Læserbrev

Læserbreve

Debat
5. marts 2016

Målret indsatsen mod æresrelateret vold

Halima El Abassi, Aarhus

Danmark er nødt til at gøre en større, mere målrettet og forbyggende indsats i forhold til de mennesker, der lider under æresrelateret vold og sociale kontrol. Problemer, som TV 2 viser i den nye dokumentarserie Moskeerne bag sløret. Den muslimske pige Samantha beskriver i seriens første afsnit, hvordan hun blev gennembanket af sin far, fordi han tjekkede hendes mobiltelefon og fandt et billede, hvor hun står ved siden af en dreng. Mange unge mænd og kvinder er ligesom Samantha vokset op i en familie, der udøver streng social kontrol ofte med henvisning til en – efter min mening – fejlfortolkning af islam. Imamerne spiller en alt for stor og uhyggelig rolle blandt nogle minoritetsfamilier i Danmark. Men det er ikke kun et spørgsmål om religion. Problemet handler om personlige interesser, som nogle mænd forsøger at opretholde til egen fordel. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at hun vil sætte alle midler ind i forhold til Grimhøjmoskeen. Men det er ikke nok at ’symptombehandle’, da problemerne ikke bare bliver løst ved at fjerne det umiddelbart synlige. En del af problemet er, at de såkaldte imamer finder deres tilhængere blandt svage og udsatte familier. Familier, som ikke har forudsætninger for at hente deres viden andre steder end hos imamerne. Det er familier, der ikke har kontakt med det danske samfund, og som generelt er dårligt integreret. Det er en farlig cocktail. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil sende underretning til Aarhus Kommune, efter at TV 2 har afsløret en imam i at opfordre til vold mod børn. Men det er ikke nok bare at sende en underretning. Vi er nødt til at have en mere målrettet og forebyggende indsats i forhold til denne målgruppe. Vi er nødt til at have fokus på det forebyggende sociale arbejde. Vi skal lave mere opsøgende boligsocialt arbejde og gøre en større indsats over for familierne, der har en sag i kommunen. Vi skal blive bedre til at integrere disse familier i det danske samfund. Det er ikke alle kommuner, som har forudsætninger for at varetage denne indsats, men der er hjælp at hente. Jeg rækker gerne hånden ud til Aarhus Kommune med henblik på et samarbejdsmøde vedrørende denne problematik.

Ulla Tør-næs-ten-alt

Ole Benny Nielsen, København

Ulla Tørnæs (V) er blevet uddannelses- og forskningsminister. Hun blev første gang valgt til Folketinget i 1994 og var medlem indtil 2014, hvor hun så opgav sit folkevalgte mandat et år før det udløb. I november 2013 var Tørnæs borgmesterkandidat i Holstebro. Hun blev valgt til byrådet med 3.303 personlige stemmer, men blev ikke borgmester og opgav sit folkevalgte mandat i byrådet i november 2015 efter, at mindre end halvdelen af valgperioden var gået.

I maj 2014 var hun spidskandidat til Europa-Parlamentet for Venstre og ca. 136.000 vælgere stemte hende ind for en femårig periode. Nu er en tredjedel af valgperioden gået, og Ulla ’Tør-næs-ten-alt’ skifter nu igen det folkevalgte mandat ud med et ministerjob i Danmark. Tørnæs viser med sin skalten og valten foragt for folkestyret. En politiker bør være drevet af vedholdenhed og sit engagement for at forandre og forbedre med respekt for de vælgere, som har stemt. ’Tør-næs-ten-alt’ har ikke gjort sig fortjent til sine vælgeres respekt.ted

Kontaktpersoner reddede mig

Line Marie, Ringsted

Det er vigtigt at have støttende personer omkring sig, især når man har psykiske lidelser. At gå med tingene selv løser ingen problemer. Jeg blev første gang indlagt i 2012, og det var først der, at det gik op for mig, hvor vigtig den gode relation er. Jeg synes, det var svært at knytte mig til personalet, for jeg vidste, at relationen ville slutte, så snart jeg blev udskrevet. Men selv om jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville lukke personalet ind i min lille verden, fik jeg to kontaktpersoner, der skulle vise sig at redde mit liv. Jeg var stærkt plaget af at høre stemmer og havde svært ved at klare en dagligdag. Min lyst til at give op var stor, men mine to kontaktpersoner lærte mig, at jeg ikke var min diagnose, og at jeg kunne mange andre ting end bare at være syg. Den dag i dag har jeg ikke kontakt til dem mere. Selv om det har været svært at acceptere, at relationen er slut, ville jeg aldrig have været den foruden. Jeg er så evigt taknemmelig over de ting, de har gjort for mig, og jeg var aldrig nået så langt med mit liv, som jeg er i dag, hvis ikke de var kommet ind i mit liv.

Den relation, jeg havde til mine kontaktpersoner, gav mig tryghed; at vide, at der altid var én, jeg kunne komme til, når alting blev for svært. I dag har jeg nogle andre personer i mit liv, som jeg kan bruge, når jeg har det svært. Den gode relation er altafgørende.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her