Læserbrev

Læserbreve

Debat
18. marts 2016

EU skal hjælpe Tyrkiet

Duygu Cakir, København

I søndags var Tyrkiet vidne til endnu et bombeangreb. Det femte på under et år. Sidste år drak jeg te med min onkel på hans altan i en lille by i Anatolien. Tv’et viste skrækkelige billeder af bombeeksplosionen i Suruc, mens vi diskuterede Tyrkiets sørgelige situation. Vi vidste ikke, at det bombeangreb skulle blive begyndelsen på en skrækkelig tendens.

Efter eksplosionen i Suruc blev jeg deprimeret af at læse avis i Tyrkiet. Jeg var bange for, at folket blev splittet; at politik blev mudderkastning og propaganda. Der blev hvisket om borgerkrig. Jeg troede, jeg var kynisk. I søndags gik det op for mig, at jeg blot var realist.

Tyrkiet skal vælge sin egen fremtid, men EU kan skubbe i den rigtige retning. Vi gør for lidt i dag. Mit forslag er, at EU stopper associeringsaftalerne med Tyrkiet, indtil Tyrkiet igen viser demokratiske fremskridt. Tag ikke fejl, EU-medlemsskab er vigtigt for Tyrkiet – ligesom Tyrkiets borgere burde være vigtige for regeringen.

Vi har mistet musikken

William Hausgaard, Jelling

Den dag Britney Spears og Justin Bieber blev frontfigurer for den brede musiksmag, mistede vi musikken. Jeg hører musik, jeg spiller musik, og jeg elsker musik. Men det er trist at høre, hvad musik er blevet til i dag – støj, der får tiden til at gå.

Når min dag starter, starter den med P8 JAZZ, så jeg ikke behøver at tænke over, hvad jeg vil høre. Jeg stoler på P8. De ved, hvad musik er. Havde jeg sat NOVA FM eller P3 på, ville det være som at få det forkerte ben ud af sengen.

Musik var engang hjerteblod. Dengang man selv spillede tonerne på det instrument, man elskede. Dengang producerede man ikke bare musikken – man spillede den. Dengang i 1920’erne, hvor Louis Armstrong mente, at verden var vidunderlig.

Musikken har betydning for os som mennesker; for vores selvforståelse og identitet. Om man så hører David Bowie eller Rolling Stones, føler man, at musikken er en del af en selv; at den fortæller én noget.

Men tiden gik, og musikken forsvandt. Musik, som de kalder det, bliver godt nok stadig lavet. Men det er ikke musik. Det er noget, hver mand med en computer kan lave. Det er støj.

Og denne støj bliver forbundet med en stjerne, som har et image, og det er ham eller hende, det hele i virkeligheden drejer sig om. Det er ikke musik. Musik er noget, der udvikler os, udfordrer os og berører os. Og det gør hverken Rihanna, Beyoncé eller Selina Gomez.

Håb er ikke nok, Venstre

Martin Henriksen, MF og udlændingeordfører for DF

Det er et noget trist og visionsløst læserbrev om integration, Jan E. Jørgensen (V) har begået den 16. marts her i Information. Han skriver blandt andet: »Valgkampen er nemlig slut, og nu banker virkeligheden på. Flygtninge vil stadig komme hertil og blive i Danmark«. Underforstået, vi har ikke noget valg, og det er jo noget sludder.

Det er et politisk valg, om man vil gøre flygtninge til migranter. Den vej har vi kørt ud af i mange år efterhånden, og det er mildt sagt ikke gået særligt godt. Det er derfor, at Dansk Folkeparti vil slå ind på en kurs, som betyder, at flygtninge vender hjem igen til deres hjemlande, den dag forholdene tillader det. Det kan vi sikre politisk. Det skal vi gøre.

Venstres tilgang, som ifølge Jan E. Jørgensen er, at »Vi håber også, at mange flygtninge vil vende hjem, når det er trygt«, gør det ikke alene. Det er ikke nok fromt at håbe, at de mange, mange flygtninge af sig selv vender hjem igen med tiden. For al erfaring viser, at så kan vi vente meget, meget længe. Det er faktisk i min bog uansvarligt at basere sin politik på så vigtigt et område på håb alene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her