I den institution, hvor jeg er leder, går en dreng, der hedder Anders. Anders bor alene med sin mor. Når Anders træder ind ad døren til børnehaven om morgenen, kan pædagogerne se på hans påklædning, om hans mor har en god eller en dårlig dag.
På de gode dage er tøjet pænt, og han er ren. På de dårlige er det mere tilfældigt, hvilket tøj han har på, hvordan det sidder, og om det er rent. På de dårlige dage undlader Anders’ mor at få øjenkontakt med pædagogerne. Hun sniger sig ind i børnehaven, mens hun skubber Anders foran sig. Anders er pirrelig, og han siger ikke farvel til hende. I stedet bliver han siddende i garderoben og gemmer sig bag sit tøj. Det hænder, at Anders’ mor glemmer at hente sin søn. Hun lider af et periodisk alkoholproblem, der er forværret af, at hun er arbejdsløs.
På de dårlige dage ved pædagogerne, at det er vigtigt at komme Anders i møde. Aflede hans opmærksomhed, give ham et ekstra klem og et ekstra anerkendende blik. Problemet er, at der er flere børn som Anders og ikke nok pædagoger til at tage sig af dem alle sammen og samtidig være sammen med de andre børn i institutionen.
Risikoen for, at Anders ender som sin mor, er overhængende. Faktisk viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at en tredjedel af børn i udsatte familier i dag selv ender med at være udsatte som voksne, og at andelen er steget siden 2003. Og vi får stadig sværere ved at påvirke børnene i den rigtige retning.
Almindelige daginstitutioner skal i inklusionens navn tage vare på børn, som tidligere ville have fået ekstra støtte. For kommunernes regnedrenge har regnet på de umiddelbare besparelser uden at skele til, hvad de udsatte børn har brug for, og hvad det kræver at påvirke et liv i den rigtige – også økonomiske – retning.
Det, der startede som en ulykkelig dreng i børnehavens garderobe, vokser altså op som en ulykkelig ung mand på offentlig forsørgelse. Hvis vi vil vende udviklingen, skal vi hjælpe de udsatte børn nu. Ikke om 15 år, når de sidder med en pose bajere nede i parken. For så er løbet kørt, og både den personlige og samfundsøkonomiske regning er blevet så dyr, at der ikke længere er nogen fidus i at forsøge. Alligevel er der i øjeblikket ikke politisk vilje til at fokusere på tidlig indsats og sociale normeringer. Tværtimod. Børneområdet bliver beskåret, og politikerne ignorerer, at en ekstra pædagog kan være en god investering sammenlignet med omkostningerne for et helt liv på kontanthjælp.
Hjælp kræver diagnose
Som pædagoger er vi uddannet til at spotte udsatte børn. Det kan være, at de har svært ved at tage kontakt til kammeraterne, eller at de har sproglige vanskeligheder. Nogle er født med udviklingsmæssige forsinkelser, mens andre er symptombærere for familiens dårlige trivsel. Fælles er, at de kræver ekstra omsorg og ekstra hænder. Det har vi ikke, og håbet om at få den ekstra støtte drukner ofte i det kommunale bureaukrati.
For de fleste vil det være en selvfølge at tro, at børn som Anders er berettigede til ekstra støtte, men sådan fungerer det langt fra. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet mødt af: »Nu er han jo kun treogethalvt år, så måske skulle vi lige se tiden an,« fra kommunen. Som om forvaltningen forestiller sig, at børnene vokser fra deres sociale problemer? Jeg kan afsløre, at det er noget af det værste, man kan forsøge at bilde en pædagog ind, for ikke at tale om, hvad sådan en ’tiden læger alle sår’-retorik har af fatale konsekvenser for barnet.
Smider stole i hovedet
Jeg har altid insisteret på at se børnenes styrker og ressourcer frem for deres svagheder. Nu tager jeg mig selv i at slå i bordet og sige:
»Så se dog, han kan jo ikke være sammen med de andre børn uden at smide stole i hovedet på dem!«
Nogle gange virker det. Andre gange nikker kommunen til vores indstilling, men når den så har været en tur i forvaltningsmøllen, er vores anbefalinger blevet gradbøjet til uigenkendelighed. Vores ideer til, hvad vi kunne gøre, er væk, og tilbage står frustrationerne og en blegnet pædagogisk faglighed.
Hvis vi skal være sikre på at blive hørt, kræver det, at vi tropper op med en lægeerklæring i hånden. Når barnet er blevet stemplet med en diagnose, mener kommunen øjensynligt, at der gælder en anden form for alvor. Men hvordan er vi kommet hertil? At vi ikke kan få en faglig vurdering af et barn, før det er så langt ude, at behandling er den eneste løsning? Når kommunerne diskvalificerer pædagogernes forebyggende arbejde og underkender vores faglige viden, risikerer vi at tabe de børn, som kunne være reddet med et par ekstra varme hænder.
Årelang sagsbehandling
Et er frustrationen over afslaget. Noget andet er den tid, vi spilder, mens vi venter på svar. Der går ofte et år, fra vi indstiller et barn, til sagen er blevet behandlet. Socialrådgiverne er overbebyrdede, og de glemmer sager. Det er ikke deres skyld, men det er trist, at børnene skal betale prisen.
I den tid, sagsbehandlingen varer, trækker vi forældrene gennem et stort følelsesregister af sorg og frustrationer. Forældre, som langt fra altid har tro på og tillid til, at kommunen vil dem det bedste. Det er et paradoks. Vi taler ofte og alvorligt om behandlingstider og kvalitet på landets hospitaler, men der er ingen akut udrykning, når det kommer til vores udsatte børn.
For nylig fik vi afvist ekstra ressourcer til en dreng, der var så følelsesmæssigt frustreret, at han ikke kunne være sammen med de andre børn uden at have en pædagog i hånden. Vi forsøgte at prioritere hans behov, men til sidst måtte vi stik imod alle regler bede forældrene om at hente ham tidligere.
I dag går han på et behandlingstilbud. Det er selvfølgelig godt, at han får hjælp, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt vi kunne være kommet i institutionen, hvis kommunen havde afsat penge til ekstra støtte. Så havde vi måske undgået at proppe endnu et nederlag i rygsækken på en dreng, hvis skuldre i forvejen er tynget.
Politikerne glemmer helheden
For mange udsatte familier er daginstitutionerne det eneste sted, de har en tillidsfuld kontakt til det offentlige og til andre mennesker. Jeg kender forældre, hvor det har været en kamp at få dem til at bage kage eller røre i en gryde til sociale komsammener, men hvor det er lykkedes.
Nu er de sociale arrangementer sparet væk, og des mindre kontakt vi har med familierne, des større er risikoen for, at forældrene mister troen på os, når systemet svigter. Og det gavner bestemt ikke deres børn.
Hvis vi skal løfte vores sociale ansvar, bør tosprogskonsulenterne, psykologerne og talepædagogerne bo i vores institutioner – de steder, hvor problematikkerne er udtalte. Vi bør have langt bedre adgang til socialrådgivere, så vi kan hjælpe hele familien, for hvis vi ikke ser forældrene som en naturlig del af deres egne børn, så halverer vi oddsene for at lykkes med vores arbejde.
Desværre er hverken politikerne på Christiansborg eller kommunalt bevidste om, at vi saver den gren over, vi sidder på, når vi underkender den tidlige indsats.
I stedet trækker de new public management-hatten ned over ører og øjne og tilskriver problemerne dårlig ledelse – at vi ikke kan finde ud af at håndtere økonomien. Men faktum er, at vi ikke har ressourcerne. Vi har passeret benet og er nået ind til marven.
Margot Clemmensen er pædagog og leder af Bispebjerg Børnegård
Et eksempel på, at den deklarerede politik: 'Vi skal give vores børn en god opvækst', ikke er i overensstemmelse med den faktisk førte politik.
Hvor er der en journalist, nar man skal bruge en?
I øvrigt: så er der faktisk tale om dårlig ledelse, men ikke i børnehaven, men derimod i forvaltningen op på det politiske niveau. F.eks. har jeg endnu tilgode, at høre en (kommunal-)politiker sige til sine vælgere noget i retning af, at fremover har vi ikke råd til at sikre tilstrækkelige bevillinger til, at vi kan undgå at Anders ender som social taber, som vi derfor må forvente at skulle forsørge i al evighed.
Jeg tror desværre ikke at Kurt Nielsen har ret, når han ovenfor skriver at:
'Vi skal give vores børn en god opvækst', ikke er i overensstemmelse med den faktisk førte politik.
Hvem er 'vores børn'? Det er ikke Anders. Anders er 'de andres' børn. Du ved, dem som slet ikke burde have fået børn i første omgang. Skal vi nu til at belønne 'de andre' med ekstra omsorg og dyre foranstaltninger ("betalt med vores skattekroner!!!"), blot fordi de ikke kan finde ud af at opdrage deres børn? Hvad med 'vores børn'? Er det ikke snart på tide, at nogen tager hensyn til vores børn? Vores børn sidder stille i timerne, og forstår at række fingeren op, når de vil sige noget. De vasker hænder efter toiletbesøg, og driller kun, hvis de selv er blevet drillet først. Vores børn vokser op, og bliver gode og ordentlige samfundsborgere. Og hvis de ikke gør, ja så er det fordi, 'de andre' har ødelagt det smukke og fine land, som vi er vokset så fint op i.
Vi har alle muligheder i dette land, men det kan de andre ikke forstå. De er godt dumme, må vi forstå, og får derfor løn som forskyldt.
Det er Anders' egen skyld!
Kære Margot Clemmensen
Det er jo ikke første gang du udmelder din empati for vores børns udvikling. Tak, for det.
Denne gang nævner du en dreng, hvor der er tydelige tegn på, at noget er galt, ikke med ham, men hans omgivelser.
Det er en standardsag, hvis ellers man kan tillade sig at kalde udsatte børns situation for standard.
Jeg tager det som en naturlighed, at du og dine kollegaer har indgivet en anmeldelse til kommunen imod en kvittering, således at den nye børnepakke kan træde i funktion inden 24 timer fra anmeldelsens indløb til kommunen.
Hvis de professionelle der, så vurdere det samme som din/jeres mistanke, at en forælde med mindreårigt barn har et tydeligt alkohol-problem, så igangsættes en børnefaglig undersøgelse §50 som afsluttes inden 4 måneder, og moderen kan modtage den fornødne hjælp.
Hvis ikke de budgetliggende embedsmænd også her trækker tiden ud og beder om, at i bedste fald en socialrådgiver, lige skal se tiden an.
Derfor bør socialrådgivere i børnesager være statsautoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen. Nøjagtig, som de håndværkere der nedlægger dine kloakrør, som afleder dine menneskelige efterladenskaber.
Derfor hedder det AUT. Kloakmester, som ingen kommune giver en byggetilladelse, før en sådan autoriseret håndværker med sin underskrift garantere at lovgivningen er overholdt.
Det kunne vi i dag have ønsket os i Tønder, Brønderslev, Odense, Esbjerg, Randers etc ets kommune.
Men vælgerne ønsker desværre denne udvikling i alt hvad der foregår, herunder hvad der sker i Anders liv.
http://www.dr.dk/nyheder/politik/meningsmaalinger
Så det er desværre opad bakke. Som vi kan se her, fra i dag skriver "Kommunen":
http://www.kommunen.dk/den-svaere-undskyldning/
Citat" Hun er bitter over, at Randers Kommune ikke erkendte deres fejl, dengang de ikke skred ind på trods af mange underretninger.– Problemet er bare, at hvis man siger undskyld, så erkender man jo også sin skyld, og i Danmark er det nogle gange lidt svært at få folk til at sige undskyld. For så følger der et sagsanlæg med, siger Ingrid Hartelius Dall." Citat slut
Derfor lad os få statsautoriserede socialrådgivere, med personligt ansvar over for lovgivningen.
http://www.k10.dk/showthread.php?p=339060#post339060
Det er Martina og Anders samt flygtningenes skyld alt sammen.
Med venlig hilsen
Peter Hansen statsautroriseret flymekaniker
Torsten Jacobsen
Selvfølgelig har jeg ret.
Vi ser bare åbenbart meget forskelligt på hvad et samfund er for en størrelse.
Kære Venner.
Samme dag beskriver "Kommunen" denne sag, der omhandler netop en lille "Anders" som nu er en voksen Martina, som nu ser lidt tilbage på det svigt hun var udsat for, af sin kommune:
Den svære undskyldning
http://www.kommunen.dk/den-svaere-undskyldning/
"Martina bryder ikke sammen, når hun i dag fortæller om barndommen med omsorgssvigt og verbal vold. Det er bitterhed og følelsen af at være uretfærdigt behandlet, der følger ordene i stedet for tårer. Hun er bitter over, at Randers Kommune ikke erkendte deres fejl, dengang de ikke skred ind på trods af mange underretninger."
Hvor den PRIVATE interesseorganisation KL, Kommunernes Landsforening`s ansatte lynhurtigt har en mening om sagen:
"KL vil se dom
I Kommunernes Landsforening (KL) er de ikke villige til at påtage sig et ansvar. Både fordi der endnu ikke har været en dom, der siger, at kommunen begik en fejl, men også fordi KL ikke oplever de samme problemer som eksempelvis Børns Vilkår og Bjørn Elmquist. Karsten Thystrup, som er kontorchef i KL’s afdeling for Jura og EU, anerkender ikke, at der en forholdsvis stor gruppe unge, som i sin tid blev svigtet af kommunen. Reglerne var anderledes for 15 år siden, og der er sket så meget på området, at han ikke ser nogen grund til, at kommunerne påtager sig ansvaret i dag.
– Det giver ikke nogen mening at anerkende, at det, man gjorde efter de daværende regler, ikke var godt nok, siger Karsten Thystrup." (ansat i KL)
Så fik vi lige stoppet den undskyldning, hvor kommunen svigtede et barn.
Af en PRIVAT interesseorganisation, du som borger er tvunget til at betale kontingent til, trods at alle 98 medlemmer af denne magtfulde organisation med kort varsel kunne udmelde sig af.
Så hvad der sker med Anders i hans videre bardom, med en muligvis alkoholiseret forældre, kan kun tiden vise, når vi lige ser tiden lidt an.
Muligvis skal næste led i fødekæden, socialrådgiveren i kommunen, måske også vente lidt og se tiden an, hvis den budgetliggende kommunale embedschef til socialrådgiveren har modtaget en anmeldelse fra Anders pædagoger. Vi ved det ikke, men således beskrevet er virkeligheden.
Så der er hverken undskyldninger eller §50 børneundersøgelser.
Men det er jo også kostbart at igangsætte en sådan §50 børnefag undersøgelse, det må vi jo forstå.
Med venlig hilsen
Vi skal til at betragte "vores skattekroner" på en anden måde: som penge, vi alligevel aldrig ville få, men som virksomhederne tvinges til at give os, og som i øvrigt i andre lande indbetales som diverse sociale sikringstillæg til private forsikringer, men altså hos os ender i vores fælles kasse.
Hvor meget bidrager du med, Steffen Gliese, siden du så kækt bruger ordet "vores".
Man bliver så harm, men også fustreret. Det er så åbenlyst at Anders skal reddes nu, og at mulighden bliver mindre jo ældre han bliver. Så er skaden sket. Men hvad gør man? Hvis moderen ikke kan ligge alkoholen på hylden, skal han så tvangsfjernes? Det er jo også et utrolig barsk indgreb.
Men jeg glæder mig til vi fatter at de første år i livet er de i særklasse vigtigste. Det er der vi er nødt til at insistere på at især børn fra sprogligt svage hjem skal i institution med andre børn ellers vil de være bagud altid resten af livet. Så må man gøre det obligatorisk for alle om nødvendigt fra eks. 2 års alderen.
Al snak om integration handler om at vi får børnene ud blandt danske børn så tidligt som muligt. Kommer med ud som 5 årig, uden et ordentlig sprog og kulturkendskab er man faktisk dømt til at tabe
Kommunerne "tror" ingen som helst ting.
De handler bevidstløst og kortsigtet, og uden menneskelig - og dermed samfundsmæssig - interesse, fordi de hensynsløst skal overholde konkurrencestatens finansministerielle økonomiske rammer.
Jeg må blot konstatere, at jeg er meget tilfreds med min kommune og den måde, som den administrerer sit mandat.
Mikkel Bech, har du empati og indsigt til at detectere det kommunale svigt der fører til: Det, der startede som en ulykkelig dreng i børnehavens garderobe, vokser altså op som en ulykkelig ung mand på offentlig forsørgelse. ?
Bill Atkins
Jeg svømmer over af empati og indsigt
Åh, Mikkel Beck, jeg havde glemt din spidskompetence: Absolut uvidenhed på færrest mulige anslag.
Den vil jeg lige opdatere mit CV med, Bill Atkins, og ellers konstatere, at du igen bevæger du uden for retningslinjerne for, hvad der er god skik på disse sider.
Mikkel Beck, hvorfor er det du mener at dine argumentløse pip skal være fredet for kommentarer?
Danmark fungerer, når vi er væk fra selvgodhed og fordømmelse og i stedet satser benhårdt på at hjælpe, hvor der er behov, når der er behov - hvilket vi har lagt i regi af en stærk offentlig økonomi, der ville kunne løfte det meste, hvis det ikke blev syltet ind i alt for mange regler og alt for lidt handling.
Men det kræver også, at vi kommer væk fra bedømmelsessamfundet og over i forståelsessamfundet. På alle fronter, og det er ikke, fordi vi ikke har været der. I dag handler det imidlertid om at kunne fæste domme og afgørelser til forhold i virkeligheden, fremfor at lade det foregår, som det gør: på bedste beskub, og så handle ud fra det.
Så vil det også være lettere, når der ikke skal foretages bedømmelser, men formuleres forklaringer, at forholde sig nuanceret og bredspektret til kompleksitetens veje og vildveje - men også tage mere tid og dermed måske tjene til at få skåret nogle unødvendige vildskud fra.
Bill Atkins,
husk at debatkunsten handler om at gå efter bolden og ikke manden.