Kronik

Kun hvis vi tør blive til grin, kan vi skabe en ny politik

Det er tid til et opgør med tidens konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. Lad os finde modet til at være sårbare og indtage det ’utopiske’ synspunkt i skolegården, på arbejdspladsen og til fodboldaftenen
En snæver elite sætter dagsordenen for  debatten. Det kunne for nylig aflæses i den offentlige reaktion mod den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis’ (t.v.) nystiftede bevægelse, der kæmper for gennemsigtighed i EU. Projektet blev prompte stemplet som naivt, blåøjet og virkelighedsfjernt.

Daniel Ochoa de Olza

14. marts 2016

Der har givetvis været et tidspunkt, hvor det at demonstrere var et effektivt værktøj, som påbød sig politisk handlen eller opmærksomhed. Men i dag er protestbevægelsen blevet en velkendt, forudsigelig og normaliseret del af det politiske spil, der i bedste fald udløser en floskelkommentar om, hvor dejligt det er, at vi lever i et demokrati, hvor der er plads til ytringsfrihed og forskellige holdninger.

Det er 13 år siden, at det, som er blevet kaldt verdenshistoriens største demonstration, løb af stablen, da millioner af mennesker i over 600 byer verden over udtrykte deres utilfredshed mod den forestående krig i Irak. Men uden effekt. Occupy-bevægelsen kunne nævnes som et tilsvarende eksempel.

Er oprøret ligefrem blevet rutine? Er demonstranter blot jubelidioter med megafoner og flag?

Udviklingen kan ses som et udtryk for, at der findes helt klare grænser for ’det mulige’ i den politiske sfære, og det politiske establishment har omfavnet en ufravigelig konsensus om, hvad der er nødvendigt, og hvad der er naivt. En snæver elite bestående af prominente politikere, Christiansborg-journalister samt en håndfuld kulturpersonligheder og såkaldte debattører sætter dagsordenen for den offentlige debat og drager klare grænser for det politisk tænkbare.

Det kunne vi for nylig aflæse i den offentlige reaktion mod den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis’ nystiftede bevægelse, DiEM25 (Democracy in Europe Movement 2025), der er sat i søen for at skabe gennemsigtighed i beslutningsgangene i EU og på længere sigt demokratisere de europæiske institutioner. Projektet blev prompte stemplet som naivt, blåøjet og virkelighedsfjernt. Bemærkelsesværdigt nok var kritikken ikke rettet analysen af legitimitetsunderskuddet i EU eller substansen i DiEM25’s hensigtserklæringer, men derimod troen på, at DiEM25’s målsætninger var andet end løse og luftige utopier, uden hold i virkeligheden.

Selv om stadig flere kan skrive under på, at status quo ikke er optimalt, er det altså stadig et fåtal, der aktivt anstrenger sig for at ændre tingenes tilstand, eller overhovedet tror på, at systemet grundlæggende kan forandres.

Spørgsmålet er, hvor længe det resignerende flertal har tænkt sig at stå stiltiende tilbage?

Ny skillelinje

Spoler vi båndet lidt over to år tilbage, var manden i rampelyset ikke Varoufakis, men Uffe Elbæk, og det utopiske projekt hed Alternativet. Reaktionen var forventelig. Det var et dødfødt foretagende, der ikke kunne udløse mere end hovedrysten og overlegen trækken på smilebåndet hos det samlede politiske kommentatorkorps.

Men så kom valget, og Alternativet stormede som bekendt ind i Folketinget. At der i den parlamentariske kontekst alligevel er et rum for protest må altså være en del af forklaringen på Alternativets og til dels Enhedslistens seneste succes. I en amerikansk sammenhæng har en prominent aktivist fra Black Lives Matter-bevægelsen, Deray McKesson, annonceret sit borgmesterkandidatur i Baltimore, og Podemos i Spanien er også et eksempel på, at der bliver eksperimenteret med sammenblandinger mellem sociale bevægelser og parlamentariske partier.

Det er nok stadig for tidligt at slå fast om disse nye oprørsstrømninger, der forsøger sig ad de parlamentariske veje, ligefrem er ved at knække koden til at udvide det politisk tænkbare, men faktum er, at det flertallet fortsat udråber dem til at være naive. Soleklart er det dog også, at den politisk interessante skillelinje ikke længere er den fordelingspolitiske højre-venstre-skala, men derimod ligger mellem de systembærende og de systemkritiske kræfter.

Folketingsvalget i sommer er blevet kaldt et protestvalg ansporet af politikerleden og mistillid til de folkevalgte, men sammenlignet med jordskredsvalget i 1973, der i vidt omfang udsprang af socialdemokratiets både økonomiske (stigende skattetryk, udvidelse af den offentlige sektor) og værdipolitiske (indførslen af fri abort, frigivelsen af billedpornografien) venstredrejning under Jens Otto Krag og Anker Jørgensen, kan de oprørsstrømninger, vi ser i dag, ikke blot anskues som et resultat af, at pendulet har svunget for langt den modsatte vej. De kan ikke reduceres til et modsvar på den partipolitiske drejning – i dette tilfælde mod højre – som vi har været vidne til.

Oprøret er således ikke blot et venstrefløjsprojekt. Alternativet har på uset vis frasagt sig placering på den traditionelle højre-venstre-akse, og selv om Varoufakis himself må siges at være ræverød, er DiEM’s fokus først og fremmest på demokratiseringen af EU – ikke på partipolitiske tilhørsforhold.

Liberal Alliance trodser ligeledes de sædvanlige skel, når det kommer til gennemsigtighed, overvågning og borgerinddragelse. Og utilfredsheden med legitimitetsunderskuddet i EU deles på tværs af de folketingspartier, der er kommet til efter murens fald (omend deres løsningsforslag varierer).

Kort sagt: De brydninger, vi ser i dag, handler om systemiske udfordringer, ikke om fordelingspolitiske uenigheder.

Status quo er uholdbart

Den nuværende situation trækker alligevel tråde tilbage til 1973 for så vidt, at Mogens Glistrup og i nogen grad Erhard Jakobsen ændrede rammerne for det politiske mulige, og det skal vi gøre igen. Det umuliges kunst består i at genfinde uforudsigeligheden i den politiske modstandshandling og ikke at lade sig kue af de systembærende kræfters hånlige tilsidesættelse. Det handler om at tage diskussionen og tale om de ting, der fremstår som naturgivne og henstilles som rene teknikaliteter – det være sig indenfor økonomi, overvågning eller noget helt tredje.

Vi udvider kun det politiske genstandsfelt, hvis vi tør blive gjort til grin. Vi skal finde modet til at være sårbare og indtage det ’utopiske’ synspunkt i skolegården, på arbejdspladsen, til fodboldaftenen eller til pigemiddagen.

Man kan trøste sig ved tanken om, at forestillingen om, at tingenes nuværende tilstand kan fortsætte på ubestemt tid, i virkeligheden er den mest naive og virkelighedsfjerne. Flygtninge- og migrationssituationen, den stigende ulighed og klimakrisen vidner alle om, at status quo er uholdbart.

Enhver seriøs fremtidsanalyse undsiger, at vi kan opretholde det nuværende forbrugsvanvid, og mistilliden til vores folkevalgte og utilfredsheden med det demokratiske underskud kan ikke ignoreres for evigt. En fortsættelse af tingenes tilstand er ganske enkelt ikke en gangbar mulighed. Det er ikke et reelt alternativ.

Nikola Nedeljkovic Gøttsche er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Jan Pedersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Ejvind Larsen
  • Flemming Berger
  • Lise Lotte Rahbek
  • Randi Christiansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Kurt Nielsen
  • Jørgen Wassmann
  • Thomas Kristensen
  • Anne Eriksen
  • Leo Nygaard
  • Morten P. Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ervin Lazar
  • peter fonnesbech
Michael Kongstad Nielsen, Jan Pedersen, Estermarie Mandelquist, Ejvind Larsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Kurt Nielsen, Jørgen Wassmann, Thomas Kristensen, Anne Eriksen, Leo Nygaard, Morten P. Nielsen, Niels-Simon Larsen, Ervin Lazar og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Occupy var for mig en øjenåbner. Før Occupy var der rige og fattige i en blandet masse. Erkendelsen af, hvor få rige og hvor store deres formuer er, slog for alvor igennem med bevægelsen.
Som du selv påpeger i din konklusion, er et samfund i evig forandring, så vil du være med til at påvirke, er det vigtigt at vælge dit våben. Humor, protester og oprør er old gamle virkemidler, og der er nok ingen af dem, der går af mode.

Flemming Berger, peter fonnesbech, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

"de systembærende og de systemkritikken kræfter". Ja, der har vi modsætningerne. For nogle år siden hed det 'de autoritære og de antiautoritære kræfter'. Utallige romaner handler om kampen mellem disse to tendenser, så det er løsningen ligger. De to tendenser bliver nødt til at finde hinanden og få det bedste ud af det.

Her vil mit bidrag være at henvise til "Pludselig blev liberalisme til pladderhumanisme", 12.03, 17.15.
Det begrænsede emne kan gælde for denne artikels bredde.

Morten P. Nielsen

Glimrende! Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om medierne er en fordel for befolkningerne, demokratiet, i deres nuværende form.

peter fonnesbech, Kurt Nielsen, Jørgen Wassmann, Mads Berg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Man kan se, hvad penge og magt gør ved folk - hvad kan ændre det?
Desværre kun oprør, nød og sygdom - krig!
Så kommer grimheden frem - og medmenneskeligheden...

Anne Eriksen - hvor har du dog ret. Det ender med usvigelig sikkerhed i gråd og tænders gnidsel. Historiebøgerne består af kilometerlange beskrivelser som dokumenterer hvordan det er foregået i de sidste 7000 år. Forud herfor er dokumentationen rimelig tynd. Men der er ingen grund til at tro at det var anderledes i forhistorisk tid.

Der er kun meget få undtagelser, der således kan bekræfte reglen.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

Jeg forstår bekymringen for en ikke fredelig udgang på denne konflikt mellem de kontrollerende og de kontrollerede. Vores historie er fyldt med eksempler på voldelige revolutioner, som så desværre ofte endte i et nyt og anderledes tyrani.

Men er det derfor ikke netop så vigtigt, at finde en ny og ikke voldelig vej? Autoriteterne bruger medier, offentlogeinstitutioner, politi og militær til at kontrollere en utilfreds befolkning. Men hvordan kan magthaverne styre alle disse institutioner, hvad er det ene element som er fælles for al denne styring ..... når alle styringsmidlerne reduceres til deres grund substans, så ender vi med Penge eller rettere frygten for ikke at have nogle penge.

Aktørerne styres rundt i manegen af deres egen frygt for at ende i muddergrøften sammen med alle os andre dødelige. Så måske den næste store samfundsforandring kan hjælpes lidt på vej, ved at vi indser, at Penge Alene fungerer som styringsmiddel, når der er en generel mangel på penge. Eller rettere sagt, når hovedparten af et samfunds penge er på ganske få hænder, mens flertallet af befolkningen frygter ikke at have nok og andre kæmper med alt for lidt .....

En soldat som Ingen penge får går ikke i krig og en soldat som har alle de penge han kunne drømme om, gør det sandsynligvis heller ikke.

Penge har kun magt i kraft af, at der er mangel på dem
Er der penge nok til alle bliver pengene i sig selv værdiløse
Men det underliggende produkt eller tjeneste kommer nu i fokus

En 79 årig enlig pensionist har mistet sin hjemmehjælp fordi kommunen skal spare. I samme kommune er jeg sikker på, at der går tusindvis arbejdsløse rundt, som ikke må hjælpe, for det ødelægger mulighederne på private virksomheder til at tjene penge. Dette scenarie kan kun finde sted i et samfund hvor penge ikke alene har værdi, men også er ophøjet til en guddommelig status.

Måske det er på tide at vi revidere vores forhold til dette koncept, Penge!
For lige nu er relationen generelt ganske usund!

Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Helene Kristensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Kan nogen huske eller har nogen hørt om anarkister , beatniks, hippier, provoer, 68'ere o s v.
- eller om RAF, Røde Brigader, ETA, IRA, CCC o m a ?

Artiklen kunne vel i sin grundsubstans have været skrevet så tidligt som i 50'erne i sidste århundrede , så det er lidt en "gammelmands artikel"
- verden er faktisk gennemsnitligt blevet mere demokratisk igennem de seneste mange årtier, og det går trods alt stadig fremad, selv om der er nogle gevaldig "sorte pletter" rundt omkring på "landkortet".

Synd for artiklens forfatter, at han ikke er født tilbage i tiden 1945 - 1960 , hvor han ville have haft et perfekt miljø for sin "tristesse" medens han voksede op ?

Niels-Simon Larsen

Robert: "Ung verden endnu være", hed det engang, og det må det vel stadig hedde. Hvad er det gammelmandsagtige ved artiklen? Jeg synes modsat, at den er ung ved at turde udsætte sig for andres nådeløst blikke.

Flemming Berger, Søren Johannesen, Kurt Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvis vi nu ser på det politiske spektrum, hvem vover så pelsen? Lykketoft har lige anklaget S for at være talentløst og visionsløst. Gælder det ikke alle de partier, hvor det gælder om at blive genvalgt?
I de go'e, gamle dage skubbede en interessegruppe en kandidat frem, hvis ikke det var omvendt, og en kandidat trak en helgruppe med sig. Glistrup er et godt eksempel på det sidste. Talentfuld, omend visionsløs efter min mening. Grov politik, fri for skat, papir og udlændinge, men ingen filosofi. Ikke noget man kunne gå og tænke dybere over.

Ingen af de gamle partier ruller sig ud med noget, der er værd at tænke over. Bondepartiet, Venstre, har udslettet familiebruget. Der er ingen husmænd til at stemme på husmandspartiet, De radikale. Arbejderpartierne har haft travlt med at gøre arbejderne til alt andet end arbejdere. Det gælder åbenbart om at komme væk fra det, man er.

Alternativet, cirkuspartiet kaldet, skal selvfølgelig lave evige løjer, hvad ellers? Vi er her vel for at have det sjovt, snakke med hinanden, synge, danse, elske og så forfra igen? Hvad er den dybere mening med V, LA, K, O, S og de, der ikke er kommet ind endnu? Det er da en begrædelig politisk forestilling, at det hele tiden skal have noget at gøre med mindre skat, flere broer og bredere veje. Det er ikke til at holde ud, og så er det da klart, at folk stemmer på at få livet tilbage i byerne og langt ude landet.

Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Søren Johannesen, Kurt Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Kun hvis vi tør og realisere vores visioner skaber vi ny politik.
Men det selvfede Danmark vil hellere save i den gren hvorpå det selvfede Danmark sidder sammen med produktions Danmark det lokale Danmark. De tror nemlig ikke på i det selvfede Danmark at de er afhængig af Produktions Danmark selv om de godt ved de begge går til grunde hvis det lykkedes for det selvfede Danmark at save grenen over de sammen sidder på.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

". Soleklart er det dog også, at den politisk interessante skillelinje ikke længere er den fordelingspolitiske højre-venstre-skala, men derimod ligger mellem de systembærende og de systemkritiske kræfter."
Og :
"Kort sagt: De brydninger, vi ser i dag, handler om systemiske udfordringer, ikke om fordelingspolitiske uenigheder."

Systemkritik handler i høj grad om fordelingspolitik, idet nuværende netop bl.a. symptomatiserer, at kritikken desværre er nødvendig. En bærende del af systemkritikken må handle om verdenssamfundets uhensigtsmæssige administration af fællessejet, der netop som een af sine afgørende konsekvenser har, at fordelingspolitikken er kørt helt af sporet. Omdrejningspunktet for systemkritikken må kort sagt i sin essens siges at være den miljø-og socioøkonomiske politik.

Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Anne Eriksen og Leif Høybye anbefalede denne kommentar

Niels-Simon.
Glistrup ingen visioner ?
Stigende skat på borgernes personlige indsats.
Kontornussernes antal, som udtryk for regel Danmark tyranni over befolkningen.
Muhammedanernes indtog sammen mad andre fremmede.
Den kan man da kalde visionære forudsigelser, selv om vi ikke kan vide, hvad der præcist foregik i hans hoved.
Han manglede, så vidt jeg husker, en holdning til nærmiljøet. Klimaet var ikke rigtig på dagsordenen dengang.

Der er masser af nyttige aversioner, f.eks mod afbrænding af fossilt brændstof.
Når man er imod noget, er man for det modsatte.

Randi Christiansen

Leo - 'hvis du ikke er med mig, er du imod mig' - frit citeret efter en af ondskabens fyrster som opfandt begrebet 'ondskabens akse'. Jeg har en aversion mod dit forsøg på at definere en lovmæssighed, det skurrer i mine ører.

Det kommer da an på, om hvad. Du, af alle, må da kunne se dette af mit eksempel.
Jeg er ikke bleg for at mene, at der aldrig skulle ha` været en eneste muslim indvandret her i landet og at vesten og vi aldrig skulle ha` løsenet et eneste skud i mellemøsten.
Det beskriver en situation, hvor begge parter havde været mere tilfredse hver for sig.
En fremskrivning vil vise hvorfor. Beviserne står i kø.

Alle de nye bevægelser, incl Alternativet er for noget, fordi de er imod dets modsætning.

Niels-Simon Larsen

En vision er en drøm, man har, og det betyder noget positivt. Hvis man gerne vil være fri for noget fx slaveri, andre mennesker af en bestemt slags eller biler i byen vil jeg ikke kalde det visioner, men det kommer selvfølgelig an på, hvad man lægger i ordet vision. Hvis man fx gerne vil have social farming på land og i by, vil jeg kalde det for en smuk vision, for det skal der arbejdes meget på, og kreativiteten vil blomstre.
Hadefulde ønsker om at rense landet for et eller andet synes jeg ikke, man skal bruge det smukke ord vision til. Jeg forstår noget opbyggeligt med ordet. Det er uaggressivt.
Enhver har lov at have sin egen mening, men det her var min.

Randi Christiansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Ok, det bliver ordkløveri. Det, du vil bruge ordet vision om, er det du er enig i ?
Jeg vil gerne af med de meget omtalte imamer. Det er en aggressiv vision vendt mod dem, men en smuk vision for et bedre samfund på det område

Jeg opponerede mod Randi, fordi hun greb en historisk sproglighed og glemte indholdet.

Niels-Simon Larsen

Leo: Det er uinteressant, hvad nogle gerne vil være fri for, men interessant hvad de gerne vil frem til. Det har ikke noget at gøre med en smuk vision at blive fri for imamerne. Det er tom snak. Der kunne jo komme noget værre bagefter.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon - Uanset om du kan lide det eller ej, har de fleste danskere en smuk vision om et Danmark for danskere langt ud i fremtiden. Den kaldes fædrelandskærlighed - en følelse alle tossegode, veluddannede meningsdannere ikke forstår.
Og her passer muslimske fundamentalister ikke ind i billedet. Ordet Occupy får her en anden betydning.
Tom snak ? Det kan du ikke mene.

Niels-Simon Larsen

Socialdemokraterne havde engang en vision om Danmark for folket, og det kunne der skrives sange om og holdes foredrag om. En sejlivet vision som vist nok lever endnu visse steder i S.
Katolikkerne havde en drøm om at lave en gudsstat. Man kan sige tak for kaffe, og det siger vi også om kalifatet. Sovjetstaten havde en grundtanke, man kunne fundere over. Fascismen kan jeg ikke finde noget i ud over personlig selvhævdelse og udelukkelse af forskellige menneskegrupper. Der er ikke noget, hjernen kan arbejde videre med. Jeg skal ikke gøre mig klog på islam, men selvom jeg har interesseret mig for religion i mange år, har jeg ikke kunnet finde berigelse i islam, dog med undtagelse af sufimestrene, som jeg finder geniale, udogmatiske og humane.
Når jeg ser på det hjemlige politiske spektrum, så er der ikke fugls føde på dem for et sultent menneske som mig. Hvad er der at berige sig med ud over tant og fjas? Intet udfordrer tanken.
Jeg har været sammen med en del Retsforbundsfolk på det sidste. De har heller ikke noget at synge om, eller også har I måske Højskolesangbogen?
Det er på dette tidspunkt, jeg plejer at fremhæve Alt., men vi er for unge endnu. Jeg kan dog betro dig, at jeg har mange gode diskussioner og har lavet nogle sange, men det er nok ikke noget at diske op med lige her.

Randi Christiansen, Torsten Jacobsen, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Occupy var uden tvivl med til at sætte fokus på uligheden igen, men først og fremmest var det bemærkelsesværdige ved bevægelsen, hvor lidt der kom ud af den, hvor lidt den førte til, og hvor let de fleste medier og meningsdannere slap afsted med at afskrive Occupy som værende en flok naive studerende, der egentlig ikke vidste hvad de ville og ikke havde nogle mål.

Jeg tror vi befinder os et sted, hvor protestbevægelser og demonstrationer er ”våben”, som i de flestes bevidsthed er for nært beslægtet med ’venstrefløjen’. Hvis vi på nogen måde skal kunne ændre tingenes tilstand, er vi nødt til at samle alle dem, der står i opposition til magthaverne – også dem der aldrig (af personlige, lokale, kulturelle årsager) vil kunne spejle sig eller identificere sig med venstrefløjen eller socialismen.

Det er også et godt spørgsmål, hvad mediernes rolle er. Ift. den politiske journalistik, så må man sige, at den i stigende grad ligner sportsjournalistikken, hvor tacklinger og sammenstød er blevet udskiftet med 30-sekunders-interviews og ordførertaler. Twitter er et godt eksempel på denne tendens. I Danmark er der meget få der bruger mediet, der er forbeholdt Christiansborg-journalister, politikere og andre smarte typer, og derfor skabes der en virkelighed, hvor spillet på Christianborg er i centrum, i stedet for at have fokus på konsekvenserne af den førte politik og systemets indretning mere overordnet. Det er spillet om magten, der er interessant. Åbenbart.

Det kan selvfølgelig have en underholdningsværdi, men det har ikke meget at gøre med at undersøge og afdække principelle uenigheder eller forskelle i værdiafsæt, idéer og menneskesyn. En del af forklaringen er givetvis, at der ikke er de helt store substantielle forskelle på ’ansvarlige’ partier (S, R, V, C, SF?), men derudover tror jeg også, at svaret findes i, at koncentrationsevne, tålmodighed og fordybelse til stadighed udvandes og nedprioriteres til fordel for, at kunne konsumere flere og hurtigere nyheder. Det er handler om, at være første med nyheden – ikke at skrive den mest dybdegående artikel.

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen, Leo Nygaard, Anne Eriksen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Det er en vanskelig position at stå på midten, som jeg, på den tredje vej. Det gælder både i mindre forhold og store eksistentielle forhold.
Man kommer nemt i klemme og bliver betragtet med undren, når man mener at "begge sider" er idioter, som ustandselig bekræfter deres idioti ved deres modsætning.

Nej, vi synger ikke slagsange :-)

Niels-Simon Larsen

Nikola skriver ... Vi er nødt til at samle alle dem, der er i opposition til magthaverne.

Problemet er, at det traditionelt har været venstrefløjen, der har været imod. Ud med monarkiet, kirken og militæret. Ind med nationaliseringer. Fri børneopdragelse, fri kærlighed og fri hash. Vi kan også kalde det balladefløjen.

Pænhedsfløjen med dens pressefolder og hvide bluser har opholdt sig i den private sektor og ellers opført sig eksemplarisk inden for lønsystemerne.

Jeg var lige til et foredrag på CEPOS om borgerløn. Jeg havde min spraglede boliviasweater på, og tænkte, at hvis mit formål var at få de andre til at gå i mere farverigt tøj, så skulle jeg først ændre erhvervslivet. Det indså jeg lige pludselig. Hvis jeg gerne vil have folk til at smile noget mere, skal der være noget at smile ad, og så skal det være en anden, der står for løjerne end mig. Bare den mindste lille ting kræver overmenneskelig styrke, men hvis vi nu sammen kunne... Sebastian: "Måske ku' vi finde noget at bruge hinanden til". Er den 40 år gammel?

Hvad forener os, spørger jeg mig selv. Hvad hedder den største forenelsesfaktor i dag, når det gælder vejen til det gode samfund? Det mærkelige ved CEPOS er, at de mennesker er så smalle i deres syn på tingene, men nyder stor respekt. A-poetiske vil jeg kalde dem, og hvis jeg er et livshungrende menneske, der gerne vil leve et godt liv, så skal jeg gå til møde andre steder. Problemet er, at det er deres type, der har magten i samfundet, og jeg vil gerne have nogle helt andre typer frem.

Så er det store spørgsmål, om 'mine typer' kunne administrere samfundet, eller om samfundet skal tilpasses 'mine typer'. Det bliver det sidste, så det er det, jeg er i gang med. Hvilke partier er der så at stemme på?

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

For tiden lyder det om morgenen fra S-togstationernes højtalere:
"Den næste linie A kan være mere fyldt end normalt. Fordel jer på perronen, og pas godt på hinanden".
Den sidste sætning indvarsler en mindre revolution i DSB. Her er det for første gang ikke "dig selv", der skal passes på, men "hinanden". Det giver en lille varm følelse på den stadig iskolde forårs-perron.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen

Jo, vi er mange - tror jeg - der har lært lektion fra '70'erne , så mon ikke vi nok skulle kunne finde ud af at administrer landet, hvis vi først fik lov til det. Det kan jo under alle omstændigheder dårligt blive dårligere.

Hvad der forener os? Hvad? Er der da noget galt med 'peace, love and understanding?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kurt: Du har ret. Lad os snarligt forene os. Der er bare nogle, der ikke har nok i ovenstående. De vil have noget mere. De har ligesom ikke rigtigt fattet pointen, men bare vi er nok, der har :-)

Niels Duus Nielsen

Venstrefløjen har allerede en enhedsfront - nemlig Enhedslisten - så det ligger lige til venstrebenet at alliere sig med Alternativet og skabe en folkefront. Der er masser vi kan blive enige om.

Først koncentrerer vi os om at genindføre og styrke de borgerlige rettigheder, sideløbende kan vi så afholde uformelle kaffeklubber og diskutere grundlagsproblemer. Når social- og retsstaten så er genoprettet kan vi gå tilbage til at bekæmpe hinanden ideologisk, hvis vi ellers gider til den tid.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er grøde i luften alle steder. Lad mig nævne detfaellesbedste.dk der foregår i Hvalsø i St.Bededagsferien. Det er det bedste bud, jeg har på det nye.

Niels N - Så er spørgsmålet, om Alternativet vil alliere sig med EL. Det vil de ikke hvis man ser hvad de tidligere har meldt ud med.
Desuden vil det være et skridt tilbage til den gammel stillingskrig - mod det som Alternativet har fået succes med.

Niels-Simon Larsen

Jeg taler for samling om en grøn blok og bruger ikke ordet, venstrefløj, da det vil forvirre. De konservative må kunne være med til at beskytte miljøet, da det for dem må være noget, der er værd at bevare. Det man vil bevare, må man også forsvare selvfølgelig.
Problemet er, hvad der skal kaldes ødelæggelse, og hvad der ikke skal. At pløje randzonerne op bør kaldes ødelæggelse af natur, men hvis der ikke er flertal for det, så ligger baren altså længere nede, og så må vi lede efter den der.
Et andet aktuelt problem er, at man ikke vil være sammen med dem, der lugter af noget forkert. Det er vel også derfor, vi har så mange partier. Derfor siger jeg, at hvis bare to partier, EL og Alt. Kan finde ud af at opstille et fælles naturprogram, så var det en begyndelse. I den forbindelse vil jeg erindre om, at der er lavet to grønne Moonshot, hvor R,SF, EL og Alt har skrevet under, og hvor det andet også er skrevet under af andre europæiske partier. Vi kan godt, og vi skal bare videre ud ad den vej.

randi christiansen

Tak for din vedvarende og 'armdirrende hvæserbrev'. :-) Der er rigtig god energi i det.

Men det er vel noget af et paradoks, at den ene procent i den grad er i stand til at få opbakning fra de absolut mest udsatte og elendiggjorte samfundsborgere til en fortsat øgning af distancen.

For mig at se, peger pilen på os selv (os, du og jeg og mange andre bl. a. her på Informations debatside, der har de rigtige meninger og holdninger til tingene (Det er faktisk ment helt uden ironi). Vi rammer simpelthen ikke 'de lavere klasser' eller 'de brede masser' med vores argumentation. Vi er vel nødt til at starte med at forstå, hvad det er vi gør forkert.

Et beskedent bidrag hertil: Vores modstandere giver fanden i logik, data, konkret viden og alt muligt andet der - på sober vis - kan forstyrre deres synspunkter og holdninger. Vores svar på det er tilsyneladende at dynge dem yderligere til med netop det (logik, data, konkret viden og alt muligt andet der - på sober vis - kan forstyrre deres synspunkter og holdninger) som vi altså samtidig må se i øjnene ikke har nogen som helst effekt.

Clement, Spørge-jøden og alle de andre journalister dumper i det samme fortvivlende hul uafbrudt.

Det faktum får mig personligt til at gå i tænkeboksen for om muligt at finde en vej, der både kan fastholde seriøsitet, troværdighed og moral. Jeg vil altså helst undgå at havne i den samme svinske grøft, som mine politiske modstandere. Min tænkeboks er af helt kolossale dimensioner med foreløbig rigtig god plads, så du, og alle andre, der vil bidrage er virkelig hjerteligt velkomne.

Måske er den allerede overflødiggjort af Alternativets aktiviteter, men et eksempel på i hvilken retning det - også - foreløbig - går lægger jeg lige et link til fra en anden diskussionstråd fra i går her på Inf.: https://www.information.dk/comment/1113443#comment-1113443.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kurt Nielsen: " Vi rammer simpelthen ikke 'de lavere klasser' eller 'de brede masser' med vores argumentation."

At få trykt en tale i en avis, ændrer ikke noget for dem, der ikke læser den. Så hvis man vil have de lavere klasser i tale, må man flytte sig derhen, hvor de er, og lære deres sprog. Det er et langt og sejt arbejde, og selv efter, at man er blevet accepteret af de lavere klasser som "en af vore egne", er det ingen garanti for, at de gider høre på ens argumenter. I min erfaring går det bedst med den gensidige forståelse i samtaler på tomandshånd. Så det er et langt og sejt træk, for der er mange medlemmer af de lavere klasser.

Det eneste lyspunkt (?) er, at der er stadig flere medlemmer af middelklassen, som bliver deklasserede i disse år, hvorfor der bliver stadig flere til at tage de opbyggende samtaler.

Problemet er selvfølgelig, at bare fordi man engang har tilhørt småborgerskabet eller den vellønnede højere arbejderklasse, er det jo ikke sikkert, at man har fanget den dybere sammenhæng bag spareøvelsen. Derfor er det også vigtigt, at man holder taler i aviserne, for de, som endnu ikke er ramt af grønthøsteren, så de måske vil huske noget af det, der blev talt om, når det bliver deres tur til at spise nådsens brød.

Et godt trick er at udfordre folks retfærdighedssans, og så anvise en vej til mere retfærdighed. Det virker i alle klasser, og giver altid anledning til diskussion, for mens det er nemt at blive enige om, at noget er uretfærdigt, er det straks sværere at blive enige om, hvad der er retfærdigt.

Niels-Simon Larsen, Randi Christiansen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kurt: Du træder på en meget øm tå, men hvad gør man, når man ikke kan få sig til at tale til den laveste fællesnævner? Trump vinder måske en præsidentpost på det.
DF burde jo bare være et lille parti, så der er et eller andet galt. Jeg tror, løsningen ligger i organiseringen af bunden. Hvis vi ikke kan få de nederste med, vinder vi ikke.
Det er ikke alle mennesker, der kan tænke abstrakt. Nogle kan ikke tænke, men de er mennesker alligevel. I det religiøse sprog har man et begreb, enfoldighed. Selv den med kun med én fold fatter Guds storhed og bliver ydmyg. For os kunne det være naturen, som den enfoldige var ydmyg over for. Der kunne ligge en redning der. Mange holder af dyr og af naturen, men de kan ikke forholde sig til det der med biodiversitet. Derfor skal vi helt ned på jorden for at vinde kampen.

Niels-Simon - Video fra Cepos mødet kan ses på Cepos. Godt, at jeg ikke spildte min tid på at møde op herovre fra. Man kan ikke overlade UBI til fantasiløse, talfixerede økonomer.
Liberal ? Ikke et ord om personlig frihed i den største del, jeg har set lige nu - fra de to kloge mænd i sorte habitter.

Niels-Simon Larsen

Leo: Det var ikke helt spild af tid. Man skal kende sine modstandere, især når de er magtfulde. Det er dem, der kører løbet i dag. Vi andre er jo bare nogle skidesprællere, men lad os se om et stykke tid. Der er ved at komme nye boller på suppen, og en masse unge er ved at se skriften på væggen, hvad den seneste kronik da også taler om.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar