterne i Skat": https://www.dr.dk/tv/se/skeletterne-i-skat/

Derefter anbefales du at se samrådet om skeletterne i Skat og terrorfinansiering: http://www.ft.dk/webtv/video/20151/reu/td.1297474.aspx?as=1

Så vil du meget nemt nå den konklusion, at det vist kun er den lavest lønnede del af samfundet, der betaler 45 % i skat og moms, for de magthavende politikere ser ikke ud til at have alt for travlt med også at tvinge de mere velstående grupper, som ellers burde have råd til det, til at betale så meget i skat og moms.

Henriette Seljepil, Vibeke Hansen, Flemming Berger og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis hårklipning betragtes som en del af en cirkulær økonomi kan da fint leve med det.

Poul Kjær Pedersen

Skarp, letlæst analyse/kronik. Tak

Henriette Seljepil og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Så fik vi den gamle liberale "sang fra de varme lande", om nødvendighedens politik - "uanset hvordan man vender.......", men desværre uden den erkendelse fra liberal side, at man også fortæller, at man ser det som Lord Nelson, med kikkerten for det blinde øje.

I det perspektiv findes kun sort og hvidt, og som et øjebliksbillede, men et øjebliksbillede der skal forestille sig at bære hele sandheden uden nogen mellemtoner som virkeligheden ellers normalt byder på.

Danmarks neoliberale er en politisk sekterisk sekt der udfolder sig ganske om Islams imamer, som vi lige har set i TV, der udtaler sig på én måde offentligt udad til, men gør noget andet indad til.

Da kong Frederiks d. IV i 1720erne indførte obligatorisk læsning, skrivning og regning for alle almuens børn ude omkring i landet, fik vi ikke alene afskaffet analfabetismen, men også forberedt de næste generationer på fremtidens krav om viden og indsigt, som muliggjorde vor overgang fra "alene" landbrugsland til industriland.

Med de udvidelser der siden er sket i samfundet på dette område, har vi opnået meget fra uddannelsesinstitutionerne, til gavn for landet, men sandelig også for det private arbejdsmarked i form af veluddannede, vidende medarbejdere, - i stedet for at blive stående på godsejernes og storbøndernes præmisser, som et udviklingstilbagestående samfund.

I går læste jeg at landbruget skylder 370 mia., og man kan da ikkelade være med at tænke på hvem de dog skylder alle disse penge(?), men det udsagn kan blot ikke stå alene som et øjebliksbillede for landbruget, der eller får rigeligt med tilskud fra såvel Danmark som EU, så man kan tale om det "kornfede" landbrug.

Der må altså noget "kød" på dette udsagn fra landbrugsorganisationen/erne for at give det sande billede af virkeligheden, for disse tomme udsagn kan ikke bruges til noget som helst.

Vi ser det bl.a. i "luksusfælden" hvor folk får deres forbrug og økonomi gennemgået i detaljer, og det viser sig hver gang det ikke er for ingenting eller mangel på god arbejdsomhed, der er årsagen til den enorme gæld som disse mennesker har stiftet. - måske var det sundt for landbruget og dets organisationer at få gennemgået deres udsagn grundigt, og se hvor de reelle problemer i virkeligheden er.

Den slags gælder ikke kun for landbruget eller personerne i "luksusfælden", - tomme øjebliksudsagn fortæller intet om virkeligheden bagved, men er blår i øjnene på beskueren, og det helt samme gælder når det drejer sig om uddannelsesinstitutionerne og deres økonomi,

Venstres politisk DNA i dag er alene hægtet på privatismen, som det eneafgørende for et samfund, og derfor skal velfærdssamfundet rives ned med magt, og hjælp fra DF, LA og de konservative.

Bevises skal føres, og det så er på baggrund af tilsidesatte, udvalgte dele, eller ligefrem usande oplysninger, så skal privatismen fremmes for enhver pris.

Vi så det i den tidligere Venstre regering med LLR som indenrigsminister, hvor han sikrede 1 mia. i overbetaling igennem mange år til de private sygehuse, - men som rigsrevisionen siden klart udtrykte det, "at det ikke have sænket ventelisterne" for patienterne noget sted, hverken privat eller offentligt.

Dertil kom den meget ulige konkurrence mellem de private sygehuse og de offentlige, som ikke blev tildelt procentvis lige så mange penge som de private, og så kan man da også sige, at når de private fik så meget fra det offentlige, så var det vel ikke på så privat e vilkår de holdt sig i live, men alene via statstilskud, for da den 1 mia. i overbetaling ophørte måtte mange jo lukke.

Den liberale fløjs lemfældige omgang med statskassen indenfor ethvert område og også fra direkte politisk hold personligt, med aflevering af deres personlige regninger, er ikke alene usmageligt, men også et værdiskred, der fortæller en historie om selvforståelsen af retten til ikke ligesom for alle andre, at skulle kende forskel på dit og mit, når statskassen opfattes som privat forbrugskasse men når det gælder andres brug, skråler man lystigt op om forbryderiske handlinger der skal straffes hårdt, for der skal være lov og orden i dette land i liberalismen hellige navn.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Dem der IKKE er overrasket over Tørnes´simple syn på tingenes sammenhæng, "rækker hånden op"...