Interview

’Vi har en kontrakt, hvor flygtningene skal gøre noget til gengæld’

I den danske flygtningedebat bruger venstrefløjen gulerod og højrefløjen stok. Men ingen af delene holder, for vi har med mennesker og ikke æsler at gøre, siger medborgerhuset Trampolinhusets leder, Morten Goll
Morten Goll er leder af Trampolinhuset i København, et samlingssted for danskere og flygtninge. Han mener, at  politikerne skal begynde at tage de demokratiske spilleregler alvorligt i integrationspolitikken.

Ulrik Hasemann

18. marts 2016

Integration er svært. Det kan politikerne hurtigt blive enige om. Men faktisk behøver det ikke at være så svært, som politikerne gør det til, mener Morten Goll, leder af Trampolinhuset, et medborgerhus, hvor flygtninge og danskere mødes om husmøder, fællesspisning og meget andet.

Han peger på en tredje vej mellem venstrefløjens »godgørenhed« og højrefløjens »angst« for fremmede.

»Højrefløjen skælder ud på venstrefløjen med ord som halalhippier og pladderhumanister, og når de gør det, er det berettiget, i den forstand at venstrefløjen bare gentager mantraet om, at vi skal være solidariske. Men ud over den romantiske forestilling har de ikke nogen metode til, hvordan integrationen skal lykkes. Og så sker der det, der er sket med integrationen de seneste 30 år, nemlig meget lidt.«

»Venstrefløjen har haft svært ved at samle momentum, fordi velfærdssamfundet har hjulpet de fleste danskere op i middelklassen og dermed fjernet basen, som venstrefløjen skulle hente stemmer fra. Og når der så kommer flygtninge, så tænker venstrefløjen: ’Wow, her er en rigtig underklasse. Dem skal vi virkelig forsvare.’ Vi har alle de her aktivister og politikere som har travlt med at forsvare prekariatet, men i det forsvar ligger der en mangel på øjenhøjde og solidaritet. Man får den her kæleunderklasse, som man kan give penge. Venstrefløjen har erstattet solidaritet med godgørenhed. Hvis man virkelig ville forsvare dem, skulle man have et solidaritetsbegreb, som betød, at de blev inkluderet.«

– Hvad går solidaritet så ud på i Trampolinhuset?

»Det, vi har lært, er, at hvis du skal opbygge et demokratisk rum, så skal det baseres på betingelsesløs gensidig respekt, men hvis halvdelen af deltagerne er klienter, som modtager almisser fra den anden halvdel, så har du et ulige forhold, og så går den demokratiske samtale i stykker. Godgørenhed er et onde i Trampolinhuset. Vi kan simpelthen ikke bruge det til noget.«

– Hvilke konkrete situationer har vist dig, at godgørenhed er et onde?

»Vi har i perioder haft det med at uddele for mange busbilletter fra centrene og herind uden at bede om noget til gengæld. Jeg mærkede meget tydeligt, at jo længere den kø blev, jo mere hadede folk mig. De tænkte: ’Igen en af de der tåbelige godgørende danskere, som ikke aner noget som helst, og som jeg bare kan snyde for billetter, som jeg kan sælge og købe cigaretter for’. Vi blev en ren pengemaskine. De havde ikke respekt for os, fordi vi i virkeligheden heller ikke havde respekt for dem.«

– Så det gør I ikke længere?

»Nej, nu har vi en kontrakt, hvor flygtningene skal gøre noget til gengæld. Det var en fantastisk forbedring. Der findes ikke nogen stærkere lim end at være del af fællesskabet, være respekteret og vide, at ens stemme og arbejdskraft betyder noget.«

Mens venstrefløjen i de seneste 40 år ikke er kommet op med en eneste ny idé i forhold til integration, så kommer højrefløjen med bud, men de tager fat nogle helt forkerte steder, siger Morten Goll.

Hovedløse høns

I sit bud på en alternativ integrationspolitik trækker han på både højskolefaderen Grundtvig og kirkehistorikeren og samfundsdebattøren Hal Koch.

»Højrefløjens løsning er reaktionær og at lukke sig for omverdenen. De løber rundt som hovedløse høns, for de hele tiden reagerer med angst og panik. Her bliver Grundtvig interessant.«

– Hvad er det, Grundtvig kan bidrage med i dag i forhold til integration?

»Hvis vi går tilbage til 1830’erne, hvor man begyndte at diskutere demokratiets indførelse, så væltede den nytænkning jo også ind over grænserne sydfra. Den tidlige Grundtvig var kritisk over for demokratiet. Han mente ikke, at man kunne give bønderne stemmeret, fordi de ingen dannelse havde. Han reagerede, ligesom højrefløjen gør i dag. Men da han opdagede, at den bølge ikke kunne standses, startede han højskolebevægelsen. Og det er jo genialt. Grundtvig indså, at hvis man ikke kunne stoppe det, så måtte man arbejde med det. Den måde, Grundtvig vendte sin angst til at prøve at få det bedste ud af det – det er præcis det, Trampolinhuset gør. Vi tager højrefløjens frygt for anderledesheden alvorligt, og så parrer vi den med Hal Kochs ’venstreorienterede’ teori om samtaledemokratiet fra 1940’erne. Hvis man sammentænker de to og bruger erfaringer og viden fra begge fløje, så har man løsninger på integrationsproblemet.«

– Hvad kan vi bruge samtaledemokratiet til i en integrationskontekst?

»Samtaledemokratiet har et virkeligt stort potentiale, og man kunne sagtens brede det ud i resten af landet. Højskolebevægelsen er formet af de samme traditioner og kan lave en masse af den slags arbejde. Der er kun ét problem med højskolerne, og det er kursernes varighed. Det, flygtningene har brug for, er et kontinuerligt fælles rum, hvor de i deres hverdag kan møde danskere. Trampolinhuset er bygget op omkring en idé om, at det skal være et sted, du kan komme, lige så længe du har brug for det, og vi arbejder med det lokale rum, så det er de asylansøgere og frivillige, som bor i nærheden, der kommer her.«

»Vi kan ikke overlade demokratiet til politikerne, sagde Hal Koch. Politikerne er et nødvendigt onde, men hvis ikke vi har en aktiv base, som er uddannet i at være med til at udvikle samfundet på græsrodsniveau, så degenererer demokratiet. Mange af de asylansøgere, jeg taler med, siger, at det først er i Trampolinhuset, at de finder det demokrati, som de har drømt om, og som var årsagen til, at de flygtede til Vesten. I asylcenteret er der ingen som helst demokratisk fornemmelse. «

Klientfabrik

Morten Goll mener, at det ville styrke integrationen, hvis asylansøgerne fra start fik lov til at etablere sig i den kommune, de vil ende i, hvis de får asyl. Han mener også, at større adgang til arbejdsmarkedet er afgørende.

– Du siger, at asylcentrene er udemokratiske. Hvordan er de det?

»Man er der mod sin vilje, man har begrænsede rettigheder i forhold til andre borgere, og man er isoleret. Oven i købet er det svært at få lov til at tjene sine egne penge. Derfor føler folk sig tvunget ud i fattigdom og ender handlingslammede. Hvis du lægger fattigdom, isolation og handlingslammelse sammen, så får du en fantastisk effektiv fabrik, der producerer klienter til velfærdssamfundet. Og ligesom man bliver fastholdt i klientrollen, så sidder den godgørende også fast i en selvforståelse af at skulle betale aflad: ’Jeg bliver et lidt bedre menneske, hvis jeg giver de her penge til staklerne.’ Men så er det mig selv, det handler om, og ikke den anden.«

– Men kan det ikke blive ubehageligt, hvis der opstår en række følelsesladede mediehistorier om folk, som er blevet integreret og skal rejse tilbage?

»Hvis folk virkelig er blevet integreret, er der måske ikke så stor grund til at sende dem hjem. Det, som de borgerlige er bange for, er, at folk ender på offentlig forsørgelse. Så hvis det skulle ske, at en eller anden egen lykkes smed starter en forretning, hvad er så problemet? Noget andet er, at hvis man får gang i en ny effektiv form for integration, så har vi plads til 10 gange så mange, end politikerne tror. Deres stok og gulerod er med til at udgrænse folk, så de bliver et større problem. Det er en selvopfyldende profeti.«

»Politikerne siger også, at sammenhængskraften er vigtig, men den skal ikke opnås med stok eller gulerod. Den skal opnås ved at tage de demokratiske spilleregler alvorligt. Venstrefløjen vil gerne bruge gulerod, højrefløjen gerne bruge stok. Men hvis man tænker over det, er de to metoder fuldstændig ens. Det handler om, hvordan man behandler æsler, og ikke mennesker. Mennesker drives bedst af deres egne viljer, og derfor er det bedre at aktivere den ved at indlemme dem i et demokratisk rum, hvor vi får en fælles forståelse for, hvad den sociale kontrakt går ud på.«

»Lige nu har politikerne enormt travlt med at bruge stok og gulerod, men det er i virkeligheden med til at nedværdige de befolkningsgrupper, som de forsøger at skubbe og trække i forskellige retninger. De tror ikke på den kraft, der ligger i demokratiet, på trods af at de selv er folkevalgte og aldrig holder op med at lovprise demokratiet. De har glemt, hvad demokratiet rent faktisk kan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu