Læserbrev

Læserbreve

Debat
19. marts 2016

Effektivitet giver mindre tid til pleje

Gitte Rasmussen, Odense

Jeg har besøgt flere plejecentre som led i mit studie af demens: Hvordan lærer bofællerne hinanden at kende, når ingen kan fortælle deres historie? Og når man ikke kan huske noget om sig selv, hvordan skaber man så et godt liv?

Personalet gør deres bedste for at skabe et godt liv for beboerne, men selvfølgelig inden for de økonomiske og organisatoriske rammer. Det betyder, at overskydende tid skal bruges til at hjælpe andre afdelinger, og arbejdsopgaver bliver krydset af og checket i et internt digitalt system. Sociale aktiviteter ligger ligeledes i en fælles kommunal enhed. Alt kan med andre ord tælles og indgå i statistisk behandling. Men resultatet er bare ikke godt nok.

Politikere og embedsmænd vil registrere og måle for at løse problemerne. Men man glemmer at reflektere over metoderne: Er effektivitet egnet til at beskrive pleje? Er nøgletal bedst til adfærdsregulering? Og er centralisering den bedste organiseringsform? De knapper har man skruet på i årevis– uden et positivt resultat.

Til det gode liv hører nemlig også noget så elementært som samtaler om de små hverdagsting. Og det bidrager de gængse metoder ikke til. De løser altså ikke problemet – de udløser det.

Afsløringer er journalistikkens hjerteblod

Casper Gronemann, København

Der var noget, der undrede min kollega, radiovært Kristoffer Eriksen, ved filminstruktør Manyar Parwanis historie om tre unge på Nørrebro, der havde truet ham med en pistol og forsøgt at tvinge ham til at stoppe indspilningerne til sin film om Omar El-Hussein. Derfor begyndte Kristoffer Eriksen og et hold af journalister at stille spørgsmål. De spurgte de tre unge bandemedlemmer – som Parwani også hævdede at have viden om Omar El-Hussein fra – om han havde snakket med dem. Og de fandt ud af, at Parwani havde løjet om flere ting. Eksempelvis kontakten til Omars søster, som ifølge familiens advokat slet ikke eksisterer.

Til sidst gik de i luften med historien, og shitstormen begyndte. Anklager om karaktermord og journalisternes ondsindede dagsordner fyldte kommentarsporene. Det blev kritiseret, at man overhovedet kunne finde på at stille spørgsmål til et offers beretninger.

Og det er langtfra den eneste sag, hvor solide, journalistiske afsløringer er blevet udsat for tvivlsom kritik. Tværtimod lader det til at være blevet en tendens. Det seneste eksempel er den massive kritik af TV 2’s brug af skjult kamera i programserien Moskeerne bag sløret. Kanalen er blevet anklaget for racisme og beskyldt for, at det er medierne, der med deres afsløringer, radikaliserer muslimer. Historien om dybt reaktionære kræfter, som råder kvinder til at finde sig i at blive misbrugt, blev altså pludselig til en diskussion om teknikaliteter i journalisternes adfærd.

Og det sker oftere og oftere. Andre eksempler er debatten, efter at DR afslørede, at den lesbiske kvinde Tulle Krøyer havde løjet om chikane mod sig selv og sin partner, og LGBT-miljøet anklagede DR for karaktermord. Eller da Weekendavisen tog Jacob Holdt i at lyve, og diskussionen kom til at handle om, hvorvidt bogen Amerikanske Billeder overhovedet var nyhedsværdig.

Afsløringer er journalistikkens hjerteblod. Den nysgerrighed og frækhed, der skal til for at udstille sandheden i al sin grumhed, når nogen forsøger at skjule den, er helt centrale elementer i den fjerde statsmagts virke. Naturligvis er det i orden at kritisere anløbne metoder, men i langt de fleste, nyere tilfælde er der tale om forsøg på at tildække afsløringer ved at tale om alt andet end deres indhold.

Regeringen modarbejder job

Jørn Lehmann Petersen, formand for foreningen Ligeværd

Kontanthjælpsloftet ser ud til at blive vedtaget på trods af protester fra blandt andet Dansk Handicap Forbund, hvilket får store konsekvenser for udsatte borgere. Samtidig er op til 25 procent af særlige job til mennesker med nedsat arbejdsevne forsvundet. Der er derfor grund til at spørge regeringen: Vil I oprigtigt gerne havde de udsatte i arbejde?

Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder begrundelsen for kontanthjælpsloftet. Det står imidlertid klart for de fleste, og vi er derfor mange, der snarere opfatter forslaget som endnu et angreb på vores udsatte medborgere, der har svært ved at leve op til kravene på arbejdsmarkedet på grund af fysiske eller psykiske handicap.

Og hvilke job er så reelt til rådighed for dem med særlige behov? I Region Syddanmark er antallet af medarbejdere på særlige vilkår – fleksjob, løntilskud, skånejob og så videre – faldet med 25 procent fra 2010 til 2014. Samme tendens gælder for landets øvrige regioner.

Tallene står således i kontrast til regeringens udmelding om, at der er brug for alle – uanset arbejdsevne.

Taberne bliver i sidste ende udsatte borgere med særlige behov. De er nu på vej mod en reel udstødelse af arbejdsmarkedet, trods mange politiske festtaler om det modsatte.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her