Interview

Lad barnet fravige planen

Når børn er i institution mere end nogensinde, skal vi passe på ikke også at institutionalisere og skemalægge hjemmelivet, så man ’spiser i takt’. Det siger børneforsker Erik Sigsgaard og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen. Her er deres brugerguide til forældre og daginstitution
Ifølge børneforskeren Erik Sigsgaard og sundhedsplejersken Helen Lyng Hansen skal forældre passe på med ikke at institutionalisere hjemmet, eftersom børn er institutionaliseret cirka 30.000 timer i løbet af livet. Arkiv

Peter Hove Olesen

1. april 2016

Hvordan vælger man det rette dagtilbud til sit barn? Hvordan sørger man for en god opstart? Og hvad skal man være opmærksom på for at skabe en god overgang mellem institutions- og hjemmelivet?

Det har børneforsker Erik Sigsgaard og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen skrevet en bog om. Information har bedt dem guide forældre og personale til at give børnene den bedste hverdag i institutionen.

– Hvorfor er det nødvendigt med en bog om, hvordan man vælger dagtilbud?

Erik Sigsgaard (ES): »Den dag, man begynder i dagtilbud, er måske den vigtigste dag i livet. Den dag, man finder sin kæreste, som bliver ens ægtefælle, kan måske komme op på siden. Men den første dag i institution er afgørende, fordi det kan gå så godt, og det kan gå så skidt.«

– Hvad er det, der kan gå galt?

ES: »I Danmark begynder børn i institution i en meget ung alder, ofte før de er fyldt et år. Dér er de i gang med at knytte sig, typisk til deres mor. Hvis opstarten i institutionen går galt, kan barnet blive afbrudt i den tilknytningsproces. Forskningen viser, at barnet så kommer ind i en fortvivlelsesfase. Det kan ikke tale endnu, men kommunikerer alligevel: ’Jeg vil have min mor’. Og når det så ikke får det, kan der komme en fase, hvor barnet opgiver, selv om det kan se ud som om, det går bedre, fordi det ikke længere reagerer, når mor eller far går.«

– Hvad kan man som forældre gøre for, at det ikke sker?

ES: »Den store opgave er, at barnet skal tilhøre to verdner, institution og hjem. De to verdner møder hinanden, ved at far eller mor taler nogle venlige ord med den pædagog, der modtager og siger: ’Det dufter dejligt, I bager nok i dag’. Med den slags enkle, positive kommunikation viser de barnet, at den er god nok. Og man kan gå fra barnet på en måde, så det ikke føler sig forladt ved at sige: ’Nu går jeg, men jeg kommer igen.’«

Helen Lyng Hansen (HLH): »Hvis forældrene signalerer tryghed, så vil barnet naturligt også føle sig mere tryg.«

– Hvad så hvis man som forælder faktisk er utryg, hvad skal man så lægge mærke til ved en institution?

HLH: »Vi foreslår, at du starter med at holde dig uden for institutionen, kigger over hækken, så du får en idé om, hvad det er for et sted, inden du går ind. Når du kommer ind, kan du lægge mærke til, hvordan de voksne taler indbyrdes, hvordan de taler til børnene osv. Står der en voksen og råber i den anden ende af legepladsen: ’Kan du så komme ned derfra!?’ Eller går pædagogen i stedet hen til barnet og siger: ’Hov, det er lidt farligt, det du har gang i. Kommer du ikke lige herned? Så kan vi spille bold i stedet for?’ Man kan også lægge mærke til, om der er plads til lidt ballade.«

– Hvorfor er det godt, at der er plads til ballade?

ES: »Hvis børn tør drille de voksne, er det udtryk for et tillidsforhold.«

– Hvad kan institutionerne gøre for at skabe en tryg tid for børnene?

HLH: »Det er vigtigt, at børn kan knytte sig til de sekundære omsorgspersoner, som for eksempel pædagoger, når de ikke har forældrene hos sig. Det kræver, at der er tid til at blive taget op på skødet, at der er ro og nærvær, og at barnet bliver set. Pædagogerne skal være opmærksom me på det enkelte barn. Det er f.eks. et problem, hvis man siger: ’Her hos os sover alle børn formiddagslur klokken 9’. For der kan være børn, der er trætte klokken er 8.30. eller børn som først kan sove kl. 10«

– Er der ressourcer nok til at have fokus på den enkelte?

ES: »Over de sidste 20 år er der sket en dramatisk reduktion i normeringen. Det er et meget stort problem. Når man læser vores bog, håber jeg da, at man kommer til at tænke på, at det er nødvendigt at sørge for, at vores små børn i den allermest følsomme periode af deres liv ikke skal savne et skød at hoppe op på. Men man kan også se institutioner med de samme ressourcer, som håndterer det vidt forskelligt, så både normering og den pædagogiske tilgang er afgørende.«

Fra leg til læring

Ifølge Erik Sigsgaard tilbringer et barn i dag i gennemsnit ca. 30.000 timer i institution gennem sin barn- og ungdom, mens det tal for et barn i 1970’erne i gennemsnit var ca. 10.000 timer.

ES: »Selvfølgelig kan man ikke lave børnehave eller skole på samme måde, når tallet er 30.000. For da det var 10.000, gik man hjem og legede. Men nu er de også institutionaliserede om eftermiddagen. Det vil sige, at der også er sket en kvalitativ forandring. Traditionelt har vi her i landet lagt vægt på, at små børn leger. Men der er i de seneste år en tendens til, at læring er kommet stærkt ind i billedet. Fra 1970’erne og frem til i dag er børn blevet til elever. De voksne opfatter det som normalt at være institutionaliseret. Det normale er at gøre det, der står i planen.«

– Hvad er problemet ved det?

ES: »De voksne glemmer, at børn først og fremmest lærer f.eks. sprog ved at lege. De tror, at de lærer ved at blive sat på en skolebænk. Men man glemmer at se på, hvad børnene var i gang med, da de skulle have sprogstimulering. Måske var der mere sprog i det, vi tog dem væk fra, end der er sprog på skolebænken.«

– Det bliver nok ikke sådan, at børn er i institution i 10.000 timer lige foreløbigt. Så hvad skal man inden for de rammer gøre ved det?

ES: »Man skal passe på ikke også at institutionalisere og skemalægge hjemmelivet, så man spiser i takt.«

– Hvad risikerer man ved det?

ES: »Det mest grundlæggende for mennesker er, at vi er selvregulerende. Livet er baseret på, at vi i ret høj grad kan regulere os selv, og med institutionaliseringen opstår der en tendens til at tænke, at børn har behov for, at voksne regulerer deres liv. Som forælder kunne man med rimelighed sige, at nu hvor vores børn skal være institutionaliseret i 30.000 timer, så må vi sørge for, at der i familien er fri leg og plads til selvregulering. Men institutionen kan også prøve at afinstitutionalisere sig selv.«

– Hvordan kan den det?

ES: »I en børnehave, hvor jeg var, var der nogle børn, der listede ud i køkkenet klokken 7.45 og tog en mad ud af madpakken, fordi de var sultne. Og det måtte man gerne på det sted. Det er afinstitutionalisering.«

Institutionssyn

Erik Sigsgaard og Helen Lyng Hansen oplever, at den øgede institutionalisering betyder, at det ofte er driften af institutionen, der er i fokus, frem for det enkelte barns trivsel.

ES: »Vi har eksempelvis mødt en pædagog, der sagde til en forælder: ’Hun vil hele tiden kravle op på mig’. Det er udtryk for, at vi gradvist tilegner os et institutionssyn, hvor vi tænker på, hvad der er bedst for institutionen: Hvis de kan gå stille og roligt rundt, så går det hele nemmere. Men risikoen er, at institutionssynet går ind og erstatter børneperspektivet.«

– Hvad burde personalet sige i sådan en situation?

HLH: »Faktisk er det et sundhedstegn på, at hun er begyndt at knytte sig og søge tryghed hos de voksne, og som forældre er det noget helt andet at blive mødt med: ’Dit barn er begyndt at kunne bruge mig som sin omsorgsperson, når du ikke er her.’«

– Hvis I kunne bestemme, hvordan så fremtidens dagtilbud så ud?

ES: »Så skulle dagtilbuddene i stedet for at blive opfattet som kommunernes institutioner opfattes som deltagernes sted. Tankegangen om, at kommunerne tilbyder en service, reducerer forældrene og børnene til kunder i en butik. Vi bør indrette institutionerne ud fra et demokratisk syn, hvor børn er handlende mennesker og ikke ses som objekter, der skal afleveres og passes. Vi bruger helst ikke ordet ’aflevere’, fordi barnet er jo ikke en pakke. Barnet er en deltager, som skal hjælpes hen til sin anden livsarena.«

– Hvordan ville man konkret opleve, at noget havde ændret sig?

HLH: »For eksempel kunne der være kaffe på kanden. Bare det, at man som forældre kan tage en kop kaffe og tale med de ansatte. I dag kan man godt opleve, at man får blikke og kommentarer som: ’Er I her endnu, hvorfor er I ikke gået hjem?’, hvis man bliver hængende i institutionen i en time. Men fleksibiliteten er sund. For eksempel kan man også nogle gange hente for tidligt. Og det kan være ok at gå igen. Det har jeg selv gjort med mine piger, da de gik i børnehave. Jeg kom som den gode mor klokken 15, og så var de simpelthen ikke klar til at tage hjem, fordi de var i gang med en leg eller skulle til at have frugt.«

– Så det handler også om et kritisk blik på forestillingerne om den gode forælder?

HLH: »Ja. Institutionerne lægger f.eks. stor vægt på børns selvhjulpenhed. Når man henter sit barn, kan der komme en pædagog forbi og sige: ’Han kan han altså godt selv tage flyverdragt på’. Og det er jo rigtigt, for det har han gjort hele dagen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man skal sige: ’Det kan du godt selv’. Der er så meget omsorg i, at man, når man mødes, tager ham op på skødet og hjælper ham i jakken. Selvfølgelig kan der også være situationer, hvor pædagogerne siger, at de har lagt mærke til, at lille Peter er begyndt at vise interesse for at gå på toilettet, så det kunne være på tide at lægge bleen. De har en faglig baggrund til at se det, men det er vigtigt ikke at blive for påvirket af den institutionaliserede tankegang, hvor tingene skal være på en bestemt måde.«

’Ha’ en god dag, skat. Dit barns hverdag i dagpleje, vuggestue og børnehave’ er tilrettelagt af Julie Top-Nørgaard og udkom i går på Peoples Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Jesper Brink
  • Niels Duus Nielsen
Anker Nielsen, Jesper Brink og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Da jeg var barn i det mørke Jylland, havde vi ikke disse nymodens børnehaver. Så vi børn passede os selv, under opsyn af de voksne, der tilfældigvis var i nærheden. Og hvis de voksne blandede sig for meget, løb vi ud i skoven, hvor vi så kunne lege i fred. Vi overlevede alle sammen, men vi fik da nogle knubs af og til, når vi faldt ned fra træerne, eller blev våde, når vi faldt i åen.

I dag er er alle børn åbenbart i dagfængsel. Stakkels unger.

Esben Lykke, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Snart den ene vej, så den anden vej. Atju atju og en skomagerdreng.

Godt vi snart får robotter til at over tage bøvlet, så vi mennesker forhåbentlig kan komme til at leve som mennesker med et menneskeligt liv - Det ville i det mindste være den "lyse" udformning af fremtid. Men mon ikke den "lyse" fremtid kun bliver for de få? Det kan nemt komme til at ske hvis ikke der bliver grebet ind.

Stærkt at Information bringer den her artikel og at den gamle :) Sigsgaard stadig har engagement.
Kloge og varme betragtninger. Jeg har selv været pædagog og også leder fra 73 til 2010,og ja jeg er fuldstændig enig med ham og i dag kan mange af mine unger huske mig og vi er på face book sammen, så måske jeg ikke var så institutionaliseret :)