Klumme

Lad muslimske kvinder definere deres frihedskamp

Den muslimske kvindefrigørelse kan for nogle være svær at få øje på. For i modsætning til rødstrømpernes kamp foregår den først og fremmest bag lukkede døre
8. marts 2016

På vej ind i festlokalet fik jeg øje på den kommende brud. Der sad hun, smuk på sin stol, og smilede til gæsterne. Dansegulvet var fyldt med kvinder i alle aldre. I anledning af forlovelsesfesten gav de sig hen til musikken og dansen, og flere af dem havde smidt det muslimske hovedtørklæde.

Det var med nysgerrig skepsis, at jeg havde taget imod invitationen. Jeg har altid været skeptisk over for fester, som er forbeholdt kvinder. Som ung blev jeg slæbt rundt af min mor til den slags muslimske arrangementer, hvor mændene manglede.

Men min skepsis blev hurtigt gjort til skamme. Jeg har aldrig oplevet et så stærkt bånd mellem kvinder på tværs af generationer.

En kvinde sidst i 40’erne klappede mig kærligt på skulderen og pegede ud mod dansegulvet.

»Har vi mulighed for at være frie og glade uden vores mænd, udnytter vi det,« sagde hun.

Mens jeg betragtede festlighederne, kom jeg faktisk til at tænke på rødstrømpebevægelsens protest mod den manglende ligestilling mellem kvinder og mænd. De havde deres egne kollektiver, festivaler og ø-lejre, hvor der kun var adgang for kvinder.

Men i modsætning til rødstrømpernes kvindekamp, som ofte foregik i fuldt dagslys, foregår en del af den muslimske kvindefrigørelse i dag mere diskret i det skjulte bag lukkede døre. Og vi er allerede kommet et godt stykke. Det er jeg slet ikke i tvivl om, når jeg tænker tilbage på de fester, min mor slæbte mig med til for 20 år siden. Vi var som marionetdukker, og snorene lå i hænderne på vores mødre, der havde meget specifikke regler for, hvordan vi unge piger skulle opføre os til festerne. Vi skulle jo gerne imponere vores måske kommende svigermødre.

I dag ser jeg en helt anden stærk tradition, hvor både mødre og døtre tager et stille opgør bag lukkede døre. Det er en kvindekamp, som man i Vesten har en tendens til at overse. Mette Frederiksen (S) blæste f.eks. i sidste uge til »kulturel frihedskamp i Danmark«, som skal frisætte »de unge med muslimsk baggrund«.

Vi med muslimsk baggrund skal altså hjælpes til at tage et opgør med vores familier og til at tage de danske værdier til os, forstår man. Det er et »kollektivt anliggende« ligesom kampene i det 20. århundrede for børne- og kvinderettigheder, siger Frederiksen til Berlingske.

Men det er lidt absurd, at Socialdemokraternes formand pludselig vil diktere, hvordan den muslimske frihedskamp skal kæmpes. For mig at se er hendes udtalelser blot endnu et tegn på, at vestlig feminisme har et meget snævert syn på frigørelse. I danske medier bliver nydanske kvinders frigørelseskamp alt for ofte reduceret til at handle om tørklæder og tavse og undertrykte ofre for religion og kultur.

Men lad nu for pokker de muslimske kvinder selv definere deres egne kampe. De ved selv, hvad der undertrykker dem. Det betyder ikke, at feministerne og samfundet ikke kan støtte solidarisk op om de kampe, men man skal kunne respektere de historiske og kulturelle forskelle.

Udtalelser som Mette Frederiksens risikerer i stedet at spænde ben for den frihedskamp, som blomstrer i det skjulte. En kamp, der ikke kun er rettet mod patriarkalsk undertrykkelse, men også imod massive fordomme og forestillinger om den ’rigtige’ kvindekamp. Fordomme og forestillinger, som i stedet får mange muslimske kvinder til at forsvare deres egen kultur.

Frihedskampen er måske usynlig for mange, men bevægelsen mærkes i de muslimske miljøer.

Ved et af bordene i festlokalet sad en håndfuld unge piger med deres mobiltelefoner i strakt arm. På det tidspunkt var de uden tvivl alt for fordybet i deres selfies til at tænke på det opgør med deres forældre og miljø, som de muligvis kommer til at tage, hvis de vil have et friere liv, end deres mødre havde. Når festen lukker og slukker, vil frigørelsen stadig foregå i hjemmet. Og stille og roligt vil den bevæge sig mere og mere uden for døren, det er jeg sikker på.

Den største fejl, vestlige feminister begår, er at insistere på at definere de muslimske kvinders frihedskamp. Tempoet og initiativet skal komme indefra og ikke udefra.

Silvana Mouazan er debattør og leder af retshjælpen ved Exitcirklen

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Kurt Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Pia Qu, Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan ikke læse artiklen. På indledningen antydes at danske kvinders normer ikke skal presse ned over muslimerne. Helt enig.
Stop det evindelige feministævl og ret opmærksomheden på forbryderiske aktiviteter.
Muslimernes familieforhold skal det officielle Danmark ikke blande sig i.
Den side af "integrationen" er fejlagtig.